“New York is the only real city-city” (Truman Capote).

Fredag d. 6/2 2015

Vinteren er ofte streng her på østkysten af USA, og en uge før vi skal afsted, har vejrtjenesten lovet den værste snestorm i 100 år over New York. Helt så slemt blev den nu ikke, men der lå store snebunker overalt, da vi landede, og adskillige biler var låst fast på deres p-pladser med meterhøje snebunker for og bag, så en gedigen snestorm har det været. Jeg beskriver i det efterfølgende hovedtræk fra, hvad vi oplevede på vores vinter(!)ferie i USA ‘s metropol nr. 1, og der er sikkert nogle ideer, som kan bruges af andre. Vores udgangspunkt er “Upper Side West”, nærmere betegnet 86 Street/West End Ave kun et stenkast fra Broadway og Central Park. Her bor de veluddannede og relativt velhavende, og det er et dejligt kvarter med forretninger, restauranter og museer. Vi bor hos Kirsten, min livslange ven, som jeg ofte kalder min soul-sister i mangel af bedre udtryk.

Jeg boede her et halvt år i første halvdel af 1980’erne, mens jeg læste Amerikansk Udenrigspolitik på New School for Social Research – et universitet målrettet mennesker med en akademisk uddannelse bag sig – og blev dengang inficeret af “New York bacillen” , som jeg aldrig er sluppet af med (jeg har nu heller ikke prøvet…!). Familiens køkken var dengang som nu centrum for utallige gode samtaler og hyggelige stunder – her et billede fra denne tur:

Rejsen herover med KLM og Delta Airlines gik problemfrit, men alligevel håber jeg, at profeten Muhammed til evig tid må rotere i sin grav, for han og hans efterkommere har godt nok gjort flyrejser besværlige. Første step på rejsen til New York var fra Ålborg til Amsterdam, og naturligvis var der i Ålborg det normale sikkerhedscheck (efter 9/11 er det unormale blevet normalt…!), men det var ren legetøjsbutik sammenlignet med kontrollen i Amsterdam, hvor der var dobbelt op på alle sikkerhedsprocedurer. Første stop var en elektronisk scanning, hvor person og pasbillede blev sammenlignet for at se, om der var overensstemmelse – det er jo sådan set en ret god ide…! I vores tilfælde var elektronikken af den opfattelse, at AM ikke nødvendigvis var den rigtige AM, så hun blev bedt om at tage brillerne af for nærmere inspektion af ansigtet. Jeg stod ved siden af og tænkte ved mig selv, at det er da altid noget, at det er ansigtet, de bruger til identifikation, tænk hvis det var bagdelen, så skulle hun have smidt bukserne…! Det hjalp nu ikke at tage brillerne af, så det endte med, at hun blev kontrolleret af et rigtigt menneske med kasket, og efter god- og genkendelse fik også hun lov til at fortsætte ud til gaten. Her blev vi mødt af – naturligvis – en alenlang kø, og da den var forceret, blev vi sendt gennem en kropsscanner, hvor vi fik kontrolleret, hvor mange bomber, vi havde tapet fast til kroppen. Scanningen afslørede noget mistænkeligt på mig, så jeg blev trukket til side for “manual inspektion”, hvor det mistænkelige viste sig at være mit lommetørklæde eller – nok mere sandsynligt – dets indhold. Således afsløret men alligevel frifundet blev vi hentet af endnu en venlig mand med kasket, der tog vores pas og efter endnu en grundig inspektion af disse interviewede han os om, hvem der havde pakket vores kufferter, om vi havde fået uventede gaver af en fremmed person, om vi havde skiftet flysæde for nylig etc etc. Efter at have svaret rigtigt på alle spørgsmålene kunne vi fortsætte på denne Via Dolores (undskyld, Mohammed, men det navn blev udødeliggjort af en anden profet end dig…!) frem mod en sidste kontrol af vores boardingpas og så var vi pludselig i flyet, hvor vi utroligt nok kom afsted til tiden. Moralen er, at når man skal til USA, så skal man komme i meeeeeeget god tid til lufthavnen, medbringe stoooor tålmodighed – men ingen våben whatsoever, for de bliver fundet. De mange kasket-bærende personer er både flinke og effektive, og når man sidder i flyet, er det faktisk en udmærket viden, at ombordværende bomber kun er lommetørklæder med indhold, så fuld respekt for de grundige sikkerhedsforanstaltninger! Under alle de mange kontroller kom jeg til at tænke på dengang, hvor vi ankom til lufthavnen 10 min. før afgang og gik direkte ombord på flyet. Nu forekommer det som noget, der foregik i middelalderen.

Selve flyveturen med Delta Airlines var præget af høj og professionel service, og at  der undervejs var perioder med kraftig turbulens skal hverken Delta eller Mohammed bebrejdes – det var vel mere sandsynligt vores egne Odin og Thor, der var på spil…!

Vi ankom til Kennedy Airport til tiden og efter at have afleveret fingeraftryk (begge hænder, alle fingre!) samt et portrætfoto var vi igennem sikkerhedskontrollen. Transporten ind til Kirsten var først med the Airtrain, dernæst Long Island ekspressen og endelig en subway – alt gik glat pga meget hjælpsomme officials, der ikke tog anstød af, at vi havde en forkert billet til det rigtige tog – det kunne vi godt lære meget af i Europa. Kirsten mente nu først, at vi skulle ankomme i morgen, så hun arbejdede, da vi kom, men da vi kender forholdene, var det slet ikke noget problem, og vi blev hurtigt installeret i gæsteværelset. Maya og Katja, Saga og Astrid er på besøg, så det var en tillægsgevinst.

Generelt om et besøg i New York

New York består af 5 bydele – udover Manhattan (med Harlem) som er den bydel, de fleste forbinder med NewYork, er der Brooklyn, Queens, Bronx og Staten Island. Mange er tilbøjelig til at fokusere alene på den centrale og sydlige del af Manhattan med alle de berømte highlights, skyskrabere etc, men i virkeligheden er det mindst lige så spændende at besøge både Bronx, Harlem og ikke mindst Brooklyn, og vi har besluttet at udforske nogle af disse områder under dette besøg.

Prisniveauet i New York er højt, markant højere end i DK, når vi taler om dagligdags fornødenheder o.l. Vi er priviligerede, fordi vi bor hos Kirsten i et af de mest eftertragtede områder på Manhattan, men skal man have et hotelværelse må man regne med min. 700 -1000 kr/nat for en blot nogenlunde acceptabel beliggenhed. Vi bidrog naturligvis til husholdningen hos Kirsten og handlede grøntsager, vin, brød o.l., og det var meget dyrere end i DK. Den absolut billigste vin i den lokale liquer-store koster 75 kr, og langt de fleste koster fra 100 kr og opefter. En pakke Wasa knækbrød koster ca. 25 kr og kød og grøntsager er tilsvarende dyrt. Man skal som gæst absolut ikke have en bil, for parkering er både umådelig besværlig og meget dyrt – i centrum koster det 150 kr i timen…! Subway’en er til gengæld både effektiv og særdeles rimelig i pris – vi købte enkeltbilletter til 2,75 $ pr stk og man kan køre langt og lige så længe, man vil, bare man ikke forlader systemet, så der er intet problem i at tage en forkert subway, man hopper blot af igen og rejser den modsatte vej. Restaurantbesøg er nogenlunde på niveau med DK – måske lidt dyrere.  Den helt store gevinst ved et besøg i New York er den fantastiske venlighed, man møder overalt. Glem alt om den typiske arrogance, man ofte møder i metropoler med mange turister – her møder man som det helt dominerende høj service og stor imødekommenhed.

Lørdag d. 7/2
En god nattesøvn tog resterne af jetlag, og vi laver en gedigen gå-tur hele vejen fra 86 Street mod syd ad Broadway til 14. Street og videre til Ground Zero, som vi har glædet os til at gense. I et velment, men fattigt forsøg på at vise solidaritet med amerikanerne tog vi herover kort efter 9/11 2001, og vi husker tydeligt den dybt deprimerende stemning ved ruinerne, hvorfra der stadig kom røg, da vi stod ved dem.

Første stop på turen er mad- og køkkentemplet Zabars (Broadway/80. gade west), hvor indtryk for næse og øjne som altid er overvældende.

Vi købte nogle småting, og da alle over 65 år meget sympatisk får 10 %’s rabat, fik jeg det uden videre – men jeg var lidt skuffet over, at de ikke bad om ID….!

Men trøsten er, som de selv skriver –

Lidt længere nede ad Broadway kan AM ikke længere modstå de mange tøjbutikker, og det ender med en jakke og nogle bukser.

På Ground Zero er de fortsat i gang med byggearbejdet efter 9/11 – det nye tårn til erstatning for tvillingetårnene er færdig, og et mindesmærke for de to styrtede tårne er under udvikling. To “pools” fyldt med strømmende vand viser, hvor tårnene stod, og som mindesmærke er de meget vellykkede, syntes vi – smukt uden at være overdrevet. Alle ofrenes navne står indgraveret rundt om de to pools.

Hjemme igen havde vi en rigtig hyggelig aften i selskab med Katja, Shane, Kirsten og pigerne. Vi snakkede bl.a. om Ground Zero, og jeg blev meget forbløffet, da det viste sig, at ingen af disse New York’ere – bortset fra os, altså – havde besøgt stedet. “Hvorfor skulle vi”?, spørger de – “vi har intet behov for det”. Jeg troede i min naivitet, at stedet ville blive et “tempel” for alle newyorkere, men her tog jeg altså fuldstændigt fejl. Jeg har tænkt en del over årsagen til det og spurgt højt og lavt, men ingen kan rigtig give en forklaring, bortset fra….”vi har ikke behov for det…!” Højst overraskende, tænker jeg og spekulerer over, om det ubevidst er et forsøg på at fortrænge en oplevelse, som var så forfærdelig og grænseoverskridende, at man som beboer i New York kun ønsker at lægge afstand til den.

Søndag d. 8/2

Vi er inviteret på besøg hos Maja og Morgan, der bor i Bushwick, Brooklyn, og straks vi forlader subway’en på Morgan Station er det klart, at vi er kommet til et helt, helt andet kvarter end dem, vi kender på Manhattan, og det ligner præcist, hvad det er – et gammelt industriområde fra første halvdel af 1900-tallet.

Her er ingen højhuse, slet ingen skyskrabere, men lave bygninger, hvis facader stort set alle sammen er dekoreret med massive mængder af graffiti, der her helt klart er med til at forskønne området, dels fordi mange af dem faktisk er flotte, dels fordi de er malet på facader, der ellers ville være grimme ad h….. til! Prøv at klikke på grafitti’erne på billederne nedenfor – de er faktisk flotte!

Her hersker mursten, beton og asfalt, der engang har ligget velordnet og tjent et bestemt formål, men vind, vejr og årernes slid har forvandlet området, så gader og fortove nu er lige så rynkede som ansigterne på de mennesker, der engang arbejdede her. Nu har nye generationer overtaget området, og med den energi, der er i området, vil tingene uden tvivl blive ændret voldsomt i løbet af få år. Med John Chapman’s ord fra 1909: “The present in New York is so powerful that the past is lost. 

Maja kom os i møde, og efter at have passeret en dør, der tydeligvisvis har fungeret i en industrihal –

– kom vi ind i hendes og Morgans lejlighed. Den består kun af eet stort rum samt et badeværelse, og stilen er udpræget rå og industriagtig med vinduer uden gardiner langs hele den ene langside, og under loftet løber store rør samt et sprinklersystem. Møblerne er lavet i 2-3 tommer tykt og vanvittigt flot træ, der tydeligvis har tjent et industrielt formål engang for længe siden, og de passer perfekt ind i lejligheden. Lige så rå lejligheden er, ligeså charmerende er den, og det er ikke svært at forstå, at den appellerer til unge mennesker, der i stor stil flytter til disse områder, fordi de ingen mulighed har for at betale en normal husleje på Manhattan.

Vi skal spise frokost på en lokal restaurant, men der er propfyldt, så vi får lejlighed til en tur på ejendommens tag, hvorfra der er udsigt til Manhattans skyline i det fjerne og de mange, små industribygninger i nærområdet, der næsten alle er tapet ind i NATO-pigtråd for at beskytte mod uønskede gæster.

 

Frokosten får vi på Robertas, og havde vi ikke haft lokalkendte Maya og Morgan med, var vi aldrig gået derind – indgangen ser ikke just indbydende ud (det er den røde kasse på væggen):

Indenfor viser Robertas sig at være en stor, grim, propfyldt og utroligt charmerende restaurant. Rock-musikken dundrer ud af skjulte højttalere, og normalt ville jeg hade det, men på en eller ande måde skaber musikken sammen med snakken fra de mange mennesker et massivt lydtæppe, der er med til til at understrege den gode stemning.

Vi får et udvalg af stedets pizzaer, der ganske enkelt er f-r-e-m-r-a-g-e-n-d-e, og sammen med ligeså godt Brooklyn-øl og cider med whisky (yes, true!), kan det dårligt blive bedre. Stemningen er nøjagtig lige så rå og charmerende som hele kvarteret, og jeg vil påstå, at restauranten er en rejse værd! Den ligger på 261 Moore Street, Brooklyn, NY 11206, og specielt på en søndag er der mange mennesker, så man må være forberedt på ventetid, som glimrende kan bruges på en gå-tur i området. Se stedets hjemmeside på www. Robertaspizza.com. Man kommer nemmest til Robertas med L-Line – stå af på stationen Morgan Ave og gå resten af vejen, ca. 10 min.

Det er svært at sammenligne dette kvarter (Bushwick) i Brooklyn med noget som helst andet vi har oplevet – venligheden var omvendt proportionalt med skønheden, og miljøet sitrede af ungdommelig energi  – jeg bliver atter mindet om, hvorfor USA er så stærk en nation, som den er.

 

 

Som afslutning på dagen et gruppebillede af familien

 

 

 

 

mandag d. 9/2

Det er koldt og vådt idag i NY, men vi vil alligevel ud at gå, fordi det er den optimale måde at opleve NY på, og vi begyndte med en tur gennem Central Park over til den del af byen, hvor alle gaderne hedder noget med E, altså øst (for parken, forstås). Det er traditionelt den mest fashionable del af byen, og det er da også let at se, at både bygninger, lejligheder, forretninger og priser er i en klasse for sig selv, og det fik mig til at tænke over, hvor forskellige levevilkårene er i DK og USA, og hvor stærkt vi påvirkes af, hvor vi vokser op. Majas kæreste Morgan fortalte i går, hvordan han nærmest havde været skræmt over at være i Fjellerup nogle sommerdage, fordi der var så få mennesker…! Og det var endda om sommeren. Katja så også med undren på os, da vi fortalte, at vi hellere end gerne er i Fjellerup om vinteren – “jamen, hvad laver I dog derude, der er jo ingen mennesker…!” Der er virkelig ingen almengyldige sandheder om kvaliteter i livet, alt handler om synsvinkler og erfaringer!

Det slår mig ved at være i New Yok, at nok er her mange mennesker, men tingene glider meget ubesværet, fordi der overalt er en høflighed og venlighed, som man ikke møder tilsvarende i Europa. Døre bliver holdt, og spørger man om hjælp, så får man den med et stort smil – og minsandten om ikke en ung mand rejste sig i den overfyldte subway og tilbød AM pladsen… hvilket hun efterfølgende tænkte længe over…!   Tidligere idag læste jeg i JP’s netavis, at der igen i år er problemer med danske gymnasieelever, der stive af druk hærger Prag – en skændsel, der sætter den amerikanske høflighed og imødekommenhed i et særligt lys. Selv trafikken i NY bevæger sig høfligt, og måske er det derfor, at der ikke sker flere ulykker, selv om det er tydeligt, at de utallige trafiksignaler for gående i bedste fald opleves som vejledende…! Til gengæld er trafikpropperne – som nedenfor på Brooklyn-bridge – mange og store, og kommer man for sent til en aftale, kan man her i byen altid undskylde sig med, at man tog en taxi…!

Når man går ind i en forretning i NY slår det mig altid, hvor meget personale, her er. Det er dejligt som kunde, men det hænger naturligvis på en ubehagelig måde sammen med, at lønningerne er så lave. Maya – der kender til forholdene – fortalte, at en ansat i en af de utallige små butikker eller cafeer typisk har en timeløn på 10-12 $, betalt ferie er enten ikke-eksisterende eller også er det kun et par uger om året, og barselsorlov – forget it!  For veluddannede er vilkårene i de store firmaer noget bedre, men slet ikke på niveau med vilkårene for en dansk lønmodtager. Til gengæld er der mennesker – arbejdsgivere – der tjener ufatteligt mange penge,  den økonomiske ulighed er monstrøs stor. Kirsten fortæller om nogle af hendes klienter, der kommer med julegaver i 1000 $ – klassen, fordi det er peanuts for dem!

Vi går og går og når ad vinterglatte fortove frem til Houston Ave, hvor vi vil spise frokost på den berømte cafe Katz, hvor alle gerne vil have serveret det, som Sally (Meg Ryan) fik i den berømte orgasme-simuleringsscene i filmen “Hvor Sally mødte Harry”.

Vi fik den klassiske sandwich med pastrami, hvilket er identisk med et mindre bjerg af kød, som jeg ikke kom igennem, men det smagte godt. Stemningen er rå, grænsende til det støjende, men med masser af energi – typisk amerikansk. Her – og alle andre steder i New York – tales der 1000 forskellige sprog, og hvis man hører en person, der taler godt og korrekt engelsk, er der sikkert en udlænding – siger New York’erne selv!

På vej hjem går vi gennem China-town, der er så kinesisk som nogensinde, og området har bredt sig ind over “Little Italy”, der idag næsten er forsvundet. Vi fandt ikke China-town specielt charmerende på en kold februar-dag som idag.

Tirsdag d. 10/2

Det er koldt i NY, og AM fryser en ganske lille smule –

– så vi er på jagt efter en varm vinterjakke, en “Canada Goose”, men de ser ud til at udsolgt fra syd til nord på Manhattan – og mine ømme fødder kan bekræfte, at der er langt fra syd til nord her på øen, faktisk har vi idag gået godt 17 km. Meteorologerne lover ned til -23 grader de kommende dage, så vi forsøger os nok igen i morgen!

Vi går en tur på The Highline, den nye “park”, der er anlagt i bydelen Chelsea i det sydvestlige hjørne af Manhattan. Den lange og smalle “park” strækker sig over flere kilometer og er helt speciel ved at ligge på en nedlagt jernbanelinie, der i 1. sals højde snor sig gennem denne centrale del af byen. Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1980 blev tungt gods fragtet ind til centrum ad denne jernbanelinie – her illustreret i en pragtfuld stregtegning fra tiden

 

– men med lastbilernes sejr blev anlægget overflødigt og lå hen som en udørk, indtil driftige newyorkere fik ideen om en park med udsigt. Det er idag et kæmpescoop! Man spadserer midt i byen med en fin udsigt både til de mange huse og ind imellem også til Hudson-floden – og naturligvis er “parken” udstyret med bænke, små hyggekroge og masser af buske og træer. og et sted på turen ligger der et højhus, hvor der åbenbart foregik et eller andet eksotisk…!

Aftensmad  sammen med Kirsten på en hyggelig, lokal italiensk restaurant, hvor gæsterne er udpræget Upper West Side – typer, altså veluddannede mennesker i afslappet tøj, der skaber en helt anderledes stemning, end den, vi oplevede i Buchwick, men lige så rar og intens med masser af snak, men naturligvis uden rockmusik, aldersgennemsnittet er her 50+. Helt usædvanligt kan man her ikke betale med kort, så man skal huske at have kontanter med.

Lidt om at gå på restaurant i New York 

Der er naturligvis ufatteligt mange restauranter i New York, og priser, kvalitet og stemning varierer meget fra område til område. Man kan sagtens komme til at betale kassen, men man kan også sagtens finde restauranter med god stemning, god mad og priser nogenlunde som i DK. Et rigtigt godt sted at spise eller blot drikke en godnat-øl,  er Amsterdam Avenue nord og syd for 86. gade. Her er priserne rimelige, og såvel kvalitet som stemning er efter vores erfaringer i top. Tag subway’en til Broadway/86. gade (linie 1) og gå lidt mod øst (opad!) ad 86. gade, så kommer Amsterdam Ave, og uanset om man her går til venstre eller højre, myldrer det med små restauranter. Jeg foreslår at dreje til venstre og gå mod nord – , for så kommer der utallige gode spisesteder. Den italienske restaurant, jeg omtalte ovenfor, ligger på øst-siden af Amsterdam cirka oppe ved 88. eller 89. gade.  I dette område – altså Amsterdam mellem 84. og 89. gade  – er der blandt mange andre også en fortræffelig tyrkisk, en do japansk og sandelig også en fiskerestaurant, hvor man sagtens kan gå ind, hvis nogle er til fik, mens andre er til kød – udvalget er stort.

Hvis man ikke reserverer bord, bør man komme omkring 18.30, ellers er der stor sandsynlighed for, at alt er optaget – også en flad tirsdag. Fordelen ved dette tidspunkt er også, at der en del steder er “happy hour” frem til kl. 19 med reducerede priser på alle drikkevarer. Og husk så, at i modsætning til i Danmark forventes det, at man giver drikkepenge til serveringspersonalet, som her kun får en meget beskeden løn. Standard er 18-25% af det beløb, som regningen lyder på. Når man får regningen, afleverer man sit betalingskort, og der udskrives derefter en bon, hvorpå der er plads til at tilføje et beløb til drikkepenge.

Onsdag d. 11/2

På Columbus Ave fandt vi den (formodentlig) sidste Canada Goose i New York, og AM købte den. Det viste sig at være passende, for det er flot vejr idag, men hvinende koldt, hvilket forstærkes af en stærk vind fra nord. Ved Clinton Castle (subway til South Ferry) køber vi billetter til Ellis Island og frihedsstatuen (14 $ pr person med senior-rabat), og turen derover er fantastisk flot med 180 graders vue til New Yorks imponerende skyline med One World Trade Center som den mest markante bygning.

Ellis Island er et fint besøg, men museet er en skuffelse, fordi det næsten udelukkende består af plancher med tekst og fotos. De er ganske vist interessante, men det bliver hurtigt kedeligt. Skuffelsen er overraskende, for museet fortæller en historie fra relativt moderne tid (helt frem til midten af 1950’erne), og så er det sært, at man ikke kan gøre det bedre end med plancher. Vi tog derover efter anbefaling i Politikens “Turen går til New York”, der skriver, at “Ellis Island er New Yorks bedste historiske museum” (2012 udgaven s. 28) – intet mindre – men det bekræfter kun min opfattelse af, at kvaliteten af Politikens rejsebøger gennem lang tid har været i frit fald. Museet for de amerikanske indianeres historie ligger også her på sydspidsen af Manhattan og er for turister (og det er vel mågruppen…!) et sjovt og farverigt museum med masser af oplevelser, men i “Turen går til New York” omtales det som et sted, som man kan besøge, hvis man vil studere pilespidser og kogegrej…! På et andet tidspunkt opsøgte vi en restaurant, der var anbefalet i bogen, for blot at kunne konstatere, at den ikke var der! Hvorfor bliver vi så ved med at købe disse “Turen går til…” bøger, kan man fornuftigvis spørge sig selv, og svaret er, at de er små og nemme at have med, og at de har en række faktuelle oplysninger om adresser, åbningstider osv, som man kan have gavn af – men deres vurderinger og anbefalinger er jævnligt enten forkerte eller vildledende.

Det er ganske morsomt at iagttage amerikanernes tradition for omsorg og løftede pegefingre (og frygt for sagsanlæg…!). På færgen til Ellis Island får vi lange formaninger om at “holde fast ved gelænderet, særligt når I går ned ad trapper…og pas nu på ikke at læne jer ud, og husk nu alle jeres ejendele…” og mere fra samme skuffe. I subway’en er der en høflighedskampagne med en lang række sympatiske formaninger om at tage rygsækken af, ikke klippe negle og ordne hår (“En subway er et offentligt sted, ikke et badeværelse…!”), lad være med at sidde med spredte ben, det tager unødig plads osv osv. For en dansker er det noget usædvanligt, men det er et ubestrideligt faktum, at høfligheden, hjælpsomheden og venligheden i USA er på et langt højere niveau end i Danmark/Europa. Kommer man til at støde ind i nogen, så siger man tydeligt “undskyld”, ikke “hov”, og som en helt naturlig ting holder man døren for de næste, når man går ind i en bygning. Og faktisk er det de sidste par dage sket 3 gange, at en ung mand/kvinde i subway’en har rejst sig og tilbudt sit sæde til AM!! Ikke at hun var ubetinget begejstret for det (!!), men høfligt og venligt var det.

Dagen sluttede helt fantastisk med en koncert i Carnegie Hall, der ligger på 57. gade W/7. avenue, og udover sin utroligt smukke arkitektur er den kendt for at have vel nok verdens bedste akustik.

Programmet var med The Danish National Symphoni Orchestra under ledelse af en af de nye stjerner på dirigentpodiet, rumæneren Macelaru. Først spillede de Sibelius “Valse Triste”, der er vanvittig smuk, men jeg syntes nu, han dirigerede den lidt for langsomt. Derefter Sibelius violinkoncert med Anne-Sofie Mutter, og det var en helt ubeskrivelig dejlig oplevelse. Orkestret spillede vanvittigt koncentreret og præcist, og Mutter tog sig enorme friheder i sine solopartier, hvor hun trak tonerne helt ud til smertegrænsen, og og publikum kvitterede med høje råb, trampen i gulvet og masser af applaus. Selv om traditionen i New York er (fortalte Kirsten), at man aldrig giver ekstranumre, så måtte Mutter overgive sig, og hun spillede solo et pragtfuldt nummer, som hun dedikerede til orkestrets netop afdøde og meget afholdte chefdirigent, Los Burgos. At Anne-Sofie Mutter udover at være en af verdens bedste violinister også er en smuk kvinde, der altid optræder i nedringede kjoler, gjorde naturligvis ikke oplevelsen ringere…!

 

Aftenen sluttede med Carl Nielsens fejende, flotte og spændende 4. Symfoni fra 1916 – kaldet “Den uudslukkelige” – og netop den symfoni  passer godt til New York med sine pludselige spring fra det larmende til det stille, fra det smukke til det grimme og provokerende – præcis som byen her! Publikums begejstring var igen så stor, at orkestret måtte af med et festligt ekstranummer – ouverturen til Maskerade. Derefter et utal af fremkaldelser og en suveræn musik-oplevelse var slut. Det var en fantastisk musikalsk oplevelse i en af verdens bedste koncertsale, og det eneste problem er, at sådan noget – for mig – er stærkt afhængighedsskabende, og jeg har allerede nu behov for endnu et fix!

Torsdag d. 12/2

Idag har vi besluttet os for det “skæve” New York, eller sådan opfatter vi det, men i virkeligheden er det lige så meget mainstream New York som så meget andet, men vi er tilbøjelige til at tænke, at New York er Manhattan,  Broadway, Empire State Building osv, men naturligvis er New York meget andet end det. Vi vil til Brooklyn, hvor almindelige mennesker bor, alle dem, der ikke har råd til at betale de skyhøje huslejer på Manhattan – samt de “skøre…”!  Vi tager subway’en til Bedford Ave og går derfra mod syd. Kønt er det langt fra, faktisk er det særdeles grimt med mange slidte huse og rod overalt. Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov var på besøg i New York engang i slutningen af 1950’erne, og måske var det et kvarter som dette, der inspirerede ham til sin udtalelse: “Jeg kunne ikke lide livet i New York, selv en sten ville blive syg af det…”.

På trods af den manglende skønhed finder vi nu alligevel kvarteret charmerende, fordi det er åbenlyst, at her bor en masse unge mennesker. Området består af lave huse, faktisk antitesen til Manhattan, mange af dem har grafitti-bemaling, og selv om det er uautoriseret, gør det ingenting, for uden grafitti ville det have været endnu grimmere. Vi snor os lidt rundt i området, men hele tiden med retning mod Brooklyn Bridge, og pludselig går vi ind i en helt anden verden, befolket af mænd med slangekrøller og fuldskæg og iført lange, sorte frakker og sjove hatte, der ofte er pakket i en plastik, fordi det sner en smule, og hele fremtoningen er ret komisk.

Jødiske mænd (aldrig kvinder!) ses endog meget ofte med en mobiltelefon ved øret, og da de ikke arbejder (det overlader de til kvinderne…!), men efter eget udsagn varetager den langt vigtigere opgave at sikre kontakten til det guddommelige, kunne man få den tanke, at de har fundet en telefonnummer til himlen…! Her fra Brooklyn må det være et kostbart ‘long distance call’ – i Jerusalem, den hellige stad, påstår man, at det kan foretages til lokaltakst…!

Enkelte kvinder ses også i gadebilledet, ofte slæbende på børn og andre pakkenelliker og altid med et tørklæde på hovedet, hvorunder der stikker spidsen af en paryk ud – kvindens eget hår bliver nemlig som led i en gammel tradition raget af før brylluppet.

Vi er i et kvarter befolket af ortodokse Satmar-jøder (Hassidisk) der her lever efter oldgamle regler, der pålægger dem at følge Toraens bud fuldstændig bogstaveligt. En mand må for eksempel ikke se en fremmed kvinde i øjnene (hvad kunne det ikke føre til…?) og da slet ikke røre hende. Det oplevede vi i et lille supermarked, hvor AM ville række manden ved kassen nogle penge, men han signalerede vredt, at hun skulle smide pengene på disken – han kunne jo komme til at røre hendes hånd..! Satmar-jøderne er kendt for at være afvisende over for fremmede, og de lever helt op til deres ry – havde vi været her på i sabbatten, ville vi utvivlsomt være blevet chikaneret eller blevet bedt om at forlade området, for på 7.dagen skal man hvile, som der står i Toraen, og ikke vandre rundt!

En jødisk sabbat begynder fredag aften ved solnedsgangstid (for de ortodokse lidt før for at være på den sikre side!) og varer frem til solnedgangstid lørdag – i princippet til man kan se tre stjerner på himlen. I den periode må troende jøder ikke foretage sig noget, der kan fjerne opmærksomheden fra helligdagen, og det betyder, at alt, der kan forbindes med arbejde, er strengt forbudt. De ortodokse tager det så bogstaveligt, at de hverken åbner for radio/TV, kører bil, går en tur, skriver eller tænder/slukker elektrisk lys. Man ser derfor i dette kvarter, at lyset er tændt uafbrudt gennem hele sabbat-døgnet! Forstå det, hvem der kan…!

Der er ikke mindst strenge regler for unge piger, der skal (SKAL) gå i lange nederdele og tykke strømpebukser året rundt, og det kan være hedt en stegende varm sommerdag. En 12-årig pige protesterede for et par år siden mod de rigide regler og blev af sine forældre sendt til religiøs opdragelse hos den lokale Satmar-Rabbiner Nechemya Weberman. Og opdraget blev hun, for han erklærede hende en kætter, fordi hendes strømpebukser ikke var tykke nok – og  misbrugte hende derefter seksuelt gennem flere år og påbød hende total tavshed under trusler om exkommunikation. Efter et par år brød hun sammen og fortalte sine forældre, hvad der foregik, og de gik til politiet. Ingen – bortset fra pigens forældre – troede på, hvad “kætteren” fortalte, rabbineren benægtede naturligvis alt, og menigheden samlede ind til hans forsvar. Først da hemmelige fotooptagelser af rabbinerens “religiøse genopdragelse” blev fremlagt, faldt hammeren, og han blev idømt 103 års fængsel – ikke een dag for meget! Iøvrigt er 89 andre mænd i sekten tiltalt eller dømt for sexual chikane af forskellig art, så det bekræfter kun min dybe skepsis over for de lukkede religiøse miljøer, uanset af hvilken tro de er.  Vi snakkede med Katja om sagen, og hun kunne supplere med, at det er almindelig viden blandt unge mennesker i Brooklyn, at prostitutions-kæder finder deres mest tofaste  kunder blandt – – ja, gæt selv hvor!!

Det er ganske underholdende at følges med AM i et sådan ultraortodoks jødisk miljø. Normalt kommenterer hun ikke mænds udseende, men netop her sprutter hun af arrigskab over disse slatne, visne mandekroppe, der aldrig har lavet en dags fysisk arbejde. Til gengæld er mange af de jødiske kvinder smukke, og gad vist hvad de tænker om de fysiske skvatmikler, der bliver gift med? De bliver imidlertid ikke spurgt, for ægteskab i disse miljøer er altid aftalt mellem forældrene, og  straffen for at sige nej er total udelukkelse fra familien og miljøet, så det gør kun ganske få.

Fredag d. 13/2

Det er hunde-hamrende koldt idag med temperaturer godt under frysepunktet og en strid vind fra nord. Vi går på det naturhistoriske museum og konkurrerer med horder af børn fra New Yorks skoler om de interessante udstillinger. Særligt imponerende er en udstilling om natur-katastrofer, der både pædagogisk og overbevisende forklarer, hvordan vi er ved at ødelægge vores jordklode. Det er sært at se disse udstillinger samtidig med bevidstheden om, at Republikanerne langt hen ad vejen afviser disse videnskabelige sammenhænge og påstår, at klimaforandringer er underlagt Guds vilje og at vi derfor roligt kan blive ved med at brænde fossile brændstoffer af i samme tempo som hidtil.

Vi går over på østsiden af Central Park og videre ned ad Madison Ave. Her ligger vel verdens dyreste butikker, og ser man efter et prisskilt i vinduet, så ser man forgæves og iøvrigt er det et usvigeligt sikkert bevis på, at man ikke har råd til at gå derind! Vi når ned godt syd for parken, inden vi giver op pga kulden og søger hjemad igen. Frokost bliver på en fortrinlig restaurant lige ved Lincoln Center.

Lørdag d. 14/2

Efter hyggelig morgenmad med Katja, Shane og Maya tager vi med subway’en til Brooklyn for at opleve Brooklyn Flea Market, som “Turen går…” anbefaler i storladne vendinger. Med lidt besvær finde vi stedet og får at vide, at markedet forlængst er flyttet  – men ingen ved rigtig hvortil…! Grr – Politikens rejsebøger…! Vi beslutter at fremskynde et planlagt besøg på The Tennement Museum, der beskriver livsvilkårene for indvandrere i USA for 100-150 år siden. Det ligger på hjørnet af Orchard Street og Delancey Street på Lower East Side af Manhattan, og vi fandt det ret nemt, men ak, alle guidede ture var udsolgt frem til kl. 16, og man kan kun besøge museet på en guided tur. Vi købte derfor billetter til mandag og tog i stede på MoMa. Det er flot, men på en eller anden måde også lidt skuffende – vi så ikke noget nyt/anderledes/spændende – måske bortset fra nogle installationer, som er svære at forstå som kunst, således en stol med et blad på sædet sammen med et dryp fedt….?

Sidst på dagen læste vi på nettet, at der har været et terrorangreb i København med både døde og sårede. Der er desværre igen tale om en muslimsk ekstremist, der mente sig kaldet til at dræbe mennesker i Allah’s navn. Heldigvis er adskillige muslimske organisationer hurtigt ude og fordømme handlingen i usædvanligt skarpe vendinger.

Det er umuligt at finde ord, der kan beskrive det meningsløse i, at en person, som utvivlsomt har nydt godt af det danske velfærdssystem, nu går rundt og myrder sagesløse mennesker, alene fordi nogle har hjernevasket ham med had mod alt, hvad der er vestligt og dansk. Undersøgelser har vist, at de unge terrorister, der drager i krig i Syrien og er ansvarlig for terrorisme i Vesten, stort set ingen viden har om deres egen religion, men alligevel begår de grusomme handlinger i Allahs navn. De er hjernevaskede ofre for nogle fundamentalistiske imamer, der rundt om i Europa nyder godt af både ytringsfriheden og velfærdssystemerne, og det er meget svært at blive ved med at acceptere disse formørkede middelalder-monstre som en del af vores samfund.

Søndag d. 15/2

Idag er det ikke bare koldt, det er så hvinende koldt, som det kun kan være i en storby. Temp. er -10-15 grader, og det blæser godt, så det føles som -25, og vi er formummede i frakker og halstørklæder, så ingen vil kunne kende os. Vi vil til Harlem, og vores forventninger er egentlig ikke særlig høje, fordi vi ved, det mildt sagt ikke er et kønt område, men det bliver en helt usædvanlig positiv og spændende dag. Vi tager subway’en til 135. gade, går lidt mod nord for at finde en kirke på Odell Clark Place, som Politiken anbefaler som spændende. Det er den sikkert også, men den er bare mulig at komme ind i, fordi der skal bestilles billetter på forhånd (billetter til en kirke lyder bare helt forkert…!), og endnu engang har vi fulgt Politikens anvisninger og er blevet skuffede.

Med frakkerne knappet helt op om ørene – jeg kom til at tænke på vandrende pingviner på Antarktis – går vi frustrerede derfra og står pludselig foran Sct. Aloysius Church på 132. St. mellem Adam Clayton Powell Boulevard og Frederic Douglass Boulevard og kan høre, at en gudstjeneste er i gang.

 

Vi vovede os indenfor og blev på typisk amerikansk vis straks budt velkommen af kirketjeneren og fik venligt anvist en plads, og så fulgte 2 timers utrolig varm oplevelse.

 

 

 

Vi var vel omkring 100 mennesker i kirken, næsten alle sorte, og de var i gang med en gospelsang, da vi kom. Derefter holdt præsten en meget varm, personlig og vedkommende prædiken, ikke fra en prædikestol hævet over forsamlingen som i en dansk kirke, men fra gulvet i niveau med menigheden. Han talte længe og varmt om det nødvendige ved fællesskaber, og man fornemmede tydeligt, at der blev lyttet intenst. Derefter var der gospelsang så svingende, intenst og smukt, at det ligeså godt kunne have været en koncert med entre, og hele menigheden levede med med fagter og præsten stod i perioder og klappede begejstret rytmen i hænderne. I det hele taget var glæde og varme kernen i gudstjenesten. På et tidspunkt rejse alle i menigheden sig op, og holdt hinanden i hånden, og som noget naturligt blev vi inddraget heri – og efterfølgende gik alle kirkegængerne rundt til hinanden, gav hånd, også til os (!!), og ønskede “Peace to you”! Det var en opfølgning på præsten fortrinlige prædiken og på en mærkelig måde meget bevægende. Et langt gospel-nummer havde en mandlig solist, der uden problemer kunne optræde professionelt – han sang fantastisk og korets akkompagnement var utroligt musikalsk. Efter altergang, som var langt mere fornøjelig end i en dansk kirke (man kan vist slet ikke bruge ordet fornøjelig i en protestantisk sammenhæng) sang alle lige pludselig “Happy Birthday”, fordi en af altergængerne åbenbart havde fødselsdag – festligt og meget overraskende. Det hele sluttede med, at præstens medhjælpere i procession bar et kors ned gennem kirken, alt imens de swingede og rokkede – vi troede ikke vores egne øjne. Vi bidrog med stor glæde til kirkebøssen og hilste til slut på præsten, som naturligvis var interesseret i, hvor vi kom fra. Jeg er ikke i tvivl om, at det var den mest positive, kirkelige begivenhed, jeg nogensinde har deltaget i –  jeg ville med glæde gøre det igen, og det troede jeg aldrig skulle overgå mig.

Ude igen i kulden fortsatte vi ad Malmcom X Boulevard (et navn, der sætter nogle stærke erindringer i sving under vinterhuen), og selvom den langtfra er nogen skønhed, så er gaden dog langt, langt mere indbydende end for 25 år siden, hvor man som hvid person af sikkerhedshensyn helst skulle holde sig inde i skyggerne.

Vi nåede frem til Sylvia’s Soul Food Restaurant på 323 Lenox Ave (det er den samme gade som Malcom X boulevard), og her var der rigtig mange, der ligesom os ønskede et spise søndags-frokost.Som så mange andre steder i New York var det mildt sagt ikke særlig kønt eller indbydende udefra –

– men wauv for en stemning, da vi kom indenfor. Fantastisk  live jazzmusik fyldte lokalerne, så det gjorde ikke så meget, at vi skulle vente næsten en time på at få et bord, tiden kunne glimrende fordrives med at se på det spraglede liv, der udfoldede sig her.

Det er sikkert udtryk for min fremskredne alder og mangeårige hukommelse, at jeg ikke kunne lade være med at stor-glæde mig over, at vi som hvide på en “sort” restaurant i et “sort” neigborhood mellem næsten udelukkende sorte mennesker modtages med glæde og varme. Som vi har behandlet de sorte gennem tiden, fortjener vi det ikke, men sådan er det, og det blev en mindeværdig frokost. Heldigvis serverede de morgenmad frem til kl. 14, og vi bestilte hhv. laks og kyllingevinger, og fik det serveret med masser af kartofler og dertil et glas vand samt en stærk Blody Mary!! Se det var  morgenmad at blive inspireret af…!!

Alt imens vi spiser, drøner svingende jazz gennem lokalet og på et tidspunkt kom sangerinden hen til vores bord og spurgte, hvor vi er fra, og svaret – Scandinavia, Denmark – blev elegant flettet ind i hendes sang. Normalt hader jeg, når musikken er så høj, at jeg ikke kan smage maden, men i dag er det lige modsat – den er så svingende og musikalsk, at den bidrog til at gøre den gode mad til et fremragende måltid.

Et besøg hos Sylvia kan stærkt anbefales, men man må indstille sig på ventetid, til gengæld er oplevelsen rigelig ventetiden værd!

mandag d. 16/2

Igen idag er der to-cifrede kuldegrader, så alle mennesker er formummede i deres store overfrakker, kun de hjemløse er nødt til at vise sig lidt frem for at få et par skillinger af os, der har for meget. Selv subway’en annoncerer, at den kører langsommere på grund af kulden! Vi skal på The Tenement museum og har beregnet god tid til at komme derned, men på et uventet sted kører subway’en ikke videre, og vi må lidt panisk forsøge at finde en anden vej. Med noget besvær lykkes det, men kun ved at løbe det sidste stykke vej nåede vi frem til museet præcis kl. 11 – netop som rundvisningen begynder. Vi fik en spændende rundvisning i de gamle lejligheder, som indvandrerne boede i i slutningen af 1800-tallet, mange stuvet sammen i små rum og naturligvis uden sanitære faciliteter – man skulle i gården både for at komme på toilettet og for at hende vand.

Tidligt i 1900-tallet blev en ny lov vedtaget, der pålagde  husejere at installere toiletter og rindende vand, og mange af dem reagerede ved at smide folk ud af alle lejligheder, hvor det ikke var nemt og billigt at opfylde lovens krav. Så det der skulle have været en forbedring af fattige folks levevilkår, fik den stik modsatte effekt.

Området er heller ikke i dag smukt på nogen måde, men meget “New York’sk” og med en meget rar stemning.Det har betydet, at lejlighederne her er meget eftertragtede, og huslejen for selv en mindre lejlighed ligger omkring 2-3.000 $ om måneden!!

I 1800-tallets slutning var der nærmest fri indvandring, men i løbet af 1900-tallet blev der lavet kvoter, der bestemte hvor mange, der måtte invandre fra forskellige steder af verden, og de “populære” dele af verden fik de højeste kvoter. I DK har den slags kvoter hidtil været utænkelig, men mon ikke, den sidste tids udvikling vil ændre på den holdning – jeg har netop læst, at den dræbte Københavner-terrorist i dag hyldes på Facebook og at Hizbutaria nægter at tage afstand fra hans handlinger – den slags holdninger skal nok fremme kvote-tanken i DK –  i dag forståeligt og måske uundgåeligt, men bestemt ikke i overensstemmelse med de idealer, vi havde for blot få år siden. Måske har vi været dybt naive?

Vi vil gerne have frokost på McSorleys’s Old Ale House på 7. Street mellem 2. Og 3. Ave, der er det ældste og sjoveste øl- og frokoststed i New York med savsmuld på gulvet og en larmende atmosfære. Indtil engang i 1970’erne var kvinder forment adgang her, men det går naturligvis ikke længere, så nu kan de komme her, men sidst vi var der, var der kun “fælleskøns-toiletter” med åbne urinaler, og sådan kan man elegant (?) omgå ligestillingsreglerne…! I dag er det imidlertid national fridag, “Presidents  Day” (George Washingtons fødselsdag), så det er helt umuligt at få plads og vi går videre mod nord. Det ender med frokost på rest. Barbounia på Park Ave/20 St. East, hvilket viser sig at være glimrende.

Tirsdag d. 17/2

Sidste hele dag i New York, og den skal ikke bruges til andet end at vandre rundt i byen, hvilket på mange måder er allerbedste ved at besøge en storby. Museer i et vist omfang er spændende, men det virkeligt interessante foregår på gaderne, cafeerne og i parkerne, der hvor de lokale færdes. Vi tager subwayen til den sydlige ende af Manhattan, står af på Houston og vandre langsomt mod nord op gennem byen. Området syd for 14. gade er langt rarere og mere spændende end nord for 14. gade. Gaderne omkring Prince Street er rare og fyldt med små butikker. I USA skal man i individualismens hellige navn hele tiden vælge (rosinboller med eller uden rosiner…!) og som en efterligning af konceptet med “Build your own Burger” kom vi forbi en forretning med “Build your own Belt”, hvilket naturligvis skulle prøves – og efter en halv times tid drager AM af med sit eget helt unikke bælte. Typisk amerikansk – men jeg kan nu godt blive lidt rundtosset af alle disse valg.

På det sydøstlige hjørne af Prince-Street og Broadway ligger New Yorks og dermed vel verdens madtempel nr. 1, Dean and Deluca.

Her er alt vanvittig lækkert og sofistikeret, og priserne er uhyrlige – det er således let at finde en lille dåse med te til 200 kr, eller hvad med en lille pakke småkager i fancy indpakning til 80 kr…!

Vi tager subwayen tilbage til “vores eget” kvarter og går i Zabars (80. Street/Broadway) der har det samme som Dean and Deluca, det er bare billigere og forretningen er langt mere charmerende. Vi køber et Zabars-krus og en ny brødkniv, og da jeg ved kassen nævner, at jeg er over 65 – det giver nemlig 10% rabat – er kassedamen i modsætning til tidligere flink nok til at løfte øjenbrynene og forbløffet spørge:”Are You…”!

Længere oppe ad Broadway køber AM Glucosamin til de slidte knogler – hjemme forhandles kun forhandles i skumle baggårde og på Christiania – og lidt te og andre stimulanser bliver det også til. I dette Upper West Side kvarter er et besøg i boghandlen Barnes and Nobles et must (ligger tæt ved Zabars på samme side af Broadway), med tusindvis af bøger i alle genrer. Mærkeligt at boglader kan blomstre rundt om i verden, mens de kun med besvær overlever i DK. B & N er speciel ved, at her sidder/ligger man som det naturligste i verden på gulvet og i vindueskarme og læser bøger, man har fundet på hylderne.

Der er også mange børn, der siddende på gulvet får læst højt af deres forældre, mens der spises kiks og andet mundgodt. Og når man er færdig, sættes bogen blot tilbage på hylden.

Man har lyst til at blive i Barnes and Nobles i timevis, for det er en fantastisk boghandel, hvor man også kan nyde en kop kaffe i den tilhørende cafe, mens man læser fra hylderne. Naturligvis er der også mulighed for at købe E-bogslæsere med indhold, men det er bøgerne, der dominerer atmosfæren, og det er sikkert med til at skabe den gode stemning. Med en kraftanstrengelse lykkedes det AM at finde en kogebog, hun ikke havde i forvejen, og sammen med en guide om Spanien (næste sommers rejsemål) og en engelsk  begynderbog til Mai forlader vi dette pragtfulde videns-univers, som man kun kan være dybt misundelig over ikke findes tilsvarende i DK.

“New York will be a great place, if they ever finish it…!”