Keszthely

Keszthely

Hvem gider køre tværs gennem Europa for at komme til en by, de færreste har hørt om, hvor man hilser på folk med et ‘Jó napot Kivanok’, og hvor man skal vide, hvad ‘Gyógyszertár‘, Rendőrség og ‘Nemzeti Dohánybolt’ betyder. Allervigtigst skal man vide, hvad ‘Etlap’ er for noget – og ikke mindst ‘Vörösbor’, som ungarerne er rigtig gode til at producere 🙂 .

Det gider åbenlyst meget få, for her i Keszthely i det vestlige Ungarn er vi de eneste turister fra vores del af Europa; ingen skandinaver, tyskere, englændere, belgiere og heller ingen hollændere, som ellers er overalt. Campingpladserne langs den smukke Balatonsø er gabende tomme, og påbegyndte ferieboliger står halvfærdige som ruiner. Ungarn er tilsyneladende i bad standing hos turister fra Vesteuropa, måske på grund af Victor Orbans stærkt nationalistiske, altid-på-tværs holdninger i EU – eller også er det fordi kun få har opdaget, hvor dejligt et land, Ungarn er at gæste.

Vi bor i udkanten af Keszthely på et dejligt familiedrevet pensionat (‘Kakadu’), og da solen gik ned i går aftes, var det med løfter om en smuk dag også i morgen –

Der er dejligt varmt her i Centraleuropa, både i Erfurt, Brno og nu også her i Keszthely har temperaturerne om dagen ligget på + 25 grader og vind har der ingenting været af, så det er virkelig sommer – og cykelvejr. Dagens første tur på de medbragte cykler gik til Keszthely centrum for at undersøge, om restaurant Holsten stadig serverer ‘Zigeunerbraten‘, der har sin helt særlige historie – her – og det gør de heldigvis (det vender jeg tilbage til)  –

Keszthely er en lille provinsby med 20.000 indbyggere, og her er butikkerne ikke ‘smarte’ men ydmyge og autentisk ungarske –

Landskabet omkring Balatons bredder er som skabt til cykelture, der både er nemme og smukke. Dagens tur blev på godt 40 km –

 

Ungarn (uden for Budapest!) har sin egen stilfærdige og lidt melankolske atmosfære, som jeg altid tænker over, når vi er her. Landets dramatiske historie med århundreder under fremmed herredømme har betydet, at den ungarske selvfølelse er på et helt andet niveau end hos os i Danmark. “Vi er blevet overfaldet igen og igen” er et ungarsk mantra, og overalt i landet minder man hinanden om den historie på plaketter og mindesten, også her ved Balatonsøen, hvor disse årstal er børnelærdom for enhver ungarer –

Offerrollen står stærkt i den ungarske nationalidentitet, ikke mindst fordi man meget bekvemt glemmer (fortier) Ungarns nazi-venlige politik i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig Det har jeg skrevet meget mere om her og her og her – og iøvrigt også andre steder, det er interessant stof.

Dagen er ved at gå på hæld, og mon ikke den står på ‘Zigeunerbraten‘ i aften? AM snakkede godt nok om en kogt karpe fra Donau i sød paprika, meeeeen….!

3 timer senere: Karpen havde ikke en chance 🙂 .

– o0o –

Jeg kender ikke et land, der som Ungarn elsker historiske mindesmærker af enhver slags. De er store og de er små, de er på gader, i parker, på husmure, på kirkegårde – og de er allesammen gammeldags, også de nyeste. Vi besøgte idag landsbyen Sümeg 35 km. nord for Keszthely, og på en 10 minutters gåtur mødte vi disse mindesmærker over ‘verdensberømte’ ungarere, som ingen nogensinde har hørt om uden for byen –

Ungarerne dyrker deres nationale historie med stor lidenskab, og faget fylder rigtig meget i skolen, hvor offervinklen dyrkes i de statsautoriserede undervisningsplaner.

Vi er kørt til Sümeg for at se byens store borg, der i 15- og 1600 tallet spillede en vigtig rolle i kampen mod tyrkerne. Et samtidigt stik viser meget godt ideen med borgen, der med sin placering og tykke mure var svær at erobre –

Da det i midten af 1400-tallet lykkedes de muslimske osmannere at erobre Konstantinobel (indtil da en græsk by) fik de hurtigt smag for mere og fortsatte i 1500-tallet erobringstogter mod nord. Efter slaget ved Mohacs i 1526 faldt det meste af Ungarn i tyrkernes hænder, og biskoppen i Vezprem tog initiativ til at bygge en fæstning i Sümeg som et tilflugssted. Det var heldigt, for også Vezprem faldt til tyrkerne, så der blev hårdt brug for den nye borg, der både blev biskop-palads og forsvarsværk mod angriberne.

Der var anderledes fredeligt, da vi sled os op til borgen ad stejle, brostensbelagte stier, men en kamp (!) var det nu stadig –

Fra borgens skydehuller har man haft en formidabel udsigt over det flade landskab med god mulighed for at forberede sit forsvar, når fjenden blev spottet i det fjerne –

I Ungarns landsbyer kan man bogstavelig talt høre stilheden en sommerdag som i dag. Solen bager, temperaturerne har forlængst passeret de 30 grader, og ikke en vind rører sig. Husenes skodder er rullet ned for at holde varmen ude, og fornuftige mennesker holder sig indendørs –

På vej tilbage mod Keszthely gjorde vi holdt i landsbyen Zalászantó (ungarske navne….!) og gik ind, hvor folk mødes, d.v.s. i byens gamle kirke –

Kirkens udsmykning er smuk og enkel, men det virkelig interessante hang i våbenhuset, hvor man på en mindetavle ærer landsbyens døde i 2. verdenskrig – den krig, hvor Ungarn på skammeligste vis placerede sig på nazisternes side –

Dagens tur var i bil, ikke så meget p.g.a. afstanden men fordi især min bagdel er godt øm efter gårsdagens cykeltur på + 50 km. Rigtige mænd bruger nemlig ikke cykelbukser…!

Cykelturen foregik på bulede cykelstier på Balatonsøens nordside, hvor de smukke udsigter stod i kø –

Målet for gårsdagens cykeltur var halvøen Szigliget, der smukt skyder sig ud i søen og rummer minder fra to tusinde års historie. Ud over endnu en højtbeliggende borg stoppede vi også ved disse ruiner af en kirke, bygget af sten fra en romersk bygning og ødelagt af tyrkerne i 1500-tallet, fascinerende –

Kirkegården er forlængst taget ud af brug, men gravstederne står her stadig som støtte for hukommelsen om dem, der engang levede her. Smukt, synes jeg –

En cykeltur rummer langt større problemer end ømme bagdele. Størst og værst er det at holde styr på et hårbånd, der har en helt utrolig evne til at blive væk 🙂 🙂 🙂 –

I Keszthely blev årets byfest skudt i gang i aften med pragtfuld jazz på hovedgaden – tryk på linket og sæt lyd på, det er umagen værd – Jazz på hovedgaden. 

– o0o –

Små 10 km. uden for Keszthely ad glimrende cykelstier ligger den store sø Heviz med 34-37 grader varmt vand, der strømmer op fra undergrunden og dagligt udskifter alt vandet i søen. Her ligger en stor badeanstalt, som vi igen besøgte denne gang. Det er en meget speciel og dejlig fornemmelse at stige ned i det mineralrige og svagt svovlduftende, lune vand, som man ikke svømmer i, man driiiiiver rundt med langsomme svømmetag, møder af og til en lille åkandeblomst og nyder det –

Om aftenen fortsatte byfesten i Keszthely med den ungarske ‘kunstner’ T. Danny, der i to timer brølede uforståelige lyde ud i sommernatten tilsat et ubegribeligt højt lydtryk fra nogle enorme bashøjtalere. Hvordan det kan kaldes en koncert, begriber jeg ikke, det var decideret ubehageligt at være i nærheden.

Larmen hang stadig mellem husmurene – næsten, altså – da vi dagen efter besøgte det marked, som Keszthely ligesom flertallet af ungarske byer har. Grøntsager, frugt, tøj, paprika, akaciehonning og trævarer er blandt de mange ting i boderne –

En af de helt store seværdigheder i Keszthely er det enorme barokslot, der ligger for enden af byens gågade –

Adelsmanden Kristóf Festetics begyndte byggeriet i 1745, altså i den Østrig-ungarske storhedstid, hvor adelens rigdom og privilegier endnu var urørlige og samfundsstrukturen urokkelig. Først med den franske revolution og Napoleonskrigene blev denne samfundsorden for alvor angrebet – for delvist at blive genoprettet ved Wienerkongressen i 1814, men det er en helt anden historie.

Slottets have er pragtfuld at gå rundt i og adgangen er endda gratis, så det er et must på de kanter. Også slottets indre er værd at besøge, ikke mindst biblioteket, der er et unikum, men da vi tidligere har været der, sprang vi over denne gang. Når I, kære læsere, kommer der og går rundt i haven, så se lige efter den cykelnøgle, som jeg i dag forliste et eller andet sted på de grevelige græsplæner, argh…!

– o0o –

Det er først på eftermiddagen den sidste dag i Keszthely, og solen brager ned fra en skyfri, blå himmel og giver temperaturer i skyggen på +30 grader. I solen er her nærmest kogende, og i bilens bagagerum har varmen katapulteret propperne ud af et par flasker god, ungarsk rødvin. Der røg din fødselsdagsgave, Visti 😂 😩.

Vi er steget op af hotellets swimmingpool efter at have svedt tran på formiddagens cykeltur i bakkerne bag Balaton. Og mon det var smukt – ?

Vi ville egentlig have badet i Balaton, men det er søndag, ungarernes ferie er begyndt, og strandene er som et fluepapir, så det blev hotellets fredelige swimmingpool i stedet. Vi spiste ved søbredden i går aftes, og her kunne vi konstatere, at Keszthely og Balaton er en favoritdestination for ungarere på ferie –

I morgen tidlig vender vi igen næsen mod nord, og denne sidste eftermiddag sidder jeg og tænker over endnu et ophold i Ungarn, dette særegne land midt i Europa, hvor maden og kulturen er ‘robust’, ikke raffineret og elegant som i Italien og Frankrig, og hvor landskaberne er smukke, men ikke ‘breathtaking’ som i Alperne. Alligevel holder vi meget af at gæste landet, fordi der er masser at opleve, fordi kulturen (historien) og sproget er fremmedartet, og ikke mindst fordi lokalbefolkningen er uhyre imødekommende og aldrig arrogant på den franske måde, nærmest underspillet tilsat lidt beskedenhed på grund af de begrænsede fremmedsprogskompetencer. Man kommer hjem fra et ophold i Ungarn med andet og mere i hovedet end smukke billeder. At prisniveauet er markant under det danske og vejret lige så markant over det danske, bidrager naturligvis også til de positive oplevelser.

I morgen: Tyskland – et eller andet sted: Her

 

Nye indlæg