7. februar: Trump, populister – og en dobbeltsidet depression

I dag har vi set grågæssene for første gang i år her ved Nørre Mølle enge, hvor vi bor, og det giver spage løfter om forår. Men måske er de kommet for tidligt, for netop i disse dage strenges vinteren med frostgrader og strid blæst fra øst, så det føles bidende koldt. Rødhalsen, spætmejsen, fyrremejsen, et brunt egern og et utal af skovspurve flokkes ved foderbrættet et par meter fra mit vindue, og jeg håber de klarer kulden. Det er som om vinteren bliver længere år for år, og vi har bestilt en billigrejse til Sydspanien i næste uge, og forhåbentligt er der lidt varme og sol at hente der. AM har den værste forkølelse i årtier og forsøger efter bedste evne at hoste lungerne ud af halsen. Apoteket har haft kronede dage den sidste tid…!

På den store scene har alt – ALT – i den sidste tid været domineret af den nye præsident i USA, Donald Trump, og Storbritanniens forsøg på at finde en farbar vej ud af EU. Begge dele forekommer mig ildevarslende for fremtiden. Hvad finder Trump på, en tølper, uforsonlig, uforudsigelig og fordomsfuld? Vil EU gå i opløsning? Store lande som Tyrkiet, Ungarn, Polen og Rusland hylder åbenlyst det illiberale demokrati, og måske er Holland og Frankrig på vej ud af samme sti – hvor ender det?

Det er en mærkelig og uvant fornemmelse at være så usikker på fremtiden, som tilfældet er her i begyndelsen af 2017. Populisterne tordner frem og hævder, at alle problemer kan løses med et snuptag – et snuptag, der næsten altid handler om at gå baglæns ind i en fortid, som vi med glemsomhedens nådegave idylliserer helt ud i hampen. Ind imellem får jeg lyst til at tjekke ud og koncentrere mig om de nære ting – praktisk arbejde, familien, den næste ferie, et glas rødvin i selskab med gode venner etc.

Den danske debat er heller ikke opløftende. Neoliberalisterne har vind i sejlene med deres lovprisning af øget ulighed som vejen frem mod større rigdom, og Dansk Folkeparti giver udtryk for, vi skal please slynglen Putin i stedet for at boykotte ham. Begge dele kan fremkalde en dobbeltsidet depression i disse kolde vintermåneder. Gid socialdemokratiet vil træde i karakter.

10. februar 2017: Tidens fylde er nået

Tænker meget over, hvad al denne misere skyldes efter 70 års næsten uafbrudt fremgang og tryghed i Europa. EU har bragt os meget godt – først og fremmest velstand og fred – men det har vist sig at være elitært og uden folkelig forandring. Historikeren Henrik Jensen sammenligner nutiden med reformationen i Europa. Luther skabte ikke reformationen, det var den, der skabte Luther. Mange års opsparet vrede mod romerkirken kunne ikke længere holdes tilbage, og da Luther i 1517 kradsede et lille hul i diget, så væltede vandet ind som en stormflod. Nok var lige pludselig nok. På samme måde kan mange års folkelig vrede mod elitens grådighed og den voksende ulighed ikke længere holdes inden for digerne. Tidens fylde er nået i 2017 ganske som det skete for 500 år siden, og som utilfredsheden mod romerkirken skabte en Luther har vreden mod nutidens elite skabt en Trump, en skrubtudse, måske en diktator i svøb.

12. februar: Trump og de nationalkristne

Det er svært at få styr på ham Trump, også selv om jeg i denne uge ser ud af vinduerne i Sydspanien, hvor vi er på en uges vinterferie. På mig, os og hele vores omgangskreds virker han som den mest uegnede præsident nogensinde i USA. Jeg troede, vi havde nået bunden med George W. Bush, men så kom Trump og ødelagde den rangfølge! Der er imidlertid også i DK en anden opfattelse af Trump, nemlig at han er den leder, verden har ventet på! En kreds af kristne-nationalkonservative med centrum i Trykkefrihedselskabet og det teologiske tidsskrift Tidehverv slår til lyd for, at Trump er “godt nyt”, fordi han som den eneste vestlige leder eksplicit tager Gud med i sin politik. Trump har med sin nationalisme, grænsekontrol og anti-islamisme fat i noget rigtigt, der bør efterfølges i Europa, siger de. Enten er manden altså – som jeg mener – komplet uværdig og uegnet til jobbet i det hvide hus og en fare for verdens sikkerhed, eller også er han – som de nationalkristne mener – den leder, der kan føre Vesten tilbage til tidligere tiders værdier. Der er lissom ingen pragmatisk mellemvej!

Når jeg lytter på de nationalkristne tænker jeg, at hvis denne kreds af mennesker ikke har noget bedre end Trump at sætte deres lid til, så står det virkelig ringe til. Manden har en dokumenteret personlighed som tølper, kvindeforagter og løgner, en kreds af fremtrædende psykiatere i USA mener, han lider af en alvorlig personlighedsforstyrrelse – og ham – af alle mennesker – gør Tidehvervsfolkene til kristenhedens korsfarer…!

Jeg har netop læst Ruslandskenderen Samuel Rachlins fremragende bog: “Bag den kolde krigs tåger”, 2016, hvori han karakteriserer Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, der i 1961 og 1962 var en hårsbredde fra at fremkalde en altødelæggende atomkrig, med disse ord: Spontan, utilregnelig, ukoordineret og ude af stand til at lytte til selv sine nærmeste rådgivere og politiske støtter. Da jeg læste det, løb det mig koldt ned ad ryggen, for præcis den samme karakteristik blev for et par dage siden hæftet på Donald Trump af folk, der har været tæt på ham! Og han er “godt nyt”, siger de danske nationalkristne…!

20. februar: Tølperen og hans afsæt

Politik og løgn hører desværre alt for godt sammen. Tølperen i det hvide hus mener nu pludselig ikke, at EU er et problem, hvilket han sagde for 14 dage siden, men “en glimrende konstruktion”, og NATO er nu en “hjørnesten” i USA’ s udenrigspolitik, hvor det hidtil har været en “forældet organisation”. Forhåbentlig forsvinder han ud i tågerne inden for længe, men det gør de bagvedliggende problemer ikke. Trump, Le Pen, Nigel Farage, DF m.fl. er symptomer på en kapitalisme, der er blevet syg. Den almindelige lønmodtager slås med lønpres, indvandring og offentlig smalhals samtidig med, at man deler millionbonusser ud til hinanden på ledelsesgangen. Se nu blot topchef i Nykredit, der får 12 mio. kr. alene for at blive i sit job – og det er oveni hans årsløn på 12 mio. kr. Eller topchefen i Nets, der får 500 mio. kr. for sit mislykkede forsøg på føre firmaet på børsen. Politikerne har bevilget sig selv og deres spinfolk store lønstigninger, og de vil også lave forhøjelser for ganske almindelige mennesker – det er blot deres pensionsalder, man vil forhøje! Dét er den helt store trussel mod samfundssystemerne i Vesten, og en redningsplan forudsætter et radikalt kursskifte på de bonede gulve både i erhvervslivet og hos politikerne. Med mindre, naturligvis, de foretrækker mere Brexit, mere Alternative für Deutschland, mere Dansk Folkeparti, flere populistiske narrehatte som Trump.

Uden for vinduerne er vinteren mild – nærmest ikke-vinter men gråt og blæsende efterårsvejr. Troldænderne har længe været på søen, men på det seneste er de lidt større bjergænder kommet til.

24. februar: Mørke i Fjellerup

Vinterens sidste (håber jeg…!) krampetrækninger ender med en lille snestorm over landet. Vi er taget et par dage til Fjellerup, hvor mørke, blæst og kulde er tættere på, hyggeligt. Edderfugle i store flokke er blevet blæst ind fra havet og ligger helt usædvanligt ganske tæt ved strandbredden. Tøvejr er på vej på bagsiden af snestormen og det begynder – så småt, så småt – at lugte af forår, og derfor har jeg været en tur i tømmerhandlen og købt ind til en nyt cykelskur.

25. februar: En cykeltur og inkompetente LA-ministre

Dejligt vejr her til morgen – temp. omkring 2-3 grader, en klar himmel og ingen vind. En cykeltur mod Bønnerup afslører en flok af de flotte hvinænder med deres store hvide tegninger og grønne hoveder. En stor musvåge følger os fra træ til træ, men den er ikke meget for nysgerrige blikke, og hver gang vi stopper for at betragte den, flyver den videre.  Også rørhøgen mener AM at have set herude. Tidligere på vinteren så – og ikke mindst hørte – vi ravne i nogle høje træer bag ved troldeskoven, hvor de også har deres reder.

Og så skriver de politiske kommentatorer i disse dage, at …”der er et skær af inkompetence over LA’s ministre!” Jeg kan ikke være mere enig.

7. Marts: Arrogant og helt til grin

V-LA-K regeringen har eksisteret i 100 dage og er handlingslammet, fordi de ikke kan få få flertal for noget som helst. LA og specielt Anders Samuelson er nærmest til grin og Birk Olesen får prædikatet arrogant og inkompetent af folketingets flertal.

15. marts: Grågæssene er kommet

Foråret er så småt derude, og nu er grågæssene kommet i stort tal til engene omkring os. Selv om natten man man høre dem, når de skræppende flyver rundt i området – opskræmt af en ræv eller et andet rovdyr. Bogfinkerne og rødhalsene flokkes stadig om foderbrædtet uden for mit vindue – lokket til af min hjemmelavede fedtkugle.

Der er valg i Holland idag midt i en mega-krise i forhold til Tyrkiet. Tyrkiets præsident kalder hollænderne for “nazister” – helt barokt, hvis man kender blot en smule til landets historie – og Gert Wilders kalder Muhammed for pædofil. Trump, Erdogan, Wilders m.fl…..hvad er det dog for politikere, vi har?

16. marts: Mange aldre på en gang

Rigspolitiet (af alle instanser) er blevet afsløret i adskillige grove brud på statens udbudsregler, DSB’s toge kan ikke køre, posten bruger en uge på at flytte et brev fra den ene ende af byen til den anden, Arbejdstilsynet får en sur smiley, og SKAT leverer den ene skandale efter den anden, hvorefter deres direktør bliver afskediget pga inkompetence og som tak modtager 2 mio. kr i aftrædelsesgebyr og hyres til at rådgive både SKAT og skatteministeriet! Hvad er det dog, der sker med vores samfund? Løkke og co. har Ikke arbejdet forgæves….!

Man får lyst til at lukke øjne og ører – springe af verden. Sidder og tænker på, om jeg er blevet en gammel, sur mand – en hosten fra graven, som nogen siger! Gammel måske – ihvertfald halvgammel – men langt fra sur. Sagen er blot, at med udsigten fra 70 års erfaring ser man tydeligt, at der virkelig er mange tumper og tølpere derude med al for megen magt. Og det kan jeg ikke bare lade som om, jeg ikke ser – vi har alle et ansvar, hvis vores børn og børnebørn skal overtage en ordentlig verden. Det er iøvrigt gået op for mig, at man kan have mange aldre. Mit hoved siger mig, at jeg er midt i 40’erne, mine knæ og dåbsattest at jeg er 70, mine børn siger sikkert et eller andet mellem 60 og 70 – og min viv siger formodentlig, at det kan svinge mellem 25 og 75….!

18. marts: 1968 – gamle dage

Dejligt vejr i Fjellerup. Anne-Marie har cyklet herud – kun 90 km., så det er bare en sviptur med lidt indbygget bakketræning undervejs – siger hun! Senere på dagen var det kaffe-drikning et par timer i solen, selvom vejrudsigten egentlig lød på slud og regn. Herligt. Jeg er i gang med at bygge et cykelskur, der skal bindes sammen med vores garage og brændeskur, og det driller af h… til, men det har jeg prøvet før, så mon ikke det løser sig.

En artikel i Jyllandsposten har overskriften “gamle dage”! Det viser sig at være en artikel om begivenheder i 1968, hvor jeg var på andet år på universitetet….!!!! Hvis 1968 er “gamle dage”, hvad hedder 1946 mon så….?

22. Marts: På vej mod et A-hold og et B-hold

Denne periode af året er højsæson for mit arbejde for Undervisningsministeriet som tilsynsførende ved private skoler. Det er spændende arbejde, som jeg lægger megen energi i, fordi hvad er egentlig vigtigere i et moderne samfund end uddannelse….? Undersøgelser viser, at politiske tølpere som Erdogan og Trump m.fl. henter hovedparten af deres stemmer blandt mennesker med ingen eller meget lav uddannelse, hvilket burde få  ethvert ordentligt samfund til at satse massivt på uddannelse!

Mine tilsynsskoler er karakteriseret af, at de karaktermæssigt ligger markant over landsgennemsnittet. Da de samtidig er præget af stor trivsel blandt både elever og lærere, er der tale om særdeles gode skoler. Der er al mulig grund til at rose disse skoler for deres fremragende arbejde, men samfundsmæssigt er en meget problematisk udvikling i gang. De private skoler støvsuger lokalområdet for motiverede elever, og folkeskolen efterlades tilbage på perronen som en trist pendant til DSB. En udvikling er igang mod en opdeling af Danmark i et A-hold og et B-hold, og det er vel præcist, hvad de liberale partier ønsker og arbejder for – selvom de siger noget andet.

23. Marts: Forår og en falsk præsident

Idag kom foråret med sol fra en skyfri himmel og temperaturer, der i løbet af dagen kravlede op i nærheden af 15 grader. Efter en morgencykeltur rundt om begge søer her i Viborg – hvor AM undervejs bemærkede, at det er de færreste forundt at kunne tage så smuk en morgentur – var det tid for årets første havearbejde. Som noget nyt har vi lavet et lille aspargesbed midt i kartoffelbedet og er spændt på, om det vil lykkes at fremavle denne fine grøntsag. Derudover oprydning, kunstgødning på græs(mos)plænen og udplantning af stauder, der er blevet til overs i Lizzies fantastiske have.

I en leder skriver den amerikanske konservative avis,  Wall Street Journal, at “Trumps tilsyneladende endeløse strøm af overdrivelser, bevisløse anklager, usandsynlige benægtelser og andre falske nyheder risikerer at få et flertal af amerikanere til at konkludere, at han er en falsk præsident”. Det kan ikke siges bedre.

24. Marts: Indretning af en damebutik

En fin fredag i Århus som håndværker! Opgaven var at indrette en rigtig damebutik…..unægtelig en helt ny erfaring! Julie skal være bestyrer i en ny butik i Guldsmedgade, og inden “The Grand Opening” skal der sættes hylder, spejle, kroge og meget mere op, skabe og borde skal samles og nye fancy retro-lamper skal have strøm. Sjovt at gå sammen med “rigtige” håndværkere, der ligesom jeg gør det, vi får besked på af vores arbejdsgivere. I takt med at vi monterer, borer huller, hænger op, sætter strøm på, skruer og maler, fylder “pigerne” hylderne op med små glas med pesto, hvidvin, stearinlys, smarte iPhone-covers og talrige andre pynteting. Der bliver ikke meget Silvan over denne butik. Langs væggene står store papkasser med (sikkert) smart tøj og venter på at at blive åbnet, når vi med boremaskiner og støv i håret er gået.

25. Marts: Trump igen

Trump har måttet opgive at få sin sundhedsreform vedtaget i kongressen – et enormt nederlag for denne skrighals. Formodentlig får han lige så svært ved at få gennemført andre af sine store sager, og dermed vil han blive afsløret som det blålys, han er. Dertil kommer, at hans republikanske parti – igen, igen – har demonstreret, at de i regering ikke kan blive enige om noget som helst væsentligt. Kun i opposition er de stærke, fordi de her helt gratis kan stå sammen om at kritisere alt mellem himmel og jord. Amerikansk politik er i den grad i krise.

For nylig fortalte Trumps læge, at præsidenten tager en medicin mod hårtab, der har kendte bivirkninger som ukontrollerede vredesudbrud, personlighedforstyrrelse m.m. Er der mon ingen grænser for, hvor tåbeligt og uansvarligt man kan opføre sig? Trump er ganske enkelt mentalt, intellektuelt og politisk uegnet til præsidentposten. Det kan jo ikke blive ved gå. Do something over there!

26. Marts: Helt vildt. 20 grader i solen hele dagen. Kaffe og bøger på terrassen.

28. marts: God tur hjem

Så forlod Uber Danmark. Glimrende. Uber er et godt eksempel på et af liberalismens udskud, der stod for dårlige og utrygge arbejdsvilkår for de ansatte og til gengæld kæmpeprofitter til ejerne. God tur hjem!

29. marts: Brexit

I dag indleverer Storbritanien sin ansøgning om udmeldelse af EU. Det er på enhver måde en tragedie. Europa er truet fra nord af populisme, fra syd af enorme flygtningestrømme, fra øst af Putins tanks, fra vest af Trumps “America first”, fra fortiden af krig og fra fremtiden af en Brexit-bølge. Over for alle disse problemer er der mere end nogensinde brug for et samlet Europa, men det evner politikerne ikke at forklare befolkningen, og derfor får EU-skeptiske/populistiske partier stigende tilslutning i Holland, Frankrig og såmænd også i Danmark. Brexit er det ultimative eksempel på denne udvikling – vi troede det ikke, men den europæiske udvikling kan altså rulles baglæns. EU blev i Storbritanien opfattet som en handelsaftale, hvor det i virkeligheden er noget meget større, en måde at leve sammen på. Når Storbritanien forlader EU, vender det ryggen til det Europa, der repræsenterer fred efter to altødelæggende krige på europæisk territorium, frihed for en række europæiske lande efter kommunismens fald, velfærdsstat, demokrati og fundamentale menneskerettigheder. Det er dét Europa, som også Dansk Folkeparti vil have en Danexit-folkeafstemning om – totalt uforståeligt. Et stort land som Storbritanien med 64 mio. indbyggere får det uhyggelig svært uden for EU, som aftager 50% af den britiske eksport – en miniputstat som DK med 5,5 mio. indbyggere vil uden beskyttelse af fælles EU-spilleregler blive kørt over, kanøflet, mast.

11. april 2017: Foråret viser sig glimtvis i år – enkelte dage er næsten sommeragtige, hvorefter blæst og kølige temperaturer igen dominerer. Påskevejret tegner absolut ikke varmt – DMI truer endda med “vinterlige” indslag i vejret, ærgerligt for vi planlægger at tilbringe påsken i Fjellerup.

Endnu et terrorangreb i Europa – denne gang i Stockholm, hvor en ung usbeker kørte en lastbil ind i en menneskemængde og dræbte og sårede mange. Nutidens terror minder i foruroligende grad om middelalderens pest-epidemier, den smitter, rammer i flæng, er dødelig og vi aner ikke, hvordan vi skal forsvare os mod den. Pestens hærgen i Europa betød, at både kirke- og kongemagt smuldrede, fordi det var åbenlyst for enhver, at heller ikke autoriteterne kunne dæmme op for epidemien, og helt parallelt hermed vokser mistilliden i vores tid til politikerne, som lige så lidt som kirke og konge har et brugbart svar på terrorens udfordringer. Da middelalderens pest havde raset ud, rejste Europa sig fra sygesengen og udviklede sig stærkere end nogensinde – man kan håbe, at det gentager sig, når vor tids pest har raset ud.

12. april 2017: En dårlig vejrudsigt blev vekslet til dejligt solskin hele dagen – køligt med blæst, men i solen har det været pragtfuldt at gå udenfor og bygge cykelskur. AM har til fods været i Bønnerup og hentet fisk og har derefter lagt kartofler. Alt sammen meget meningsfyldte aktiviteter i en uroligt tid. Krigen i Syrien bliver værre dag for dag, for et par dage siden brugte de syriske styrker – sandsynligvis med russisk accept – giftgas mod civile, og mange børn blev dræbt – ingen ord kan beskrive min afsky. Amerikanerne har i afmægtig vrede bombet en syrisk luftbase, men hvad strategien er derefter aner ingen – formodentlig heller ikke Trump selv, der gav ordren til angrebet. For 14 dage siden sagde han, at USA ikke skulle blande sig i verdens problemer, nu bomber han i Syrien – uforudsigeligheden er blevet hans varemærke. En mægtig amerikansk flådestyrke med et hangarskib i spidsen er netop sendt til farvandet ud for Nordkorea – er det indledningen til et amerikansk angreb for at neutralisere Nordkoreas atomslagstyrke, eller ….? Ikke just betryggende!

18. april 2017: Foråret vil ikke rigtigt slå igennem i år. Det er igen blevet markant koldere med nattefrost så langt DMI’s øjne rækker. Her til morgen sneede det ganske kraftigt, men da solen brød frem i løbet af eftermiddagen løb utålmodighed af med mig, og jeg satte kartofler i det nye kartoffelbed. De blev godt dækket til, så forhåbentlig klarer de sig og begynder at spire i løbet af en måneds tid.

Det lykkedes ikke for Nordkoreas leder Kim Jong-Un at sende et nyt missil op på hans bedstefar Kim Il-Sungs 105 års fødselsdag. Det eksploderede efter 10 sek. i luften og den fiasko er formodentlig årsagen til, at USA ikke indledte et angreb på Nordkorea i denne omgang. USA’s udenrigsminister siger imidlertid i klart sprog, at præsident Trump ikke vil tillade en videre udvikling af Nordkoreas atomare slagstyrke, så risikoen for en atomkrig er ikke afblæst, kun udsat…!

19. april 2017: I går satte jeg punktum for endnu en del af mit arbejdsliv, nemlig som tilsynsførende for Undervisningsministeriet ved Viborg private Realskole – et job jeg har haft i 24 år. Det er en fremragende skole, og derfor har arbejdet været sjovt, og ind imellem har jeg taget mig selv i at undres over, at nogen vil betale mig løn for at udføre arbejdet, men heldigvis er det fastsat i en lovbekendtgørelse, så pengene kommer uanset hvad. Skolen sagde farvel ved deres ordinære generalforsamling med gaver og taler af et format, som jeg næsten er flov over, så det bliver parkeret i al ydmyghed i et privat hjørne af hjernen…! Der er endnu tilsynsarbejde at udføre på andre skoler, og mon ikke jeg holder ved et år eller to endnu.

Arbejdsmæssigt lakker det også mod enden for Anne-Marie – idag har vi været ude at købe ny pc, iPad og telefon til hende, så hun fortsat kan være fully equipped, når hendes nuværende it-redskaber om kort tid skal afleveres til arbejdsgiveren.

En god ven har sendt mig en artikel om den taburiserede alderdom. Forfatteren skriver meget nedsættende om det at holde sig i gang, når man kommer i pensionsalderen, og jeg kan ikke være mere uenig. Hvis man holder sig i gang (“træner”…!), fordi man tror, det bringer svunden ungdom tilbage, er det naturligvis tåbeligt. Ingen kommer smuk i kisten. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mental og fysisk aktivitet udsætter tidspunktet, hvor man tvinges til at sætte sig ned, og undervejs må man så lære at leve med de fysiske skavanker, der helt naturligt kommer med alderen. Skavankerne modsvares heldigvis af fordelen ved at kunne bruge sin tid på præcist det, der interesserer en og vel at mærke i et tempo, man selv fastsætter, og det er jo slet ikke så ringe et bytte, sålænge de alvorligste skavanker kan holdes i ave. Så der er da grund til også at hylde også denne livsfase. Og så gør det jo heller ikke noget med lidt humor omkring emnet –

22. april 2017: Der er præsidentvalg i Frankrig i morgen, og en meget agressiv nationalistisk retorik er en del af valgkampen. Frankrig er et af de lande i Europa, der menneskeligt og økonomisk led mest i forrige århundrede, hvor Europa med to verdenskrige tog turen ned i helvede og op igen. Ekstrem nationalisme var præcist en af hovedårsagerne til de to krige, og det er dybt underligt, at det allerede er glemt. Men sådan er det. Den skingre nationalisme bliver i særdeleshed uskøn og farlig, når den defineres ud fra etnicitet, og det var, hvad der skete før de to verdenskrige, og nu gentager den situation sig, alt mens den får yderligere næring af vreden fra store befolkningsgrupper, der føler sig kørt over af en arrogant elite, der bliver ved med at påstå, at globaliseringen gør os rigere – uden et sekund at skele til, at det kun gælder en mindre del af befolkningen, mens fanden tager resten. Det er ikke helt ved siden af at tale om, at klassekampen fra det 19. og 20. årh. er på vej til at genopstå.

De fire præsidentkandidater står næsten lige i opinionsundersøgelserne, og mareridtsscenariet er, hvis national-populisten Marine le Pen og socialisten Mélenchon vinder første valgrunde, for så skal de dyste i anden valgrunde, hvorefter vinderen vil føre Frankrig enten langt til højre eller langt til venstre – nogenlunde det stik modsatte af, hvad der er brug for. 

Valget i Frankrig bliver ikke spændende – det bliver meget, meget spændende, for udfaldet vil være en strømpil for den videre udvikling – eller afvikling – af EU. Jeg kan – eller vil – ikke se et nationalistisk opsplittet EU for mig, men det kan gå sådan, hvis ikke politikerne besinder sig og indser, at globaliseringen, de åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed skal kontrolleres meget mere, end det er sket hidtil. Sker det ikke, vil frustrerede vælgere i vrede og afmagt bringe europæiske “Trump’er” til magten.  Situationen er den samme i de fleste europæiske lande, men den er særlig alvorlig i  Frankrig, der lider under en sand byge af problemer: Høj arbejdsløshed, skyhøj ungdomsarbejdsløshed, dårlige offentlige finanser, massiv politikerlede, jævnlige terrorangreb, utilfredshed med EU samt ikke mindst enorme problemer med indvandrere i visse områder, der reelt er uden for myndighedernes kontrol. Alt hvad der kan gå galt, er gået galt i Frankrig, og hvis ikke en ny præsident får gennemført en politik, der forbedrer problemerne, er der en reel risiko for voldelige opstande, der både vil rette sig mod indvandrere, i særlig grad muslimer, og mod myndighederne. Nogle taler om risikoen for en borgerkrig i landet. Det er så alvorligt som det kan blive.

Liberal alliance (LA) har landsmøde i denne weekend, og jeg har netop hørt Anders Samuelsen og co. sige i kor, at løsningen på Danmarks og verdens problemer er mere liberalisme og mere globalisering. Det er så dumt, at det næsten er kriminelt. Det er tilsyneladende gået fuldstændigt hen over hovedet på LA, at det netop er den ukontrollerede liberalisme og globalisering, der ligger bag Brexit og protest-valget af Trump. Måske er de døve og blinde eller – hvilket er endnu værre – fuldstændig ligeglade i LA, for de gentager uophørligt de samme budskaber og smiler stort, alt mens de rapper, at det iøvrigt går rigtig godt for partiet og dets politik, selvom enhver kan se, at de intet – intet ligesom i intet – har fået igennem. Og når vælgerne straffer dem ved næste valg, vil Samuelsen og co. formodentlig fortsat smile og sige, at det går rigtig godt….!

23. april 2017: En herlig søndag på Virksund havn, hvor vi har fået sat sejlklubbens nye båd (en Polaris Drabant for kendere) i vandet og fået sat mast på, skiftet motorolie m.m. Vejret var solfyldt, koldt og blæsende, men i selskab med 2 gode sejlerkammerater er alt vejr godt. På et tidspunkt kom en tredje kammerat tilfældigvis forbi med 4 øl, og der var mandepause i cockpittet med alt hvad det indebærer…! Tænkte over, hvor godt alt det nære fungerer samtidig med, at der er truende skyer rundt om os.

25/4 2017: Kraftige haglbyger og 7 graders varme, fortsat udbredt frost om natten. Kartoflerne er lagt og vi er begyndt at slå græs – det er virkelig april….!

Macron og Le Pen går videre til anden valgrunde d. 7. maj – uanset hvem der vinder, bliver det problematisk for Frankrig. Den ene er super-europæer, stort set uden politisk erfaring og helt uden for de etablerede partiapparater, den anden er EU-modstander, populist, Frankrig-først-protektionisme-typen.

27/4 2017: I dag er det 18 år siden, min far døde. Det var godt, han fik fred, for de sidste par år af hans liv var ikke værdige, og han ville have hadet situationen, hvis han havde forstået den, men formodentlig og forhåbentlig var han ikke i stand til at forstå sin egen situation pga den stærke frontallap-demens, han var ramt af. Jeg “taler” stadig ofte med ham – sådan som han var i sin velmagts dage – for ingen anden person i mit liv har jeg lært så meget af som ham, fagligt og endnu mere rent menneskeligt.

Tilbragte hele dagen i går i Holstebro, hvor jeg trænede matematik med Jacob. Vi har arbejdet sammen om det projekt det sidste halve år, og det har været en kilde til enorm glæde for mig, fordi det har bragt os tættere sammen. Det er utrolig dejligt at se, hvordan de fire børn hos Louise og LP udvikler sig positivt og altid er en fornøjelse at være sammen med – og jeg er slet, slet ikke subjektiv eller følelsesmæssigt farvet – det er den skinbarlige virkelighed…! 🙂

Og så er der lige lavet en ny opinionsundersøgelse i Storbritanien, der viser et flertal af briter, der er for EU og imod Brexit. Nogle meget hårde forhandlinger indledes nu om vilkårene for Brexit, og når det går op for briterne, hvor hamrende dyrt det bliver, tror jeg, der er håb om, at endnu flere indser, at de blev vildført af Nigel Farrage og Co.

29. april 2017: Vi er på besøg hos Kirsten I New York, og også herovre er Trump det store samtaleemne. Han har netop passeret de første 100 dage som præsident uden at have præsteret noget som helst bortset fra bragesnak og tv-transmitterede reportager fra det ovale værelse, hvor han omgivet af en kødrand af supporters underskriver indholdstomme dekreter ledsaget af ligeså indholdstomme one-liners. Da han underskrev dekretet om opførelse af en mur mod Mexico erklærede han således, at “…were are ahead of scheudule…!”, og  realiteten er, at der intet – intet ligesom i intet – er sket, fordi han ikke kan få kongressen (med republikansk flertal!!) til at bevilge de nødvendige penge. På nøjagtig samme vis eksisterer Obamacare i bedste velgående, selvom han lovede at “…erstatte det med noget langt bedre inden for de første uger af hans præsidentperiode…”. Når man tager hans mange bastante løfter i betragtning, er han efter mange amerikanske mediers opfattelse den ringeste præsident nogensinde. Ikke desto mindre udtaler han i et tv-interview, at “…han  er overbevist om, at hans administrations første hundrede dage har været så godt som den mest succesfulde periode i vores lands historie…!” Mon ikke det interview vil gå over i historien…! Trump forklarer de manglende resultater med, at “…det er meget sværere at være præsident end han havde troet” – og flere dybsindigheder fra samme skuffe…! I dagens NY-Times anklager han det parlamentariske system for at være årsagen til, at han intet har fået igennem, selvom han i valgkampen  lovede, at han som en rutineret forretningsmand ville kunne præstere bedre end nogen anden præsident….! Hans præsidentperiode bliver formodentlig the soap-opera of all times…!

18. maj 2017: Det var en rigtig fin tur til New York, som er beskrevet her: En forårstur til New York. Man kan blive træt i New York, fordi der foregår så meget, men netop det er også årsagen til, at man aldrig bliver træt af New York.

Jfr. ovenstående var det typisk, at når talen faldt på Trump, blev New York’erne (altså dem vi kender, naturligvis) tydeligt skidt tilpas, fordi – som de sagde – de ikke kun er politisk uenige med ham, men direkte flove over ham på USA’s vegne. Det er ikke svært at forstå. Lækkede informationer fra det Hvide hus fortæller, at han kun er i stand til at læse en enkelt side om et givet emne, inden han mister interessen, aldrig lytter (kan eller vil?) til folk med viden om en sag, og som konsekvens heraf er han aldrig informeret ordentlig om noget som helst. Der tales nu åbent om en mulig rigsretssag mod ham, men det bliver formodentlig først en realitet, hvis vælgeropbakningen blandt republikanske kernevælgere falder så drastisk, at det det truer det republikanske flertal i kongressen ved midtvejsvalget i 2018.

I morgen tager vi til Milano som rejseledere for 200 mennsker fra det rådgivende ingeniørfirma Midtconsult. Det bliver sikkert både spændende og udfordrende. Alle mine erfaringer siger mig, at i så stor en gruppe vil der være mindst 10, der er vanskelige på den ene eller anden måde.

2. juni 2017: Foråret er blevet til sommer, og dage med 20-25 graders varme afbrydes af kolde dage med regn og blæst, men sådan er typisk dansk vejr jo. Klimaforandringerne har ikke lavet om på det – endnu! Vi er meget i Fjellerup, hvor der skal males gavle efter sidste efterårs isoleringsarbejde samt bygges cykelskur. Vi nyder meget at være her og er mest udendørs, fordi terrassen er fuldstændigt omgivet af træer og anden bevoksning, der skaber læ for alle vindretninger. I den sidste uge har vi været i vandet næsten hver dag – osse mig, og det er vidnefast! Der er nu kun 3 uger til Anne-Marie går på pension, og så vil vi for alvor få mulighed for at bruge Fjellerup-huset, når vi har lyst.

I Viborg har vi anlagt et stort rhododendron-bed for at få styr på en skrænt, der var vokset sammen for os. Det har været et knokkelarbejde, og da der samtidig har været den normale vedligeholdelse i haven (og 3 store hække skal snart klippes…!) samt malerarbejde på huset er det en del af vores samtale, at på (lidt?) længere sigt skal huset i Viborg veksles til en god lejlighed, der i kombination med sommerhuset i Fjellerup kan blive den rigtige ramme om pensionisttilværelsen. Det er nemt at tænke en sådan plan, men det er ulig meget sværere at beslutte sig for, hvornår det rigtige tidspunkt er kommet til at realisere den.

I går så vi Trump meddele verden, at han trækker USA ud af klimaaftalen fra Paris. Dermed sætter han “America first” over det globale klima og  suspenderer USA ledende rolle i verden. Det er så trist som det kan være, og Trump’s løfter om at genåbne nye kulminer er en rablende beslutning, som kun har til formål at tilfredsstille hans frustrerede vælgere i midtvesten. Formodentlig er Trump’s beslutning mere retorik end realitet, for mange store amerikanske byer har meddelt, at de – uanset Trump – fortsætter bestræbelserne på at opfylde kravene i Paris-aftalen, og måske er det væsentligeste resultat af Trump’s beslutning, at den endnu en gang afslører ham som et tågehorn og politisk ignorant, der først og fremmest er leveringsdygtig i selvmål. Kompetente amerikanske politikere rister ham næsten dagligt, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før også republikanerne mister tilliden til ham. “America last” er en sandsynlig udgang af hans præsidentperiode, hvis den får lov til at vare for længe, og manden må smides ud på historiens losseplads så snart som muligt.

Iøvrigt har det slået mig – på linie med mange andre (ikke mindst kvinder!) – at noget i Trump’s fysiognomi i den grad forstyrrer budskabet; det er simpelthen svært at se på ham uden at få en mærkelig fornemmelse i kroppen – en blanding af latter og dyb afsky. Mærkeligt!

Opmuntrende er det til gengæld, at Macron – Frankrigs nye præsident – ser ud til at være en leder med intelligens og format, Trump’s direkte modsætning, og det bliver spændende at følge hans parløb med Europas anden store leder, Tysklands kansler Angela Merkel. Også opmuntrende at se, at Lars Løkke endelig ser ud til at have forstået, at den hastigt stigende ulighed i kombination med den ukontrollerede globalisering er væsentlige årsager bag Brexit, Trump og anden galskab, og han har sat problematikken på dagsordenen ved en stor, international konference.

3. juni 2017: Gennem de sidste par måneder har jeg tygget mig gennem en utrolig interessant bog: “Den store katastrofe, Europa 1914-1933” af den højt ansete engelske historiker Ian Kershaw. Han forklarer i bogen, hvordan et fredeligt og stabilt Europa i begyndelsen af 1900-tallet kunne glide frem mod en ødelæggende krig, som ingen rigtig ville. Det er historien om, hvad der sker, når nationalismen i sin mest outrere form får befolkningsgrupper til at gå amok og regeringer til at tro, at de kan berige sig på nabolandes bekostning. Ian Kershaw styrke er, at han forklarer ved at sætte tingene i en tidsmæssig og tvær-europæisk sammenhæng, og man kan lære meget af den form for historieskrivning – hvis man altså vil! Særlig interessant er det at læse hans beskrivelse af Europa op gennem 1920’erne og 30’erne, hvor demokratiet var under voldsomt pres og de fleste steder steder blev ødelagt af stærkt voldelige højreradikale populistiske bevægelser.  Sult og elendige levevilkår blev i kombination med frustrationer over territorieændringer efter 1. verdenskrig grobund for repressive og autoritære regeringer, der nogle steder udartede til ultravoldelige fascistiske bevægelser, i en lang række europæiske lande, først og fremmest Tyskland, Østrig, Rumænien, Ungarn, Spanien, Portugal, Bulgarien, Albanien, Grækenland, Jugoslavien, Polen, de baltiske kande og Italien. Velfungerende demokratier på dette følsomme tidspunkt i Europas historie fandt man kun i lande, der enten havde været neutrale eller på den vindende side under 1. verdenskrig og – ikke mindst – havde en fungerende velfærdsstat, der tog toppen af problemerne for den dårligst stillede del af befolkningen. Det var først og fremmest de nordiske lande men også Holland, Belgien og Storbritannien. I lyset af den historiske lære er det ufatteligt at høre Liberal Alliance snakke om, at velfærdsstaten skal afskaffes.

4. juni 2017 (pinsedag): Det tredje terroranslag i England på 3 måneder – mange dræbte og sårede. Sorg, raseri, frustration – ingen ord dækker! Samtidig gnaver en orm i baghovedet, der minder om, at terroranslagene har en sammenhæng med Vestens militære indgreb i Irak, Syrien og Libyen, der aldrig i tilstrækkeligt omfang blev fulgt op af indgreb, der skulle genopbygge samfundene. Bush, Fogh m.fl. må sidde med en underlig smag i munden, når de ser de mange terrorangreb.

15. juni 2017: Det er en underlig dag i dag. Faktisk en meget underlig dag. Vi har været til afskedsreception for Anne-Marie på CFU/VIA UNIVERSITY i Århus, og det er et af de store sving i tilværelsen. AM har ligesom jeg uafbrudt været i arbejde i 40 år, og det er næsten umuligt at annamme – for nu at bruge et gammeldags men meget dækkende ord – at det nu er slut. Roserne væltede ned over AM fra hendes chef, og en kollega sagde med et smil i øjenkrogen om AM’s opsigelse, at …”det kan du ikke være bekendt…!”, og den tanke melder sig derfor uundgåeligt, om det er for tidligt at stoppe. Min erfaring er, at der findes ikke et “rigtigt” tidspunkt at stoppe på, når man som vi har haft et arbejde, som har givet lige så meget, som det har taget, og derfor er der ikke andet at gøre end at følge den klassiske regel om at forlade festen, mens det går rigtig godt og før man blive pinlig…! Det er en svær beslutning, men “i morgen” vil man være glad for at have truffet den.

Når AM og jeg taler om vores 40 år i gymnasieskolen – i Danmark, Italien, Estland, Australien, og USA – er vores konklusion helt entydigt, at vi har været stærkt privilegerede. Vi har bidraget med alt hvad vi kan – tilsat en god portion knofedt – men fra elever, forældre og kolleger har vi fået endnu mere tilbage, end vi har givet, og den oplevelse er af ubeskrivelig værdi. Og så har vi endda fået løn undervejs…!

På tirsdag venter en øreoperation for AM, hvor overlægen har lovet mig, at AM ikke kun får en bedre hørelse, men også bliver bedre til at høre efter, og hvad er bedre end at have noget at se frem til..!

17. juni 2017: Det er sjældent, der er noget at grine af i folkekirken, men i denne tid er der gode muligheder. Eller måske grine og samtidig ryste på hovedet. En præst i folkekirken har inviteret en “dyretelepatør” til at holde foredrag i kirken – eller var det en messe? – hvor menigheden kunne kommunikere med deres afdøde kæledyr. Seancen varede tre timer, og blandt andet var der en hest, der gav udtryk for sin utilfredshed med at være blevet aflivet! Begivenheden kom den lokale biskop for øre, og han indkaldte præsten til tjenstlig samtale og fritog hende samtidig fra tjeneste. Hvordan kunne samtale med døde dyr indpasses i folkekirkens teologiske grundlag, ville biskoppen gerne vide. Jeg var nok ikke den eneste, der troede, at biskoppen ville “retlede” sin præst, men det gik lige stik modsat, for i en fælles pressemeddelelse blev det slået fast, at kommunikation med dyr ikke er i modstrid med folkekirkens grundlag…! Måske har de gode teologer haft slangen, der ledte verdens første kvinde i fordærv, i tankerne…? Sådan noget vås og overtro lever man altså med i den den kongeligt autoriserede og inderligt ligegyldige danske folkekirke.

Slet ikke ligegyldigt og langt mere interessant er Macron’s jordskredssejr i Frankrig. Han har vundet på et program, hvor EU er en del af fremtidens løsning og ikke et problem, som ultra-nationalister med stor succes har hævdet gennem en årrække. Det ser ud som om Trumps America First strategi, som får stadigt flere amerikanerne til at fortryde deres valg af den nye præsident, Brexit, som et flertal af briterne ser ud til at have fortrudt samt valgene i Holland og Østrig, hvor nationalisterne led uventede nederlag, har fået franskmændene til at besinde sig og se fremad i stedet for bagud, når fremtiden skal planlægges. Det er stærkt opmuntrende og forhåbentlig en tendens, der vil brede sig.

Og så er cykelskuret færdigt og blev malet i disse dage i pragtfuld sommervejr.

18. juni 2017: Den fantastisk smukke Rødstjert holder til her i Fjellerup. Rustrød på hele brystet, sort hoved med en pudsig hvid “alpehue” på toppen. Den er speciel ved at fange en del af sin føde i luften på fluesnappermaner. Det er en trækfugl, så vi er heldige at have den her, og jeg mindes ikke at have set den tidligere.

26. juni 2017:  Den konservative leder i Storbritannien, Theresa May, tabte det nylige parlamentsvalg med et brag og ligger nu på gulvet som et tabt blødkogt æg, ikke noget kønt syn, men rengøringsholdet er på vej…! Hendes tid som premierminister holder formodentlig kun sommeren over, og hun vil ikke blive savnet. En dybt usympatisk asocial politik, planer om et “hårdt” Brexit og ikke mindst billederne af Trump og May hånd i hånd (bvadr) i Rosenhaven i Det Hvide Hus var for meget for de engelske vælgere, så hun høstede, som hun havde sået. En stor del af den britiske befolkning synes desuden at have fortrudt Brexit i takt med, at det er gået op for dem, at de er blevet vildledt af massiv misinformation og stakkevis af populistiske og løgnagtige påstande.

At et så stort land som Storbritannien forlader det europæiske fællesskab er en katastrofe for landet selv og en ulykke for resten af Europa. At Trump trækker USA tilbage som verdens førende nation er en loose/loose situation, fordi USA ikke bliver stærkere af det, kun mere ensom! Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet, og som konsekvens af Trump, May og Brexit vokser opbakningen på kontinentet til centrumsøgende politik, og EU-skeptikerne synes at besinde sig. Brexit – og Trump – er en oplevelse af chok, og det er ved at gå op for mange, hvad der er på spil for os alle. Fra at være en dødsrallende patient er EU på få måneder blevet en del af fremtiden, og efter valgene i Frankrig og Holland og – til efteråret – valget i Tyskland er der ro og tid til at få den europæiske ide op at stå igen. Konsekvensen af et USA, der trækker sig tilbage og et Europa, der falder ned i nationalisme, er simpelthen for afskrækkende!

Onsdag d. 28. juni 2017: Vejret er ualmindelig ringe i disse dage med masser af regn og blæst, men alligevel var det igen i aften en fantastisk onsdags-kapsejlads i Virksund. Det blæste 10-12 m/s fra øst, og det betød masser af fart, opskæringer på krydsbenene, vanskelige lænseben og i det hele taget hård kamp mod de andre både. Jeg sejler med 3 andre mænd, som jeg for år tilbage havde på sejlerskole, og trods store forskelle i alder og uddannelse (fra 70 til 40 år, 2 akademikere og 2 håndværkere) har vi det fantastisk morsomt. Normalt ligger vi i den bedste tredjedel, men i aften gik det nu ikke for godt, selv om vi ingen fejl lavede og gjorde alt rigtigt (fx. drak øl på lænsebenet, meget vigtigt). Bådens mast står forkert med alt for slappe undervanter, hvilket sikkert er årsagen til vores manglende fart.

Torsdag d. 29. juni 2017: Vi er taget til Fjellerup og snakker igen-igen om, hvor glade vi er for denne plet ved havet. Med kun 100 m. til havet kan vi høre det bruse, hvilket ikke mindst er dejligt om natten. Vejrudsigten lød på masser af regn hele dagen – muligvis skybrud – men i praksis var det lunt og tørt helt frem til kl. 16. Sådan har vi ofte oplevet, at vejret her ved havet er bedre end lovet. Mens AM pusler i haven, er jeg i gang med at lave en forsatsramme med myggenet til soveværelsesvinduet – det kan naturligvis købes, men det er langt sjovere at lave det selv. Sidst på eftermiddagen er det terrasse-tid, hvilket på på typisk dansk vis betyder, at havebordet må tørres af for regnvand, stolene må rystes, så de kun er halvvåde og et par vandpytter må fejes væk fra fliserne –  og så er vi klar til et glas hvidvin og lidt AM-snacks. Aftensmaden er hjemmestegte fiskefrikadeller med kartofler og salat fra højbedet. Det hele er slet ikke så ringe endda…!

Fredag d. 30. juni 2017: Første halvår 2017 slutter drivvådt – hele Nordeuropa er ramt af massivt regnvejr, flere steder i DK har de fået to ugers regn de sidste par dage, og i Berlin fraråder myndighederne gæster at komme til byen pga store oversvømmelser. Vores selvskabte klimaforandringerne er en realitet, fat det dog, Trump. Klaphat! Her i Fjellerup har det også silet ned hele dagen, men dog ikke mere, end jorden kan opsuge.

Som et led i Aarhus Kulturhovedstad 2017 er den dejlige sti mellem Fjellerup og Bønnerup blevet til en kunststi. Stien løber mellem havet og Mejlgaards skove og er i sig selv en oplevelse på alle tider af året, men nu er naturen blevet suppleret af kulturen, idet der er opstillet 25 kunstværker, som man møder på sin vej fra den ene by til den anden – nogle af dem har ligefrem en nyttig funktion –

Ud over at vise kunst er formålet også at udvikle samarbejdet mellem de to rivaliserende fiskerisamfund, der traditionelt kun mødes på neutral grund, Stenvad Kro. Fjellerup er aldrig kommet sig over, at det var Bønnerup, der i 1930’erne løb med de statslige bevillinger og fik en rigtig havn! Sortå midt mellem Fjellerup og Bønnerup har i mange år fungeret som en Berlinmur, og derfor var det fint at se, at et af kunstværkerne som et symbol for fremtiden var en nybygget træbro over åen. Vi deltog i broens indvielse og klappede behørigt, da den røde snor fra Bønnerupsiden blev klippet over af kammerherren til Mejlgaard og fra Fjellerupsiden af Norddjurs kommunes borgmester, der er gammel Fjellerupdreng.

Et halvår er slut, dagene bliver nu langsomt kortere, men for os vinker en tur til Italien i august måned med campingvognen og en tur i til Australien i oktober og november. Pensionister af vores årgang er voldsomt priviligerede!

5. juli 2017: Flinke mennesker i Virksund har tilbudt os, at vi kan tage deres båd, hvis vi vil ud at sejle her i sommerferien, så luksusproblemet er at vælge. Vi beslutter os for at låne vores gamle Drabant 30, som Rikke og René Fjellerup meget generøst har stillet til rådighed for os, mens de er på ferie i Frankrig. En tur i solskin og dejlig sejlvind – 7 m/s fra NV – til Fur var en fin oplevelse, og det er åbenlyst, at en velbygget og velholdt dansk båd fra midten af 1980’erne sagtens kan konkurrere med de moderne industribåde som fx. den Hanse, vi havde nogle år. I modsætning til Hanse’n er Drabanten solid, gennemtænkt og en fornøjelse at sejle med en kæmpestor genua, der virkelig trækker båden gennem søerne. En dejlig tur var det, men uden at vi helt præcist kan sætte ord på årsagen viste den også, at  tursejlads ikke længere fungerer for os.  Der er nok ingen anden forklaring, end at alderen har indhentet os. At sejle langt fra hjem-havnen under vidt forskellige vejrforhold er simpelthen blevet mere krævende, end vi bryder os om. Når det blæser, skal der flere kræfter til, end vi har, og navnlig jeg oplever det som en belastning hele tiden at skulle chekke vejrudsigt og søkort af hensyn til sikkerheden. Og når bekymringerne bliver større end glæden, er det tid at stoppe. Alt i alt en lidt træls erkendelse, men det føles helt rigtigt at være realistisk…!

Kapsejlads fra Virksund i selskab med gode venner vil vi utvivlsomt fortsætte med endnu nogle år, men det foregår også under helt andre betingelser – her er det ren sejlglæde i kendt farvand.

8. juli 2017: I dag har Vatikanet meddelt, at glutenfrit nadverbrød i fremtiden er forbudt i den katolske kirke! Hvad Vorherre måtte have imod alle de mennesker, der ikke kan tåle gluten, fortæller Vatikanet intet om. Jamen er religion ikke en herlig opfindelse…?

9. juli 2017: Det er fint dansk sommervejr i disse dage med sol, lette skyer og varmt, men ikke hedt. Det kan næsten ikke blive bedre. Vi er – naturligvis – i Fjellerup og har i dag cyklet langs kysten til Gjerrild med indlagt pause til morgenmad, hvor vi havde den mest fantastiske udsigt over Kattegat, hvor måger og skarver sloges om retten til at være på en stor sandrevle. Videre ad den nedlagte Gjerrildbane til Hemmed, hvor vi med graverens hjælp fik lov til at besøge byens lille romanske kirke. Derfra videre forbi Mejlgaard og hjem, ialt 34 km, hvilket var en leg på min e-cykel, mens AM på sin aldrende ungarske landevejsracer måtte slide noget mere. Det er en pragtfuld og naturskøn tur i ydmyghedens og undseelighedens kerneland. Her har folk og fæ i århundreder levet på små sandjords-landbrug og suppleret det magre udbytte med lidt fiskeri. Kirker og gårde er tilsvarende uanseelige, for der var aldrig råd til at bygge større og bedre, og den fattigste del af befolkningen – daglejere, brunkulsarbejdere, fiskere uden egen båd m.fl. –  måtte nøjes med endnu ringere huse, der knap kan kaldes boliger, og de ligger stadig spredt rundt om i landskabet som mørke pletter på et maleri. Selv Mejlgaard med sine store besiddelser har aldrig været et rigt gods – oprindelig et af kongens dårligste len, som blev givet til en lensmand nederst i hierakiet.

Undervejs passerede vi mellem Fjellerup og Bønnerup nogle af kunstværkerne, der er en del af Århus Kulturhovedstad 2017.

Kunst-feinschmeckere vil måske hævde, at der ikke er tale om stor kunst, men placeret i den flotte natur langs kysten synes jeg, det virker fantastisk godt.

13. juli 2017: Vejr er noget sjovt noget. Vejrudsigten med al dens objektive naturvidenskab har lovet ustadigt, dansk sommervejr, og det kan man så ærgre sig over – lige indtil man går udenfor og oplever, at vejret er fremragende. I første del af juli har vi her ved Kattegat på Djurslands nordside haft masser af sol, frisk luft og – nogenlunde – lune aftener. Hvis man bruger kræfter på at ærgre sig over, at vi ikke har italiensk sommer, så er man virkelig ved at rulle sten op ad bjerget som en anden Sisyfos – i praksis har vi masser af glimrende sommerdage, hvor det er dejligt at opholde sig udenfor.

Og jow, fruen er gået på pension –

14. juli 2017: Så har Trump været en tur i porcelænsbutikken igen. I forbindelse med et officielt besøg i Frankrig på landets nationaldag hilste han på Frankrigs 64-årige præsidentfrue med bemærkningen:“You are in good shape”, altså på dansk noget i retning af: “De passer godt på Deres krop, frue…”!  Formodentlig var det ment som en kompliment, men sagt af “Grab-them-by-the-pussy-præsidenten blev det naturligvis en af den slags bemærkninger, der knuser porcelæn i hyldevis. Det er svært ikke at tænke på Trump som en ucharmerende udgave af Walt Disneys Dumbo-figur. Episoden i Frankrig minder mig om en historie fra 1974, som netop afdøde udenrigsminister Niels Helveg Pedersen engang fortalte mig: Jens Otto Krag var EU-kommissionens repræsentant i USA, og under en officiel middag på den franske ambassade i Washington tog han så ivrigt på ambassadør-fruens lår, at hun skreg op. Krags undskyldning var, at han var beruset, og man kunne ønske, at Trumps tilbagevendende adfærd havde samme årsag – så kunne man da gøre noget ved det – men sådan er det ikke, han er bare Dumbo-præsidenten, som det meste af verden foragter!

Inden afrejsen til Frankrig udtalte Trump sig om Rusland-skandalen og sagde, at stemningen i Det Hvide Hus er “fremragende”. Han begrundede det med, at …”min administration i det første halve år har udrettet mere end praktisk taget nogen anden administration i amerikansk historie…”!  Det er diamantbesat vrøvl, for alle faktatjek viser, at Dumbo – undskyld Trump – frem til nu stort set intet har fået igennem af sin politik, selvom der er republikansk flertal i begge kongressens kamre. Om Trump selv tror på det, han siger, er umuligt at vide – man må ikke håbe det, for så er verdens mest magtfulde mand syg i hovedet. Måske er det i stedet blot er en af hans meningsløse statements til ære for kernevælgerne, og i så fald er verdens mest magtfulde mand fuld af løgn, hvilket er lige så slemt. Min bekymring er, at så vidt jeg kan se, er der ikke andre muligheder end de to nævnte.

16. juli 2017: Under en kort tur i bilen – til lossepladsen af alle steder – lyttede jeg til et stykke klavermusik af Chopin, som jeg på amatørniveau har spillet og derfor kender rigtig godt. Jeg hørte kun få minutter af musikstykket, men det var rigeligt til at blive ramt følelsesmæssigt i solar plexus, og sådan har klassisk musik virket på mig siden teenageårene. For nogle år siden hørte jeg midt i den varme, australske sommer Puccinis La Boheme i Sydney-operaen. Det var en opførelse, hvor alle medvirkende var asiater, hvilket sammen med varmen og stedet gjorde det vanskeligt at få etableret illusionen om de frysende kunstnere i Paris. Men de kinesiske sangere var fremragende, og da Rodolfo tog Mimis hånd og sang arien Che gelida manina, løb tårerne ned ad mine kinder. Musikken overvandt fuldstændigt de skæve øjne, stedet og varmen. På samme måde får jeg ildninger i hele kroppen, når jeg lytter til Schuberts “An Die Musik”, Mozarts Ave Maria, Beethovens klaverkoncert nr. 2, Carl Nielsens Fynsk Forår eller hans 4. Symfoni (“Den uudslukkelige”), der med sine pludselige spring fra det larmende til det stille, fra det smukke til det grimme minder om, at den er skrevet midt under 1. verdenskrig. Musik af den kaliber kan noget, som ingen anden kunstart kan, fordi den ikke kun rammer ørerne, men hele kroppen – med alt hvad der findes derinde.

Jeg har stort set altid lyttet til klassisk musik – med enkelte svinkeærinder til jazzen – og heldigvis blev jeg “tvungent” til at lære noder og spille klaver for – nu – mere end 60 år siden. Jeg blev aldrig hverken hel- eller halvprofessionel, men dog god nok til at få uendelig megen glæde af at spille for mig selv, men endnu hellere som akkompagnatør til sang. Og som rektor på katedralskolen var det praktisk – og sjovt – at kunne sætte sig ved klaveret, når en af musiklærerne fik forfald til en af ugens morgensamlinger.

Når jeg i dag sætter mig ved mit skrivebord, bliver computeren og radioen tændt i to simultane bevægelser, og når radioavisens nedslående nyheder er slut, er det en lise at blive rørt og berørt af Mozart, Schubert, Beethoven, Puccini, Bellini eller hvem det nu er af de store mestre. Når jeg engang imellem bliver nødt til at slukke midt i et sådant stykke musik, gør det næsten fysisk ondt, og min kone har undertiden med betydelig undren set mig stå og trække tiden, fordi jeg lige skal have de sidste strofer med. Måske er musik for mig, hvad religion er for troende mennesker. Sublimering af følelser ville Freud nok sige.

28. Juli 2017: Vi er taget på campingtur til Italien, og rejsebeskrivelsen er henlagt til min anden blog, www.Rejserier – hvis man vil læse om rejsen, så følg linket her: Italien 2017.

I en helt anden sammenhæng er det i disse dage pinligt ud iver alle grænser at være vidne til den absurde “krig”, der foregår i Det Hvide Hus i Washington. Trump har udnævnt en ny kommunikationschef, Anthony Scaramucci, en italiensk mafia-type, der har tjent masser af penge på at spekulere på børsen og med en personlighed, der minder om Trumps, utålsom, demagogisk og løgnagtig. I sit første første interview kaldte Scaramucci sin kollega, stabschef Reince Priebus, for … “en fucking paranoid skizofren, der lider af paranoia”…! Og der var meget mere fra samme skuffe. Skal man le eller græde? Det har længe været kendt, at Trump trives bedst i omgivelser, hvor alle strides indbyrdes, og nu må han da være i ypperligt humør. Til gengæld er verden ved at tabe de sidste rester af tro på, at Trump nogensinde bliver bliver USA’s præsident – bortset fra af navn…! Han har på et halvt år udskiftet op mod 10 personer i toppen af sin administration, og efter udnævnelsen af Scaramucci er det nu hans familie og nærmeste venner, der beklæder de mest magtfulde poster i Det Hvide Hus. Det ligner en tragikomisk parodi på Francis Coppolas Godfather-film.

24/8 2017: Ferien i Italien er slut og vi er vendt tilbage til det kølige nord med dets skiftende men også charmerende vejr. En hollandsk familie har haft sommerhuset i 14 dage og har sammen med et fint lille vandfarve-maleri af huset efterladt det i nærmest desinficeret stand – dejligt.