Mit særlige forhold til Ungarn

Da ungarerne i 1956 – med studenterne i spidsen – gjorde oprør mod Sovjetunionen, var jeg 10 år gammel, og med en meget historieinteresseret far som katalysator var det en selvfølge, at det optog mig meget.   Min far havde ofte fortalte om jerntæppet, der med Churchills ord i 1946 var blevet sænket ned gennem Europa Fra Stettin i det baltiske til Trieste i det adriatiske område, så det havde jeg nogenlunde styr på, men med opstanden i Ungarn blev det for første gang både meget konkret og meget nærværende. Ungarerne havde vi af en eller anden grund særlig sympati for i Danmark – hvorfor ved jeg egentlig ikke, men sådan var det. Både polakkerne og borgerne i Østberlin havde tidligere forsøgt sig med opstande, der blev brutalt knust, uden at det rørte ved de danske følelser, men med ungarerne var det en anden sag. I radio og TV fyldte Ungarn meget, og der blev lavet landsdækkende indsamlinger målrettet de mange ungarske flygtninge, der kom til Danmark. En af dem var en 16-årig dreng, Peter Eszterhás, der kom til Viborg og blev optaget på Viborg Katedralskole, da han havde lært sproget. Hans historie er både spændende og illustrativ, og jeg brugte den som grundlag for min tale til studenterne ved dimissionen i 2007 i 50-året for Peters flugt til Danmark. Har man lyst til at kende Peters Eszterhás’s historie, kan man læse min tale her: Dimmissionstale 2007

De sovjetiske tanks knuste opstanden i 1956, Janos Kadar blev som marionetdukke for Sovjet indsat som statsminister, og opstandens statsminister, Imre Nagy, blev lokket ud af sit skjul med et falsk løfte om frit lejde, hængt og smidt i jorden med ansigtet nedad som den ultimative ydmygelse. Hvor han var begravet, blev behandlet som en militær hemmelighed indtil murens fald i 1989. Med en 10-årig drengs forståelse var alt dette både spændende og skræmmende. Når jeg igen og igen spurgte min far, om noget sådant også kunne ske i Danmark, husker jeg hans svar som mere langt end klart. Angsten for, hvad den kolde krig kunne udvikle sig til, var meget nærværende hos ham. Realiteten omkring Ungarn var imidlertid, at landet lå i den sovjetiske interessesfære, og NATO holdt sig i ro, selv om Imre Nagy fra radiostationen i Budapest råbte vesten om hjælp. Ungarn var tilbage i den sovjetiske fold.

I 1974 var jeg som ung gymnasielærer på Vestfyns Gymnasium medarrangør af en ungdomslejr med deltagere fra begge sider af jerntæppet, heriblandt en ungarsk gruppe. Formålet var meget idealistisk at fremme mellemfolkelig fred og forståelse ved at lære hinanden bedre at kende. Jeg husker et fællesmøde, hvor nogle af mine elever spurgte ungarerne om deres syn på 1956-opstanden – resultatet var i første omgang larmende tavshed og nedslåede blikke! Derefter bad den ungarske gruppe om en time-out, gik for sig selv og kom efter en tid tilbage og gav det – for dem – eneste mulige svar, nemlig at opstanden i 1956 var igangsat af vestlige efterretningsagenter, og at ungarske styrker med broderlig støtte fra Sovjetunionen havde nedkæmpet oprøret til gavn og glæde for folket. Det var så larmende tosset, at mine elever heldigvis havde situationsfornemmelse nok til ikke at stille uddybende spørgsmål, og for mig som lærer var oplevelsen efterfølgende en gave til undervisningen. Blandt de ungarske ledere var der en ung mand, Bokor Tamas (ungarerne nævner altid familienavnet først), som jeg blev gode venner med. Han havde boet nogle år i sin barndom i København, fordi hans far var landsbrugsdiplomat ved den ungarske ambassade. Eller rettere sagt, i virkeligheden var faren vistnok agent for den ungarske efterretningstjeneste, men det har jeg nu aldrig fået bekræftet 100%. Uanset om han var agent eller diplomat var det tydeligt, at han havde adgang til mange af de knappe og eftertragtede goder i østblokken – en stor lejlighed i det bedste kvarter i Budapest, sommerhus, telefon m.m. – så under alle omstændigheder har han haft en central placering i det kommunistiske magtapparat. Tamas talte glimrende dansk, og i de efterfølgende år kommunikerede vi jævnligt og jeg besøgte ham flere gange i Budapest og lånte tilmed i en ferie familiens sommerhus ved Donau-knæet. Det var et dejligt sommerhus, men jeg husker som noget usædvanligt, at hele grunden – og den var stor – var indhegnet med et højt trådhegn og porten låst forsvarligt med en hængelås. Magteliten ville have sine privilegier i fred!

For en samfundsfag- og historielærer som mig og med mit særlige kendskab til Ungarn, var det oplagt at arrangere studieture derned for elever, og derfor kom jeg regelmæssigt til landet i 1970’erne og 1980’erne. Det var spændende – ikke mindst for eleverne – at opholde sig bag jerntæppet, og ofte indlagde jeg et besøg hos en systemkritiker i programmet. Jeg husker her som fast kutyme, at vi ikke talte sammen, før radioen var skruet højt op, for risikoen for at blive aflyttet var altid til stede. Jeg fik gennem mine mange besøg i Ungarn et godt kendskab til livet på den anden side af jerntæppet og udviklede med tiden en betydelig sympati for det lille land og dets befolkning, som op gennem historien havde gennemlevet mange trængsler (se afsnittet om ungarsk historie). Virkeligheden i Ungarn var meget mere nuanceret og interessant end det billede, man fik i de vestlige medier. Den konstante overvågning og manglende ytringsfrihed var naturligvis stærkt ubehagelig, men ungarerne levede på andre måder et godt liv uden frygt for arbejdsløshed og med et glimrende socialt sikkerhedsnet under sig. Priserne var stabile og alle havde råd til at købe de daglige fornødenheder. Til gengæld måtte man affinde sig med at stå i kø overalt, og der var ikke megen mening i at lave en huskeseddel hjemmefra, for man var nødt til at købe det, der tilfældigvis den dag blev leveret til forretningerne. Jeg husker en spadseretur med Tamas, hvor han pludselig standsede og købe noget maling; jeg spurgte naturligvis, om han skulle til at male sin lejlighed, men hans svar var, at maling normalt var svær at få fat i, så når man tilfældigvis faldt over det, gjaldt det om at slå til! Og det kunne altid byttes med noget andet, han havde brug for! Boligmarkedet var helt håbløst, hvis man ikke som Tamas var så heldig at kende nogen i det kommunistiske system, der kunne trykke på de rigtige knapper. En telefon eller en lille osende Trabant skulle man vente 10 år på, også selv om man havde pengene til det, og når man ville af med Trabanten igen, var det lige så absurd: Var den mindre end tre år gammel, kunne den kun sælges til staten til en særlig lav pris, hvilket betød, at en tre-år-og-én-dag-gammel Trabant var væsentligt mere værd end en tre år gammel…! Men man lærte at sno sig, og ungarerne var meget bevidste om, at nok var deres situation vanskelig og systemet kafkask, men det var meget bedre end i de øvrige socialistiske lande, og det var en stor trøst.

Overalt i gadebilledet stod der socialistiske slagord malet på bannere eller vægge: ”Frihed og fred i broderligt venskab med Sovjetunionen…” og lignende slogans i 1000 variationer, og på byens centrale pladser kunne man møde socialismens helte i megaformat:

Socialismens helt reduceret

Jeg spurgte engang Tamas, om det ikke var irriterende at møde alle disse ”blålys” i hverdagen. Han svarede med et modspørgsmål: ”Lægger du mærke til alle jeres reklamer i aviserne og på gaderne?” Den sad!

En del år senere – muren var faldet, russerne var smidt ud af Ungarn, og jeg var i 1994 blevet rektor på Viborg Katedralskole – sad jeg en sommer med fødderne i vand i Middelhavet, da telefonen ringede. Det var Finn Andersen, generalsekretær for Det Danske Kulturinstitut, der spurgte, om det ikke kunne være noget for mig at blive leder af Kulturinstituttets afdeling i Ungarn. Han var gammel elev fra VK og havde besøgt skolen i forbindelse med en dimission og var blevet meget imponeret over den kunstsamling, jeg havde skaffet til skolen. Jeg tyggede lidt på henvendelsen – interessen for et job i udlandet var stor, Anne-Marie var positiv over for ideen, men jeg var også meget glad for min stilling på VK, så….? Det endte med, at jeg sagde ja, forudsat jeg kunne få orlov fra min rektorstilling, hvilket med amtsborgmester Bent Hansens mellemkomst blev bevilget for 2 år. Så ganske tidligt i 2004 solgte vi vores hus på Asmildhøjen og flyttede teltpælene til et stort, lejet hus i Klapka Utca i Kecskemét:

Huset i Klapka

Facaden på vores hus i Klapa Utca

Det var et dejligt hus med en frodig have, hvor der bl.a. voksede druer, der skulle beskæres i løbet af den lange, varme sommer:

E beskærer druerHaven reduceret

Her tilbragte vi to år som ambassadører for dansk kultur i ordets bredeste betydning – på mange måder spændende, men alligevel udnyttede jeg muligheden for at vende hjem til rektorstillingen, da de to års orlov udløb. Det var på alle måder spændende og opfyldelse af en livsdrøm at bo og arbejde i udlandet i så lang en periode, og Kecskemét, Ungarn og Centraleuropa kom vi til at holde meget af, men arbejdet på Kulturinstituttet ramte mig aldrig på samme måde som rektorjobbet havde gjort. Økonomien var meget stram, og når vi skulle lave en udstilling eller en koncert med danske kunstnere, var jeg nødt til at gå ”tiggergang” hos danske firmaer i Ungarn – typisk Coloplast, Lego eller Grundfos – og det bød mig på alle måder imod. Jeg følte altid, at jeg brugte hovedparten af min tid og energi på at skaffe penge i stedet for at arbejde med det indholdsmæssige, og det generede mig meget. Vi fik oparbejdet et særdeles godt samarbejde med den danske ambassadør i Ungarn, Hans Victor Kofoed, og det gav pote på mange områder. Bedst var det vel, da AM og jeg i fællesskab skruede en konference sammen for ungarske lærere om H.C. Andersen, der med ambassadørens hjælp fik både bevågenhed og økonomisk støtte fra Ungarns Undervisningsminister. Lærere fra hele landet kom 2 dage til Kecskemét og jeg tror faktisk, vi ”flyttede” noget i hovedet på de mange deltagere.

At leve og bo i Ungarn var en fornøjelse! Klimaet er vidunderligt med varme somre, der begynder i marts og først rinder ud i oktober, og kolde ”rigtige” vintre med masser af sne. Den lange sommer 2004 flyttede vi vores lille campingvogn til Balatonsøen, hvor AM boede en stor del af tiden, mens jeg kørte frem og tilbage i weekend’erne – det var en sommer med masser af varme og dejlige cykelture langs Europas største sø.

AM cykel

E cykel

AM ved Balaton

Området omkring Balaton er smukt, og kører man blot et par kilometer op i bakkerne bag søen er der også fredeligt fri for turister. Når dertil kommer, at man i området laver Ungarns bedste hvidvin, så bliver det ikke meget bedre. Byen Kestely ved søen nordlige ende er tilmed både smuk og charmerende, så der er mange grunde til at besøge området.

Der var ansat 3-4 personer ved Kulturinstituttet i Kecskemet , og det var noget af en forandring efter at have været chef for 85 lærere og TAP’ere på VK, og selv om det var enkelt, blev det i længden også lidt kedeligt. AM stor-trivedes i Ungarn, underviste i dansk på instituttet og mente vel, at vi burde blive, men selv om jeg også stor-trivedes med at bo og leve i Ungarn, så savnede jeg udfordringerne på skolen og samværet med eleverne og de mange, dygtige lærere så meget, at jeg måtte tilbage. Og derfor købte vi nyt hus i Viborg på Nørresøvej Nord, og jeg genindtrådte i januar 2006 med stor glæde i rektorembedet på VK. Siden har vi adskillige gange været tilbage, og hver gang med et lille sug i maven! Skulle vi været blevet – traf vi den rigtige beslutning i 2005? Jeg tror vi traf den rigtige beslutning, men der er ingen tvivl om, at de to år i Ungarn hører til de absolut bedste oplevelser i mit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *