På vej – og en pludselig kursændring

Det er midten af maj 2019, og vi er på vej mod Østrig og Ungarn med den lille campingvogn på slæb. Det er blevet dejligt vejr over det meste af Europa, og vi satser på at finde steder, hvor de medbragte el-cykler kan bruges flittigt. Ikke mindst ved Balatonsøen i Ungarn er der mange cykelruter, og netop fordi vi har strøm på cyklerne, kan vi opleve både de flade strækninger langs søen og det umådeligt smukke – men stejlt bakkede – bagland. Vi har ikke været ved Balaton siden vores år i Ungarn i begyndelsen af årtusindet, så vi glæder os til gensynet.

Da vi havde lagt Flensborg bag os og lidt senere krydsede Kejser Wilhelm kanalen (den Wilhelm, der samlede Tyskland i 1871),  sad jeg og filosoferede lidt over, at nu gik det atter en gang mod syd, og stadig med den samme frydefulde forventningens glæde over alt det, der venter på os i syden. Det svimlede lidt, da det gik op for mig, at i 65 år er sommerturen gået denne vej på jagt efter oplevelser, varme og charme i de dele af Europa, der strengt taget er en rodebunke, hvor ting ikke fungerer efter en snor som på vores kølige breddegrader, men hvor livsnydelsen er meget mere intens.

Kaiser Wilhelm kanalen blev påbegyndt af Kaiser Wilhelm d. I i 1887 som et skridt i bestræbelserne på at gøre Tyskland til en “weltmacht” og blev indviet 8 år senere af sønnesønnen Wilhelm d. II, der var fast besluttet på at gøre det 20. århundrede til Tysklands århundrede på samme måde som det 19. århundrede havde været Storbritanniens. Han var utvivlsomt inspireret af sin bedstemor, Storbritanniens dronning Victoria, der udvidede det britiske imperium kraftigt i sin regeringstid, ikke mindst i Afrika, hvor briterne bevægede sig fra kysterne og ind i landet på jagt efter guld og diamanter, og da hun døde i 1901, var imperiet verdens største og omfattede 1/4 af hele kloden. Iøvrigt er det kuriøst, hvordan familiebånd i fyrstehuse er noget helt særligt – rædselsfuldt. Tysklands Kejser Wilhelm d. II og Storbritanniens kong Edward d. V var begge børnebørn af dronning Victoria, men de blev ikke desto mindre hinandens dødsfjender under 1. verdenskrig, hvor de to nationer sønderrev hinanden. Allerede som unge hadede de hinanden af et godt hjerte, og et familiemaleri undet et af Victorias jubilæer blev et mareridt, fordi de to brushaner nægtede at stå ved siden af hinanden.

Efter to verdenskrige fremkaldt af de tyske ambitioner om weltmacht var kanalens navn blevet politisk umuligt, og derfor blev den i 1946 omdøbt til det kønsløse og politisk neutrale Nord-Ostsee-kanal – af os nordboer kaldt Kielerkanalen. Jeg synes det er både ærgerligt og kedeligt, så derfor bliver jeg ved med at bruge det gamle navn, hvortil der knytter sig en masse spændende historie.

Vi var afsted fra Viborg lidt før kl. 7 og da det var søndag, var både landeveje og motorveje dejligt fredelige. Ved Hamborg udvider de motorvejene og bygger nye tunneller under Elben, og derfor var der her – som sædvanlig – intens trafik med biler i mange vejbaner og utallige trafikomlægninger. Da det var allermest intenst med biler til højre og venstre, blev jeg opmærksom på en “forkert” lyd fra campingvognen. Noget var galt, men i den intense trafik var det umuligt at finde en vigeplads, så vi måtte fortsætte ned i den store tunnel under Elben med et fromt håb om, at noget – hvad det nu end var – ikke brød sammen midt i tunellen.  Da vi endelig kunne køre fra motorvejen og finde et sted at stoppe, viste det sig, at campingvognens næsehjul var faldet ned og flaksede afsted på vejen. Heldigvis var der ikke sket nogen skade, jeg fik genmonteret næsehjulet, og vi kunne fortsætte.

Lüneburger Heide plejer at være ensbetydende med masser af regnvejr, men for en gangs skyld foregik turen denne gang i høj solskin og med temperaturer, der stille og roligt sneg sig op over 25 grader. Trafikken var nogenlunde glidende, men ind imellem var der som sædvanlig tæt køkørsel pga omfattende vejarbejde.

Efter 750 km’s kørsel kørte vi ind i Halle, hvor barokkomponisten Georg Friedrich Händel blev født i 1685 – (det er ham med juleklassikeren Messias, der slet ikke har noget med jul at gøre… 🙂  ) og fandt en fremragende ‘stellplatz’ for natten, beliggende umiddelbart ved byens gamle borgruin tæt ved floden Saale. Her kan vi overnatte på en P-plads ganske gratis og endda få strøm til køleskabet for 1 €.

Vi ‘bor’ i centrum af Halle, og en gå-tur langs floden afslører en idyllisk, centraleuropæisk stemning –

Efter en god lang gåtur langs floden sluttede dagen med AM’s hjemmelavede Pasta Bolognese og dertil et glas italiensk rødvin. Det bliver ikke meget bedre 🙂 . Af en eller anden grund mener AM, at det er værd at bemærke vandglassenes forskellige størrelse…! Ikke at jeg forstår pointen – der er masser af vand i rødvin…!

Som overnatningssted er stedet en perle, og en GPS kan finde det på disse koordinater: 51,50210 N 11,95395 E. Adressen er Fährstr. 1 i Halle. Vi fandt stedet gennem ADAC’s ‘Stellplatzführer, der rummer tusindvis af overnatningssteder for ganske små penge, ofte helt gratis.

Natten blev lige så rolig som forventet, og kun en ambulance i ny og næ forstyrrede byens stilhed, og efter lidt symbolsk vandpjaskeri på vores diminutive toilet var vi afsted kl. 7 med retning mod Millstätter See i Østrig. Morgenmaden – undervejs – bestod af hjemmebagte boller af speltmel og fuldkorns-hvedemel, der gav mindelser om Christian d. IV’s fregat Trefoldigheden, hvor kanonkuglerne var kendt for at være særligt store og modbydelige. Bollerne (kanonkuglerne) var et eksperiment, og bageren har lovet at vende tilbage til de velkendte delikate…! 🙂

Efter nogle kilometer sortnede himlen, og AM tog for en sikkerheds skyld vejrudsigten for Østrig, og den lovede regn og regn i tre dage. Alarm! Det gider vi ikke! En ny søgning på YR.NO lovede sol ved Balatonsøen, så efter nogle hurtige overvejelser blev GPS’en kodet om og ruten lagt direkte til Ungarn gennem Tjekkiet og Slovakiet. De østtyske motorveje er fortræffelige og trafikken mere behersket end i den vestlige del af landet, men til gengæld er turen gennem Tjekkiet træls – træls ligesom i rigtig træls. Man skal igennem Prags trafikkaos, og vejene – også motorvejene – er elendige og ind imellem så rigt dekorerede med dybe huller, at der må køres slalom mellem dem. Med en campingvogn på slæb er det dobbelt træls, og i perioder hoppede hele vogntoget så meget, at det var helt surrealistisk. Dertil kommer, at der skal løses vignet til både Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, og ved grænsen til Tjekkiet tog det over en halv time at få udstedt de nødvendige vignetter til de tre lande – formedelst 74 €, hvilket er fuldbyrdet røveri.

Motorvejene i Slovakiet er stort set OK, men efter at have passeret grænsen til Ungarn er der igen veje med d-y-b-e huller i tusindvis. Ufatteligt at de centrale veje mellem tre hovedstæder, Prag, Bratislava og Budapest, er så ringe som tilfældet er. Skal man til Ungarn, er vores anbefaling derfor at vælge turen over Sydtyskland og Østrig, også selvom den er noget længere.

Efter 950 km’s kørsel ankom vi kl. 19 til Badacsony ved Balatonsøen og indlogerede os på byens fine campingplads med direkte adgang til søen. Vi bor ved et lille flodudløb, hvor frøerne kvækker så intenst, at det minder om orkestersuiten ‘Dyrenes Karneval’ af Saint-Saëns. Vi håber, at frøerne ligesom vi snart skal i seng!

Videre til næste kapitel: Balatonsøen

Nye indlæg