Budapest: Andrassy út, Terror Haza og Memento Park.
Efter besøget på Hösök Tere vil jeg foreslå en spadseretur ned ad Andrassy út, der idag er for Budapest, hvad Champ Elysees er for Paris og gadens navn et glimrende eksempel på historiens gang. Da gaden blev anlagt kort efter etableringen af det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki i 1867 blev den navngivet Sugárút, hvilket ganske enkelt betyder “Den brede, lige vej” (i modsætning til byens utallige små, snoede gader). Det holdt kun til engang i 1890’erne, hvor gaden blev opkaldt efter den daværende premierminister og fik navnet Andrássy út. Det navn blev fastholdt frem til 1950’erne, hvor historien igen havde ændret sig, og byens fornemste gade skulle nu have navn efter den ‘store leder’ i Moskva og blev derfor døbt Sztálin út, altså Stalin Boulevarden. Under revolutions-dagene i 1956 døbte studenterne gaden “Ungarsk ungdom”, men det holdt kun til opstanden var nedkæmpet, hvorefter den atter skulle have nyt navn. Det gamle navn – Szálin út – var utænkelig efter Krustjofs afsløring af Stalins terror-regime, og derfor fandt man på et nyt navn: Népköztársaság útja, hvilket betyder Folkerepublikkens vej. I ungarernes øjne var det nu ikke meget bedre end Sztálin út, for folkerepublikken var uløselig forbundet med netop Stalin og hans terror, og derfor omtalte mange ungarere i hemmelighed gaden med det gamle navn, Andrassy út. Efter systemskiftet i 1989/90 var det derfor naturligt, at boulevarden officielt fik det gamle navn igen, Andrássy út. Om det er gadens vedblivende navn, er svært at spå om – ungarske intellektuelle har med større eller mindre ironi luftet deres frygt for, at landets nuværende stærke og magtfuldkomne leder, Viktor Orbán, “modstræbende” på et tidspunkt vil lade sig overtale til at opkalde boulevarden efter ham…!
Andrassy út er idag en meget mondæn gade fyldt med cafeer, restauranter og forretninger, hvorunder – eller bagved – historien gemmer sig. På hjørnet af Andrassy út og Izabella útca lå der indtil for nylig et berømt – eller snarere berygtet – cukrázda, altså et konditori. I kælderen under konditoriet havde AVO/Statssikkerhedspolitiet lokaler, hvor man med anvendelse af grov tortur fremskaffede de mest uhyrlige tilståelser. Det foregik naturligvis i fuldstændig hemmlighed, og det betød, at op gennem kommunisttiden har folk siddet og drukket kaffe og spist kager samtidig med, at deres landsmænd blev torturet en etage under dem. “Tilståelserne” blev brugt som domsgrundlag i de talrige skueprocesser, der ofte førte til henrettelser eller livslange fængselsstraffe. En af fangerne forsøgte på sin egen måde at fortælle den vestlige verden, hvad der foregik – han “tilstod” således offentligt, at han var blevet rekrutteret som spion af to amerikanske agenter, kaptajn Edgar Allan Poe og major Walter Whitman…!
Jeg færdedes en del i dette område under mine besøg i Budapest 1970’erne og 1980’erne og har ransaget min hukommelse for at finde ud af, om jeg har drukket kaffe netop dér. Jeg husker det desværre ikke klart – eller også kan jeg heldigvis ikke komme i tanke om det, for en mere syg oplevelse skal man da lede længe efter…!
At det daværende systems tankegang var sygeligt i en grad, som er svær at fatte, kan man opleve lidt længere nede ad Andrassy út, hvor et Budapests bedste museer ligger, “Terrorhaza” (Terrorhuset).
Det er indrettet i en bygning, hvis betydning for forståelsen af det moderne Ungarn ikke kan overdrives, fordi her – bag den smukke facade – bedrev først det nazistiske Pilekorsparti og siden AVO/kommunistpartiet deres rædsler med tortur, ufattelige menneskelige lidelser og død. I modsætning til sukrazdá-kælderen var det alment kendt, hvad der foregik her, og for mange ungarere er synet af bygningen stadig den dag i dag forbundet med rædsel. En ungarsk bekendt fortalte mig således, at han er nødt til at gå over på den modsatte side af gaden, når han kommer til dette sted på Andrassy út, han kan ganske enkelt ikke holde ud at passere huset på tæt hold.
Terror Haza fortæller både historien om tiden under Pilekorset, men i særlig grad er der fokus på den hjernevask og brutale undertrykkelse, som den ungarske befolkning var udsat for i kommunisttiden, og noget tyder på, at det har fat i noget interessant og væsentligt, for mange har forsøgt at få museet lukket! Angiveligt fordi de mener, at det er tid til at glemme – fortrænge – den tid, men reelt fordi mange af dem har noget personligt i klemme.
Hundredtusinder af ungarere var fra 1949 og frem til 1989 stikkere for det hemmelige politi, og Ungarn har aldrig gennemført et tilbundsgående opgør med tiden under kommunismen, heller ikke med 1956, og derfor er der i samfundet masser af rygter om, hvem der var aktive som kommunistiske medløbere, stikkere, bødler etc. Det skaber en utrolig giftig stemning, og mange ungarere frygter for en dag at blive konfronteret med, at en af deres nærmeste – en kone, mand, søn, datter, mor, far, bedstefar eller bedstemor – i al hemmelighed var en af disse stikkere.
Den ungarske forfatter András Forgách har i bogen “Sandheden om min mor. En familieberetning fra den kolde krig” fortalt sin personlige historie, der rammer ned midt i denne problematik. I 2013 blev han kontaktet af en arkivmedarbejder, som fortalte, at hans mor frem til hendes død i 1985 havde arbejdet som informant for Kadár-regimets hemmelige efterretningstjeneste. Det var et chok for András Forgách, der måtte gennem en meget svær proces med at revurdere sin forståelse af moderen og sin egen barndom.
Pointen med András Forgách’s historie er at forstå, hvordan det manglende opgør med kommunisttiden skaber en atmosfære af mistænksomhed i hele det ungarske samfund. Alle frygter, at Forgách’s historie en dag kan blive deres!
Ved indgangen i ‘Terrorhaza’ møder man en flere meter høj mur med fotos af nogle af de mange mennesker, der blev tortureret og/eller henrettet her i bygningen –
– ved udgangen et par timer senere mødes man af endnu en mur med fotos, men denne gang forsynet med navne (!) på mange af de politikere, embedsmænd og bødler, der var ansvarlige for rædslerne – og hvoraf mange er nulevende! Sårene fra dengang er stadigvæk åbne og blødende og årsag til udbredt mistillid og mistro i den ungarske befolkning.
‘Terrorhaza’ er et fremragende – men anderledes – museum, som kræver god tid og meget gerne en følgesvend, som har styr på de faktuelle forhold i den periode. Det er vigtigt at tage museet i den rigtige rækkefølge: Efter at have brugt tid i indgangspartiet i stuetagen (husk at studere de videoer, der ruller fortløbende) skal man gå op på 2. etage og tage museet oppefra og ned. Undervejs møder man i tekst, tableauer og billeder af den propaganda, som befolkningen blev udsat for: Meterstore billeder med den taknemmelige ungarske befolkning, der jublende tager imod de russiske invasionsstyrker i 1945 – selvom virkeligheden var den stik modsatte: Budapest blev smadret og befolkningen udsat for alle former for overgreb fra de sovjetiske styrker.
Matyas Rakosi var i 1940’erne og 1950’erne en ualmindelig brutal premierminister i Ungarn med tilnavne som “Ungarns Stalin” og “Stalins bedste elev, og selv om han i Ungarn var ansvarlig for forholdsmæssigt ligeså mange henrettelser som i Stalins Sovjet, fremstilles på fine malerier som en kærlig landsfader, familiernes og børnenes beskytter – se blot billedet her, som hænger i Terrorhaza ↓↓↓
Tusindvis af plakater overalt i det offentlige rum viste den lykkelige dagligdag i det socialistiske paradis, og mange af dem kan nu ses på museet ↓↓↓
Der er masser af spændende billeder og filmklip, blandt andet fra skue-processen i 1958, hvor Imre Nagy nægter at indrømme at være agent for de vestlige imperialistiske magter men alligevel blev dømt og henrettet.
1956 har naturligvis en central placering i museet og blandt andet vises studenternes fane i kampen, det ungarske flag, hvor den røde stjerne i centrum er klippet ud ↓↓↓
På et tidspunkt får man fra 1. sal en usædvanlig elevator-tur, der ender i bygningens uhyggelige kælder, og selvom der ofte er kø på dette sted, så vær tålmodig – elevatorturen er ventetiden værd! Jeg vil ikke her afsløre mere, kun sige, at det er en meget speciel, langsom og tankevækkende elevatortur!
Elevatoren ender i kælderen, hvor tortur og henrettelser fandt sted. Bemærk de sorte huller (celler), hvor de nederste 20 cm. altid var vandfyldte, og de skorstenslignende celler, hvor to personer akkurat kunne presses ind. En uges tid i en af disse celler kunne knække selv den stærkeste, og mange har tilstået at være “forrædere” i Vestens tjeneste. Blandt de mest prominente var udenrigs- og indenrigsminister László Rajk, der – selvom han var stalinist af den hårde skole – faldt i unåde hos Mathyas Rakosi og blev dømt og hængt.
Sammen med “almindelige” torturinstrumenter som knipler og strømførende apparater ser man også i et lille lokale den galge, der blev benyttet ved utallige henrettelser ↓
Bemærk at der ikke er tale om en galge, hvor ofret falder og knækker halsen. Den ungarske galge var ikke meget højere end en voksen person, og derfor blev ofret henrettet ved, at staklens fødder blev bundet til foden af galgen, hvorefter bødlen trak i rebet, der var lagt om delinkventens hals og fortsatte rundt om et lille hjul på toppen af galgen. Undertiden måtte bødlen under denne form for henrettelse slå hårdt på siden af hovedet for at knække rygraden og fremkalde døden. Lig blev undertiden skaffet af vejen ved at opløse det i store syrebade, hvorefter det blev skyllet ud i byens kloaksystem.
Det er svært at finde ord, der passer til de begivenheder, der har fundet sted her, og derfor skal man selv besøge stedet og danne sig sine egne indtryk. Entreen er rørende billig, og kommer man som gruppe er det en god ide at reservere tid på forhånd, da pladsforholdene er ret snævre. Af indlysende grunde egner museet – og i særdeleshed kælderen – sig ikke for børn!
Terrorhaza’s www-adresse er “Terrorhaza.hu”.
Besøgets oplevelser skal snakkes igennem (!), og i de omkringliggende gader er der heldigvis talrige hyggelige cafeer. Derefter kan man fortsætte ned ad Andrassy út, hvor man på højre side bl.a. passerer byens berømte opera. Fortsætter man videre frem i retning mod Donau, kommer man ned i Budapest’s gågadekvarter, hvor Vaci ut er den mest kendte af gaderne og nøjagtig ligeså dødssyg som gågader andre steder i verden. Sidegaderne er langt mere interessante.
Memento Park
Ungarn – og i særlig grad Budapest – var i kommunisttiden plastret til med statuer af Lenin, Marx, Stalin (indtil 1956) og talrige andre af socialismens helte, den ene mere vulgær end den anden, og efter omvæltningen i 1989 blev de naturligvis fjernet – og hvad skulle der ske med dem? Skulle de smeltes om, sådan som det skete i de øvrige Østbloklande eller…? Heldigvis for eftertiden valgte ungarerne at bevare dem og de står idag i Memento Park i det sydvestlige Budapest i nærheden af motorvejen til Wien, og for en beskeden entre kan man nu gå rundt i dette rædselskabinet og bese statuer og buster af datidens koryfæer. Dette pragteksemplar af en af socialismens helte stod på en af broerne over Donau og skulle hver dag minde den ungarske befolkning om den strålende fremtid, der ventede i det socialistiske paradis –
Selv Stalins støvler – de eneste rester af den store statue , der blev ødelagt under opstanden i 1956 – står her. Til min overraskelse fandt jeg ved mit sidste besøg også et mindesmærke for ungarsk-sovjetisk venskab – dateret 1956! Parken er et mærkværdigt besøg, slet ikke pæn, nærmere direkte grim, og man skal nok have en historisk bevidsthed fra den tid for at finde et besøg interessant, men personligt synes jeg, stedet er dybt fascinerende. Der er også mulighed for et billigt grin – i parkens lille butik kan man købe rariteter som fx. en lille dåse med “Socialismens sidste suk”!!
Videre til næste kapitel af “Gode oplevelser i Ungarn”: Budapest: Parlamentet og en spadseretur i centrum