Jøder fylder meget i New York. Dels fordi de er mange men endnu mere, fordi de er så markante og anderledes i deres påklædning. Efter årtusinders pogromer over det meste af verden (Hitlers holocaust er blot et enkelt af dem) har jøderne endelig fundet et sted, hvor de i sikkerhed kan leve deres eget liv og dyrke deres egne skikke, hvoraf mange er taget direkte og bogstaveligt ud af det gamle testamentes formuleringer. En del af det virker meget fremmedartet på os, noget direkte bizart, men det er rasende interessant og er man blot lidt interesseret i religion (hvilket ikke er det samme som at være religiøs!), kan man her møde nogle af jødedoms ortodokse retninger. Brooklyn rummer verdens største jødiske befolkning uden for Israel, og de er opdelt i flere grupperinger, og vi havde planlagt at besøge to af dem.
Første stop med metroen er Bedford, hvorefter vi går mod syd ad Bedford Avenue. I begyndelsen er det et almindeligt New York/Brooklyn miljø med cafeer og unge mennesker, der hænger ud, men lidt efter lidt kommer der flere og flere mennesker klædt i sorte gevandter og med slangekrøller. Det er ortodokse jøder af Hasidistisk retning, såkaldte Satmar jøder –
Satmar-jøder lever efter meget rigide jødiske regler, har jiddish som første sprog, afviser al moderne kultur og afviser endog staten Israel, fordi den ikke 100% er opbygget efter jødiske regler. De er kort sagt så ortodokse, som man næsten kan blive. De lever efter regler og ritualer, der er flere hundrede år gamle, og ét element her i er, at gifte kvinder skal have deres hår raget af og erstattet af en paryk. Traditionen stammer fra det feudale Østeuropa, hvor herremanden havde “retten til den første nat” med en nygift brud, og i forsøg på at imødegå dette fandt jøderne på at rage håret af en nygift kvinde for at gøre hende så grim som muligt. For visse grupper af ortodokse jøder – dem der forholder sig fuldstændig tekstnært til Torah’en – giver begrebet “udvikling” ingen mening, og derfor fastholder disse grupper de ældgamle traditioner, selvom baggrunden for dem for længst er forsvundet. Når man færdes i området omkring Bedford Ave, ser man traditonen meget tydeligt, idet stort set alle kvinder bærer tørklæde –
I miljøet omkring ortodokse jøder har kvinder lav status, hvilket udspringer af det gamle testamentes syn på kvinder. I femte mosebog kap. 22 man man således læse, at straffen for ikke at være (ikke at kunne bevise at være…!) jomfru, når man bliver gift, er stening til døde …“foran døren til hendes fars hus.” Man ser kvinders lave status ganske tydeligt, når man møder ortodokse jøder – som hovedregel går kvinder og mænd slet ikke sammen, og sker det alligevel, går kvinde altid lidt bag ved manden. Satmar-mænd giver heller aldrig hånd til kvinder uden for den allernærmeste familie, modtager heller ikke direkte penge af dem i en butik (man kunne jo komme til at røre…!). Disse jøder udviser generelt en afvisende holdning over for ikke-jøder som os, og det er næsten umuligt at komme i kontakt med dem – ikke engang øjenkontakt. De opleves kort sagt som både meget lukkede og meget lidt charmerende.
Et par kilometer fra Bedford Avenue kan man møde en anden ortodoks jødisk gruppe, de såkaldte Chabad –Lubavitch jøder. Det er også ortodokse hasidistiske jøder, men i modsætning til åndsfællerne på Bedford Avenue er de åbne over for fremmede og vil gerne ii dialog med sådan nogle som os. Fra Bedford Avenue tog vi en bus ned til Eastern Parkway og gik derfra til nr. 770, hvor Chabad-jødernes store synagoge ligger. Mænd og kvinder kan ikke gå i synagogen sammen, så vi mænd gik ind i synagogen, mens kvinderne gik op på første sal, ledsaget af en meget venlig jødisk kvinde. Vi blev straks mødt af et interesseret spørgsmål: “Are you jewish…?”, og efter at have fået vores nej blev vi inviteret til at komme nærmere og gerne stille spørgsmål, hvis vi havde nogle. Vi gik rundt blandt de mange mænd, der talte sammen eller læste i de jødiske tekster, først og fremmest Talmud –
Jødedom er den ældste af de monoteistiske religioner, og Moses anses for stifteren af religionen, fordi Gud (Jahve) åbenbarer sig for ham i ørkenen, giver ham de ti bud og befaler ham at udfri det isralittiske folk fra det ægyptiske samfund. Tekstgrundlaget for jødedom findes i det gamle testamentes Mosebøger, der i jødedom kaldes for Torah. Jesus anses som en profet på linie med andre (egentligt en ret ligegyldig person) og bestemt ikke som Guds søn, som kristendommen påstår, og dermed er de to religioner på konfliktkurs. Om striden mellem jøder og kristne om synet Jesus plejer man at sige, at den vil blive afgjort, når Messias kommer. Man vil simpelthen spørge ham, om det er første eller anden gang, han er på jorden – hvis svaret er 2, har de kristne ret i deres syn på Jesus, hvis svaret er 1, har jøderne ret!
Toraen handler om skabelsen, Noahs ark, Moses og ikke mindst om det jødiske folks udvandring fra Ægypten og rejsen igennem ørkenen, hvor Gud som nævnt gav jøderne de ti bud, som også de kristne kender. Ved samme lejlighed fik jøderne også 613 “mitzvot”, som er Guds forbud og påbud for det jødiske liv, såsom spiselove, rituel-renselse, ofringer og meget mere. En ortodoks jøde siger selv, at hans liv er let, for det er reguleret i alle detaljer af de mange regler, som også fortæller, på hvilken side han skal lægge sig, når han vil vilde i søvn, hvordan han skal binde sine snørebånd – og nej, sidstnævnt er IKKE en dårlig joke fra min side.
I år 70 e.v.t. blev jøderne jaget ud af Jerusalem af den romerske kejser Titus, der samtidig benyttede lejligheden til – igen – at ødelægge jødernes hellige tempel på Tempelbjerget i Jerusalem. Det første jødiske tempel blev bygget ca. 900 år f.v.t. af Kong Salomon og rummedeefter traditionenbl.a. stentavlerne med de ti bud. Efter en uddrivelse til Babylon fik jøderne lov til at vende tilbage til Jerusalem og opførte deres andet tempel omkring 500 år f.v.t., der kort før Jesu fødsel blev erstattet af et nyt, stort og overdådigt – bygget af Herodes d. Store – inden det som nævnt blev ødelagt af kejser Titus. Tilbage står i dag kun Grædemuren, som er en del af fundamentet til det gamle tempel og derfor for ortodokse jøder er en mulighed for – helt konkret – at komme tæt på Gud.
Som følge af udvisningen i år 70 blev jøderne spredt over hele verden og blev først samlet igen i et jødisk land i 1948 med staten Israels oprettelse – perioden kaldes af jøderne for Diasporaen. Spredt over hele verden skulle jødedommen efter år 70 overleve uden tempel og uden rabbinere til at udlægge de svært tilgængelige love i Toraen. Derfor satte en gruppe lærde jøder sig sammen og fortolkede og forklarede Toraens bud, så de blev forståelige for alle jøder. Det helt centrale formål hermed var at sikre, at jøder overalt i verden ville praktisere jødedom på samme måde – og at jødedom dermed ville overleve diasporaen. Disse fortolkninger kaldes på hebraisk for Talmud.
Alt dette lyder måske forholdsvist enkelt – men det er lige modsat! Alt i jødedom er uhyre kompliceret og har til alle tider været genstand for uendelige fortolkninger og fortolkningerne f fortolkninger osv – man siger lidt rammende, at hvor to jøder er samler, er der mindst tre forskellige meninger. Måske er det nemmest at forstå, hvor kompliceret jødedom og Talmud er, ved at se en enkelt af Talmud-reolerne i synagogen på Eastern Parkway –
Som man kan se, er bøgerne godt slidte, hvilket ikke er usædvanligt, for i ortodokse jødiske kredse er det helt almindeligt, at en mand bruger hele sit liv på at studere Talmud, mens kvinderne er på arbejdsmarkedet. Helt urimeligt, vil mange sekulære danske sige, men ortodokse jøder ser det anderledes: Mændene sikrer med deres arbejde forbindelsen til det guddommelige, hvilket er det allervigtigste, mens kvinderne ved (som oftest ufaglært) arbejde skaffer indkomst til hjemmet.
Fortolkninger af fortolkningerne: Som jeg har skrevet oven for, går de fleste jøder ud fra, at Talmud blev nedskrevet i århundrederne efter fordrivelsen fra Jerusalem, men en stor og voksende gruppe ortodokse jøde mener noget helt andet, nemlig at Moses sammen med Toraen og de ti bud også fik afsløret, og så er Talmud lige pludselig en hellig tekst med Guds direkte påbud og forbud, der slavisk skal følges. Og den dag, hvor alle jøder over hele verden slavisk lever efter Talmuds love, kommer dommedag og Messias – så der er da noget at arbejde med…!
En tredje gruppe – de reformerte jøder – afviser mere eller mindre Talmud som et menneskeskabt produkt fra en tidlig middelalderlig tid, hvis tanker ikke kan bruges i en moderne verden. Reformerte jøder fortolker derfor Toraen på deres egen, helt personlige måde, som sætter dem i stand til at leve et – næsten – sekulært liv samtidig med at være jøde.
Endelig er der en fjerde gruppe af jøder, de sekulære. De er født som jøder (moderens religion), mændene er sandsynligvis omskåret, og de lever et liv efter jødiske traditioner (kød og mælk adskilt, fejrer jødiske helligdage m.m.),
Omskæring af drenge: At jødiske drenge omskæres, er sammen med andre lignende traditioner blevet genstand for megen diskussion i sekulære kredse i bl.a. Danmark, og mange mener (som jeg), at det helt bør forbydes. Når det er vigtigt for troende jøder, er det fordi omskærelsen for en mand er selve tegnet på, at du er jøde, og det stammer fra et af de utallige påbud i Toraen/Det gl. Testamente, hvor Gud i Første Mosebog kap. 17, vers 10-14 siger: “Dette er min pagt med dig og og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer.” Omskæringen ses altså som et direkte bud fra Gud, og derfor er den – for jøder – en helt central handling. Personligt synes jeg, at troende jøder (ligesom andre, der læser de religiøse skrifter som en drejebog) må se at komme videre – ikke mindst fordi eftersætningen samme sted i Det gamle Testamente lyder, at …“både den, der er født i dit hus, og den du har købt (altså slaver), skal omskæres….!”
Tefillin – bederemme: En ortodoks jødisk mand er forpligtet til hver morgen at binde læderremme om sin arm og – hvis det skal være helt rigtigt – om sit hoved og fastgøre en lille kubisk kasse begge steder, der indeholder håndskrevne pergamentruller med hellige tekster – 
Påbuddet om at binde tefillin findes i det gamle testamentes (Torah’en) kapitel 2 og 5, hvor jøder pålægges at binde disse bederemme påsat den lille kasse for hele tiden at blive mindet om Guds ord. Man kan sige, at den ortodokse jøde bærer Guds ord på panden, og arbejdet med at skrive er i sig selv en hellig handling, der kun kan udføres af særligt uddannede personer, der inden skrivningen skal “rense sig” i et rituelt bad…!
Den knude, et hoved-tefillin er bundet med, er så kompliceret, at Gud efter jødisk tradition lod Moses se Guds egen tefillin, og da knuden sidder i nakken, så Moses dermed Guds ryg! Ifølge den jødiske tro er Moses den eneste person (profet), der har set Gud.
Om det er nemt eller svært at være jøde, må være en fortolkningssag. De uendelige fortolkninger i Talmid kunne indicere, at det er kompliceret – meget kompliceret – men en rettroende jøde vil alligevel være tilbøjelig til at sige, at det er nemt, for de 613 “mitzvot” (påbud/forbud) (se ovenfor) har svar på alle livets spørgsmål, så det er kun et spørgsmål om at slå op i “facitlisten.”
Men at man kan blive udmattet af at læse Talmud-fortolkninger, så vi tydeligt i synagogen på Eastern Parkway –
– eller måske havde den gode mand kigget rigeligt dybt i flasken –
–
– for ortodokse jøder (dvs ortodokse mænd!) er særdeles glade for spiritus og indtager det gerne, men aldrig i selskab med kvinder. Konkret havde der umiddelbart før vores besøg i Chabad –Lubavitch synagogen været afholdt en mindehøjtidelighed for en afdød “broder”, og i den anledning var der blevet indtaget betydelige mængder af mad og ikke mindst god whisky. Det har sikkert været festligt – ortodokse jøder er slet ikke puritanere som de strenge protestanter! Sex er ligefrem en pligt for ortodokse – også når det ikke handler om at få børn – og en Talmud-regel pålægger således “…en mand at søge sin hustrus seng på sabbataftenen”, og sker det gentagne gange ikke, kan det fungere som skilsmissegrund for kvinden.
Jo mere jeg – udefra, som ikke-jøde – beskæftiger mig med jødedom, jo mere fascineret bliver jeg af deres religion, levevis og mærkværdige skikke. Det er så langt fra min måde at tænke på, som man kan komme, men fascinerende er det, og jeg har i ovenstående kun skrevet en lille del – en meget lille del – af alt det, der omfatter denne religion. Den har været forfulgt i årtusinder, og bliver det stadig mange steder i verden, men netop her i USA har de fundet et fristed, hvor de kan leve og fungere i sikkerhed, og det kan jeg kun se på med stor sympati.