Kecskemét og pusztaen

Kecskemét et godt bud på en provinsby at bo i, fordi den er smuk og Ungarn-autentisk og kun ligger ca. 75 km. fra Budapest. Byen ligger på kanten af den store slette – pusztaen – cirka midtvejs mellem Szeged og Budapest og er en glimrende base for oplevelser på pusztaen og i Budapest. Der er mange hoteller i byen, men prøv at få et værelse på Aranyhomok (betyder “Det gyldne (puszta) sand”), der ligger helt centralt i byen og giver god kvalitet for pengene med swimmingpool og motionscenter i kælderen samt en dejlig cafe på fortorvet, hvor man forbløffes over, hvor lidt en kop kaffe eller et glas ungarsk fadøl  koster. I tillæg hertil er der en dejlig udsigt mod rådhuset (se billedet nedenfor) og den gule katolske kirke. Værelse kan naturligvis bestilles på diverse internetsider – fx. Hotels.com – men man kan også skrive direkte til hotellet og bede om et tilbud, hvilket nogle gange giver en bedre pris – adressen er: porta@hotelaranyhomok.hu. 

En formiddag i Kecskemét tilbringes bedst – vejret er sandsynligvis dejligt – med en spadseretur i centrum, og fra hotel Aranyhomok er der kun kun et par minutters gang til byens gulmalede katolske kirke (Sankt Miklos) og bagved den ligger byens stolthed, det store rådhus, tegnet af Jugendstil arkitekten Ödon Lechner ↓↓↓

154_5496

Ôdon Lechners smukke rådhus i Kecskemét

Ôdon Lechner (1845 – 1914) er Ungarns svar på spanske Gaudi og østrigske Otto Wagner og repræsentant for den særlige ungarske jugendstil, undertiden kaldet Art Nouveau, seccession eller på dansk skønvirke. I sin oprindelse er jugendstilen et opgør med den bevistløse reproduktion af fortidens stilarter, der var dominerende i sidste halvdel af det 19.årh., og det var samtidig en protest mod alt det strenge og rationelle i datidens byggeri. Man ser det tydeligt på rådhusets facade, der er et orgie i buer, ornamenter og marengs-lignende overflader. Som noget særligt var Lechner inspireret af den ungarske folkekunst og anvendte ofte dyremotiver på sine bygninger, se fx. den stejlende ged øverst oppe på rådhusets facade.  Læg også mærke til tagbeklædningen, som består af keramik-kakler fra porcelænsfabrikken Szolnay, der ligger i byen Pecs i det sydlige Ungarn. Rådhuset har en meget fin mødesal, og undertiden kan man få lov til kigge ind i den – spørg i vagtstuen lige inden for rådhusets indgang.

Over for rådhuset står en af de utallige statuer af Lajos Kossuth (læs om ham i historieafsnittet), der hvert år på nationaldagen d. 15. marts er centrum for masseoptog og alvorstunge, alenlange taler. Der er bestemt ingen Fælledpark-stemning over denne ungarske nationaldag – tværtimod er det en anledning til for ungarerne at markere, at historien aldrig har været på deres side.

Turistbureauet i Kecskemét ligger på et gadehjørne her ved rådhuset, og her kan man få et bykort, som man kan bruge til den videre tur rundt i byen og iøvrigt bestille en tur ud på pusztaen.

Fortsæt fra rådhuset mod “Sifra Palota” (“Det pyntede Hus”), der er et orgie i jugendstil–udstafferinger i svungne linier og med dyre- og blomstermotiver o.l.:

Sifra Palota

Når man er træt af at se på “konditerkage-huse” er det tid til at finde byens store marked, fordi det er en autentisk del af ungarsk hverdag og slet ikke et turist-marked. Her kommer gamle, krumbøjede damer ind hver morgen med deres hjemmedyrkede frugt og grøntsager, og man kan til meget små penge købe nyplukkede “paradicsom” (herligt ungarsk ord for tomat)  og andet godt fra små privatejede jordlodder. For en frugtelsker som mig er det pragtfuldt gennem hele sæsonen at vælte sig i frisk frugt til næsten ingen penge. Om efteråret dufter hele markedet af sauerkraut, som ungarerne synes at elske endnu højere end tyskerne.  Kød kan man naturligvis også købe, men det er tydeligt, at vi ikke er i et velstående område, for kvalitetskød – mørbrad for eksempel – skal normalt bestilles et par dage i forvejen. Fisk er et næsten no-go her – dog kan man få flodfisk, som ungarerne (og stort set kun ungarerne..!) spiser med stor fornøjelse, ofte krydret med stærk paprika. Uden for markedet ligger der små boder med Langos – det ungarske svar på danske, røde pølser – som er et friturestegt brød med ost og creme fraise. Det smager herligt, men efter et halvt brød fortryder man de sidste par bidder og giver op…!

Dask videre rundt i byen, gerne ud i de små gader uden for centrum, hvor man får et fint indtryk af, hvordan ungarerne bor i provinsen – særdeles beskedent.

Lige uden for Kecskemét ligger den store flade og frugtbare slette, puzstaen, der traditionelt forbindes med kvæg og heste ↓↓↓

Oksespand - reduceret str.

Heste på puzstaen - reduceret str

Ganske som vi i Danmark dyrker vikinge-traditionen, dyrker ungarerne deres rytter-tradition, her det absolut ikke ufarlige nummer “Ungarsk Post”, sandsynligvis i betydningen Udkigspost – når rytteren på denne måde red ud over pusztaen, havde han et glimrende overblik over situationen. Gad vist, hvad han gør, hvis hestene pludselig løber i forskellige retninger…? ↓↓↓

107_0714

“Ungarsk Post”

Siddende ryttere

På puzstaen leves livet den dag i dag meget, meget simpelt – prøv blot at se dette typiske landbrug, som jeg ofte har besøgt:

Puszta-hus - beskåret og reduceret

Indvendig ser det naturligvis tilsvarende ud – og der er altså ikke tale om billeder fra et museum:  ↓↓↓

Besøg i puzstahus

I husets bryggers hænger de hjemmelavede pølser (der smager himmelsk) sammen med de nyfedtede støvler:

Støvler og pølser

En god ide til en eftermiddagstur er at køre til den lille by Tiszaalpár, der ligger 30 km. ude på pusztaen sydøst for Kecskemét. Parkér ved kirken og gå op på den lille bakke, hvorfra der er en fin udsigt over Tisza-floden, der i perioder bliver enormt stor og oversvømmer store områder. Her er et rigt fugleliv og er man heldig, kan man bl.a. se is-fugle. Midt i byen kan man på den uanseelige restaurant Fricska Fogadó både få god behandling og velsmagende mad til lave priser – og sikkerhed for at være den eneste turist!

Fra Tiszaalpár vil jeg anbefale at køre en tur til Kiskunfélegyháza og gå en tur i byen, hvis tiden tillader det. Landskabet undervejs er typisk ungarsk provins med smukke landskaber, men også med landsbyer, hvor leveniveauet – diplomatisk udtrykt – er meget beskedent. Her et billede fra et typisk villa-kvarter i en mindre landsby, hvor der ofte er et par grise eller får i baghaven:

villahave reduceret

Hønsegården er meget kreativ (og ja, det er en hønsegård!):

Hønsegård reduceret

Hvis fødderne på dette tidspunkt er blevet lidt trætte, er der i området alletiders mulighed for at slappe af. Fortsæt til den lille by Kiskunmajsa og følg skiltene til byens varmtvandsbassiner (det hedder Fürdö på ungarsk). Det er en dejlig oplevelse hele året men allerbedst på en bidende kold dag i februar. Varmvandsbassinerne i Kiskunmajsa er ikke smukke som på Gellert-hotellet i Budapest, men til gengæld er man sikker på at være den eneste turist og derfor opleve ungarerne på slap line langt væk fra turist-strøg. Husk at i varmvandsbassinerne opfører man sig ikke som i en swimming-pool – man stiger laaangsomt ned i det varme vand, placerer sig et sted langs kanten og nyder det, mens velværet sniger sig ind over en. Måske har man også en Pálinka med honning med til at fuldende oplevelsen.

Restauranter i Kecskemét

Der er naturligvis adskillige glimrende restauranter i byen – vi har gode erfaringer fra La Bagatelle, der ligger på Lestar Ter – blot 100 m. fra rådhuset. Vi har spist der i oktober 2014 og der er et glimrende menu- og vinkort og priserne var langt under Budapestniveau.

Men skal det være ungarsk og en rigtig god oplevelse, skal man afslutte dagen med at spise på Kecskeméti Csárda, der ligger i Kölcsey u. 7 ↓↓↓

Det er så ungarsk som det kan blive; tjenerne serverer i blå dragter og lange ridestøvler, og man skal ikke tage fejl: Kecskemét Csarda er ikke en turistfælde med violin-spillende zigøjnere. Tværtimod er der sjældent turister her, for restauranten er gemt godt væk i en gyde, og udefra ligner den noget, man skal skynde sig væk fra. Her serveres veltillavet og typisk – dvs tung – ungarsk mad, og husk at have stor appetit, for portionerne er store. Man bør indlede måltidet med husets egen Mézes szilva pálinka (blommesnaps med honning), og mens man drikker den, kan man studere det omfattende Étlap (spisekort). Er man til fisk, kan man få Donau-karper rullet i mandelsplitter – men selv om det utvivlsomt er veltillavet, bliver det nu ikke på min anbefaling…! Det store hit for kødspisere er husets specialitet (nr. 42 på spisekortet sidst jeg var der), en planke for 2 personer med alt i kød, svampe, tartar-sauce, pommes frites, ris m.m. –  10.000 HUF, og husk lige, at det er for to personer! Er man til den slags, kan man også få en “fitnes-platte”, men den er lige så stor som alle de andre retter,  så det skal kun være for at pudse glorien…! Men der er masser af andre muligheder, så problemet er at beslutte sig!

Vinkortet (Borlap) er tilsvarende stort, og her vil man opdage, at ungarsk vin ikke er specielt billig. Vine fra Villany-husene Bock og Gere er topvine til priser omkring 300 kr/flaske -for dyrt til min smag – prøv i stedet den fortrinlige rødvin fra Sct. Andrea vinhuset i Eger til ca. 120 kr. Skal der hvidvin på bordet, bør det være fra Balaton-området, som producerer Ungarns bedste af den slags.

Når man vakler hjem, er man helt sikker på, at man ikke behøver at spise noget den næste uge, men det holder kun til næste morgen…buffeten på Aranyhomok er glimrende – prøv for eksempel den tørre puszta-pølse…!

Videre til næste kapitel af “Gode oplevelser i Ungarn” : Budapest generelt

 

Nye indlæg