Den europæiske flygtningekrise har atter en gang bragt Ungarns premierminister Victor Orbán i rampelyset og bekræftet mange europæeres opfattelse af ham som en politiker, der på afgørende områder er på kollisionskurs med grundlæggende værdier i det Vesteuropa, som Ungarn meldte sig ind i i 2004, da landet blev medlem af EU. Han ses af mange som en paria, der ikke kan være med i det gode selskab, fordi han åbenlyst har gjort sig til fortaler for et ikke-liberalt samfund og hylder Putin som et forbillede. Den tyske Princeton-professor og Ungarn-kender Jan-Werner Müller gik sidste år så langt som til at betegne Orbán som ”Moskvas trojanske hest”, når det gælder om at udhule EU’s demokratiske værdier indefra.

Victor Orban er født i 1963 og er uddannet jurist. Han indledte sin politiske karriere i det kommunistiske parti, men kort før murens fald svingede han 180 grader rundt og var medstifter af det liberale, demokratiske parti Fidesz med krav om frie valg og en minimalstat, der bringer mindelser om Anders Fogh Rasmussens bog fra nogenlunde samme tid. Ved den storslåede genbegravelse i 1989 af Imre Nagy var Victor Orban blandt talerne, og han fremhævede med stor vægt, at Ungarn aldrig igen måtte lade fremmede magter bestemme over ungarske forhold. I lyset af den ungarske historie giver den sætning i høj grad mening, og det har efterfølgende vist sig, at den er nøglen til forståelse af den kontroversielle politik, som Victor Orbán fører.

Victor Orbán var første gang premierminister fra 1998-2002 i spidsen for en koalitionsregering af borgerlige partier, og igen fra 2010, hvor Fidesz alene vandt 2/3’s flertal i parlamentet, hvilket var helt afgørende, fordi det gav mulighed for at ændre den ungarske forfatning. Der er i Ungarn ikke – som i Danmark – krav om en folkeafstemning for at ændre forfatningen, det er tilstrækkeligt med et kvalificeret flertal på 2/3 af parlamentets medlemmer.

Med 2/3 flertal i ryggen fungerer parlamentet som et ekspeditionskontor for regeringens politik, og Orban har gennemført en række forfatningsændringer, der af mange ses som et opgør med fundamentale demokratiske rettigheder. Nøgleposter i samfundet som dommere, rektorer, kulturchefer og ledere i den ungarske radio besættes med Fidesz-støtter, og han har udnævnt sin tidligere finansminister til direktør for den ungarske nationalbank, selvom EU-traktaten udtrykkeligt fastslår, at han skal være uafhængig af regeringen. Den ”fjerde statsmagt” – pressen – har Orbán svækket med oprettelse af en kommission, der kan uddele bøder og lukke aviser/radiostationer, der kritiserer regeringen, og alle medlemmer af kommissionen er – helt tilfældigt(!) – Fidesz-medlemmer eller Fideszstøtter. Resultatet er, at der i dag kun er ganske få uafhængige medier i Ungarn til at holde magthaverne i ørerne, og en ungarsk “Carl Holst” var sansynligvis aldrig blevet afsløret. Minimalstaten er blevet til maksimalstaten, og der er grund til at blive bekymret på ungarernes vegne.

Også Forfatningsdomstolen i Ungarn, der har til opgave at kontrollere, om regeringen overholder ungarsk lovgivning, har Orbán ved en grundlovsændring svækket så meget, at han nu – næsten – har frie hænder. Endelig har Orbán reduceret antallet af parlamentsmedlemmer fra 386 til 199, hvilket i kombination med en ændring af valgloven er med til at sikre, at Fidesz med stor sandsynlighed vil sidde på magten i mange år fremover. ”Ungarn er ikke demokratisk, men er endnu ikke et diktatur”, som lektor Søren Riishøj fra Syddansk Universitet udtrykker det.

Regeringens og Fidesz’ ideologi kan bedst karakteriseres som national-kristen-konservativ, og Orbán har travlt med at ændre det ungarske samfund i det billede; i de første måneder af Orbáns anden regeringsperiode gennemførte han 150 forslag om måneden. For eksempel defineres en familie i ungarsk lovgivning nu udtrykkeligt som et ægteskab mellem mand og kvinde – og ikke noget som helst andet! Antallet af anerkendte trossamfund er blevet stærkt reduceret, og bl.a. Islam er ikke længere et anerkendt trossamfund i Ungarn, hvilket flugter godt med, at Orbán i særdeleshed nægter at tage imod muslimske flygtninge. Studerende, der har modtaget støtte fra staten, er stavnsbundne i Ungarn i en årrække – og så er det blevet forbudt at sove på gaden…! Listen over nye love af den type er alenlang, og ovenstående er blot nogle få eksempler.

Mindretals-beskyttelse af den type, der findes i den danske forfatning, eksisterer ikke i Ungarn, og oppositionen er rasende, for de er hverken blevet hørt eller har fået nogen form for indflydelse. I perioder har oppositionspartierne været så frustrerede, at de har nægtet at møde op i parlamentet, selv til vigtige afstemninger. I stedet har de sammen med forskellige interesseorganisationer arrangeret protestmarcher.

Victor Orbán er blevet stærkt kritiseret af blandt andet EU for ikke at respektere grundlæggende demokratiske værdier, men kritikken synes at prelle fuldstændigt af på ham. Når han nægter at følge EU’s henstillinger sker det igen og igen med henvisning til ordene fra 1989: Ingen skal nogensinde igen bestemme over Ungarns frihed. På hjemmebanen foran sine vælgere sammenligner han EU med Sovjet, hvilket rammer ind midt i den ungarske folkesjæl, og så ser man stort på de demokratiske principper. De hører Orbán fremhæve national-konservative synspunkter, som de billiger, og de har ingen erfaring med demokrati og ser derfor ikke, at Orban er i gang med at underminere demokratiet indefra.

Det ungarske grænsehegn

Det vakte stor opmærksomhed, da Ungarn i forbindelse med flygtningekrisen i september 2015 opførte et 175 km. langt hegn mod Serbien, og i samme forbindelse udtalte Victor Orban sig særdeles afvisende over for at give asyl til flere flygtninge – og slet ikke til muslimske flygtninge. Det er ikke mere end 25 år siden, at netop ungarerne klippede hul i det jerntæppe, der adskilte øst og vest i Europa, og reaktionen i Europa over for det nye “jerntæppe” er splittet mellem beundring og forargelse. Beundring hos de nationalkonservative som fx. CSU i Tyskland og DF i Danmark – forargelse hos en række andre.

Orbans synspunkt er, at Ungarn først nu – efter i århundreder at have været underlagt fremmede magter – er i gang med at (gen)opbygge sine nationale værdier, og landet kan derfor ikke magte flere fremmede end dem, landet allerede har givet asyl. Med historien som argument reagerer den ungarske regering meget stærkt, når udenlandske magter – in casu EU – forsøger at påtvinge Ungarn en bestemt politik. Historien har simpelthen gjort landet hyper-følsom over for pres udefra! Også den nationale tragedie i 1920 – Trianon-traktaten – spiller ind her, og parlamentets formand Laszlo Kover har givet udtryk for, at ungarerne kun kan hele dette åbne og væskende sår ved at styrke den nationale sammengængskraft gennem fokus på det ungarske sprog, kultur, historie og de kristne værdier – og så er der ikke plads til flygtninge og indvandrere!

Dertil kommer en ungarsk selvopfattelse af at være et særligt (læs: ensomt) folk i Europa med en skrøbelig kulturel position og et særegent sprog, som i særlig grad skal beskyttes. Orbán henviser direkte til, at de gamle imperialistiske kolonimagter i Europa med deres særlige historie har meget nemmere ved at integrere mennesker med en anden religion og kultur.

Ungarerne udkæmpede i 1500- og 1600-tallet blodige kampe mod osmannerne – dvs. muslimerne – for at stoppe deres erobringstogt i Centraleuropa, og erfaringerne fra dengang spiller ind på regeringens indædte modstand mod at modtage muslimske flygtninge her i 2015. Ungarerne siger, at de med det nyopførte grænsehegn atter engang udfører det beskidte arbejde som Europas, kristne bolværk mod islamismen, og at de bør have ros – ikke kritik – for den indsats.

Med disse argumenter er det den ungarske regerings konklusion, at af historiske og kulturelle årsager kan man ikke tage imod flere fremmede, end man allerede har gjort, og sekunderet af Rumænien, Tjekkiet og Slovakiet protesterer man kraftigt mod den (tvangs)fordeling af 120.000 flygtninge, som EU-landene med et kvalificeret flertal vedtog d. 22. september 2015. Selv om EU-traktaten giver mulighed for det, er det i politisk følsomme sager meget usædvanligt at gennemtrumfe beslutninger med flertal, men flertallets synspunkt er, at alle alternativer er værre og i øvrigt, at intet fællesskab kan fungere, hvis nogle medlemmer forbeholder sig ret til kun at spise rosinerne i den fælles kage. Til trods for den hårde retorik er der dog en voksende forståelse af, at Orbán måske har en pointe i flygtningesagen. Selv Orbáns erklærede hovedmodstander, Bundeskansler Angela Merkel, taler nu (anden halvdel af september) om det nødvendige i at kombinere det internt åbne EU med en markant styrkelse af EU’s ydre grænser. Orbán må have gnækket højlydt, da han hørte den udmelding, for det har længe været hans synspunkt!

Den politik overfor flygtninge, som Victor Orban fører, står i skarp kontrast til situationen i 1980’erne. Ungarn modtog dengang – uden at snakke højt om det – flygtninge fra Rumænien, som flygtede fra den utålelige situation under Nicolae Ceausescu, og da han blev styrtet, var ungarerne de første til at sende nødhjælp over grænsen. I 1989 klippede ungarerne som de første hul i jerntæppet og modtog flygtninge fra DDR, som man gavmildt husede, inden de kunne fortsætte til Østrig. Det var dengang en sensation, som førte til murens fald i Berlin. Da Jugoslavien brød sammen som en del af det totale sammenbrud i Østeuropa, flygtede tusindvis af jugoslaver, og en borgerlig regering i Ungarn tog gæstfrit imod dem. Noget afgørende har forandret sig i Ungarn fra dengang og til nu, og sagt i en enkelt sætning udgøres det af regeringschefen Victor Orban.

Internt i Ungarn er befolkningen dybt splittet i deres syn på Orbán. Han henter sine trofaste vælgere på landet, mens en del af middelklassen i de store byer afskyer ham. I nogle kredse er vreden mod Orban så stor, at man nægter at sige hans navn – ”Manden hvis navn vi ikke nævner”, siger de for at omgå det problem…! Middelklassens frustration over ungarsk politik i almindelighed og ungarske politikere i særdeleshed er så stor, at mange af dem vælger at blive hjemme på valgdagene. De har mistet troen på demokratiet og er gået i flyverskjul. Derfor sidder Victor Orbán uantastet i førersædet i Ungarn og kan tillade sig at ignorere den heftige kritik fra udlandet. På det seneste (oktober 2015) oplever Victor Orban en voksende forståelse fra de øvrige EU-lande for sit grænsehegn, og ved mini-topmødet d. 25/10 for regeringschefer fra Balkan-landene deltog han stort set ikke i diskussionen. Han havde løst det ungarske problem!

Afslutning

Victor Orban har fået mange tæsk i den vestlige presse for sin forvaltning af de demokratiske rettigheder i Ungarn.  En del af kritikken lider imidlertid af den fundmentale svaghed, at den tager udgangspunkt i kritikerens baggrund og ikke i Ungarns situation og historie. Når man vil bedømme andre, giver det ingen mening at tage udgangspunkt i sig selv – man må nødvendigvis begynde med, hvor modtageren står. I DK fik vi et formelt demokrati i 1849 men der skulle gå mere end 50 år, før det begyndte at ligne et reelt demokrati, og alligevel kritiserer vi uden blusel ungarerne for deres vanskeligheder med at implementere et demokrati, som højst overraskende og med kort varsel kom til verden i 1989. De første 20 år med demokrati i Ungarn var præget af forvirring og ikke mindst fundamentale svigt fra det socialdemokratiske regeringsparti, og mange ungarere fik dyb mistillid til de etablerede partier, hvilket førte til, at Victor Orban i 2010 erobrede 2/3 af parlamentets pladser og efterfølgende har gennemført lovgivning, som befolkningen gav ham så megen opbakning til, at han i 2014 blev genvalgt med 2/3 flertal i parlamentet. Der har indiskutabelt været overgreb på demokratiske rettigheder, sådan som vi kender dem i et vestligt demokrati, men er vores demokratiopfattelse det rigtige udgangspunkt for en kritik af den ungarske regering – og flertallet af de ungarske vælgere? Ting tager tid, og komplicerede ting tager lang tid, og etablering af et demokrati hører bestemt til i den sidste kategori, og en diskussion af de demokratiske forhold i Ungarn må nødvendigvis ske med udgangspunkt i den historiske og samfundsmæssige situation, som Ungarn stod i i 1989. At gøre andet er udtryk for en bedrevidenhed, som vi ofte har dummet os med.

Ungarns etablering af grænsehegn mod Serbien og Kroatien under flygtningekrisen i 2015 blev – navnlig i begyndelsen – udsat for massiv kritik fra flere lande, og også den danske presse var meget kritisk. Victor Orban har imidlertid ikke rokket sig en tomme og sammen med andre små nabolande – de såkaldte Visegrad-lande – har man kategorisk nægtet at følge EU’s flertalsbeslutning om tvangsfordeling af de mange flygtninge. Det er interessant at se på de ungarske argumenter for dette:

• Ungarn er en nation, der efter århundreders undertrykkelse er i færd med at genskabe sin nationale identitet, og det sætter en klar grænse for, hvor mange fremmede, landet kan modtage ud over dem, man allerede har i landet. Den ungarske ambassadør i DK har bl.a. peget på det historiske faktum, at det danske statsoverhoved – Dronning Margrethe – har en ubrudt familiehistorie, der går mere end 1000 år tilbage, hvilket er med til at skabe en national sammenhængskraft, som Ungarn ikke kommer i nærheden af. Derudover har de store, gamle kolonimagter mange års erfaring med at integrere fremmede mennesker med en anden kultur.
  • Det forekommer mig at være interessante argumenter, der ikke bare lader sig affeje – eller hvad?

• Ungarn er et land med en svag økonomi og helt uden store, internationale virksomheder som Mærsk, Lego, Grundfos, Danfoss, Jysk m. fl. Tværtimod har store europæiske virksomheder under den økonomiske krise været på stor-opkøb i Ungarn, og Orban taler ind imellem om EU-kolonialisme i Østeuropa! Det har medvirket til en ungarsk opfattelse af, at det må være de robuste og veletablerede økonomier i EU, der må løfte hovedopgaven med de mange flygtninge. De bredeste skuldre må bære der største byrder, som danske socialdemokrater sagde, da velfærds-Danmark blev grundlagt.
  • Også det forekommer mig at være argumenter, vi er nødt til at lytte til – eller hvad?

• De nye medlemmer af EU – in casu Ungarn – har ikke som Danmark et retsforbehold, som giver juridisk mulighed for at sige til og fra i forhold til EU’s flygtningepolitik. Med slet skjult vrede siger Orban, at den slags ”luksus” kun gælder for de gamle, veletablerede lande, og derfor ”tvinges” de nye medlemslande til at trække i nødbremsen (bruge en vetoret, som de ikke har!), når de føler sig kørt over af EU.
  • Det argument kan vel heller ikke blot afvises – eller hvad?

Den ungarske situation og de ungarske argumenter viser med al tydelighed, at EU står i en særdeles alvorlig situation. Schengen-aftalen indførte indadtil det grænseløse EU – det ”sjove”, som alle kunne blive enige om, men man fik aldrig truffet den vanskelige beslutning omkring en effektiv beskyttelse af de ydre grænser. (Det er fuldstændig samme situation som omkring EURO’en, der blev indført uden de nødvendige, men svære, aftaler omkring en fælles finanspolitik). Man kan derfor med rette sige, at EU i den nuværende situation ligger som det selv har redt, og derfor genopstår gamle grænser i disse uger og måneder i 2016, og hvis det ikke i løbet af foråret lykkes at få lavet bindende og forpligtende aftaler omkring fordeling af flygtninge og sikring af de ydre grænser, står EU muligvis i en eksistenskrise. Jeg har altid været en indædt fortaler for EU – jo mere samarbejde, jo bedre for en småstat som DK – og det er jeg stadig, men en orm er begyndt at gnave i mit hoved. Jeg er begyndt at tænke over, om det grænseløse EU er en illusion, som ikke er langtidsholdbar uden for idealisternes forestillingsverden. Al erfaring viser, at et godt samfund indadtil sætter klare grænser for menneskers hæmningsløse og egoistiske adfærd (derfor tror jeg heller ikke på den økonomiske liberalisme), og måske gælder det samme udadtil for et politisk-økonomisk fællesskab som EU. Der må være nogle troværdige ydre grænser, inden for hvilke friheden kan udfolde sig, og hvis det ikke er tilfældet, vil de indre grænser (desværre) blive genetableret, hvis ikke situationen skal løbe helt ud af kontrol.

Videre til næste afsnit: Gode oplevelser i Ungarn