Cape Cod, Hyannis og Kennedy

Portmouth var oprindelig tænkt som et stop på vej mod nord, men blev pga de ændrede rejseplaner et stop på vej mod syd. Det var bidende koldt og blæsende, så en rundtur i byen blev opgivet, og vi kørte straks afsted mod dagens destination, Newport i staten Rhode Island. De første mange kilometer var på motorvej, og det gik glat, selvom amerikanernes kørestil er anderledes end i Europa. Man må her i landet overhale både venstre- og højreom, og som chauffør skal man være meget opmærksom, for der kommer hele tiden biler drønende på begge sider.

Første stop var på Cape Cod, de rige amerikaneres foretrukne feriemål, og her er så smukt og velordnet, at det næsten er for meget. Her bor kun mennesker med mange – MANGE – penge i banken, og det er tankevækkende, at vi stort set ingen sorte mennesker så. Også Kennedy-familien havde deres residens her ved havet, og derfor er der i byen Hyannis indrettet et museum for præsident (1960-1963) John F. Kennedy –

Vi besøgte museet, der består af billeder og fortællinger, og som alle andre museer har man her valgt en bestemt vinkel på emnet. JFK-museet i Hyannis er tæt på at være et ‘helgen-museum’, hvor der kun fokuseres på det kønne, det rigtige, det vellykkede – glamour-familien uden en eneste ridse i lakken. Billedet her er fra museets centrale rum og illustrerer pointen –

Præsidenten og ikke mindst hans hustru – Jaqueline – blev beundret og feteret som filmstjerner over hele verden, og museet forsøger efter bedste evne at fortælle historien om, at med Kennedy-familien havde ungdommen taget magten i verden og vendt en side i den store historiebog.

Virkeligheden var mildt sagt mere kompliceret. Præsidenten havde et utal af affærer overalt, hvor han kom frem og er af en af hans nærmeste medarbejdere citeret for at sige, at “…en nat uden en kvinde vil gøre mig syg…”, og en syg præsident kan jo ikke udfylde sit job, så ergo ….!

En stor del af sit voksne liv måtte præsidenten gå med korset pga en alvorlig ryglidelse med voldsomme smerter, men alligevel fremstilles han på billederne som en sportsmand, der svømmer, spiller fodbold og golf etc. Rendyrket ‘Se og hør’.

Også politisk var Kennedys år som præsident særdeles problematiske: Et totalt mislykket invasionsforsøg på Cuba, topmøder hvor han blev ydmyget af Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov og ikke mindst hans åbenlyse usikkerhed og vaklende kurs i konflikten om Berlin. Museet her har ikke et ord om alt dette – naturligvis ikke – for udstillingens formål er et helt andet. Det kan man så lide eller ikke – jeg kunne ikke.

Leder man grundigt nok, kan man dog finde et enkelt billede, der er sluppet gennem censuren. Gemt væk i et hjørne hænger nedenstående billede, hvor Kennedy sammen med sin pressesekretær Pierre Salinger læser avisernes meget negative udtalelser om den nye præsident efter hans totalt mislykkede møde med Khrusjtjov i 1961 –

Når der alligevel i eftertiden er et billede af John F. Kennedy som en stor præsident, skyldes det hans håndtering af Cubakrisen i 1962. Historikerne er ikke enige om, hvorvidt Kennedy var heldig eller dygtig i sin håndtering af krisen, men udfaldet blev jo – heldigvis for alle – positivt, og det huskes naturligvis.

Da jeg gik ud af museet, kom jeg til at tænke på det gamle latinske ordsprog: ‘Mundus vult decipi, ergo decipiatur’, (‘verden vil bedrages, lad den da blive bedraget’). Udtrykkes tilskrives den kyniske pave Paulus 4., der i 1500-tallet under sine velsignelser skal have mumlet dette ud over den sagesløse folkemængde. Han har naturligvis ret, og museet i Hyannis bidrager til det.

I Hyannis forguder man Kennedy – “han er en af vores” – og det er i det lys, man skal se museet. Damen der solgte os indgangsbilletterne kunne ikke dy sig for at fortælle, hvor meget hun afskyr USA’s nuværende præsident, og en større modsætning mellem Brooklyn-bøllen Trump og Østkyst-overklassedrengen Jack med de slebne manerer og elegante fremtoning kan man vist heller ikke forestille sig.

På museet viser man i en uendelig sløjfe en video fra Kennedys tiltrædelsestale i januar 1960, hvor han udødeliggjorde disse flotte ord –

Hvad Trump vi blive husket for, ved vi ikke endnu, men det bliver næppe adfærden ved hans tiltrædelse 56 år senere, hvor han hævdede, at publikum var det største nogensinde…selvom alle kunne se, at det langt fra var tilfældet. Hans pressetalsmand kaldte det efterfølgende for ‘alternative fakta’! Sic!

Newport

På en stor halvø syd for Boston ligger den lille by Newport, der gennem mange år har været den foretrukne sommerresidens for de rigeste – de allerrigeste – amerikanere. Ufatteligt stor huse ligger her med udsigt over havet, og de summer af aktivitet. Gartnere, chauffører, stuepiger og håndværkere af alle slags har travlt med at servicere haverne, husene, de enorme biler og ikke mindst ejerne.

En af områdets mest kendte personer, Jacqueline Lee Bouvier (senere Kennedy, derefter Onassis), blev født her i byen i 1929, og i 1953 blev hun under enorm medieopmærksomhed gift med John F. Kennedy i den katolske Sankt Mary kirke i Newport. Jacqueline er stadig et ikon her i byen, og mens vi var i Newport “genopførte” man i Sankt Mary brylluppet mellem hende og den senere præsident –

Den allerrigeste af de allerrigeste i Newport var familien Vanderbilt, og i slutningen af 1800-tallet ejede Cornelis Vanderbilt over 205 mia. dollars i nutidsværdi – flere penge end der på det tidspunkt lå i USA statskasse. Nogle af pengene blev brugt til at bygge en enorm sommerresidens i Newport, The Breakers –

Hvor utrolig det end lyder, lykkedes det de tre generationer efter Cornelis Vanderbilt at formøble den enorme formue væk på heste, sejlbåde, huse og en exorbitant livsstil. Vanderbilts familie-historie er således – trods de mange penge – ikke en lykkelig historie. Familiemedlemmer – brødre, søstre, sønner og døtre – kom i indædt strid om pengene, og måske er det godt at lytte til en af arvingerne, William Vanderbilt, der så sin store arv som en forbandelse. I 1914 sagde han bl.a.: »En arvet formue er et virkeligt handicap i forhold til lykke – det har efterladt mig uden noget at håbe på, uden noget at stræbe efter,«. Han blev efterfølgende kendt som den Vanderbilt, der glædeligt gav penge væk til højre og venstre. Blandt andet til at bygge lejeboliger i New York og til Universiterne Columbia University og Vanderbilt University.

Ikke langt fra the Breakers ligger der et granitslot, Indian Spring, oprindelig bygget i slutningen af 1800-tallet som residens for Busk-familien (ikke Bush 🙂 ), total-renoveret for få år siden og rummer nu bl.a. 17 badeværelser i marmor og 15 åbne pejse – for blot at nævne et par detaljer –

Jeg har spekuleret en del over, hvad jeg mener om et samfund, hvor nogle få mennesker bliver ufatteligt rige samtidig med, at millioner lever i den største ydmyghed. Den enorme økonomiske ulighed skaber afgrundsdybe kløfter i det amerikanske samfund, og bl.a. USA’s tidligere centralbankchef, Paul Volcker gav for nylig udtryk for, at USA er ved at blive et rigmandsvælde og at den demokratiske samtale i samfundet er gået i stå. De rige har overbevist sig selv om, at de er rige, fordi de er smarte og konstruktive, og de bryder sig ikke om myndighederne og kan ikke lide at betale skat. Personificeringen af den måde at tænke på har vi i Donald Trump – og så bliver det vel ikke meget værre.

På den anden side er jeg ikke blind for, at meget af det ekstraordinære i USA er skabt af rige mennesker, der ikke har været begrænset af budgethensyn, og i den udstrækning, offentligheden har gavn af det, er det naturligvis godt.

Alligevel er min konklusion, at det er gift for et godt samfund med store indkomstforskelle, og det er bestemt ikke den vej, vi skal gå eftermiddag opfattelse.

“Det er nødvendigt at rejse”, skriver jeg som motto for denne blog, og ovenstående tanker er netop et resultat af rejseoplevelser – og så må man som læser gøre sig sine egne tanker herom – eller endnu bedre selv rejse derud og se og tænke for sig selv.

I Newport boede vi på Burbank Rose Bed and Breakfast, der ligger i centrum af den hyggelige by og absolut kan anbefales:

Burban Rose B&B ligger ideelt i centrum af byen, er hyggelig indrettet og indehaveren, Brian, er en hyggelig fyr, der meget gerne vil snakke og fortælle om gode steder i byen. På hans anbefaling havde vi en hyggelig aften på ‘the Fifth Element’ med jazz og (for mit vedkommende) den bedste bøf, jeg har fået i årevis. Anne-Maries fisk var efter sigende la-la-halvtør, men så må hun jo lære at bestille rigtigt… 🙂 .

Vi havde en lang snak med Brian om politik i USA, og det var overraskende og interessant at høre en reflekteret analyse om Trump, der kritiserede ham for hans bølle-opførsel men anerkendte, at manden faktisk har nogle politiske pointer, som det er værd at lytte til.  Verden er hverken hvid eller sort.

Newport er dejlig at gå rundt i – med indbygget humor:

– og masser af dejlige motiver (tryk og bladr…!) –

Det er på mange måder tydeligt, at USA på mange måder stadig er et meget mandsdomineret (hvide mænd!) og konservativt samfund. Se blot denne plakette fra Newport, hvor Mr. og Mrs Bernard S. Gewirtz bliver takket for deres bidrag til et velkomstcenter –

Måske skal der fremover på postkassen i Viborg stå Hr og fru Erling Østergaard – hvadbehager…! Det vil nok vække en vis furore 🙂 .

Konservatismen trives i bedste velgående i USA og er en af årsagerne til Trump’s succes. Når vi er sammen med de amerikanere, vi kender herovre, bliver blikket slået ned og stemmen svag, når vi spørger til Trump. De kan næsten ikke holde ud at snakke om det, fordi de synes, den aktuelle politiske situation i USA er pinlig og ydmygende for landet, og som en psykiater fra Portland/Maine sagde til mig, så håååååber og hååååååber de på en omvæltning snarest muligt. Måske ved det forestående midtvejsvalg om 14 dage. Vi får se…!

Hjemturen til New York gik smertefrit, selvom trafikken på Manhattan er dræbende. Motorveje i mindst 5 spor krydser hinanden i et totalt uoverskueligt virvar, og man skal passe djævelsk på at ligge i den rigtige bane, når man skal flette ud til venstre eller højre. Google-Map’s off-linekort fungerede glimrende og reddede os flere gange fra at køre forkert.

Videre til sidste afsnit: New York – og afslutning