Ungarn efter 1989

Ved de første frie valg i 1990 var 65 (sic!) partier opstillet helt uden forankring i hverken befolkningen eller ideologierne. Alle var forvirrede – hvad stod partierne for? Demokrati var i ungarernes øjne en umulig størrelse – nok havde de drømt om det, men de havde ingen erfaringer at støtte sig til, og de mange valgmuligheder var helt umulige at overskue. Kun 6 partier kom i parlamentet, og det højreorienterede parti MDF vandt på et program om kapitalisme på Ungarsk, hvilket også indeholdt en masse ubehagelig ultranationalisme og skjult jødehad. Ved de efterfølgende valg er flertallet skiftet fra side til side, fra yderfløj til yderfløj, og viljen til kompromisser hen over midten er stort set ikke-eksisterende. Ungarsk politik er en særegen størrelse med utroligt meget had og ufred mellem de politiske blokke, og mange ungarere har idag kun afsky over for for landets politikere.

I 2002 spurgte de sig selv, hvad meningen var med en partiløs statsminister (Péter Medgyessy 2002-04) i spidsen for en socialdemokratisk regering. Nu havde de lige lært, at demokrati var noget med at vælge mellem forskellige holdninger, og så er statsministeren partiløs…? At han som mangemillionær levede et liv helt forskelligt fra den almindelige ungarer, bidrog bestemt heller ikke til tilliden.

Endnu værre var det med efterfølgeren Ferenc Gyurcsany, der er gift med en kvinde, hvis far i 1956 støttede den russiske invasion i Ungarn og som tak fik foræret en stor villa i det bedste kvarter på den smukke Buda-side af Donau. Ferenc Gyurcsany og hans hustru flyttede ind i denne villa, og nok er 1956 længe siden, men for ungarerne er det et levende mareridt, og  Gyurcsany’s bopæl var sammen med hans rigdom (hvor stammede den fra, spurgte mange…!) en provokation, som gjorde ham forhadt i brede kredse. Hadet flammede op i lys lue, da han efter valgkampen i 2004 måtte indrømme at have løjet for befolkningen om landets økonomiske situation. Ikke en eneste dag i Parlamentet var derefter normal, men Gyurcsany nægtede at træde tilbage, og det politiske liv blev en farce. Da han på nationaldagen d. 15. marts forsøgte at forklare sig, kastede folkemængden tomater og rådne æg efter ham. Mange havde undret sig over, hvorfor hans livvagter på en dejlig ungarsk solskinsdag havde medbragt paraplyer, men det blev klart, da kasteskytset begyndte at fyge om ørene på statsministeren…hastigt opslåede paraplyer kunne i nogen grad beskytte Gyurcsany, indtil han kunne indlede et ikke særligt ærefuldt tilbagetog til stor moro for demonstranterne, der havde fået deres sejr!

Fidesz og Victor Orban

Victor Orban fra det stærkt populistiske og konservativ-nationalistiske parti Fidesz udnyttede naturligvis situationen til uophørligt at angribe regeringen, og som et resultat af skandalen blev han i 2010 båret ind i Parlamentet på en bølge af utilfredshed og fik absolut flertal i Parlamentet, hvilket gentog sig i 2014.

Victor Orban startede sin politiske karriere i kommunistpartiet, men svingede i takt med de fremherskende politiske vinde til den modsatte fløj i 1989 og var med til at stifte et nyt parti, Fidesz – alliancen af unge demokrater – som han hurtigt blev formand for. At han med succes kunne foretage en sådan politisk kovending på kort tid, siger enten noget om mandens evner i politik eller om ungarernes manglende forståelse for politik, sandsynligvis begge dele. Han var første gang premierminister fra 1998-2002 og blev det igen i 2010 med 2/3 flertal i parlamentet, hvilket han gentog ved valget i 2014. Oppositionen er i dag (2014) fuldstændig lammet, og han kan gennemføre de ændringer, han vil – og gør det! Tilsyneladende er han i gang med at kortslutte hele den demokratiske proces og forandre landet til en autoritær stat, selv om han hævder det modsatte. Han gør det  blandt andet ved at lukke kritiske radiostationer og tilbage er i dag en regerings-kontrolleret statsradio, der giver mindelser om kommunisttiden. I september 2014 placerede en international undersøgelse om pressefrihed Ungarn på en 69. plads, hvilket var en ny bundrekord og under adskillige lande i Afrika!

I et forsøg på at fastholde magten mange år fremover har Orban foretaget en sådan udskiftning blandt højere embedsmænd, at det har karakter af en udrensning, og hans støtter sidder i dag på alle tunge poster. Han udnævner personligt nye dommere og har udnævnt sin tidligere finansminister til ny nationalbankdirektør, selv om EU-traktaten siger, at nationalbankerne skal være uafhængige. Selv inden for kulturlivet og uddannelsesområdet er der Fideszstøtter på alle rektorposter. Ekspertise som ansættelseskriterium er blevet afløst af loyalitet!

Der er ingen tradition for demokrati i Ungarn, så borgerne kender ikke deres rettigheder og forstår ikke konsekvensen af Orbans ændringer. De ser ham ikke underminere demokratiet indefra, for de nåede aldrig i de første forvirrede år efter systemskiftet at opleve, hvad et reelt demokrati er, men de hører og støtter hans konservative og nationalistiske synspunkter, der med landets tragiske historie har klangbund i den ungarske folkesjæl. Derfor opnåede Fidesz 45% af de afgivne stemmer ved sidste valg, hvilket umiddelbart er imponerende, men billedet er et helt andet, når den beskedne stemmeprocent på 61 inddrages, for det betyder, at Fidesz reelt kun repræsenterer ca. en fjerdedel af den ungarske befolkning. Et massivt flertal i parlamentet er således ved – uden opbakning fra 3/4 af befolkningen – at gennemføre en grundlæggende ændring af det ungarske samfund i en ikke-demokratisk retning! Ungarn synes at være på vej mod et autoritært flertalsdiktatur.

Egentlig bør denne udvikling ikke komme som en overraskelse, for Victor Orban har ved flere lejligheder udtalt, at hans mål er at omdanne Ungarn med Rusland, Kina og Tyrkiet som forbilleder, og de klassiske vesteuropæiske borgerlige frihedsbegreber står ikke på hans boghylde – i stedet læser han åbenlyst i Putins håndbog for autoritær ledelse! Man kan i høj grad frygte, at Victor Orban er i færd med at smadre ungarerne drøm fra 1989.

Den ungarske intelligentsia afskyr Victor Orban lige så meget, som hans vælgere elsker ham. En ungarsk bekendt fortalte mig for nylig, at i hendes bekendtskabskreds er vreden mod Orban så stor, at man end ikke vil nævne hans navn – når de har brug for at tale om ham siger de i stedet: ”Ham, hvis navn vi ikke vil sige…!”.

Ridser i lakken

Måske er den ungarske befolkning ved at blive betænkelig ved Orbans enevældige styre, for ved et suppleringsvalg i februar 2015 i byen Veszpren lidt sydvest for Budapest tabte Fidesz højst overraskende til venstrefløjen i ungarsk politik. Konsekvensen er, at Orban ikke længere har det 2/3 flertal i parlamentet, der skal til for at gennemføre forfatningsændringer, men han har dog fortsat absolut flertal, så almindelig lovgivning kan han fortsat tromle igennem uden hensyn til opposition og mindretal. Om det var et tilfælde eller udtryk for en tendens vil vise sig ved endnu et suppleringsvalg d. 12. april i byen Tapolca endnu længere mod sydvest.

Den politiske opposition efter 2010

Ungarerne var i 2010 dødtrætte af de etablerede partier, som de følte havde snydt og bedraget dem, og jordskredsvalget i 2010 mod højre var et resultat af en dyb lede rettet mod den hidtidige politiske elite i landet.  Såvel de gamle borgerlige partier (MDF m.dl) som det store socialdemokrati (MSZP) er blevet reduceret til små partier, der ikke har kunnet fungere som en slagkraftig opposition til Fidesz. Det eneste parti, der reelt er et alternativ til Fides, er det endnu mere højreorienterede og nationalistiske parti Jobbik, der ved det seneste valg i 2014 gik  frem og fik 20% af stemmerne og dermed blev Ungarns tredje-største parti.

Jobbik er meget populært blandt universitetsstuderende, der er stærkt kritiske over for globalisering og Ungarns EU-medlemsskab og fører en hård retorik mod landets romaer og jøder. En af partiets regionsformænd har således foreslået, at alle jøder bliver optalt og registreret, fordi de udgør en sikkerhedsrisiko for den ungarske befolkning. Jobbik har først og fremmest succes blandt de unge, fordi de er dødtrætte af de etablerede partier, som de anklager for at være korrupte og gammeldags. Jobbik er stiftet i 2003 og har ingen korrupsskandaler at slås med, og med en moderne agitationsform gennem de sociale medier fremstår det som fremtidens parti – det nye, friske parti.

Venstrefløjen i ungarsk politik har aldrig appelleret til ungdommen i Ungarn, som de ser som korrupt og repræsentant for udenlandske interesser, mens Jobbik opfattes som udtryk for ungarske interesser.  Der er ikke mange universitetsstuderende af vestligt kosmopolitisk tilsnit, der hylder mangfoldighed og udsyn, og derfor appellerer venstrefløjen ikke de de unge som et alternativ til det konservative regeringsparti Fidesz.

En anden lige så vigtig forklaring på unges støtte til Jobbik er, at partiet er utrolig dygtig til at markedsføre sig overfor de unge. De er flittige på Facebook og organiserer mange ungdomsarrangementer som fx. rockkoncerter og er dermed i stand til at reducere den afstand, som mange unge føler til politik.

At mange af Jobbiks vælgere er unge og veluddannede betyder ikke, at de tager afstand fra den hårde “anti-roma” retorik, der er mange steder i samfundet. Jobbik argumenterer for, at de fleste romaer er kriminelle og skal straffes, og de unge fanger slet ikke ikke de racistiske overtoner i retorikken.

Sårene fra 1956 væsker stadig

For et par år siden havde jeg lejlighed til at spørge en højtstående embedsmand om hans forklaring på de voldsomme spændinger i Ungarsk politik. Hans svar var lige så kort, som det var enkelt: ”Historien, specielt 1956!”. 

Sårene fra dengang er stadig åbne og væskende, blandt andet fordi man aldrig har gennemført et tilbundsgående retsopgør med de mennesker, der var involveret på sovjetisk side, og mange af dem er stadig centrale spillere i ungarsk politik. Et forhåndværende parlamentsmedlem, der deltog i samtalen, fortalte, at han i parlamentet havde været tvunget til at forhandle med politikere, som han vidste – vidste – i 1956 havde været med til at angive ham til russerne, der idømte ham en dødsstraf, som først blev annulleret ved foden af galgen! ”Hvordan tror du, det påvirker det politiske klima”, spurgte han retorisk?

Det hemmelige politis arkiver fra kommunisttiden er fortsat ikke offentlige, og mange er bange for, hvad der kommer frem, når de på et eller andet tidspunkt bliver åbnet. Måske viser det sig, at ”bedstefar Tamas” eller et andet familiemedlem i al hemmelighed var stikker eller på anden måde støttede de forhadte kommunister, og frygten for sådanne afsløringer rider mange ungarske familier som en mare. Ungarerne har valgt at holde arkiverne lukkede indtil alle fra ”dengang” er døde, men i den mellemliggende tid bidrager det til gisninger og ubehagelige beskyldninger, der i høj grad er med til at skabe et giftigt, politisk klima. Alt dette kan man studere ved at besøge Terrormuseet på Andrássy Út, der meget passende er indrettet i det hus, hvor det hemmelige politis hovedkvarter lå indtil 1989.

Ved indgangen mødes man af en høj væg med billeder af de ungarere, der enten blev tortureret eller henrettet af det hemmelige politi, og ved udgangen af museet møder man en ny mur med billeder, nemlig af de ungarske bødler, der medvirkede ved tortur og henrettelser af personerne på den første væg – og billederne er omhyggeligt forsynet med navne! Det forklarer vel bedre end så meget andet, hvorfor ungarsk politik er så fyldt med mistillid og brutae magtkampe, som tilfældet er. Museet er meget anbefalelsesværdigt, men det er afgørende for det fulde udbytte, at man har en historie-kyndig person med, der kan forklare de mange opstillinger undervejs, for skilte og informationstekster er – som tilfældet ofte er i Ungarn – kun på ungarsk.

Ungarsk bureaukrati

Gennem næsten 50 år lærte ungarerne i den socialistiske planøkonomi, at regler er “Gud”, og de skal følges til punkt og prikke, og man behøver ikke – ja man bør slet ikke – tænke over dem, de skal blot følges. Det er svært at slippe af med et halvt århundredes tankegang, og ungarerne døjer fortsat med et monstrøst bureaukrati. Når jeg på Kulturinstituttet problematiserede åndssvage regler og argumenterede for i stedet at finde en fornuftig løsning, så skældte Sofi – en veluddannet og intelligent medarbejder – ud på den dumme dansker, der ikke havde fattet systemet i hendes land. Et kontor i det lokale Bacs-Kiskun Amt bad således om mit eksamensbevis fra Århus Universitet som dokumentation for min uddannelse, men det lå dybt i Katedralskolens kælder i en af de mange papkasser, vi havde efterladt hjemme, så det var lidt svært at fremskaffe. Jeg sagde til Sofi, at hun måtte forklare Amtet om situationen og at 25 år som gymnasielærer og 10 år som rektor vel måtte være dokumentation nok for, at jeg havde en uddannelse…! “Du tænker typisk dansk, og det er dumt, for du er i Ungarn”, sagde Sofi. “Jamen hvad skal de bruge mit eksamensbevis til”, spurgte jeg. “Ingeting”, svarede Sofi,..”og de ved også godt, at alt er i orden, men de skal altså have det papir!!”  Jeg måtte ringe til Århus Universitet og forklare dem situationen, og på 5 min. lovede de mig at udfærdige et nyt eksamensbevis – 31 år efter min eksamen! – underskrive det med blåt og sende det til Bacs-Kiskun Amt!

Således oplyst troede jeg at have forstået det med ungarske regler – men det havde jeg nu ikke, viste det sig!  Vi kom til Ungarn med en Volvo på danske grænseplader, som nødvendigvis skulle udskiftes med ungarske, men denne simple operation tog mere end et halvt år! Utallige gange stod jeg med en tolk ved en skranke for at svare på spørgsmål og udfylde blanketter, og efter et halvt år troede jeg, at nu var vi i mål, og tolken og jeg tog afsted for at hente vores nye ungarske nummerplader. Efter at have stået lææææænge i kø kom vi frem til en vred dame bag en glasrude, der til min store forbløffelse sagde “Nem” (nej), der var ingen ungarske nummerplader til mig, for jeg manglede at bevise, at jeg ikke havde stjålet bilen…..! Da jeg var kommet mig af forbløffelsen, præsenterede jeg hende for den originale købskvittering fra Volvo-forhandleren i Viborg, men hendes reaktion var lige så kontant som den var parodisk: ”Den kan du jo også have stjålet!”. Jeg spurgte, hvad der skulle til for at overbevise hende, og svaret kom prompte: Hun lukkede vinduet med et brag, og der stod tolken og jeg!

Nummerpladerne fik jeg først, da jeg præsenterede den samme, vrede dame for et officielt papir fra det danske trafikministerium, hvor der – underskrevet med blåt – stod, at Volvo V70 med det og det reg. nr. aldrig havde været meldt stjålet!

Da jeg beklagede mig til ungarske bekendte over dette bureaukratiske vanvid, lød svaret, at jeg havde grebet sagen helt og aldeles forkert an. I en så vigtig sag skulle jeg – naturligvis, som ungarerne sagde –  være startet med at finde en, der havde kontakter på nummerpladekontoret, og med en passende erkendtlighed have bedt pågældende om hjælp til denne komplicerede operation. Med yderligere et par små gaver (typisk en flaske god whisky) til involverede bureaukrater ville sagen have været løst på nogle få uger! De flinke ungarere syntes igen, jeg var en dum dansker, der ikke vidste, hvordan sådan en kage skulle skæres. Og i øvrigt havde de paradoksalt nok en betydelig forståelse for det monstrøse bureaukrati, for som de sagde: “Hvad skal de mennesker lave, hvis de bliver fyret som led i en effektiviseringsrunde…!”

Ungarn og EU

Ungarn blev medlem af EU d. 1. april 2004, og som danske officielle personer var vi inviteret til at deltage i festlighederne d. 31. marts, der kulminerede kl. 24 med festfyværkeri og champagne i stride strømme. Jeg skulle holde tale i Kecskemét og havde naturligvis forberedt mig grundigt, men jeg blev noget slået ud af kurs, da taleren før mig – en direktør fra det internationalt meget berømte Keramikinstitut i Ungarn – brød sammen i gråd midt i sin tale. Han havde hele sit liv drømt om den dag, hvor Ungarn igen ville blive en del af Vesteuropa, og nu – lige nu – skete det, og det var simpelthen så overvældende, at han ikke kunne kontrollere sine følelser. Jeg kendte ham og forstod hans følelser, og jeg husker det som meget svært at tale efter ham – forhåbentlig slap jeg fra det på en tilfredsstillende måde. Dagen efter var der mega-fest i Budapest, hvor man blandt andet havde lukket de store broer over Donau for biltrafik  og rullet grønne græsplæner ud på dem til de 1000-vis af mennesker, der spadserede fra Buda til Pest.

 

erzebeth-broen med springvand - reduceret og beskåeretEU Flag og musik reduceret

Ungarerne havde virkelig julelys i øjnene den dag, og håbet for fremtiden var lysegrønt som græsplænerne på broerne. Men det var også uendelig naivt – for selv om det blev sagt igen og igen, at medlemsskab af EU ikke betød guld og grønne skove (Amtsborgmester Bent Hansens udtryk ved en konference i Kecskemét), så var det umuligt at trænge igennem med budskabet. Efter 1000 år – de fleste under fremmed herredømme – havde ungarerne ved en folkeafstemning besluttet at blive medlem af den store vestlige europæiske sammenslutning, og glæden og forventningerne var enorm.  Skuffelsen var tilsvarende stor, da det efter nogle år gik op for befolkningen, at der ikke lå guld på gaden, og at kravene på arbejdspladserne var benhårde på det verdensmarked, som de slet ikke var klar til at konkurrere på.

Victor Orban udnyttede med stor succes denne skuffelse i valgkampen i 2010, blandt andet ved at spille det kort, der i Europa kun kan spilles i Ungarn: ”Offer-kortet”. Det er EU mod Ungarn, bankerne mod Ungarn, nabolandene mod Ungarn, verden mod Ungarn! Helt tydeligt blev det, da demonstranterne under en Fidesz-arrangeret demonstration bar skilte med årstal, der skulle minde vælgerne om alle de gange, hvor Vesten svigtede Ungarn: 1526 (slaget ved Mohacs – kristne ungarere mod tyrkiske muslimer), 1849 (Rusland og Habsburgerne knuser den ungarske revolution), 1920 (Trianon-traktaten maltrakterer Ungarn),  1956 (Sovjet knuser den ungarske opstand), 2012 (EU anfægter de nye Orban-love). I Ungarn var det en fantastisk effektfuld og symbolladet demonstration, der flyttede 1000-vis af stemmer.

I løbet af 2013-14 er det blevet stadig mere tydeligt, at Victor Orban er på vej væk fra det liberale demokrati, som Ungarn under stor jubel meldte sig ind i med indlemmelse i EU og NATO. “Ungarn er ved at bygge en ikke-liberal stat”, sagde Orban i en tale og det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, før EU og/eller NATO må overveje, om Ungarn fortsat kan være medlem. Indtil det sker, høster Orban flittigt af støtte-kronerne i EU – Ungarn har således netop modtaget 22 mia. EURO fra EU’s strukturfonde.

Ungarns økonomi

De internationale omvæltninger efter 1990 var en katastrofe for Ungarns økonomi. Langt den største del af Ungarns eksport gik til de andre socialistiske lande, og da de brød sammen, forsvandt markederne for ungarske produkter fra den ene dag til den anden med massearbejdsløshed til følge.

En vinbonde uden for Kecskemét fortalte mig sin personlige historie: Han havde i midten af 1960’erne overtaget vingården fra sin far og producerede vin efter de kvantum-mål, der i planøkonomien var fastsat for netop hans vingård. Ingen interesserede sig for kvaliteten af han vin, kontrollen rettede sig udelukkende mod, om han havde leveret det antal hektoliter, han var blevet pålagt. Da det socialistiske marked forsvandt, var det en katastrofe, for det var helt umuligt at afsætte vinen til de vestlige markeder, der var oversvømmet af vin, hvis kvalitet var langt bedre end den ungarske. Og som han sagde: ”Jeg havde ingen anelse om, hvordan man producerede kvalitetsvin, den viden forsvandt med min far, der døde for nogle år siden!”  Sådan var situationen for næsten alle de ungarske vinproducenter, der måtte begynde helt forfra og arbejde hårdt for at genfinde den viden, der havde været til stede før 2. verdenskrig, hvor ungarsk vin var blandt det bedste i Europa. Læs mere om ungarsk vin i afsnittet: Ungarsk mad og vin.

Noget tilsvarende gjaldt det øvrige ungarske landbrug, der til trods for meget lave time-lønninger ikke kunne konkurrere med landsbrugsvarer fra Vesten. Mange landbrug var kun ganske små husmandsbrug, og da jeg ved et møde spurgte, hvorfor de ikke slog sig sammen for at blive mere effektive, blev jeg mødt af et bittert svar: ”Det med at være sammen i store enheder har vi prøvet, og det har vi ingen lyst til at prøve igen!” Han tænkte naturligvis på tvangs-kollektiverne fra sovjet-tiden og min snak om andelsbevægelsen blev mødt med hovedrysten.

I den ungarsk ejede industri var (og er…!) situationen lige så vanskelig, fordi man er fanget på mellemhånd. Ungarske industriprodukter er ikke billige nok til at kunne konkurrere med Asien, og de er ikke avancerede nok til at kunne konkurrere med produkter fra vesten. . Resultatet var massearbejdsløshed og salg af ungarsk industri til spot-priser, hvilket bl.a. danske virksomheder som Lego, Grundfos og Coloplast dygtigt udnyttede.Der er i dag industriproduktion i stor skala i Ungarn (bl.a. biler), men som hovedregel er det udenlandsk ejede virksomheder, der udnytter adgangen til en stabil og billig arbejdskraft og en central placering midt i Europa. Det skaber naturligvis arbejdspladser, men overskud og teknologisk know-how forsvinder ud af Ungarn.

Undervisningssystemet i Ungarn

En af de bedste medarbejdere på Kulturinstituttet – Orsi (Ursula) – fortalte, at hun med en akademisk eksamen fra Budapest Universitet i ryggen var taget til Irland for at prøve at arbejde i et vestligt land. Selv om hun i snæver faglig forstand sagtens kunne matche sine irske kolleger, følte hun sig altid underlegen og skidt tilpas, fordi hendes uddannelse aldrig havde fokuseret på at skulle bruges til noget. Det havde været teori for teoriens egen skyld, og hun fortalte, hvordan hun i Irland kendte alle de rigtige svar men ikke anede, hvordan hun skulle kommunikere eller bruge dem. Hun var derfor vendt tilbage til Ungarn og måtte nu tage til takke med et dårligt betalt sekretærjob på kulturinstituttet, der slet ikke matchede hendes faglige kompetencer.

Orsi’s historie illustrerer svagheden ved det meget gammeldags undervisningssystem i Ungarn, der terper fakta ind i hovederne på de studerende, men slet ikke lærer dem at ræsonnere, reflektere, kommunikere eller tage kritisk stilling. Vi overværede en masse undervisning, og arven fra sovjet-tiden var ganske tydelig: Fokus lå næsten udelukkende på gengivelse, udenadslære og svar-rigtigt-på-lærerens-spørgsmål, mens overblik, selvstændig tænkning og forståelse af sammenhænge slet ikke var prioriteret, og det er, hvad der er brug for i en verden, der hele tiden forandrer sig.

Fremmedsprogsniveauet er katastrofalt dårligt i Ungarn – også blandt unge. En undersøgelse i 2005 viste, at 51% af alle ungarere under 50 år (altså de unge!) ikke var i stand til at bede om et glas vand på et fremmedsprog – uanset hvilket! Det er formodentlig europæisk bundrekord. Og når man som myndighed eller privat firma skal skrive noget engelsk eller tysk, bliver det ofte tragi-komisk, prøv blot at se nedenstående tre eksempler:

Vejskilt reduceretToilertskilt reduceret og beskåetSpisekort

Min erfaring er, at man i dag nogenlunde kan klare sig i Budapest med engelsk, men er man i provinsen og spørger efter jernbanestationen, må man være forberedt på ikke at blive forstået! Det værste er næsten, at motivationen til at lære fremmedsprog er meget begrænset. Da jeg i et foredrag for overvejende ældre ungarere slog til lyd for, at unge mennesker pinedød skulle lære mindst 1 fremmedsprog, var reaktionen fra salen afstandtagen, fordi det blev opfattet som et angreb på modersmålet! Min opfordring om at droppe simultantolkning i TV for i det mindste at vænne ungarerne at forstå fremmedsprog, blev mødt med samme afvisende holdning.

Vi havde ofte ondt af de sympatiske og velmenende lærere, der blev pisket rundt i manegen med krav om bestandigt at lave om på deres undervisning. Gennem mange år havde de vænnet sig til reglerne i det sovjetiske system, og nu skulle de ca. hvert fjerde år lave om på det hele, fordi hver ny regering prioriterede uddannelse på hver sin meget forskellige måde afhængig af det politiske ståsted. Kvalitet i uddannelse forudsætter aktiv og positiv medvirken fra lærerne, men rundtossede som de var, havde de mistet  engagementet og gjorde nu blot, hvad de fik besked på. Det er med sikkerhed vejen til et ringere uddannelsessystem!

Skolelederne har naturligvis et særligt ansvar for at levere de forandringer, der lever op til samfundets skiftende krav, men deres vilkår i Ungarn var i 2005 helt håbløse. Praksis var, at skolelederen blev valgt på baggrund af en afstemning blandt skolens lærere, og hans ansættelse gjaldt kun for 5 år, hvorefter han kunne søge genbesættelse, der igen blev afgjort efter en afstemning blandt lærerne. Jeg spurgte en rektor på et gymnasium i Kecskemét, om han opfattede sig som leder eller administrator, og han svarede med et suk: ”Jeg er efter loven ansvarlig for at træffe beslutninger, men jeg kan kun træffe dem, som lærerne er enige i, og så må I selv drage konklusionen”.  Det var ikke svært.

Om vilkårene idag er anderledes, ved jeg ikke, men jeg tvivler meget. Lederstillinger besættes i dagens Ungarn næsten som i gamle dage, nu er det blot Fidezs og ikke kommunistpartiet, man skal være loyal overfor, og kvaliteten af det ledelsesarbejde bliver næppe bedre, end det var i kommunisttiden.

Konklusion:

Ungarn er et dejligt land med en varm og venlig befolkning, der imidlertid aldrig er kommet sig over sine historiske traumer. Nok er revanchisme og grænserevisioner kun politisk programpunkter hos et enkelt parti – det højreekstremistiske Jobbik – med det er immervæk landets tredjestørste parti! Trianon er forblevet et referencepunkt også for nutidens politiske spørgsmål, og ungarerne har aldrig konfronteret sig selv med sin fortid. I stedet for et kritisk selv- og retsopgør har myte og ønsketænkning fået lov at dominere. Deres tankegang stivnede under kommunismen, og irrelevant som den er i den nuværende verden, forhindrer den efter 1989 ungarerne i at komme videre. De havde fuldstændigt urealistiske forestillinger om, hvad der ville ske efter murens fald og medlemsskabet af EU. Befolkningen havde under kommunismen vænnet sig til den tryghed, der var i et samfund med fuld beskæftigelse, stabile priser og billig husleje, og selv om de jublede, da russerne forsvandt, så går det ualmindelig trægt med at vænne sig at leve og arbejde under markedsvilkår, der fordrer uddannelse og effektivitet i såvel den private som den offentlige sektor.

Resultatet er, at leveniveauet for rigtigt mange ungarere er langt under standarden i Vesteuropa. Det er ikke meget synligt i turist-Budapest, men kører man ud i forstæderne eller til provinsen, er det nemt at se. Det er her i 2014 fortsat ikke usædvanligt at se en hestevogn eller en fårehyrde med sin flok, og bag husenes gulmalede facader er der fattigdom. En ældre mand, der var nabo til Kulturinstituttet i Kecskemét, led af uhelbredelig kræft men havde absolut ingen penge til smertestillende medicin. Han kom næsten dagligt på instituttet, og det var slemt at se, hvordan samfundet ingen ressourcer havde til at hjælpe ham. Vi opfandt små, ligegyldige opgaver, som han skulle løse, og for det fik han lidt løn, som blev brugt til medicin, indtil han døde i den yderste fattigdom. Det var svært at forstå, men det var i 2005 virkeligheden i en af de nye medlemsstater i EU.

Lønniveauet var selv for de bedst uddannede meget lavt, hvilket betød, at enten rejste de til udlandet, eller også supplerede de deres indtægter på anden vis. Da vi boede i landet var det alment kendt, at skulle man behandles fagligt ordentligt på et offentligt sygehus, skulle der betales penge under bordet til den ledende overlæge. Inden vores danske forargelse løber løbsk, er det nyttigt at huske på skandalen på de københavnske sygehuse i 2014, hvor overlæger uden blusel brugte 1000-vis af forskningskroner til rødvin, dyre middage og indkøb af kunst til deres private hjem. Moral i de kredse ser heller ikke i DK ud til at modsvare intelligens og faglig ekspertise!

Politikerne i Ungarn lover, det bliver bedre, men resultaterne kommer meget langsomt, og mistilliden til dem vokser og vokser. Hvert fjerde år i perioden 1989 – 2010 har ungarerne fyret den siddende regering og valgt en ny i håb om bedre forhold. Victor Orban har netop taget hul på sin anden periode som statsminister, og jeg håber – men tror ikke – at det vil lykkes for ham at forbedre vilkårene for ungarerne. Ungarerne kæmpede i 1000 år for at få demokrati og frihed, og det fik de i 1989, men med Orban og Fidesz kan man frygte, at de er på vej til at miste den igen.

Videre til næste afsnit: Ungarn og flygtningekrisen i 2015

Nye indlæg