Tilbring derefter eftermiddagen i de varme bade på Hotel Gellert, der ligger lige på den anden side af floden. Selv om man har prøvet andre varme bade, er dette “kongebadet” på grund af de usædvanligt smukke omgivelser. Man kan leje sin egen omklædnings-kabine, men ellers klæder man om på gangen og placerer sit tøj i et aflåseligt klædeskab. Gellert-badet er stort og består af adskillige rum, som man ikke må misse, så derfor følger her lidt vejledning: Efter at have klædt om kommer man ind i en svømmehal med flotte søjler og udskæringer – i det store bassin kan man svømme (badehætte er obligatorisk i dette bassin!), mens man i det mindre bassin sænker sig langsomt ned og nyder det 38 grader varme vand. Og jeg mener l-a-n-g-s-o-m-t, for i varmtvandsbassiner svømmer man ikke, her sidder man, taler og mediterer…! Brug en halv times tid her og gå dernæst ned i den modsatte ende af det store rum (altså væk fra varmtvandsbassinet) og gå ind ad døren til højre. Her kommer man ind i den afdeling, der tidligere var forbeholdt mænd – vælger man døren til venstre, kommer man ind i den gamle kvindeafdeling. Når det er bedst at vælge den tidligere mande-afdeling, er det fordi rummene her er smukkest (det kan man så filosofere lidt over…!), og fordi man her finder de varmeste bassiner – helt op til 40 grader varmt vand. Skoldhedt vand vælter ud af forskellige porcelæns-figurer og er fremragende til massage af ømme skuldre eller fødder. Her er også en brændende varm sauna, et ditto dampbad samt små bassiner med koldt vand, når man skal køles lidt ned. Velværet vælter ned over en…!
Ufærdigt afsnit – mere følger om varme bade i Budapest og rundt om i Ungarn