Ungarns historie

Ungarns historie fylder utroligt meget i moderne ungareres bevidsthed. I undervisnings-systemet prioriteres emnet højt, og børne-TV er ikke “Bamse og Kylling” men tegnefilm om Ungarns historie! Resultatet er, at et hvilken som helst 10 årigt barn i søvne kan gengive årstal og begivenheder fra ungarsk historie. Også for voksne er landets historie en meget mere nærværende del af dagligdagen, end vi er vant til i Danmark. På Kulturinstituttet i Kecskemét skulle jeg blot trykke ganske let på “historie-knappen” for at få medarbejderne til frustreret at tale om katastrofen i 1920 (se nedenfor). Én var født i Rumænien som en del af det ungarske mindretal, og hun drømte om den dag, når (ikke hvis) det gamle “Stor-Ungarn” fra før 1920 ville genopstå og hendes hjemegn igen blive ungarsk.

En dag skulle jeg hente en gruppe gæster i lufthavnen, og på vejen dertil i den hyrede bus ville chaufføren gerne snakke – på ungarsk naturligvis. Min forståelse af sproget er særdeles rustent, men alligevel forstod jeg, at han ville tale om fredstraktaten i 1920 i Trianon efter 1. verdenskrig, som han oplevede som en blodig uretfærdighed, der aldrig kunne glemmes. Kan man forestille sig en dansk chauffør fortælle en tilfældig udlænding om svenskernes “tyveri” af Norge i 1814….? Svaret giver naturligvis sig selv. National historie i Ungarn er i langt højere grad end i Danmark en hjertesag, og man forstår kun lidt af det moderne Ungarn, hvis man intet kender til landets dramatiske historie. Derfor følger nedenfor hovedtræk fra landets historie, opdelt i perioder.

1000 f.kr – 1001 e.kr.

Ungarerne – eller Magyarerne som de kalder sig selv – kommer oprindelig fra Ural-bjergene, hvorfra de begav sig på vandring mod vest for ca. 2000 år siden. En overgang bosatte de sig ved Aral-søen, men ca. 100 f.kr. brød de op igen og vandrede videre mod vest forbi det Kaspiske hav og Sortehavet indtil de i 896 kom frem til de store sletter i Karpater-bækkenet, der blev erobret af 7 Magyar-stammer under ledelse af høvding Árpad. Den begivenhed ses som Ungarns fødselsbegivenhed, og Árpad kan således – også tidsmæssigt – sidestilles med Harald Blåtand, men han dyrkes i Ungarn i et helt andet omfang. På Ungarns og Budpest’s helt centrale plads, Hösök Tere (=Heltepladsen), hvor man modtager udenlandske statsoverhoveder, rider Árpad og de 6 andre høvdinge på en piedestal under en søjle med ærkeenglen Gabriel på toppen (tryk for stort billede):

Hősök tere - Heroes' Square Budapest

Foto: Erika A B

Som enhver husker (!), er der 7 ærkeengle ganske som der var 7 Magyar-høvdinge, og som Gabriel var Guds tronengel, var Árpad over-høvding for de 7 Magyar-stammer – symbolikken er ganske påtrængende – ungarsk nationalistisk kunst har aldrig dyrket antydningernes fine kunst! Árpad himself fremstilles naturligvis som den flotteste af de flotte, og utallige ungarske drengebørn er opkaldt efter ham, se ham på monumentet nedenfor, Árpad er den bistre mand i midten:

Arpad

Lidt af vejen fra Budapest – i Syd-Ungarn nær Szeged – findes et stort frilandsmuseum, der bestemt er en omvej værd. Det hedder noget så ligetil og mundret som Ópuzstaszeri Nemzeti Történeti Emlékpark, og når jeg anbefaler stedet, er det blandt andet – men ikke kun – fordi der her vises et enormt og berømt cirkelrundt maleri, der illustrerer de 7 høvdinges ankomst til Karpater-bækkenet. Billedet blev lavet til Ungarns 1000-års jubilæum i 1896 og stod en tid her på Hösök Tere, inden det blev flyttet til Szeged.

Efter Magyar-stammernes ankomst til Karpaterbækkenet har de åbenbart fundet forholdene attraktive, for de besluttede sig for at afslutte deres næsten 2000 år lange vandring og bosætte sig. De 7 stammer dannede i løbet af 900-tallet (altså samtidig med Harald Blåtands samling af Danmark) det Magyar-samfund, der med tiden skulle blive til Ungarn,  og det blev hurtigt et magtcentrum i Centraleuropa. På samme måde som vikingerne drog fordel af deres bedre skibe var Magyarerne i Centraleuropa stærkere end deres naboer i kraft af hurtige ryttere med langbuer og brug af stigbøjle. Allerede dengang var teknologiske forspring forskellen mellem at vinde eller blive besejret.

Omverdenen bejlede naturligvis til de nye magthaveres gunst, og omkring 950 måtte Ungarn vælge side. Valget stod mellem det Byzantinske rige og paven i Rom – begge to kristne områder, men med hver sin meget forskellige filosofi og tænkning. Ungarn valgte en alliance med pavestaten i Rom og placerede sig dermed for 1000 år siden i den vestlige civilisation. Ungarerne har efterfølgende lagt stor vægt på dette tidlige valg som en demonstration af, at de tilhører en vestlig kultur med alt, hvad det indebærer.

Som kulmination på Magyarenes erobring af Karpaterbækkenet blev landets første konge kronet. Det skete i 1001 i byen Eztergom ved Donau-knæet, og den nye konge fik navnet Istvan (Stephan), og han var (naturligvis) af Árpad-slægten.

Et af Ungarns helligste symboler op gennem historien er Istvans krone med det  skæve kors på toppen:

Kong Istvan fik – iflg. overleveringen – kronen af paven i Rom som anerkendelse af det nye venskab, men om det er rigtigt, ved ingen. At korset sidder skævt er naturligvis blevet fortolket på 117 forskellige måder; af nogle som et symbol på Ungarns skepsis over for den nye religion (kristendommen slog først igennem i Ungarn i løbet af 1300-tallet), af andre som en kunstnerisk udtryksform. Eller måske er det bare skævt, fordi Istvans dronning smed kronen efter ham en dag, hun var sur….? Ingen ved det! Men kronet blev han – med det skæve kors på toppen.

1001-1490

Efter kroningen af Istvan regerede Árpad-slægten i 300 år, og da den uddøde i 1301 er det – med 2 undtagelser – slut med ungarske herskere i Ungarn helt frem til 1989! Den lader vi lige stå et øjeblik….!

Polakker, rumænere, tyskere, østrigere, russere, tyrkere m.fl. sad i 600 år på magten i Ungarn og betydningen af det for den ungarske nationalkarakter kan ikke overvurderes. Moderne ungarere har altid på mig virket lidt defaitistiske og ser ofte sig selv i en offer-rolle (se herom i afsnittet om det moderne Ungarn), og et hurtigt langskud kunne være, at det hænger sammen med disse 600 år. Prøv for sammenligningens skyld at overveje danskheden, hvis vi i 600 år havde været under svensk og/eller tysk herredømme!

Den første undtagelse er perioden 1458 – 1490, hvor den ungarske Mathias Corvinus regerede og skabte en gylden tid i landet. Han var en af Europas store renæssance-konger, der engagerede de bedste kunstnere fra Italien og udbyggede Ungarns forsvar. De muslimske tyrkere var på erobringstogt i Europa, men det lykkedes Mathias at holde dem fra dørene, og det er ikke overraskende, at Mathias dyrkes i den ungarske historie. Den flotte kirke på Fiskerbastionen i Budapest hedder egentlig Vor Frue Kirke, men den kaldes aldrig andet end Mathias-kirken, og statuen uden for er naturligvis kongen selv til hest:

Vi møder ham også mange andre steder, hyppigst når vi trækker en 1000-Forint seddel op af lommen:

Den anden undtagelse med kortvarig ungarsk suverænitet er perioden 1918 – 1944 under den højre-orienterede Admiral Horthy – se nedenfor.

1490 – 1686

Efter Mathias død i 1490 gik det ned ad bakke igen, og i 1526 skete katastrofen ved den lille by Mohacs. Den tyrkiske Sultan Suleiman slog en stor ungarsk hær og erobrede derefter store dele af Ungarn incl. Buda, og kolossale værdier blev stjålet og ført til Konstantinopel. Landet blev opdelt i tre dele: En tyrkisk domineret del med Buda som centrum, en Habsburgsk del med Poszony (i dag: Bratislava) som centrum samt Transylvanien, som forblev uafhængig af såvel tyrkerne som habsburgerne. I den tyrkisk-besatte del af Ungarn var der bestandige kampe, og ungarerne er den dag i dag bitre over, at deres heroiske kamp for at stoppe de muslimske aggressorer aldrig er blevet anerkendt af det øvrige Europa. Måske har ungarerne en pointe her, for med nutidens bøvl og ballade i og med den muslimske verden er der grund til at være taknemmelig for det ungarske bolværk i 15 – og 1600 tallet.

1686 – 1800

Til trods for ungarerne modstand kom tyrkerne så langt mod nord som til Wiens byporte, hvor de i 1683 endegyldigt blev stoppet af en multinational hær, og tre år senere – i 1686 – blev Buda befriet. Det blev signalet til ungarsk optimisme, og man satsede nu igen på national frihed og selvstændighed – men de blev atter en gang løbet over ende. Den store habsburgske nabo mod nord udnyttede magttomrummet efter tyrkerne og satte sig tungt på magten i hele Ungarn. I halen på store hærstyrker sendte østrigerne tusindvis af mennesker ind i Ungarn, fordi der efter årene under tyrkisk herredømme var stor mangel på arbejdskraft, og der er fortsat et betydeligt tysk-talende mindretal i syd-Ungarn. Iøvrigt var denne invasion af mennesker også årsagen til, at katolicismen for alvor fik fodfæste i Ungarn.

1700-tallet var karakteriseret af ungarske opstande mod østrigerne – ledet af den transylvanske prins Rakoczi. De lykkedes lige så lidt som opstandene mod tyrkerne, men alligevel blev han en helt, og talrige gader og pladser i Ungarn er opkaldt efter ham. I det moderne Ungarn er det vigtigt ikke at forveksle denne Rakoczi med hans navnebror, der i 1950’erne styrede Ungarn med stor brutalitet og blev overordentlig forhadt.

1800-tallet

1800-tallet var efter afslutningen af Napoleonskrigene og Wiener-kongressen karakteriseret af frihedsbevægelser over hele Europa – også i Ungarn. Den 15. marts 1848 startede ungarerne under ledelse af journalisten Lajos Kossuth og digteren Sandor Petöfi endnu en frihedskrig mod den østrigske storebror. I begyndelsen gik krigen godt for ungarerne, der tilføjede østrigerne det ene nederlag efter det andet, men det multinationale Rusland frygtede en afsmittende effekt og greb ind på Østrigsk side, og i forening fik de to mest konservative dynastier i Europa nedkæmpet det ungarske oprør. Alligevel – eller måske netop derfor – blev Kossuth og Petöfi en del af det efterhånden store ungarske helte-galleri, og statuer af dem ses i dag overalt i Ungarn, og d. 15. marts fejres som en nationaldag hvert år overalt i Ungarn med a-l-e-n-l-a-n-g-e taler, der priser oprørsforsøget.

Oprøret i 1848 lykkedes ikke, men Østrig var nødt til at forhandle om fremtiden med de ungarske ledere, og efter nederlaget til Preussen i 1866 var habsburgerne i en så svækket position, at det var nødvendigt at få en aftale på plads med ungarerne. Efter års tovtrækkeri fandt Wien og Budapest et kompromis, der førte til, at det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki blev oprettet i 1867, hvilket gav Ungarn fuld suverænitet på en række områder med undtagelse af udenrigs- og forsvarspolitik. Den første ungarske premierminister i dobbeltmonarkiet blev Grev Andrassy. Habsburgernes gamle våbenskjold måtte ændres, så ligheden mellem de to dele af riget kunne fremgå tydeligt, og med datidens begejstring for symboler og svlustighed fik det nye våbenskjold ikke for lidt:

dobbeltmonarkiets våben - 2

 

Det var lidt besværligt med titlerne, da Frans Josef I var kejser i den østrigske halvdel og konge i den ungarske del af riget, også derfor fandt man en pragmatisk løsning: Man skrev simpelthen K & K som en forkortelse for kaiserlich und königlich. Denne forkortelse – K & K – ser man mange steder i hele det gamle Storungarn fra den sydlige del af Polen til Norditalien og Rumænien. Her er et eksempel –

K&K billede

Oprettelsen af dobbeltmonarkiet blev indledningen til en gylden tid for Ungarn. Teknologisk, socialt og økonomisk skete der en voldsom udvikling, og mange af de store og prangende bygninger i Budapest stammer fra denne periode. I midten af århundredet blev de to bydele Buda og Pest på hver sin side af Donau for første gang blev forbundet med en bro, Széchenyi lánchíd, opkaldt efter  initiativtageren til broen, Grev Istvan Széchenyi.

Széchenyi var som så mange andre grebet af de liberale strømninger, der gik hen over Europa efter 1830 og formulerede et liberalt økonomisk moderniseringsprogram for Ungarn med krav om ophævelse af adelens særrettigheder, især skattefriheden, der omfattede syv hundrede tusinde store og mellemstore jordbesiddere. Den ligelige behandling af alle blev symbolsk indledt ved, at alle uanset rang og stand skulle betale bropenge for at benytte den nye bro over Donau. Széchenyi lánchíd er ikke et nemt navn at udtale for en vesterlænding, og “nogen” har derfor døbt broen “Kædebroen”, hvilket bestemt ikke er et særligt retvisende navn. 

1900-tallet

1900-tallet blev et katastrofalt århundrede for Ungarn. Landet havde i modsætning til Østrig intet ansvar for udbruddet af 1. verdenskrig, men alligevel kom landet til at betale en enorm pris for sin (tvungne) deltagelse i krigen. I 1920 tegnede stormagterne med Trianon-traktaten det nye Europa-kort, og Ungarn mistede her 2/3 af sit territorium og 3/5 af sin befolkning! Ironisk nok måtte landet endog aflevere landområde til Østrig. Præsident Wilson fra USA havde stort set intet kendskab til dette mærkelige land midt i Europa, stregerne på kortet blev trukket uden et øjeblik at inddrage de ungarske ledere, og Ungarn blev forvandlet til en lilleput-stat. Trianon var en katastrofe for Ungarn og er forblevet et åbent og væskende sår i den ungarske selvfølelse, som aldrig er blevet lægt – se blot dette billede: .

Trianon

Med de nye grænser var tusindvis af ungarere var fra det ene øjeblik til det andet mindretals-borgere i en anden stat, og ungarsk politik efter 1920 blev en lang række af forsøg på at genvinde fordums storhed, hvilket kun bragte nye, ødelæggende nederlag med sig. Selv om Trianon-traktaten nu snart er 100 år gammel, kaster den stadig lange skygger over Ungarernes selvfølelse, og i lange perioder har der ikke været noget vigtigere i Ungarsk politik end at generobre de tabte områder. Den dag i dag kan man i Budapest købe kort over Ungarn før 1920 – “Det rigtige Ungarn”, som “Jobbierne” fra den højreradikale fløj i ungarsk politik siger. Disse kort hænger på hæderspladsen i mange private hjem og visualiserer nationalisternes (og dem er der mange af…) mest våde drømme.

I det kaos, som afslutningen af første verdenskrig efterlod, var der adskillige socialistiske revolutionsforsøg som en udløber af udviklingen i Sovjetunionen. I 1919 lykkedes det Bela Kun at etablere og udråbe Den Ungarske Sovjetrepublik, og han iværksatte et sandt terror-regimente, hvor hans såkaldte Lenin-drenge var ansvarlig for hundredvis af summariske henrettelser uden rettergang. Dette første socialistiske eksperiment fik kun en levetid på 133 dage, før rumænske styrker smed ham ud af landet, hvorefter han flygtede til Moskva, hvor han senere blev offer for Stalins udrensninger og henrettet i 1938.

Den ungarske hær tog nu magten under ledelse af Admiral (det gamle stor-Ungarn var en sømagt!) Miklos Horthy, der blev Ungarns hersker fra 1920 – 1944. Den nye regering under Horthy ønskede desperat at skrue udviklingen tilbage til før 1920, men kun Hitler viste interesse for projektet, og Ungarn vendte sig derfor mod Nazi-Tyskland, som lovede støtte til at genetablere de gamle grænser. Det var derfor ikke overraskende, da Ungarn som det første land udenfor Tyskland gennemførte brutale antijødiske love i 1938 og i 1941 trådte ind i 2. verdenskrig på tysk side. Det udviklede sig imidlertid til endnu en katastrofe for ungarerne, og i 1944 forsøgte landet at trække sig ud af alliancen med Tyskland, men resultat blev i stedet en tysk besættelse, hvor det ungarske naziparti, ”Pilekorset” , tog magten og intensiverede deporteringen af jøder til udryddelseslejrene rundt om i Europa. Ved afslutningen af krigen rykkede Sovjet frem fra øst og voldsomme kampe brød ud på ungarsk område mellem Sovjet og Tyskland med enorme ødelæggelser til følge, ikke mindst i Budapest, der blev smadret til ukendelighed – se blot billederne her:

.

Ungarn havde atter en gang tabt en krig og konsekvenserne var uoverskuelige. Med Sovjet-styrkernes sejr over tyskerne var Ungarn igen under fremmed herredømme, og landet var tilmed smadret og dybt forarmet. På Kulturinstituttet i Kecskemét betalte vi hver uge en gammel fattig dame en skilling for at feje kulturinstituttets gårdsplads (hvilket den ikke trængte til, men det legitimerede betalingen…!), og hendes historie viste sig at være både spændende og typisk. Hun havde levet hele sit liv i Kecskemét og havde klare erindringer om både tyskerne og kommunisterne. “Tyskerne frygtede vi, men kommunisterne hadede vi…”, sagde hun og fortalte, hvordan hendes far gemte hende under et stort læs kartofler, når de russiske soldater kom for at stjæle, for voldtægter var en særdeles normal måde at straffe lokalbefolkningen på! Senere blev hendes far arresteret og idømt to års fængsel for at slagte en af familiens grise i en periode, hvor de sultede. De sovjetiske magtherrer holdt hver uge ”mandtal” over grise i private husholdninger, så derfor blev det opdaget.

Et – nogenlunde – frit valg i 1945 blev til kommunisternes store overraskelse vundet af Husmandspartiet, som en kort overgang ledede landet, indtil premierminister Ferenc Nagy blev tvungent til at gå af – bl.a. på grund af afpresning, der rettede sig mod hans 5-årige søn – og kommunisterne overtog gradvist al magt i landet. Paris-fredsaftalen i 1947 (med Sovjetunionen som medunderskriver) blev endnu en katastrofe for Ungarn: Trianon-grænserne blev fastholdt – faktisk blev yderligere 3 landsbyer overdraget til Tjekkoslovakiet – og Ungarn blev pålagt en krigsskadeerstatning på 300 mio. US$, hvoraf hovedparten skulle betales til Sovjetunionen.

I 1949 blev Ungarn en Folkerepublik efter sovjetisk mønster, en brutal tvangskollektivisering blev indledt, og økonomien gik helt rabundus med en enorm inflation. Ungarerne udstedte på et tidspunkt en seddel med den største pålydende værdi nogensinde, nemlig 1 billion-trillion Pengö (det hed den daværende valuta)!! Det var naturligvis ikke holdbart, og regeringen indførte efterfølgende den nuværende valuta: Forint. Perioden fra slutningen af 1940’erne og frem til Stalins død blev brutal og præget af frygt og fattigdom for den almindelige ungarer. Mathyas Rakosi var landets ubestridte – og brutale – hersker, der stod bag adskillige henrettelser af tidligere kolleger, som af den ene eller anden opdigtede årsag faldt i unåde. Således blev indenrigsminister Lazlo Rajk i 1949 anklaget for at være hemmelig agent for USA og efter en kort skueproces henrettet ved kvælning. Og han var blot en i rækken. Rakosi fik tilnavnet “Ungarns Stalin” og når man ser på et billede af ham, kommer jeg uundgåeligt til at tænke på den italienske læge og kriminalantropolog Lombroso, der mente videnskabeligt at kunne bevise, at forbrydere adskiller sig fra andre mennesker ved en række fysiske kendetegn:

På god sovjettisk vis fremstillede propagandaen ham imidlertid helt anderledes:

I 1953 var der reel sult i Ungarn – lønningerne var endnu lavere end i 1949 – og hadet mod russerne var massivt. Moskva var nødt til at gøre noget og tvang Rakosi til at overlade magten til Imre Nagy, der var overbevist kommunist men troede på, at kommunismen kunne gennemføres med anstændighed, og han gav plads til betydeligt friere vilkår i landet.

I januar 1955 blev de ungarske ledere kommanderet til Moskva, men Imre Nagy nægtede og blev som resultat berøvet alle sine poster, og Rakosi blev atter Ungarns leder. Da Nikita Krustjofs  i sin ”hemmelige” tale på den 20. partikongres kritiserede Stalin (der var død i 1953) for overdreven brutalitet, gav det vage løfter om større frihed i de østeuropæiske lande, og studenterne i Budapest slap bitterheden og frustrationerne løs i oktober 1956 med krav om Ungarns udmeldelse af Warszawa-pagten og frie valg. Disse krav blev støttet af Imre Nagy, der fortsat var medlem af parlamentet og reelt blev opstandens leder.

Kravene var uantagelige for Sovjetunionen, der med kampvogne og tropper nedkæmpede ungarerne gennem hårde kampe – officielt med henvisning til, at der var tale om en kontra-revolution iværksat af vestlige agenter. Imre Nagy holdt en dramatisk tale i den officielle ungarske radio, hvor han indtrængende anmodede om hjælp fra den vestlige verden, men han talte for døve øren. Ungarn lå i den sovjettiske interessesfære, og vestmagterne vidste udmærket, at en militær indgriben til fordel for Ungarn ville være ensbetydende med krig med Sovjet. Så man tav, iagttog og tog med åbne arme imod 100.000-vis af ungarske flygtninge – læs fx. om Peter Ezterhaz her: Dimmissionstale 2007.

Mange år senere – i 2005 – medvirkede jeg i en radioudsendelse, der blev udsendt fra det selvsamme radiohus, som Imre nagy havde udsendt sin appel fra i 1956. Om det også var det samme studie, ved jeg ikke, men jeg husker historiens vingesus risle ned ad ryggen, da jeg satte mig ved mikrofonen.

Som ny leder i Budapest indsatte russerne Janos Kadar, der var garant for en Moskva-loyal politisk kurs, hvilket bl.a. 12 år senere betød ungarsk militær støtte til Sovjetsunionens invasion i Tjekkoslovakiet. Imre Nagy gemte sig i den jugoslaviske ambassade på Hösök Ter og flygtede senere til udlandet, men blev i 1957 lokket frem med falske løfter om frit lejde. Efter en kort proces blev han sammen med 100-vis af sympatisører henrettet ved hængning – eller mere præcist kvælning, idet galgerne var så lave, at de færreste døde ved faldet, og bødlen måtte normalt trække i såvel hoved som fødder for at fremkalde døden. I kælderen på Terrormuseet i Budapest kan man se en af disse galger og på en video høre en af bødlerne forklare, hvordan det foregik.

Imre Nagy kunne utvivlsomt have reddet livet ved offentligt at indrømme, at han – som påstået i retten – var agent for de imperialistiske vestmagter, men det nægtede han, og dødsdommen faldt hurtigt. Han blev indhyllet i tjærepap, omvundet med reb og smidt med ansigtet nedad i et hul et hemmeligt sted uden for Budapest, og jeg husker i 70’erne utallige spekulationer og diskussioner om, hvor han mon lå. Udover de mange, der blev henrettet, flygtede flere end 150.000 ungarere til Vesten.

En dansker – Poul Bang-Jensen – fik en central rolle i dramet i 1956. Han var på det tidspunkt den højst placerede dansker i FN-systemet og fik til opgave at afhøre de flygtninge, der slap ud til Vesten. Da FN-toppen bd om deres navne, sagde Bang-Jensen nej med henvisning til den anonymitet, han havde lovet flygtningene for at beskytte deres pårørende, der stadig befandt sig i Ungarn. Det blev til en direkte konflikt mellem Bang-Jensen og FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld, som nogle hævdede lå under for sovjetisk pres, og konflikten kulmnerede med, at Bang-Jensen brændte navnelisterne på taget af FN-bygningen. Et par år senere blev Bang-Jensen fundet død i en park i New York, og det er stadig ikke afklaret, om det skyldtes selvmord eller om han blev myrdet af ungarske/sovjetiske agenter.  For ungarere med en personlig historie omkring 1956 blev Bang-Jensen en helt, og efter omvæltningen i 1989 blev han hædret for sin indsats for det ungarske folk. Ungarn har opkaldt en medalje efter Poul Bang-Jensen og blandt andre har Anders Fogh modtaget den som NATO’s generalsekretær.

Janos Kadar viste sig som en pragmatisk politiker, der opgav idealerne og førte en samarbejdspolitik, der sparede ungarerne for mange lidelser (man kommer nemt til at sammenligne ham med Scavenius i DK under 2. verdenskrig). Udtrykt i overskriftform lovede han ungarerne den bedste levestandard i Østeuropa (for lånte penge!), forudsat alle krav om frie valg og udmeldelse af Warszawa-pagten blev opgivet, og det lykkedes ham faktisk at indgå en sådan uformel “mesalliance” mellem politikere og borgere. Ungarn blev “den bedste barak i lejren” – det område i det sovjetiske imperium med den højeste levestandard. Jeg husker fra engang i 1970’erne at stå i kø ved en telefonboks i Budapest og høre en dame fra DDR ringe hjem og begejstret råbe: ”Hier kriegt man alles…!”   Det syntes jeg nu ikke var tilfældet, men set med en DDR-borgers øjne var det rigtigt, og det der var, var billigt! Jeg købte stabler af grammofonplader med fortræffelige indspilninger af hele det klassiske repertoire – Hungarton tror jeg de hed – i den store pladeforretning på Vörösmarty Ter, som nu er omdannet til et stormagasin med overvejende dametøj! Fra kultur til forbrug – nogle kalder det et fremskridt…!

På trods af utroligt dårlige odds – indsat som landets leder ridende på ryggen af de sovjettiske soldater – lykkedes det Janos Kadar at blive siddende helt frem til omvæltningen i 1988 og blev endog ganske afholdt i brede kredse, først og fremmest fordi han skaffede ungarerne et bedre liv og holdt russerne på afstand, men sikkert også fordi han som premierminister fortsatte et beskedent liv, der mindede om det, hans landsmænd levede. Janos Kadar nærede ingen illusioner om forholdene i Vest og Øst, og da formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Jørgen Jensen, besøgte ham i 1986, blev han stærkt forbløffet over at erfare, at Jøgen Jensen lod sig behandle for en fremskreden mavecancer i DDR og ikke i Danmark. “Kammerat Jensen, de lider vel ikke af hjerneproblemer”, sagde Janos Kada og pegede på sit hoved! Historien er fortalt af tolklen, Andras Simonyi, der siden blev Ungarn ambassadør i Washington, så den er god nok!

Gradvist op gennem 1980’erne blev presset for frihed stærkere og stærkere, og efter et vedvarende folkeligt pres bad Ungarns nyvalgte kommunistiske generalsekretær Károly Grósz i januar 1989 Gorbatjov om lov til at indføre et flerpartisystem. Den sovjetiske leder kunne let have afvist anmodningen – Ungarn var stadig besat af sovjetiske soldater – men hans svar var: Ja!

Da Grosz senere i 1989 spurgte Gorbatjov, hvordan Sovjetunionen ville reagere, hvis Ungarn åbnede grænsen mod Østrig, svarede sovjetlederen: ”Gør, hvad De vil!” Herefter begyndte østtyskerne at strømme den vej ud af østblokken, hvilket lagde pres på DDR-regimet og til sidst medførte, at Berlin-muren væltede i efteråret 1989. De kommunistiske ledere i Ungarn kunne have brugt magt for at stoppe den voksende frihedsbevægelse, men man huskede ganske udmærket 1956 og frygtede en gentagelse, så frihedsbevægelserne fik – under protest – lov til at fortsætte.

Den politiske omvæltning viste sig mest tydeligt i forbindelse med en stor og symbolladet begivenhed. I slutningen af 1988 var der forslag fremme om at gen-begrave den reform-kommunistiske oprører fra 1956, Imre Nagy, ved en officiel begivenhed. I første omgang blev forslaget afvist af regeringen, men efter indførelsen af et flerpartisystemet i januar 1989 – men før de første frie valg – kunne den nye kommunistiske leder, Grósz, ikke længere holde fast ved sit nej. I juni 1989 fik den demokratiske opposition tilladelse til at afholde en mindehøjtidlighed for Imre Nagy og de 560 andre henrettede revolutionære fra 1956, og det foregik ved en national begivenhed på Heltenes plads i Budapest, hvor 150.000 mennesker mødte frem:

Dagen før begravelsen blev der sat rygter i gang om, at væbnede arbejderbrigader ville skyde på folkemængden, og i oppositionen blev man enige om, at kvinder og børn skulle blive hjemme, men heldigvis forløb det hele fredeligt. Det var enden på det kommunistiske regime i Ungarn, den røde stjerne på det ungarske parlament blev pillet ned, og få dage efter døde Janos Kadar. En ring fra 1956 var sluttet.

Den 23. oktober (samme dag som opstanden i 1956 brød ud!) udråbte Parlamentet Ungarn som en selvstændig demokratisk republik med et flerpartisystem. Ungarn var dermed efter 1000 års omvej tilbage i det vest- Europa, som de valgte sig ind i i 1001.

Læs her om det moderne Ungarn efter 1989! 

Nye indlæg