Budapest – generelt

Budapest har næsten 2 mio. indbyggere, hvilket er mange i forhold til et land med 10 mio. indbyggere. Når den er uforholdsmæssig stor, er det fordi den indtil for nylig (1920) var hovedstad i det multinationale og meget større Ungarn, der omfattede store dele af de nuværende nabostater.  Det samme gælder iøvrigt nabo-hovedstaden Wien og såmænd også vores egen hovedstad København med 1658, 1814 og 1864 som de kritiske årstal.

Etableringen af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn i 1867 var startskuddet til en økonomisk opblomstring i Ungarn, og Budapest blev en af de hurtigst voksende byer i Europa. Byens arkitekter hentede inspiration i fortiden, og bybilledet er derfor en flot, men noget rodet sammenblanding af gotik, renaissance og barok – det der kaldes historicisme. Senere i århundredet blev den suppleret med markante bygninger i den særlige jugendstil, som jeg har skrevet om i afsnittet om Kecskemét og som jeg stadig bliver målløs over at betragte, se blot kunsthåndværkermusets bygning på Üllői út.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Budapest blev voldsomt beskadiget i 1945 under voldsomme kampe mellem tyske og sovjetiske styrker – faktisk var Budapest efter Berlin og Warszawa den mest ødelagte europæiske hovedstad, da krigen sluttede.

Budapest er idag en hyggelig storby med en særlig centraleuropæisk stemning, der ikke mindst opleves på en af de utallige cafeer (se nedenfor). Byen er (endnu) ikke præget af globaliseringen i form af indvandring, og derfor kan man ved vandringer rundt i byen på godt og ondt opleve den klassisk centraleuropæiske kultur, der var dominerende i 1800-tallet  i form af højkultur men også agressiv nationalisme og antisemiteisme. Se mere herom i de efetrfølgende kapitler.

Den centraleuropæiske café-tradition er i høj grad til stede i Budapest, og man kan her vælte sig i et lækkert udvalg af søde sager. Der er så mange caféer, at det kan være svært at vælge, men her er nogle bud:

  • Café Gerbaud på Vörösmarty Ter er fremragende og byder udover kager også på mulighed for en let frokost.
  • Cafe Central, Károlyi Mihály utca 9. Cafeen ligger to minutter fra gågaden Vaci u. og er meget bedre end dem, der ligger på gågaden. Den er gammel, hyggelig og i Wiener-stil og man kan både få mad og ikke mindst kager – disse her fotograferede jeg sidst jeg var der ↓↓↓

Ungarn kage 1

Ungarn kage 2

 

 

 

  • Cafe New York, Erzsebett Körut 9-11, ligger et par metrostop fra Donau i et centralt kvarter af byen, som  byder på mange forretninger og et levende byliv. At træde ind i cafeen er som at træde tilbage i tiden og man overvældes – intet mindre – af et orgie af guld og stafferinger ↓↓↓

Cafe New York ser umiddelbart ud til at være et overvældende dyrt sted at besøge, men det er faktisk ikke tilfældet – såvel deres kager/kaffe som deres frokost kan fås til rimelige priser, og omgivelserne er bestemt en omvej værd!

  • Café Spinoza i Dob utza nr. 15 ligger i det jødiske kvarter, som i sig selv er værd at besøge. Her laver man hjemmelavet spätzle og et utal af andre lækkerier, uanset om man er ude efter kage eller en frokost. Her er stemningen altid særdeles hyggelig – ofte med indlagt klaverbokser – og stedet kan varmt anbefales.

Donau

Det er umuligt at tænke på Budapest uden også at tænke på Donau, der løber midt gennem byen og som slet ikke er blå, nærmere temmelig grumset, men altid med en rivende strøm og stærk trafik af last- og turistbåde. En spadseretur langs floden er altid en dejlig oplevelse, og særlig hvis det er første besøg i Budapest, er det en god ide, fordi det giver mulighed for at få et overblik over byen og dens flotte bygninger. De mange broer forbinder byens to dele, Buda og Pest, og ikke mindst om natten, hvor de er belyst, er det et meget flot syn. Broerne er også en glimrende måde at orientere sig på i den store by – prøv derfor som fix-punkter at få styr på, hvor – mod nord – Kædebroen (på ungarsk Széchenyi lánchíd) ligger, og dernæst – mod syd – den grønne Frihedsbro (på ungarsk Szabadság híd). Byens centrum ligger ved og imellem de to broer og har man styr på dem, er man godt hjulpet.

Kædebroen med to løver på hver side er med årene blevet Budapest’s vartegn –

Kædebroen BP

– og der knytter sig den historie til broen, at dens bymester, Adam Clark, var så stolt over resultatet, at han udfordrede enhver til at finde fejl ved den. En lille dreng – der går næsten H.C.Andersen i historien – bemærkede, at løverne ingen tunger har, og det fortælles, at Adam Clark som konsekvens af “fejlen” begik selvmord ved at springe i Donau. Om det er rigtigt? Aner det ikke, men det er en god historie!

Frihedsbroen – Szabádzag Hid – er min absolutte favorit; ikke mindst om natten er den fra Pestsiden vanvittig flot med Gellert hotellet som baggrundskulisse –

Szabadsag hid ved nat

Frihedsbroen blev – ligesom Heltepladsen – bygget som en del af festlighederne i forbindelse med tusindårs-jubilæet i 1896. Broen blev dengang opkaldt efter dobbeltmonarkiets kejser-konge Frans Joseph I, og det var først efter 2. verdenskrig, at broen fik navnet Frihedsbroen.

Lige bag ved Frihedsbroen ligger Gellért-bjerget, der hæver sig højt over Donau. Bjerget er opkaldt efter biskop Gerhardt, der blev martyr i overgangstiden mellem hedenskab og kristendom – altså kort efter at kong Mathias var blevet kronet i år 1000 – da vrede hedninge anbragte ham i en tønde og lod ham rulle ned ad det stejle bjerg ned i floden – heller ikke dengang (!) havde fantasien nogen grænser, når det handlede om at slå folk ihjel på sære måder! Der er naturligvis i dag en stor statue på bjerget af denne tønderullende biskop, og flere af de nærmeste kilder på bjerget siges at have fået helbredende kraft…!

På toppen af bjerget står en markant figur, en 14 meter høj kvinde, der holder en palmegren i sine opstrakte arme:

Sejrsmonument med palme

Statuen er fra 1947 og markerer de sovjetiske troppers sejr over nazisterne og er derfor ikke det mest populære blandt borgerne i Budapest.

Lidt længere mod nord, ikke langt fra Parlamentet, støder man ved bredden af Donau på et særegent og gribende monument, nemlig en række sko lavet i jern.

Jødisk sko monument

Skoene minder os om den rædselsfulde terror, som det nazistiske Pilekorsparti udsatte jøder for efter magtovertagelsen i 1944. Tusindvis af jøder blev indfanget, og mens nogle blev sendt til udryddelseslejren i Auschwitz, blev andre ført ned til Donau og skudt, faldt i floden og forsvandt.

Når mørket falder på, kan det stærkt anbefales at tage en sejltur på floden – det er en ubeskrivelig flot oplevelse at sejle forbi de flotte, oplyste billeder med parlamentet som den absolutte primadonna ↓↓↓

Ungarn - parlament ved nat

Der er et utal af selskaber, der tilbyder et cruise på floden – med eller uden middag – og man finder dem (og deres sælgere!) på kajen mellem Ersebeth-broen og Szechenyi Lanchid (Kædebroen) tæt ved Vigado Ter. På nogle af bådene serveres der “skod-mad”, men vi kan anbefale firmaet “Legenda”, hvor både mad og servering er i top. Et 2½ times aften-cruise kostede i oktober 2014 8400 Huf (210 kr) incl. et svingende fyldt glas hvidvin, og maden på a la carte kortet viste sig at være endog rigtig god og priserne rimelige. Man kan også købe turen incl. en fireretters menu – det er naturligvis dyrere.

Trafik, P-pladser og offentlig transport i Budapest

Lad det være sagt med det samme: Det er en dårlig ide at tage tage sin private bil ind til centrum af Budapest. Køerne er lange og hyppige, P-pladserne er få og som oftest optaget, og byen er et “bøvl” at finde rundt i pga mange ensrettede gader, sporvogne og vesntre-sving forbudt. Det bedste man kan gøre, er derfor på en rejse fra provinsen enten at tage et tog/bus ind til centrum af byen eller finde en P-plads i udkanten af byen i nærheden af en Metro-station, fx. ved Hösök-Ter, som man så kan besøge ved samme lejlighed. Nettet af Metro, busser og sporvogne er finmasket og fungerer glimrende, og i kombination med “apostlenes heste” (fødderne!) er det den helt rigtige måde at komme rundt i byen på.

Budapest har 4 metro-linier:

Budapest-metro-map

 

Hvis man gør sig den ulejlighed hjemmefra at forberede sine ture rundt i Budapest, så findes der en fremragende hjemmeside, hvor man kan planlægge anvendelse af offentlig transport: http://futar.bkk.hu/.

I september 2015 kostede en billet 350 HUF (8,50 kr), så det er da til at overkomme. Køber man billetten i bussen/sporvognen, koster den 450 HUF. I lufthavnen og andre steder kan man købe forskellige billettyper afhængig af ens behov. Og allerbedst: For EU-borgere over 65 er det GRATIS at benytte metroen – bare stig ombord (husk legitimation).

Videre til næste kapitel af “Gode oplevelser i Ungarn”: Budapest – Hösök Ter (Heltepladsen) 

Retur til oversigt: Gode oplevelser i Ungarn