12. februar 2024
Vinteren 2023-24 går over i historien som den vådeste i mands minde. Det regner, regner, regner – og ind imellem sner det. Det er et klima i forandring. I morges læste jeg i avisen om unge mennesker, der er ved at give op i kampen mod klimaforandringer, fordi de er oppe mod kræfter, der er meget stærkere end dem, for eksempel de stærke landbrugsorganisationer, der står bag de voldelige demonstrationer i Bruxelles og Paris mod CO2-begrænsende initiativer. Det er skidt, rigtig skidt.
Da vi vågnede i morges sneede det kraftigt, og dagens morgentur var igen en glat oplevelse –
Sneflokke, et venligt nik til andre gående, stilhed og smukke udsigter ind mod Viborg var turens oplevelser, og vi talte undervejs om den voldsomme modsætning mellem vores og romernes dagligdag med larm og trafikkaos (Rom i Januar 2024).
8. februar 2024
Ved et tilfælde er jeg faldet over dette pragtfulde kobberstik fra midten af 1700-taller, der viser Viborg med den daværende domkirkes karakteristiske tårne med ‘kaffekandelåg’. Til venstre for kirken ses det daværende rådhus fra 1728, der i dag er kunstmuseum. Man ser på billedet en rytter komme fra øst (fra Randers) på vej ned mod færgestedet, hvor han og hesten kunne blive sejlet over til byen –
30. juli 2024
Vi har i dag deltaget i begravelsen af Svend, AM’s søsters mand, der døde forleden dag efter en svær tid med en hurtigt fremadskridende demens. Han blev 82 år gammel og havde levet livet helt ud, så begravelsen var på den baggrund vemodig, men ikke sørgelig. Præsten holdt en sjælden god tale, hvor hun (hun, naturligvis, det er længe siden, en kvindelig præst var et særsyn, for nogle helt uacceptabel!) blandt andet talte om det vigtige i at huske de utallige små og store begivenheder, der danner et menneskes liv. Jeg er helt enig, og derfor er jeg glad for, at jeg i foråret 2024 blev færdig med min erindringsbog og fik den trykt, for den er fyldt med (nogle af) de begivenheder, der har dannet rammen om og indholdet i mit liv.
For at blive ved med at huske, har jeg nu genoptaget skriveriet på denne blog, hvor jeg nedfælder tanker om store og små begivenheder i dagligdagen, der gør indtryk på mig. Sidste indlæg var i februar, da vi tumlede med en iskold og indimellem sjaskvåd vinter, men jeg fik lysten igen, da Anders tidligere idag efterlyste nye indlæg – tak for det, Anders!
I skrivende stund sidder vi i den nedgående sol på terrassen i Fjellerup, hvor ikke en vind rører sig, havet er spejlblankt, og temperaturerne er endnu på plus 20. En hare hopper forbi os med retning mod vores salatbed, men dens sultne blik gjorde ikke indtryk på AM, der hyssede af den, mens fuglene i det store birketræ tydeligt pippede, hvad de mener om den sag! Glade børn løber forbi ude på Åbenhusvej, vi vinker til mennesker, vi kender, og for lidt siden kom Bjørn og Jessica, Kirstens søn og svigerdatter i USA, forbi til en hyggelig snak om, hvad der er sket, siden vi sidst var sammen for et år siden. Vi talte om Trump – men også om positive og opløftende emner…!
Nu sidder vi og slutter dagen af med et glas Côtes du Roussillon, der flytter oplevelsen til et niveau, som vi ikke kender bedre –
Med +70 år på tælleren er vi i vores livs efterår, måske endda vinter. Det er svært at forstå, men vi er nødt til at forholde os til det. Det ‘hjælper’ på forståelsen, når sygdom rammer, og det er sket flere gange i det forløbne halvår, men så må svaret være at dreje fokus væk fra en forestilling om det perfekte, væk fra smålighed, væk fra ligegyldige småting, der skygger for de oplevelser, der gør noget positivt ved os.
På en rejse i marts måned til Cap Verdeøerne havde vi oplevelser af netop den art i mødet med den lokale befolkning, oplevelser af samme art, som vi havde i landene i det sydlige Afrika for nogle få år siden. Kogt ind i en Maggi-terning oplevede vi det paradoksale, at økonomisk beskedne vilkår ikke er en forhindring for livsglæde, muligvis er den endda en fordel, selvom det er svært at forstå i vores del af verden, hvor forbrug og shopping er Gud. Vi har ikke brug for flere ting i vores liv, tænker jeg, men vi har brug for at sikre, at kloden overlever, og på det område kan vi lære af de mennesker, vi mødte derude.