Ungarsk er modersmål for stort set alle 10 mio. indbyggere i landet, men som følge af Trianon-traktaten også for store mindretal i de tilstødende lande, i alt ca. 4 mio. mennesker i nabolandene Rumænien, Slovakiet, Serbien, Ukraine, Østrig, Kroatien og Slovenien. På grund af de mange, der flygtede i og efter 1956 er ungarsk også et forholdsvist udbredt sprog i Vesteuropa, Amerika og Australien, og det er således det mest talte af de såkaldte uralske sprog, som også omfatter finsk og estisk. Som navnet angiver, har disse tre sprog deres oprindelse i området ved Ural-bjergene og adskiller sig fuldstændigt fra de europæiske hovedsprog, bl.a. karakteriseret af, at sproget kun har 7 vokaler, men derimod hele 25 konsonanter. Det betyder også, at Ungarn i modsætning til Østrig og andre små lande ingen forbindelse har i form af et fælles sprog med de større naboers kultur. Magyarerne er en isoleret enklave i Europa, og deres eneste slægtninge er de fjerne finner. Ikke så sært, at de fra tid til anden føler sig ensomme i Europa.
For en vesterlænding er sproget komplet uforståeligt, også selv om man behersker 3-4 af de store hovedsprog. Et enkelt eksempel kan illustrere vanskelighederne: “Politi” hedder noget næsten tilsvarende på alle vestlige sprog: Police, Polizei, Polizia etc. – på ungarsk hedder det Rendőrség!
Ungarn er også det eneste land med latinske bogstaver, hvor man som gæst ikke kan læse, at her ligger der et apotek, – for på ungarsk hedder det ↓↓↓
Og her har et firma i Budapest brugt mange bogstaver på at kommunikere sit navn og funktion – men der er næppe mange andre end ungarere, der får mening ud af det budskab: ↓↓↓
(Det er noget med transport og sikkerhed…!)
Her er nogle vigtige ord at lære:
Ja – Igen; Nej – Nem; Tak – Köszönöm; Hej – Scia;
Goddag – jó napot kivanok; Farvel – viszlát; Dejligt – Szép;
Rødvin – Vörösbor; Hvidvin – Fehérbor;
Og en meget vigtig sætning: Ungarske kvinder er meget smukke – A magyar nök nagyon csinosak!
Den store afstand mellem ungarsk og de store verdenssprog er sikkert årsagen til, at ungarerne har europæisk bundrekord i fremmedsprogs-kompetencer. Skilte og opslag er en flammende illustration af problemet, og det er svært at vide, om man skal le eller græde, når man møder skilte som disse ↓↓↓
Billederne er taget forskellige steder i provinsen, hvor det er helt galt med fremmedsprogskompetencerne, bortset fra små enklaver i Sydungarn med et tysktalende mindretal. Det går lidt bedre i Budapest, hvor man kan bruge engelsk til det mest basale på restauranter og cafeer, men regn ikke med, at en længere sætning bliver forstået. Står du på banegården og har brug for hjælp til at købe en billet, så kommer du sandsynligvis i vanskeligheder, uanset hvilket fremmedsprog, du forsøger dig med.
Selvfølgelig bliver det lidt bedre år for år, men det går langsomt af flere grunde. Det kommunikative vægtes ikke højt i skolernes fremmedsprogsundervisning, og i TV og biografer bliver fremmedsprogede film tolket til ungarsk, så fremmedsprog “opleves” kun sjældent. I et foredrag for en forsamling af overvejende ældre ungarere fremhævede jeg dette som et problem – og mødte en mur af afvisning over for at ændre på det. Det var helt tydeligt, at min opfordring til at lade fremmedsprog fylde mere i dagligdagen i Ungarn blev opfattet som et angreb på det ungarske sprog og den ungarske nationalidentitet. Jeg kan huske en tilsvarende holdning i Danmark i forbindelse med optagelsen i EF i 1973, og man møder den stadig hos Dansk Folkeparti.