New York er fyldt med mennesker, der er “skøre” på den sjove og positive måde. “Indianeren” på billedet ovenfor mødte vi på Times Square, og man kunne naturligvis ønske sig flere af den slags…..men mindre kan også gøre det, og nedenfor er der nogle få af de herlige typer, vi mødte på gader og stræder (tryk og bladr…!) –

Der bor næsten 2 mio. mennesker på Manhattan, og så siger det sig selv, at på gader og stræder, i subway’en, i butikker og på café’er og restauranter er der altid tæt pakket. Det kunne på godt jysk være træls, men fordi New York’ere er så utroligt høflige og venlige, fungerer tingene fint. Utallige gange er vi med et stort smil blevet spurgt, om vi har brug for hjælp, når vi stod og så på kort, og i subway’en er det helt almindeligt, at unge mennesker smiler og rejser sig op for os. Ikke at vi forstår hvorfor…men venligt og høfligt er det! Opmærksomheden hos betjeningen på cafeer og restauranter er også i top, og derfor bør man huske at betale de ca. 20% i drikkepenge, som er normen her.

New York’ere tager som hovedregel sig selv langt mere afslappet (Trump undtaget…!) end vi traditionelt gør og deltager med liv og glæde i de utallige begivenheder, der skal fejres med så mange nationaliteter samlet på ét sted. På Governor Island var der den første lørdag i maj indisk farvefest – Holi hai – og New York’ere af alle nationaliteter og hudfarver deltog i festen, hvor det handler om at svine hinanden og sig selv til med farver – det var virkelig “people of colour” som man siger herover –

New York’ere er – generelt sagt – nogle utroligt dejlige mennesker, positive, kreative og langt mere open-minded over for fremmede end os fra stammen i det høje nord. De New York’ere vi kender bedst, er naturligvis Kirsten, hendes familie og venner, som vi har haft utallige gode oplevelser sammen med. Mens jeg skriver disse linier, mindes jeg med stor glæde aftener/nætter, hvor Bear, Steve, Sten og jeg spillede og sang Bellmann og Wennerberg. Selvom de to førstnævnte var professionelle musikere var glæden den samme for os alle fire, og latteren fik ofte frit løb, når vi forsøgte at oversætte de ganske frivole svenske tekster. Pragtfulde aftener/nætter, som jeg aldrig vil glemme.

I Kirsten og Bear’s store lejlighed på upper west side holder vi meget af at være, fordi vi ikke er gæster i almindelig forstand. Vi deltager som noget helt naturligt i husholdningens almindelige gøremål som indkøb, madlavning og opvask, og ved bordet i køkkenet eller i stuen er det blevet til utallige kopper kaffe eller glas vin ledsaget af timers – mange timers – god snak. Her blot nogle få eksempler fra det sidste besøg (tryk og bladr…!) –

Selv udsigten fra morgenens brusebad på 11. sal er noget særligt – se bare her –

Rigtig mange af de mest værdsatte New York’ere går på fire ben! Hvor mange der er af dem, ved ingen, men byen har formodentlig verdensrekorden. De er store, små, grimme, flotte, fede, tynde, og nogle lever et helt almindeligt hundeliv, mens andre behandles som børn og transporteres i klapvogn, rygsæk eller hvad ved jeg – her er hele paletten  (klik og bladr…!) –

Kirsten har naturligvis også hund – en italiensk Greyhound, kaldet Totter. En lille vaks men meget stilfærdig sag, der ofte er pakket ind i uld for ikke at fryse og med store, bedårende hundeøjne, som ingen kan stå for –

Vi faldt alle i den såkaldte “Totter-fælde”, hvor han helt uimodståelig får lov til at ligge på skødet eller i sofaen, mens han bliver nusset bag ørerne –