New York – Upper West Side

New York – Upper West Side

Vi har været så mange gange i New York (sidst for et årstid siden), at vi næsten føler os hjemme her, og dørmanden modtog os da også med en velkomsthilsen og hjælp til kufferterne. Kirsten, Sten og Grethe var klar med øl og ost, og selvom klokken i vores hoveder efterhånden var 4 om morgenen, blev det til hyggelig snak, inden vi tumlede om. Jetlag fra øst til vest er ikke så slem, så efter en nats god søvn var vi så gode som nye 🙂 .

Jeg ved ikke, hvad der er med Kirstens køkken! Det er hverken stort, smart eller ‘ødelagt’ af et livsstilsmagasin, men måske derfor (!) har det en enestående hyggelig atmosfære, og morgenmaden er derfor noget, der tager lang tid, fordi der skal spises, snakkes, drilles og diskuteres –

Upper West Side omkring Broadway-Westend Ave-Amsterdam Ave er et af New Yorks mange hyggelige områder og som skabt til slentreture, hvor den ene kilometer tager den næste uden man rigtig lægger mærke til det. Som så ofte før brugte vi den første dag i dette område og gensynets fornøjelse var stor. Trump Tower på 5. Avenue skyndte vi os forbi (!), men ellers foregik turen – af gode grunde – i et passende knævenligt tempo.

I Europa er næsten al snak om USA i disse år negativ, præget af Trump og hans retorik. Vi er blevet USA-forskrækkede. Kløften mellem demokrater og republikanere (og de befolkningsgrupper, der støtter dem) synes næsten uoverstigelig, men den venlige og afslappede atmosfære i New York er heldigvis stadig den samme. Her er alle slags mennesker, de rige, de fattige, de smarte, dem der tror de er smarte, de kloge, de skøre, de hvide, de sorte, de engelsktalende, de spansktalende (som der bliver stadig flere af), unge såvel som gamle – New York er virkelig en ‘melting pot’. Amerikanerne i almindelighed – og New York’erne i særdeleshed – er slet ikke ‘Trump’ister’ i deres adfærd – de er tværtimod venligere og mere høflige og hjælpsomme end de fleste, og det nyder man godt af, når man er herovre. På vores tur rundt i dag til alle de ‘sædvanlige’ steder tog jeg en række billeder, der kan give et lille indtryk af denne del af byen i oktober – fra 86. gade/west og sydpå (tryk på det første billede og brug pilene frem og tilbage):

New York er en meget hektisk by, men i Riverside Park tæt ved Hudsonfloden er det muligt at gå en dejlig tur og finde lidt aftenro –

Videre til næste afsnit: Syd-Manhattan

Nye indlæg