Hvorfor nu USA igen…?
Der er mange gode grunde til at rejse en tur til USA – fantastisk natur og dejlige mennesker (Trump og co. dog som en undtagelse) – og i takt med de faldende flypriser kommer vi der jævnligt og har gennemtrawlet store dele af det nordamerikanske kontinent. Dette oktoberbesøg i 2018 har både en glædelig og vemodig anledning: Min ‘soulsister’ Kirsten fylder 70, hvilket naturligvis skal fejres, og ved samme lejlighed skal der tages endelig afsked med hendes afdøde mand.
Bear (som egentlig hed Robert De Bear) døde for nogle år siden, og urnen med hans aske har siden da stået på en hylde i dagligstuen hos Kirsten, og det har hele tiden været meningen, at ved en passende lejlighed skulle den spredes et sted, som betød meget for ham. Med Kirstens runde fødselsdag er anledningen der, og familie og venner fra Danmark og USA mødes i den tredje weekend i oktober på Race Brook Lodge i staten Massachusetts ca. 200 km. nord for Manhatten for at deltage i begge begivenheder – fejring af Kirsten og afskeden med Bear. Jeg er sikker på, at det bliver muntert, sjovt, musikalsk – og vældig vemodigt med tårer i stride strømme, for Bear var et meget intelligent, musikalsk og sødt menneske, der er stærkt savnet. Billedet her (fra 2008) rammer meget godt –
Vi var også med for 10 år siden, da Kirsten fyldte 60, og jeg mindes stadig mine våde øjenkroge, da Bear om morgenen – på dansk – sang visen om ‘Svantes lykkelige dag‘, hvor ‘Nina’ naturligvis til lejligheden var blevet til ‘Kirsten’. Bear havde brugt det meste af natten på at øve sig og ikke mindst finde og forstå den særlige danske sprogtone, som er så fantastisk ved Benny Andersens viser – og han ramte fuldstændig plet.
Race Brook Lodge er et fantastisk smukt sted – ikke mindst på denne tid af året, hvor skovene i USA’s nordlige stater gløder i efterårets farver. Billederne nedenfor er fra Race Brook for 10 år siden:
Denne løvfaldsrejse indledes med et besøg hos Kirsten i New York City, og efter et par dage i byen kører vi i fællesskab mod nord til fødselsdag og ‘begravelse’ i Race Brook. Derefter videre op gennem Massachusetts, ud til kysten i New Hampshire og endelig ind i staten Maine, hvor vi bl.a. skal besøge nationalparken Arcadia. Meget mere herom i de følgende dage – 🙂 .
Videre til næste afsnit: Rejsen fra DK til New York