1. JANUAR 2018: NYTÅR OG EN SNYDE-BAROLO.  

Nytårsfejringen hos os går på skift i en trekant mellem to hold gode venner fra Odense og os, og i år var det vores tur. Forberedelserne står på i dagevis – heldigvis under Anne-Maries overopsyn – og se blot arbejdsplanen her (klik for stort billede) –

Vinen er mit domæne, og i år fik jeg en dyrekøbt erfaring: Jeg ville divertere selskabet med god vin, og selvom der var rigeligt i kælderen, købte jeg et par flasker dyr Barolo i Lidl. De smagte som tungen-ud-af-vinduet, var langt fra pengene værd og kan vel kun sælges, fordi der står Barolo på etiketten. Kort sagt snyd og bedrag. Vin skal naturligvis købes hos en rigtig vinhandler, ikke i en discount-butik, og nogle læsere vil sikkert tænke, at det giver da sig selv, men også vi, der ager med stude, kommer med…! Maden var til gengæld superb, og det blev således nytår i Viborg –

Nytårsforsætter er en udmærket ting, og et af de mere alvorlige er, at jeg næste år (og alle de efterfølgende, så mange, der nu kommer…!) vil være mere omhyggelig med at købe ordentlig vin. Et godt glas vin sammen med gode venner eller alene sammen med fruen en tirsdag aften, er en livsforlængende oplevelse.

Ud over dette seriøse nytårsforsæt brugte jeg en del tid denne første dag i 2018 på at tænke over året, der gik. Var 2017 et godt eller skidt år? Svaret er nærmest både – og:

På “den lille scene” var der meget, der lykkedes: Børnebørnene blev større og trives i hver deres alder, et kæresteskab blev til et ægteskab, vi undgik (alvorlig) sygdom, samvær med gode venner i Viborg, New York og Sidney fyldte meget, og det samme gjorde adskillige rejser til fjerne egne af kloden. Anne-Marie kastede den sidste rest af sit arbejde, og jeg er på vej til at gøre det samme, så tiden er nu til endnu flere oplevelser. Der skal leves, mens vi kan og tør det!

På den “store scene” var der derimod ikke mange gode nyheder – 2017 blev ikke et roligt år, der var krudt i alle rørene! Trusler om en atomkrig troede jeg hørte den kolde krig til, men i 2017 føg det med atom-trusler mellem USA og Nordkorea, og om det var fjolset i Pyongyang eller fjolset i Washington, der var værst, er umulig at afgøre. I det netop overståede nytår skændtes de to mænd offentligt om, hvem der har den største …… atomknap!  De burde skamme sig!

I Europa fortsatte stormløbene mod de etablerede politiske partier. Socialdemokratiet i Frankrig blev nærmest udslettet, men også i Østrig, Tyskland og Holland led de klassiske folkepartier  nederlag, mens højrepartierne vandt frem. Det blev tydeligt, at den politiske kamp fremover bliver mod populisme og skamløs nationalisme, og opgaven bliver ikke kun at protestere mod disse højredrejninger men frem for noget at bakke de politikere op, der formulerer en ny og positiv vision om EU, frihed, det liberale demokrati m.m. Macron i Frankrig ser ud til at blive en af de første, der er værd at lytte til.

I DK er tilliden til politikerne nærmest i frit fald med en udenrigsminister fra Liberal Alliance, der truer med ikke at ville stemme for sin egen regerings finanslov for senere at lægge sig fladt ned og gøre det alligevel – den udenrigsmininister, der kaldte sig selv for den “formodentligt bedst  kvalificerede minister nogensinde…“!! Og masser af ved blev der båret til bålet, da Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand i december sagde ja til at modtage et stort eftervederlag som vraget borgmester samtidig med fuld og fast løn i et nyt job i DF – dén politiker og dét parti, der i 2015 var de hårdeste kritikere af Venstre-politikeren Carl Holst, da han i nøjagtig samme situation modtog et eftervederlag. Først da aviserne begyndte at skrive om dobbeltmoral på første klasse, vendte han på en tallerken og stod frem i TV-avisen og sang en sang fra de varme lande om, at af principielle grunde sagde han nej til at modtage eftervederlag. Hykleri af værste skuffe.

I USA blev præsident Trump latterliggjort næsten dagligt i 2017, og han var selv ude om det med sin uforudsigelige adfærd og sine tåbelige tweets – han stiller sig så at sige godt for hug..! Med sin impulsive, lunefulde adfærd og sin “America First” dagsorden har han på kort tid disrupted hele den møjsommeligt opbyggede verdensorden. Mindst lige så slemt er det, at manden splitter USA i småstumper, og som min “soul-sister” Kirsten skrev til mig fra New York forleden dag, er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan landet nogensinde skal blive helt igen.

Terrorangreb – det ene mere barbarisk end det næste – var også en del af dagsordenen i 2017 med Islamisk Stat som afsender, selvom deres kalifat glædeligvis blev udraderet i løbet af året. Gerningsmændene var frustrerede asylansøgere og migranter, og derfor var en af de gode ting i 2017, at der kom lidt bedre styr på EU’s ydre grænser. Alligevel var flygtninge-problematikken årsag til dybe splittelser internt i de fleste europæiske lande samt internt i EU, hvor Visegrad-landene (bl.a. Polen og Ungarn) pure nægter at følge EU’s regler om fordeling af flygtninge.

Me-too bevægelsen opstod ud af det blå og blev på ingen tid en verdensomspændende protest mod mænd, der i deres grænseløshed tror, de kan tillade sig alt. Trump er en af dem, og Me-too bevægelsen går da også målrettet efter ham her i 2018. Det er en vigtig debat, der er sat i gang af me-too bevægelsen, men når den bliver lige lovlig hysterisk, er det da dejligt, at en dygtig vittighedstegner kan give os et godt grin –

På den modsatte front var “En skrækkelig kvinde” årets filmiske oplevelse, og det var tankevækkende at høre en af vores søde svigerdøtre sige, at den film er “spot-on, for sådan er vi (kvinder)”!  Der ligger mange gode diskussioner gemt i den film – nogle steder sikkert ogå det, der er værre…!

Bøger spiller en stor rolle i vores dagligdag, og i et tilbageblik på 2017 peger Anne-Marie på Maria Hellebergs “Kvinderne fra Thy” og Merete Pryds Helles “Folkets skønhed” som årets bøger for hende. Jeg har også Hellebergs bog på min liste, men derudover var jeg begejstret for Eske Willerslevs “Historien om det hele” samt ikke mindst min fødselsdagsgave, “Det ensomme hjerte” af Tom Buk-Swienty.

Musik er lige så vigtig for os som bøgerne. Gennem en årrække har vi sammen med gode venner i Århus haft som fast tradition at gå til musikoplevelser i Århus Musikhus – oftest har det været opera, men stærkest i erindringen fra 2017 står en koncert i  den smukke symfoniske sal, hvor vi fik en stor musikalsk oplevelse med 2 Øst-asatiske kvinder på podiet, først den sydkoreanske sopran Guanqun Yu, der på trods af den kulturelle distance sang Mozart fuldstændig mageløst, og dernæst var det Beethovens 7. symfoni med kinesiske Eun Sun Kim på dirigentpodiet. Sidstnævnte er en lille spinkel spirrevip, der må springe for at komme op på podiet, men hun dirigerede med stor autoritet og enorm intensitet, og det var tydeligt, at orkestret kunne lide hende. Det var en fantastisk musikaften, der blev afsluttet på bedste vis med ost og rødvin hos vennerne  i Risskov. Heldigvis er der allerede nu mange musik-aftaler på plads i den kommende sæson.

4. JANUAR 2018: DISRUPTION

Det nye år er startet ualmindeligt vådt – for at sige det mildt. Det har regnet, regnet og regnet, og en tur over græsplænen med avisen til naboen er som at gå i en sump, hvor det svupper og smasker, og vandet gør overfladen glat som en skøjtebane. Vi oplever vejret som meget usædvanligt og spekulerer på, om det er klimaforandringerne, der slår til, eller om det er vores hukommelse, der snyder os, når vi synes, vi husker nytår og januar-dage med blå himmel, sne og frost. Ved nærmere eftertanke går det op for os, at det mærkelige vejr ikke kan skyldes klimaforandringer, for iflg. Trump er det bare fake news, som kineserne har fundet på for at skade USA! Og han må jo vide det, for iflg. ham selv er han meget, meget klog…! Ergo er vores hukommelse altså også udsat for disruption.

På trods af vejret er det nødvendigt at komme ud for at få frisk luft og bevægelse i kroppen, og i dag blev det til 20 km. på cykel i let regnvejr på vejen omkring Viborg. Der er sikkert nogle, der får sig et grin ved synet af os som “cykel-par” – AM suser afsted i sit smarte cykel-dress på sin hyper-moderne racer –

– mens jeg, bagved, cruiser afsted på min el-cykel i ganske almindeligt hverdagstøj og høj hat (styrthjelm) – og fotograferer…!

5. JANUAR 2018: FIRE AND FURY…!

Journalisten Michael Wolff skriver i sin bog, at …”Trumps medarbejdere siger, at han er som et barn. Han har brug for øjeblikkelig tilfredsstillelse. Alt handler om ham. Manden læser ikke, og han lytter ikke.”

Trumps svar på Twitter: “Actually, throughout my life, my two greatest assets have been mental stability and being, like, really smart,”

• og klog, det er han jo 🙂 –

8. JANUAR 2018: VINTERENS KOMME

Nogle få rigtige vinterdage har besøgt Viborg, herligt –

Undervejs på spadsereturen ovenfor så vi et usædvanligt syn – ikke færre end 14 fiskehejrer i toppen af træerne i en lille lund i udkanten af det område, vi går i. Vi har ofte set en fiskehejre eller to ved Nørresø, men aldrig så mange – fiskeriet må være godt!

10. JANUAR 2018: KØBENHAVNERE…!

Viborg Sygehus har spurgt mig (ved en tilfældig udvælgelse blandt 64-74 årige), om jeg vil deltage i et landsdækkende forsøg, hvor formålet er at finde ud af, om man ved en blodprøve kan afsløre forstadier til tarmkræft. Det lød ualmindelig fornuftigt, så naturligvis tog jeg på sygehuset og afleverede en blodprøve, der kan bruges i forsøget. Jeg spurgte den flinke bioanalytiker, hvor mange der responderede positivt på en sådan henvendelse, og hun sagde, at her i Viborg området gjorde 50% – hvilket jeg syntes var overraskende lavt, når man tager det fornuftige formål i betragtning. Da hun så fortalte mig, at i Københavns-området er det tilsvarende tal 17% (sytten procent!!), var jeg dybt forbløffet. Er de sløve, pylrede, arrogante eller bare ligeglade i København?

15. JANUAR 2018: VINTERTID ER TÆNKETID…!

15. januar 2018: Det er januar-januar med mørke, blæst og lave temperaturer, og i en af de sjældne perioder, hvor kalenderen viser ingenting, er vi taget til Fjellerup. Når mørket falder på, bliver der herude mørkt som i rigtig mørkt, og med havets syden som lydkulisse er det dejligt – selv om vi egentlig ikke bryder os om vinter og mørke. Vores lille sommerhus får om vinteren karakter af en hule, hvor pejsevarme, bøger, god mad og en anelse rødvin får livet til at virke enkelt og godt –

Vinter er tænke-tid, og jeg spekulerer i denne tid meget over, om vi som mennesker kan tumle de enorme forandringer, der vælter ned over os, samfundsmæssigt, arbejdsmæssigt og privat, og jeg synes meget tyder på, at vores hjerner ikke er gearet til det. Vi sender næsten ingen breve længere, og postvæsenet reagerer logisk nok ved at reducere udbringnings-hyppigheden – alligevel reagerer vi vredt på, at den service, vi ikke længere bruger, bliver indskrænket…! Vi kommer kun sjældent i banken, fordi vi bekvemt ordner det meste over netbank, og alligevel skælder vi ud, når bankerne lukker den ene filial efter den anden. Ulogiske reaktioner, men menneskeligt forståelige – og måske helt rigtige, for hvem siger, at e-mails, mobiltelefoner og digital økonomi er fremskridt – for mennesker og livskvalitet?

Vi har endnu kun set skumtoppen på den enorme forandringsbølge, der vælter ind over os, og efter den kommer mange flere, for det er virkelig stormvejr. Min store bekymring er, at ingen styrer denne udvikling og tager stilling til, om de mange forandringer ud fra et samfundsmæssigt og menneskeligt synspunkt er fremskridt eller katastrofer. Det er den vilde kapitalisme, der er sluppet løs og tordner derudaf med et eneste perspektiv: Profit, og jo mere jo bedre! En konsekvens af denne udvikling er, at uligheden i verden de senere år er vokset til et absurd niveau, og fortsætter den udvikling, er der akut risiko for, at den sociale sammenhængskraft bryder sammen. Valget af Trump er bare en forsmag på, hvor galt det kan gå. Alligevel kan man høre Liberal Alliance i Danmark argumentere for, at vejen fremad består af (top)skattelettelser, større ulighed og mindre statslig styring…!  Heldigvis lader det til, at danskerne ikke hopper på den limpind.

Egentlig kan alt dette sammenfattes i en stor bekymring for, om de mange og dybe forandringer kan rumme, at vores generations ”gode liv” kan gives videre til den næste generation. Jeg håber det – men er langt fra sikker.

17. JANUAR 2018: STJERNEHIMLEN I FJELLERUP

Natten var klar, og fordi der er bælgmørkt her ved havet, var himlen et orgie af stjerner. Jeg fik en stor overraskelse, da jeg tog et billede af stjernehimlen, for da jeg så resultatet, var der mange flere stjerner på billedet, end jeg kunne se med det blotte øje.

Og minsandten om ikke stjernebilledet Store Bjørn med Karlsvognen som den tydeligste del stod akkurat over huset –

21. JANUAR 2018: GURRELIEDER

En af vinterens store fornøjelser er at gå til koncerter i Århus Musikhus sammen med gode venner. I går hørte vi et helt usædvanligt værk: Arnold Schönbergs gigantiske værk “Gurre-lieder”. De to symfoniorkestre fra hhv. Århus og Ålborg havde slået sig sammen for at opføre værket og sammen med ikke mindre end 3 kor og 5 solister var det små 300 korsangere og musikere, der opførte det usædvanlige værk med den franske dirigent Marc Soustrot til at binde det hele sammen. Gurrelieder bygger på et digt af danske I. P. Jacobsen, der handler om Valdemar Atterdags (altså 1300-tallet) ulykkelige kærlighed til frillen Tove, og det er i dette digt, man finder de berømte ord om, at Gud kan beholde sit himmerige, blot Valdemar kan beholde sit Gurre. Senere – da Tove er død og alt er gået galt – forbander Valdemar Gud og kalder ham en nar, så teksten er stærk snaps.

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om Schönbergs musik, og første del af Gurrelieder bekræftede til fulde min opfattelse. Det var trist, ensformig musik, hvor jeg fik et indre billede af dirigenten som en person, der med sin stok rørte rundt i en gryde smagløs og farveløs grød. Men efter pausen skete der sandelig noget, musikken blev spændende og dramatisk og slutningen var helt vild, da alle 3 kor og de to symfoniorkestre forenede sig et kolossalt crescendo, der næsten fik taget til at lette.

Om 14 dage står programmet på La Traviata, så det bliver en helt anden oplevelse.

28. JANUAR 2018: EN URETFÆRDIG VERDEN

Vi har i disse dage besøg af unge mennesker i 20’erne fra hver sin del af verden, og det har givet noget at tænke over.

Veda – datter af vores gode venner i Kangoroo Valley i Australien – er kommet til Århus for at færdiggøre sin jura-uddannelse. Hun har et kolossalt overskud på alle hylder, og når hun engang er færdig med sine studier på Århus Universitet, vil hun naturligvis tilbage til Australien og bidrage med alt det, hun kan. Indtil da vil hun nyde tiden i Danmark i fulde drag og få mest muligt i den personlige rygsæk – der i forvejen er godt fyldt op! Ud over uddannelse, kæreste og familie har hun masser af overskud til også at være meget optaget af klimaudfordringer, flygtningeproblematik, politik på alle planer og meget mere.

Alan fra Ungarn er kommet til Viborg for at læse business på VIA-university, og når han er færdig, skal han også videre – men i modsætning til Veda vil han ikke hjem! Han drømmer om at blive i Danmark og kan det ikke lade sig gøre, så måske Holland eller et andet Vesteuropæisk land. Alt andet end Ungarn…! Desværre har vi hørt den samme historie fra andre unge ungarere, der som Alan finder de samfundsmæssige forhold forhold i hjemlandet så ringe, at de kun drømmer om at komme væk. Alan fortalte, at han har et job som avisbud 4 dage om ugen her i Viborg, og i det job tjener han mere end moderen gør i en fuldtidsstilling i Budapest! Men hans beslutning handler ikke kun om økonomi men meget mere om tilstanden i det ungarske samfund. Da jeg spurgte ham om hans opfattelse af Victor Orban, den ungarske statsminister, var hans svar kort og grumt: “Han fylder sine lommer…!”   Foragten for de ungarske politikere er så afgrundsdyb, at han slet ikke vil beskæftige sig med politik, og klima og flygtninge var der ikke overskud til at bekymre sig om. Alan bruger alle sine kræfter på at gennemføre studiet her i DK, at få sin stramme økonomi til at hænge sammen og ikke mindst på alle de mange overvejelser, der følger med, når man som ham drømmer om at skabe sig en fremtid et helt andet sted end hvor han kommer fra.

Verden er virkelig ikke retfærdig!

2. FEBRUAR 2018: KYNDELMISSE

I dag er det Kyndelmisse, som er en oversættelse fra latin og betyder lysmesse, og dagen fejres fortsat i den katolske kirke, hvor man velsigner de lys, der skal bruges resten af året. I Danmark kaldes dagen også for Kjørmesknud, som vi kender fra sidste linie i Jeppe Åkjærs sang “Sneflokke kommer vrimlende”, hvor vi  synger: “Og nu kom Kjørmesknud.” 

“Kjørmesknud” er et underligt ord, men er såmænd blot Kyndelmisse sagt på gammelt bondejysk, og ’knud’ betyder ’knude’, forstået som midtpunkt, fordi i dag er halvdelen af vinteren mellem 1. november og 1. maj gået.

Kyndelmisse falder altid d. 2. februar, fordi det er dagen, hvor Jesus iflg. den kirkelige tradition blev vist frem i templet i Betlehem, 40 dage efter sin fødsel. 40 dage er den periode, som en kvinde på den tid var “uren” efter en fødsel og derfor ikke måtte komme i templet. Lysmes-sen/Kyndelmisse/Kjørmesknud d. 2. februar er altså en fejring af årsdagen, hvor Jesus blev vist frem og anerkendt i templet.

Indtil nu har det imidlertid næsten ikke været vinter, og Åkjærs sneflokke har vi slet ingen haft af. I tidligere år har vi oplevet, at Viborg-søerne har været frosset helt til og kunne passeres til fods (nogle år endda i bil!), men i år har vi dårlig nok haft en enkelt frostnat. Allerede nu er dette her et almindeligt syn her midt på den jyske højderyg, hvor der ellers er tradition for særligt hårde vintre:

4. FEBRUAR 2018: VIOLETTA…!

Gode kulturoplevelser bliver vigtigere og vigtigere med alderen, og jeg spekulerer over, hvorfor det er sådan. Måske er forklaringen helt banalt, at med arbejdslivet på afstand er der blevet plads til andre væsentlige ting i hovedet, og det er så for os kulturoplevelser. I går var det La Traviata i Århus Musikhus, og igen-igen var det en fremragende oplevelse. Rollen som Violetta blev udfyldt af norske Kari Postma – hun synger og performer mageløst.

13. FEBRUAR 2018: BERLIN 1937

Vi har været en sviptur i Berlin for at se et par historiske udstillinger og balletten Giselle på Statsoper. Det er virkelig en af charmerne ved at bo i Europa, at man for små penge kan rejse rundt til de forskellige metropoler og få den ene store kulturelle oplevelse efter den anden. Berlin vil bevidsthedsmæssigt for vores generation altid være uløseligt forbundet med 2. verdenskrig og den kolde krig, og en udstilling på Märkiches museum med titlen: “Tyskland 1937” var anledningen til, at vi besluttede at tage derned.

1937 var det sidste “gode” år i Tyskland, inden krigstrommerne begyndte at buldre, og Nazi-regiment havde en betydelig opbakning i befolkningen. Nogle tyske historikere taler ligefrem om et “konsensus-diktatur” i perioden fra 1933-1937.  I 1960’erne og 1970’erne mente mange ældre tyskere, at årene fra 1933 til 1937 havde været de bedste i deres liv, og havde Hitler ikke startet sin ekspansionspolitik (og dermed 2. verdenskrig), ville han været gået over i historien som en af de største statsmænd i Tysklands historie. Der er naturligvis en masse nostalgi og fortrængninger i den måde at tænke på, men der er ingen tvivl om, at Hitler udfyldte et behov i store dele af den tyske befolkning efter ydmygelsen i 1918 og 1930’ernes massearbejdsløshed.

Hitler udnyttede en mentalitet i den tyske befolkning, som har rod i kejserrigets traditioner frem til sammenbruddet i 1918, nemlig en autoritetstro, der formodentlig ikke har sin lige i Europa. Nogle historikere strammer den og bruger udtrykket “undersåtlighed” om den tyske mentalitet, der stammer fra, at befolkningen i århundreder blev vænnet til at adlyde den person, der havde “kasketten” på. Ikke mindst den sidste kejser, Wilhelm d. 2, var bannerfører for en politik, hvor militær tankegang gennemsyrede alle hjørner af samfundet. Den tragi-komiske episode i 1906 fra Berliner-forstaden Köpernick illustrerer tydeligt, hvor stor respekt der var (og er?) for enhver med formel autoritet: En arbejdsløs skomager i Köpernick klædte sig ud som preussisk kaptajn, tog kommando over en gruppe soldater og udnyttede den blinde respekt for uniformer til at få udleveret kommunekassen på 4.000 mark.

Denne grundfæstede autoritetstro var formodentlig også en vigtig årsag til, at Weimar-republikken aldrig blev en succes – omvæltningen fra diktatur til demokrati skete simpelthen for hurtigt og for ureflekteret til, at befolkningen kunne følge med.

15. FEBRUAR 2018: INFLUENZA…!

Influenzaen har ramt mig, og vinteren er næsten ikke til at holde ud længere, selvom det pynter med dagens lette snefald og en smule is på Viborg-søerne. Og det skriver jeg, selvom vi vekslede efteråret i Dk med forår i Australien…! Hvinænderne er igen i år kommet på besøg i stort tal på søen lige neden for vores hus, hvor de slås med gråænder, troldænder, måger og blishøns om den sparsomme føde.

2. marts 2018: VINTER, VINTER, VINTER

Sibirisk vinter med sne, kuling og frost ligger over hele Danmark, og da jeg så ud af vinduet her til morgen, kom jeg til at tænke på Steen Steensen Blichers “En Landsbydegns Dagbog”, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i gymnasiet og stadig husker i detaljer her mere end 50 år senere. Hovedpersonen Morten Vinge skriver i dagsbogsform om vinteren 1709 i Foulum ganske få kilometer her fra Viborg –

“Det er en forskrækkelig Vinter! Himmel og Jord staa i Eet: der ligger en Snedrive lige ud med Mønningen af vor Lade.”

Her i Viborg rydder vi sne næsten hver dag, og søerne er frosset til. Om isen kan bære, testede jeg tidligere i dag – jeg fik våde fødder og AM et billigt grin – så det varer endnu nogle dage, før vi kan krydse søen til fods…! Sneen lægger et formildende skær over landskabet, og udsigten fra vores hus over mod Viborg domkirke fås ikke meget bedre –

Alligevel er vi trætte af kulden, som ikke rigtig vil slippe, selv om kalenderen siger, at vinteren faktisk er forbi. Heller ikke influenzaen vil for alvor slippe mig, og Anne-Marie har brugt de sidste par timer til at undersøge mulighederne for at rejse en uges tid ned i varmen. Kalenderen viser sig at være den store forhindring, og vi ryster lidt på hovedet af os selv – vi burde have masser af plads i kalenderen til at tage afsted helt impulsivt, men virkeligheden viser noget helt andet. Børnepasning, mit resterende arbejde, en koncert, møder i Sejlklubben, et kobberbryllup, gæstebud, fødselsdage m.m. ligger som betonklodser på en landevej, og der skal virkelig køres slalom, hvis det skal lykkes at finde en fri-uge.

Jeg har lavet nogle uglekasser i mit lille værksted i kælderen, dels fordi det er sjovt at lave dem, men også fordi ugler tager både mus og rotter, og med skov og mark ganske tæt på er de her naturligvis. En af uglekasserne samt 4 stærekasser kom til familien i Holstebro, og heldigvis var 2 af drengene hjemme, så de sammen med deres mor kunne sørge for, at stigen ikke væltede – og det var vist rigtig godt, at Arbejdstilsynet ikke kom forbi på et kontrolbesøg 🙂 –

Der er valg i Italien næste søndag, og det bliver som ved alle valg i Europa i disse år en gyser. Fortidsuhyret Berlusconi (ofte kaldet “populismens fader”) ser ud til at få et godt valg, og selvom han ikke kan vælges, fordi han er dømt for skattesvig, bliver han med en valgsejr en grå eminence, der fra kulissen kan bestemme meget i italiensk politik. Det er mildt sagt ikke opmuntrende, for denne evigt smilende og kraftigt sminkede mand på 81 år (gift med en mere end 40 år yngre kvinde, jeg ved ikke hvem det er mest synd for…!) er naturligvis ikke svaret på Italiens fremtid. Italien blev samlet som nation for 150 år siden, men dette smukke land med dets venlige befolkning og vidunderlige kultur er aldrig kommet til at fungere optimalt. Selvom det meste af Europa her i 2018 har en buldrende økonomisk højkonjunktur, er den ikke slået igennem i Italien, der specielt i den sydlige del døjer med stor arbejdsløshed og skoler, sygehuse og veje i kraftigt forfald. Tilliden til det politiske system er på nulpunktet, i visse dele af Syditalien er det mere vigtig, hvem der tæller stemmerne end hvem der stemmer, og mafiaen spiller angiveligt en aktiv rolle i denne politiske sump med bestikkelse og køb og salg af stemmer. For et par år siden havde vi besøg af en ung italiener fra Rom, og jeg husker tydeligt hans svar, da jeg spurgte ham, hvorfor det er så svært at få skovlen under mafiaen: “Vi slipper først af med mafiaen, når den almindelige italiener stoler på, at staten kan og vil sørge for tryghed ved sygdom, arbejdsløshed m.m. Indtil da har mange fattige italienere, specielt i Syditalien, kun mafiaen at henvende sig til, hvis ulykkerne rammer.”  Det er med andre ord etablering af en moderne velfærdsstat, der skal tage livet af mafiaen, og vores italienske ven havde ingen illusioner om, at det vil ske i hans levetid. Det forestående valg tyder på, at han desværre har fuldstændig ret: Forventningen er, at Femstjernebevægelsen, der har erklæret at ville stikke systemet “skråt op”, vil få mange stemmer i Syditalien – med konkurrence fra Berlusconis Forza Italia bevægelse – hvorimod det nuværende regeringsparti PD (Partito Democratico) forlængst har mistet enhver troværdighed og næppe vil klare sig godt. Formodentlig bliver “uforudsigelighed” endnu en gang den store vinder af et italiensk valg…!

14. MARTS 2018: GRÅSGÆSSENE ER KOMMET

For et par nætter siden hørte jeg tydelig forårtegn, nemlig grågæssenes højlydte skvadren, mens de fløj hen over vores hus på vej mod de nærliggende enge. Det er kun en lille fortrop, og det er nok meget fornuftigt, for selvom kalenderen siger, at det er forår, viser virkeligheden noget helt andet. Det er fortsat iskoldt, og det er kun et par dage siden, jeg tog dette billede under en gåtur langs søen –

Vejrudsigten lover “sibirisk kulde” i kombination med blæst af kulingstyrke, så det bliver ikke lige foreløbig, at vi skal til Virksund for at gøre båd klar.

Jeg sidder og griner lidt af mig selv, for selvom jeg ikke rigtigt vil være ved det, sidder jeg fuldstændig “pensionistagtigt” og følger jeg med i småfuglenes aktiviteter på foderbrædtet uden for mit vindue –

Ud over dompap, gråspurve og grønsisken er her mejser af forskellig slags – herunder den charmerende spætmejse – bogfinker, fuglekonger og mange flere, og det er sjovt at følge deres færden. Forleden dag så vi isfugl og (formodentlig) en rørhøg på de nærliggende Nørre Mølle enge, hvor også de nyligt ankomne grågæs færdes under megen “råben og skrigen.”

19. MARTS 2018:  BADEHOTELLET

Også her i huset ser vi tv-serien ’Badehotellet’, selvom den ikke får mange stjerner på cafeerne i København. Faktisk så få stjerner, at det vistnok er en anelse pinligt, at vi ser den, men det gør vi altså, endda med fornøjelse. Og vi har ikke engang et kakkelbord. ’Badehotellet’ er god underholdning på en sur mandag aften, om ikke andet så fordi hovedpersonen Fie spilles af kønne og charmerende Rosalinde Mynster, og det er da et tungt argument. Og så er det dejligt, at handlingen ikke består af 7 lag med dertil hørende underlag og underlagenes underlag. Synes jeg. Nogle af de politisk korrekte, socialrealistiske, samfundskritiske og bevidsthedsudvidende (sommansir på cafeerne) film/tv-serier, hvor intet er som det ser ud, får mine øjenlåg til at blive ualmindeligt tunge på rekordtid. Sandsynligvis fordi jeg er ude af stand til at fange alt det, der sker mellem lagene, underlagene og deres underlag, og det er selvfølgelig min fejl. Måske spiller det også ind, at jeg ofte har svært ved at høre, hvad skuespillerne siger i disse ’mørke’ film/tv-serier. Undertiden har jeg endog svært ved at se, hvad der sker på skærmen, for disse film er naturligvis optaget med ægte, retro håndholdt kamera i en rystende kvalitet, der minder om de 8-mm. smalfilm, jeg optog i min ungdoms ferier. Så hellere ’Badehotellet’, hvor solen altid skinner, hvor mænd er mænd og kvinder er (smukke) kvinder. Nå, ja – jeg har fanget bøsse-vinklen, men den virker nærmest lidt hyggelig, og en enkelt sten i skoen skal der da være.

Sæsonens sidste afsnit kommer i aften, og så må vi se, hvordan vi kommer gennem de næste mange mandage uden dette ugentlige kick af skønhed, overskuelighed og enkelhed fra dengang verden endnu ikke var af lave. Måske vil vores børn og børnebørn engang sidde ved deres kakkelbord og se en tv-serie fra 2018 og undres over, hvor godt, velordnet og smukt alting var dengang. ’Onde tider’ har det med at blive ’gode gamle dage’ på rekordtid.

20. MARTS 2018: LÆNGERE BILKØER, TAK!

Forleden dag så jeg en stor dagbladsannonce, hvor Liberal Alliance roser sig selv for at være det parti, der sørgede for, at danskernes bilafgifter er blevet nedsat. Godt så, tænkte jeg, og gik videre i avisen, der berettede om mange ulykker i tågen på motorvejene i disse sidste martsdage. En politimand fortalte, at tæt trafik og tåge altid – altid ligesom i altid – giver anledning til mange ulykker. Tågen kan LA nok ikke gøre noget ved, men flere biler på vejene er en LA-specialitet: Ned med bilafgiften, så danskerne kan købe nogle flere biler og trafikken blive endnu tættere. Egentlig er bilkøerne lange nok synes de mange, der hver dag sidder i kø i timevis, men LA er ikke tilfreds. Bilkøerne skal være endnu længere, for i LA er man ambitiøs, som partiformand Samuelsen så ofte har sagt. De rigtige køer lader man Venstre om – det er også lidt gammeldags, ikke sandt – men det er noget helt andet med bilkøer, dem er der meget mere fremtid i, så dem må vi have nogle flere af, og set på den baggrund er det jo fuldstændig logisk, at LA praler af at have sat bilafgiften ned.

24. MARTS 2018: GRAN CANARIA

Vi har kapituleret over for vinteren og influenzaen og er rejst til Gran Canaria for at finde sol og varme. Mere herom på Grand Canaria marts-april 2018.

26. marts 2018: THOMAS FRIEDMAN

Det er stille dage ved poolen i Puerto Rico, og for mig er det refleksionstid. Det er vel en del af min arv, at jeg næsten altid ender med at reflektere over politiske forhold, en arv, der har sin begyndelse ved spisebordet hos mine forældre, fortsatte i gymnasiet og ved studierne på Statskundskabsinstituttet og kulminerede i mit arbejde i politisk styrede organisationer som Fyns Amt, Viborg Amt, Region Midtjylland og Undervisningsministeriet. Nogle vil sikkert tænke: ”Slip det dog, din tid er forbi, skriv om noget sjovt i stedet for”, men sådan fungerer mit hoved ikke. Jeg har i mere end 50 år været lidenskabeligt optaget af samfundsforhold, for hvad er vigtigere end at være med til at skabe et godt samfund, der kan gives videre til de næste generationer? I en ultrakort udgave handler det for mig om at bekæmpe egoisme, forhindre grådighed og i stedet fremme mulighederne for alle i samfundet, der vil, uanset om man er født med en teoretisk eller praktisk ’guldske’ i munden. Jeg bekender mig ubetinget til filosofien i Oscar Hansens ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ – opdateret, naturligvis, til vores tid.

Forleden dag læste jeg om en amerikansk stjerneskribent, Thomas Friedman – tre gange modtager af Pulitzer-prisen, så en stjerne er han – der ville købe stort op, hvis Danmark var en aktie. Hans analyse er, at Danmark med sin størrelse, historie og politiske kultur er i en gunstig situation i en tid, hvor verden på alle hylder er ramt af ’disruption’, der kuldkaster den virkelighed, vi er fortrolige med. Danskerne har erkendt, siger han, at de globale og teknologiske forandringer er så mange og store, at der hele tiden – og pointen ligger i ’hele tiden’ – er behov for justeringer på alle samfundets områder, små såvel som store, uddannelser, sundhedssystemet, arbejdsmarkedet, det hele. Der skal uafladeligt justeres på ’100 ting’, siger Friedman, og gør man det ikke, risikerer man at havne i samme situation som Frankrig. I årtier har de franske politikere forsømt at justere samfundet til virkeligheden, og når den nyvalgte præsident Macron i dette forår med grundlæggende reformer forsøger at rette op på fortidens undladelsessynder, mødes han af enorme protester og strejker, fordi omvæltningerne er så store og pludselige, at befolkningen ganske forståeligt ikke kan kapere dem.

Iflg. Thomas Friedman er Danmark et af de samfund i verden, hvor befolkningen er bedst til at tackle tidens ‘disruption‘ fordi den indre sammenhængskraft er stor, fordi ’livslang læring’ er blevet accepteret af danskerne, og fordi vores politikere – trods alt – er bedre end mange andre steder. Det sidstnævnte bliver tydeligt, når man ser rundt i verden og græmmes over de mange moralsk anløbne og korrupte politikere. En amerikansk præsident fuldstændig uden moralsk kompas, en tidligere fransk præsident (den lille mand på de høje hæle, Nikolas Zakozy), der sidder i fængsel anklaget for omfattende korruption, en ungarsk ministerpræsident, Victor Orban, der ’fylder sine lommer’, en fransk præsidentkandidat,  Francois Fillon, der blev fældet på målstregen efter afsløring af store partisummer til konen for fiktivt arbejde, en Putin der agerer som var han mafiaboss, italienske politikere med domme for alt fra omfattende skattesvig (Berlusconi) til uagtsomt manddrab (Grillo)- og det er desværre nemt at finde flere eksempler. ”Regeres vi af gangstere?”, spørger Ulla Terkelsen med mismod i sin europæiske klumme i JP.

Der er lykkeligvis langt fra disse kumpaner til danske politikere, som vi fra tid til anden synes er nogle tumper, men som ikke kan forbindes med korruption og snyd for personlig vindings skyld. Lars Løkke har været i nærheden af det nogle gange og synes at mangle et sikkert kompas, men det har trods alt mest handlet om underbukser på partiets regning og frokoster med kvotekonge-venner, hvor der var torsk både på og ved bordet…!

Hvis Friedman’s analyse er rigtig, og det tror jeg den er, så bliver det afgørende spørgsmål, hvordan denne danske konkurrencefordel også vil være til stede om 5-10-15 år. Personligt er jeg ikke i tvivl om svaret: Mere liberalisme fører til mere egoisme, mere grådighed, større ulighed og mindre sammenhængskraft, og de bagerste – dem tager fanden…! Altså den helt forkerte vej at gå. Svaret må være et samfund, hvor liberalismen kan udfolde sig, fordi den har vist sig økonomisk effektiv og fordi personlig frihed er vigtig, men hvor det sker inden for mindst lige så strikse rammer som i dag, fastsat af staten under hensyntagen til almenvellet. Det er således et klart ’nej’ til den politiske retning, som Venstre og i særdeleshed LA plæderer for, men også et ’nej’ til den yderste venstrefløj, og det er et ’ja’ til den danske model, som SD har bygget op siden begyndelsen af 1900-tallet og som mange eksterne iagttagere, ikke kun Thomas Friedman, karakteriserer som en af de bedste i verden til at klare fremtidens ’disruptive’ udfordringer.

30. MARTS 2018: HISTORIE OG HISTORIER

I 1683 skulle man begrave en nyligt afdød provst ved Ringsted Domkirke, og i forbindelse med gravearbejdet åbnede (og ødelagde) man dronning Dagmars grav. Den dronning Dagmar, der var gift med Valdemar Sejr, og som er blevet udødeliggjort gennem folkeviser og Ingemans romaner. I forbindelse med gravearbejdet fandt man dette fantastiske smykke –

Det er et typisk byzantisk kors, formodentlig – men det er gætteri – et trofæ, der er blevet erobret under korstogene til det hellige land og bragt tilbage til Ringsted. Sandsynligvis har korset fungeret som et relikvie, for selvom det er tyndt, er der et lille hulrum, hvor der har ligget en tråd fra Jesu ligklæde, en splint af korset eller noget helt tredje med hellig kraft.

Når jeg skriver denne historie netop nu, er det fordi foråret er konfirmationstid, og i generationer har vi i dåbs- eller konfirmationsgave til piger givet det såkaldte Dagmar-kors, der er en moderne fortolkning af det kors, man fandt i 1683 –

Vi giver pigerne det lille kors, fordi dronning Dagmar i overleveringen fremstår som det ultimative danske kvindeideal: smuk, klog og blid, og når vi giver korset som gave, drømmer vi om, at idealet inspirerer. Det pudsige er imidlertid, at ’Dagmar’ ikke var dansk, hun hed ikke Dagmar, og vi aner ikke, om korset har noget som helst med hende at gøre. ’Dagmar’ hed i virkeligheden Marketa (Margrethe) og kom til Danmark fra Böhmen i Tjekkiet i 1205 for at blive gift med Valdemar Sejr, og hun døde allerede i 1212, muligvis i barselsseng, og blev begravet i Ringsted Domkirke. Disse få fakta er, hvad vi ved om dronning Dagmar, resten er mytestof som i folkevisen ’Dronning Dagmars død’, hvor hun fremstilles så varmt og positivt, at det har holdt op til vore dage. Et flot stykke spindoktor-arbejde, ville vi kalde det i dag. En moderne parallel kunne være prinsesse Diana, der efter sin ulyksalige død nærmest har fået helgenstatus i offentligheden, selvom vi ikke ved noget substantielt om hendes personlighed. Men yndig var hun, Diana, og måske gjaldt det også for Dagmar, for skribenterne dengang og nu har overvejende været mænd, og naive som de er, har de har til alle tider sat lighedstegn mellem skønhed og personlighed.

Det er en smuk forestilling, at det gamle byzantiske kors hang rundt om Dagmars hals, da man åbnede kisten i 1683, men som nævnt ved vi intet om det. Ikke desto mindre er korset i overleveringen uløselig forbundet med dronning Dagmar, der var så dansk, så dansk og så sød som honning, selvom hun kom fra Tjekkiet og måske var en harpe. Alt det gør imidlertid ikke noget, for myter er langt stærkere og sjovere end kedelige historiske fakta, og derfor giver vi det smukke lille kors til vores piger og håber, at de vil tage ved lære. Og sådan er der så meget…!

3. APRIL 2018: HYKLERI OG DOBBELTMORAL

Forargelsen over den russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg vil tilsyneladende ingen ende tage, for måske eller måske ikke blev Trump hjulpet til magten med russisk hjælp. Hvis det er rigtigt, er det naturligvis dybt problematisk, men forargelsen er fuldstændig historieløs, og og før den løber helt af sporet, er det nyttigt at minde om Vestens adfærd i nøjagtig samme boldgade. De vestlige stormagter (USA, Storbritannien m.fl) har i utallige tilfælde, når deres interesser var involveret, blandet sig i politiske forhold, valgkampe, præsidentvalg m.m. i andre lande. Ikke mindst har det været tilfældet i Mellemøsten på grund af store olieinteresser, og man var ikke kræsen, når man skulle vælge metoder – massiv bestikkelse og vold har været blandt de foretrukne midler. Dykker man ned i Irans historie både før og efter 2. verdenskrig, vil man finde mange eksempler på vestlig indblanding, men tilsyneladende er det ’noget andet’, når påvirkningen går den vej…! I relation til Rusland er det også værd at erindre, at Vesten blandede sig militært i den borgerkrig i Rusland, der fulgte efter den russiske revolution i 1917, men det er naturligvis for længst glemt – eller måske var det også ’noget andet’…! Det er svært ikke at tænke hykleri og dobbeltmoral.

Hvis russerne har blandet sig i valget af Trump er det i øvrigt langt fra første gang. I præsidentvalgkampen i 1959 mellem Kennedy og Nixon var alle klar over, at afgørelsen ville blive hårfin, og den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, agerede med stor omhu og med datidens virkemidler i det minefelt for at fremme valget af Kennedy, som russerne anså for svag og urutineret. Kennedy vandt knebent valget, men allerede efter ganske kort tid stod han og Khrusjtjov meget skarpt overfor hinanden, og noget tyder på, at historien er ved at gentage sig med Trump.

Hvis man har lyst til at læse mere om den vestlige indblanding i bl.a. Mellemøsten, kan jeg anbefale den britiske universitetshistoriker Peter Frankopans fremragende bog: ”Silkevejene, en ny verdenshistorie”, 2015.

22. APRIL 2018: FORÅR OG OVERENSKOMSTVANVID

Herlige forårsdage i Fjellerup, hvor foråret er kommet ganske pludseligt og med en styrke, så det minder om sommer. Hvor der er læ, er bøgen så småt sprunget ud, og Anne-Marie har sået højbedet til med porrer, radiser, persille og har – lidt overmodigt, men forår avler utålmodighed – sat frilandstomater. For mig er det “kongetid” at stå i solen og lave en amerikansk flugtstol, som vi så på Govenors Island i New York for et års tid siden, og som jeg lovede mig selv at lave en kopi af –

Det er derimod ikke “kongetid” at følge de igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Den offentlige sektor i DK er den rygrad, der holder samfundet oprejst, og det er vanvittigt, hvis et forhandlingssammenbrud resulterer i en konflikt, der lægger store dele af samfundet ned og smadrer økonomien i helt almindelige lønmodtagerfamilier.

I 2013 brød forhandlingerne sammen på lærerområdet, hvorefter de offentlige arbejdsgivere kortsluttede mekanikken i forhandlingssystemet ved at trække deres model ned over hovedet på lærerne i form af et regeringsindgreb. Stemningen på landets lærerværelser har siden da været præget af forbitrelse, og mon det skaber kvalitet i undervisningen? Naturligvis ikke, og det er utroligt, at arbejdsgiverne ikke har forstået det.  I stedet for en opblødning opererer de nu igen med et muligt regeringsindgreb, hvis forhandlingerne ikke ender tilfredsstillende set med deres øjne, og det er ødelæggende, hvis man ønsker en velfungerende offentlig sektor. Men det gør man måske heller ikke. Hvis man har et blåt medlemskort.

Der må og skal findes en andel model for overenskomstforhandlinger på det offentlige område, og et bud kunne være at pålægge forligsmands-institutionen – evt. i form af et udvidet forligsmandskollegium med kompetente og politisk uafhængige medlemmer – altid at udarbejde en mæglingsskitse, hvis parterne ved forhandlingsbordet ikke selv kan blive enige. Denne mæglingsskitse kan så underkastes en urafstemning blandt alle arbejdstagere og arbejdsgivere, og først hvis skitsen bliver underkendt her, kan en konflikt træde i kraft. En sådan ordning vil med stor sandsynlighed kunne afværge en del strejker/lockout’er, og skulle mæglingsforslaget blive underkendt, ville regeringen have et konkret grundlag at lovgive ud fra – uden at den ene af parterne ville opleve at blive kørt totalt over.

24. APRIL 2018: POLITISK SPIRITUSKØRSEL

Uddannelsesminister Søren Pind – tidligere udviklingsminister, integrationsminister, justitsminister, borgmester i Københavns kommune og altså en af regeringens mest erfarne profiler med ansvar for meget af Venstres politik gennem en årrække – gør sig nu til talsmand for at splitte Københavns kommune op i et antal mindre kommuner, fordi “…afstanden til borgerne er for stor.”  Jamen for pokker, det var jo Venstre, der havde hovedansvaret for kommunalreformen i 2007, hvor formålet var centralisering i effektiviseringens hellige navn. Masser af mennesker pegede dengang på, at konsekvensen ville blive ….“for stor afstand til borgerne”, men alligevel nedlagde man 14 velfungerende og borgernære amter og erstattede dem med 5 regioner styret af hvert sit regionsråd, hvis medlemmer ingen kender. Samtidig reducerede man antallet af kommuner til en tredjedel, og nogle af disse kommuner blev så store, at selv Venstrefolk nu kan indse, at “..afstanden til borgerne er for stor!” Skal man le eller græde? Måske skal man bare resignere og sige: “Sådan er det jo”! Men nej, det er for slapt.

Ved selvsamme kommunalreform gjorde man gymnasierne – min verden – selvstyrende og “private” med henvisning til, at konkurrence altid er godt. Mange – heriblandt nærværende klumme-skriver og daværende rektor – var indædt imod og pegede på, at en privatisering ville føre til en skævvridning af sektoren og på ingen måde gavne kvaliteten. I dag kan man konstatere, at de store by-gymnasier bruger millioner af kroner på at udvide deres kapacitet samtidig med, at de mindre gymnasier i randområderne har ledig kapacitet – samfundsøkonomisk ren galimatias. Når vi her i Viborg går i biografen ser vi først en reklame for gymnasium 1, dernæst en reklame for gymnasium 2, og til slut en reklame for kommunens tredje gymnasium. Tre skoler der alle skal levere den samme vare, men som nu konkurrerer på, hvem der har de smarteste slogans, bedste fester og flotteste lokaler. Og de store skoler vinder altid den konkurrence, for i kraft af taxametersystemet har de  flest penge. Kommer der så øget kvalitet ud af den konkurrence? Naturligvis ikke, de eneste vindere er reklamebureauerne, ikke eleverne, ikke samfundet.

Venstre sagde – dengang i 2007 – at kommunalreformen var ambitiøs. Mig forekommer det at være politisk spirituskørsel med selvforskyldte tømmermænd bagefter!

28. APRIL 2018: FREMRAGENDE…!

Forlig på såvel det statslige, regionale og kommunale område!  Det er virkelig fremragende  og til gavn for alle danskere. Solide lønstigninger og et stort skulderklap til alle offentlige ansatte for deres arbejde. Resultat er ikke mindst en sejr for fagbevægelsen efter en fremragende indsats af de fagforeningsledere, der har kæmpet indædt i måneder i en kulisse af fællesskab, fælleskab, fællesskab. Et vigtigt skridt væk fra individualismens overdrev.

Arbejdsgiverforeningen er naturligvis straks ude med bekymrede miner og løftede pegefingre: “Alt for store lønstigninger, Dk’s konkurrenceevne er i fare…” og mere fra samme skuffe. Pudsigt nok hører vi aldrig – ALDRIG – de samme bekymringer, når topchefers løn stiger til exorbitante højder – men det er jo også noget andet, vil de nok sige…! Hvor ville det dog klæde arbejdsgiverne, hvis de bare en gang imellem ville sige “velfortjent”, når almindelige danskere får en beskeden lønstigning – de danskere, der passer arbejdsgivernes børn, uddanner deres unge, helbreder deres medarbejdere, sørger for en velfungerende infrastruktur og tusind andre ting til gavn for ikke mindst arbejdsgiverne.

1. MAJ 2018: BIB

Vi er vindrikkere her i huset. Øl er mest i sejlsæsonen i et cockpit sammen med gode sejlervenner – og altid den billigste fra Harboe eller Hancock. ”Pigerne” drikker vistnok ofte en vand eller en cola, men høflige som vi mænd er, lader vi som om vi ikke ser det.

Vin drikker vi derimod hele året, enten fordi vi fortjener det, eller fordi vi ikke fortjener noget som helst og derfor har brug for lidt opmuntring. Vi skal nok finde en anledning. Vin er på den måde med årene blevet en interesse, og sammen med gode venner laver vi jævnligt blindsmagning om oprindelsesland, drue, pris og årgang. Det er sjovt, men uanset hvor meget vi træner, er det svært. Men træning har jo også værdi i sig selv!

Et familiemedlem skrev for nylig til mig om sin oplevelse med en flaske rødvin, ‘Sunrise’ fra Chile, der endte i vasken, efter at potteplanterne i sidste øjeblik var blevet benådet. Sådan kan det jo gå, for selvom stor vin altid serveres i flaske, er det bestemt ikke al vin i flaske, der er god vin. Om sommeren drikker vi gerne såkaldt ‘papvin’ eller ‘BIB-vin’ (Bag in Box), også selvom rigtige vin-freaks kun har foragt til overs for ‘den slags’. Efter tonelejet at dømme har problemet samme karakter som ulvene i Vestjylland – ‘den slags’ skal udryddes.  Alligevel er nogle af disse freaks fra tid til anden set med en box under armen, diskret skjult bag dagens udgave af Politiken, for også de får jo gæster i sommerhuset, hvor der skal grilles pølser og snakkes. Og BIB-vin er en glimrende vin at snakke over, og så må vi vente til vinteren med at at drikke den vin, som vi vil snakke om.

BIB-vin er naturligvis ikke stor vin, men verden har et stort produktionsoverskud af vin, og nogle af producenterne bruger kartonerne til at komme af med udmærket vin uden at skade firmaets renommé, og derfor kan man jævnligt købe glimrende BIB-vin til meget billige priser. Blandt mange forskellige synes vi godt om den røde ”The Wanted Zin” (Menu m.fl), der trods sit navn er italiensk, men også spanske ”Eco logical wine” fra Old Vines er rigtig fin både i rød og hvid og fås p.t. i Rema til en nærmest ufattelig lav pris (omkring 110 kr) for 3 liter.

Bip, Bip Hurra!

5. MAJ 2018: LYS I VINDUERNE

Et kraftigt højtryk ligger over Danmark i disse “befrielsesdage”, hvor færre og færre opretholder den gamle tradition med at sætte lys i vinduerne. Vi havde gæster og glemte det faktisk også, hvilket jeg egentlig var lidt flov over. Vi er nu i Fjellerup, hvor udsigten over havet mod nordvest lige efter solnedgangstid er så smuk, så smuk. Jeg har fotograferet nedenstående motiv utallige gange, og hver gang er det en lille smule anderledes end forrige gang, men altid betagende smukt –

Tidligere idag overgik der mig noget dybt overraskende. I forbindelse med den traditionsrige standerhejsning i Virksund Sejlklub, hvor vi hører hjemme, fik 3 af klubbens medlemmer overrakt Skive Kommunes initiativpris 2018, heriblandt denne blogskriver. At netop jeg skulle få en idrætspris er ganske ironisk, for jeg har virkelig aldrig gjort mig i idrætskredse, men mit arbejde som formand i klubben, sejlerinstruktør m.m. har åbenbart sat spor, selvom jeg aldrig har tænkt over det, så nok var det ironisk, men jeg var nu alligevel glad over anerkendelsen.

6. MAJ 2018: DEN RØDE GLENTE OG EN HUGORM

Det er fantastisk vejr, og turen langs havet til Bønnerup er som altid en dejlig tur –

Der er altid masser at opleve på turen langs havet, og denne morgen fulgte en stor rød Glente os en del af vejen. Det er en stor fugl med et vingefang på halvanden meter og synet var fantastisk –

På vej tilbage fra Bønnerup så vi et endnu mere sjældent syn, en stor hugorm, der snoede sig over stien, men desværre så hurtigt, at jeg ikke nåede at fotografere den, før den havde skjult sig i græsset, og i shorts havde jeg af indlysende grunde kun begrænset lyst til at undersøge dens skjulested nærmere.

18. MAJ 2018: SOMMERDAGE I FJELLERUP

Det dejlige forårsvejr bliver bare ved og ved og minder mest af alt om rigtig sommer med temperaturer på den varme side af 20 grader og fuld sol fra morgen til aften. Anne-Maries kajak bliver luftet næsten hver dag –

De amerikanske flugtstole er nu færdige, og i eftermiddagssolen foran huset er de som skabt til en god bog –

Billedet ovenfor er taget kort før eftermiddagens højdepunkt, et glas hvidvin mens solen går ned og dagen fordøjes. Vi gør det, fordi det er rart og opleves som rigtigt og på trods af, at Sundhedsstyrelsens netop har beskåret antallet af tilrådelige genstande pr. uge. Heldigvis er vi stadig på den gamle ordning 🙂  hvor Sundhedsstyrelsen anbefalede (mindst) 21 genstande for mænd og 14 for kvinder, så nogle fordele er der da ved at blive ældre. Og iøvrigt har jeg udtalt allergi over for løftede pegefingre og gode råd, hvor ‘nogen’ ved bedre end mig – om mig.

Den bedste (og mest gemytlige) murer nord for Alperne bor et par hundrede meter fra os her i Fjellerup. Han hedder Jan Nielsen, i daglig tale dog bare ‘Jan Murer’, og han er netop nu i gang med at isolere den sidste del af vores lille røde hus, så det i endnu højere grad kan bruges hele året.  Isoleringen sker udefra, så det beskedne indendørs areal ikke berøres, og det er en stor operation med mange mandetimer og en tilsvarende betydelig regning, men Jan arbejder som en besat og et tilbud om en kop kaffe bliver venligt afvist med ordene, at “det er der ikke tid til midt på en arbejdsdag….” Sådan! Al diskussion i sidste måned om betalt frokostpause får lissom en anden betydning, når man følger Jans arbejde!  I dag – pinselørdag – har han ‘naturligvis’ også arbejdet hos os, for han ved, at vi gerne vi have projektet gjort færdigt. Stor, stor respekt for en umådelig flittig og dygtig håndværker –

I Anne-Maries urtehave vælter porrer, salat, radiser og meget mere op af jorden, hvilket i de sidste dage har ført til en indædt fight med lokale snegle om førsteretten til disse grønne herligheder. Foreløbig er stillingen uafgjort med tab på begge sider.

Det er lidt ironisk, at vi i den grad holder af at være her ved kysten i Fjellerup, for huset er lille og lidt besværligt at varme op om vinteren, og moderne bekvemmeligheder som opvaskemaskine og vaskemaskine har vi slet ikke. Det kunne lyde besværligt med gæster, og dem har vi heldigvis mange af, men sådan oplever vi det slet ikke. Megen mad skal laves – en del i udekøkkenet, hvilket i sig selv er en kvalitet – og opvasken er tilsvarende stor, men det er sundt, rart og stærkt fremmende for samværets kvalitet, at det er nødvendigt med hjælp til kartoffelskrælning og opvask. ‘A good life is a simple life’ – vi overser det bare hele tiden i jagten på flere og flere forbrugsgoder.

På en pragtfuld solskinsdag var børn og børnebørn fra Holstebro og Silkeborg på besøg –

19. MAJ 2018: SAMFUNDSSKADELIG AKTIVITET

Endnu en dansk virksomhedsleder – den administrerende direktør i medico-virksomheden Ambu – er blevet forgyldt med en exorbitant bonus på 525 mio. kr., hvilket kommer oven i en årsløn på 8 mio. kr. Det er fuldstændig absurd, og hykleri rykker til et nyt niveau, når man husker, at Dansk Arbejdsgiverforenings formand udtalte ‘dyb bekymring‘ over overenskomstresultatet i april 2018, hvor mindstelønnen i industrien hæves fra 114 kr til 120 kr frem til 2019! Den får lov til at stå et øjeblik for sig selv…!

Man søger forgæves efter blot en flig af begrundelse for disse enorme beløb til ledere på chefgangen. Bliver disse topchefer bedre chefer af at få en bonus, der sikrer deres familie en økonomisk sorgfri tilværelse i generationer fremover uden at røre en finger? Bliver de som chefer mere sultne og motiverede af at blive stopfodret? Naturligvis ikke, tværtimod! Den velanskrevne amerikanske erhvervsavis ‘The Wall Street Journal’ har for nylig analyseret sig frem til, at de amerikanske selskaber, der udbetalte mest til ledelsen i 2017, klarede sig ringere end gennemsnittet på børsen, mens dem, der betalte gennemsnitlige lønninger, klarede sig bedst. Der er med andre ord ingen sammenhæng mellem løn og præstation. Det er en velkendt realitet fra den verden, jeg har forstand på – undervisningsverdenen – men det gælder åbenbart også i det private erhvervsliv.

Der er derfor ingen anden forklaring på de enorme bonus-programmer, end at når der er penge nok, og når man sidder tæt ved kilden, så øser man skamløst og hæmningsløst til sig selv. Ganske karakteristik – og dybt pinligt – reagerer diverse bestyrelsesformænd da også med standardbemærkningen ‘ingen kommentarer’, når kritiske journalister spørger til rationalet bag de enorme bonusprogrammer. Og jeg forstår dem, for hvordan skal man retfærddiggøre grådighed? For mig at se er bonus-programmer i den størrelsesorden samfundsskadelig virksomhed, og den amerikanske ledelsesguru Henry Mintzberg begrunder det med disse ord: 

Absolut uden samenhæng iøvrigt sendte jeg i går min opsigelse til Undervisningsministeriet. Efter næsten 50 års arbejde med undervisning på alle niveauer og på mange forskellige områder har jeg truffet den endelige beslutning om, at nu er det slut. Slut med undervisning, slut med ledelse, slut med konsulentarbejde, slut med inspektioner, slut med alt på arbejdsmarkedet. Og min bonus? 750 millioner, milliarder, billioner, trillioner kroner. Naturligvis, mindre kan ikke gøre det, for et hæderligt stykke arbejde til gavn for hele samfundet og almenvellet må da kunne matche direktørens arbejde i et tilfældigt medico-firma til gavn for…nogle få aktionærer! Jeg ser derfor i den grad frem til næste måneds lønopgørelse, og så skal der deles ekstra store fødselsdagsgaver ud til børn og børnebørn. Det kan ikke slå fejl..!

21. maj 2018 – en sæbeboblemaskine

Christoffer og Anders med familie er på besøg i Fjellerup,  og Alberte bader i sæbebobler –

– og ellers er den dejlige forårsdag som skabt til afslapning og en badetur –

(Tryk og bladr…!)

27. maj 2018 – stadig i Fjellerup, og nu med udendørs brusebad

Det fabelagtige forårs/sommervejr bliver ved og ved, og ‘fisketuren’ til Bønnerup er næsten en daglig forteelse –

De sidste mange år har jeg maksimalt været i vandet 1-2 gange om året, men i maj i år har det undertiden været flere gange om dagen…! Og derfor er det praktisk, at jeg netop idag er blevet færdig med at bygge en solopvarmet udendørs bruser –

29/5 2018: TO GODE BØGER – OG EN FREMRAGENDE BOG. 

Selvom det er varmt, skal der læses bøger. Sådan har det altid været, og når vi pakker for at tage til Fjellerup, er det bøger, der først tænkes på. Hvad skal med? Vi har netop læst to bøger om reformationstiden, dels Maria Hellebergs bog ‘Stormene’, dels Ken Follett’s ‘Den evige ild’. To gode bøger, hvor der kommer kød og blod på en vanskelig transformationstid i Danmark og Europa, men vi var enige om, at Hellebergs bog er for lang. ‘Nerven’ mangler i bogens sidste tredjedel. En tredje bog bog, “Helvede, tur-retur. Europa 1933-1949” af den britiske historiker Ian Kershaw, er derimod fremragende – velskrevet, slet ikke for lang (nærmest tværtimod) og uhyre interessant.  Det er andet bind i Kreshaw’s fortælling om de tre årtier fra 1914 – 1949, hvor (med forfatterens ord) …“Europa syntes at have sat sig som mål at ødelægge sig selv”. Første verdenskrig var en katastrofe, men kulminationen kom med anden verdenskrig, den europæiske civilisations totale sammenbrud, hvor livet for millioner af mennesker blev et helvede på jord. I Nord- og Vesteuropa slap vi forholdsvist billigt, mens det i Sovjetunionen og Østeuropa samt over for jøderne fik karakter af folkedrab, et angreb på menneskeheden, som var uden fortilfælde i historien:

“Den var en nedstigning i en aldrig tidligere udforsket afgrund og indebar ødelæggelse af alle oplysningstidens civilisatoriske idealer. Det var en krig af apokalyptiske dimensioner, et Europas Armageddon.” (Kershaw s. 125)

Kershaw’s bog er god at blive klog af, hvis man vil forstå, hvad der skete i første halvdel af det 20. århundrede, men bogen er specielt interessant, fordi den analyserer de  samfundsfænomener, der skabte krigene, og som – og det er pointen – er ligeså aktuelle i dag som for hundrede år siden. Vi ser nu igen i Europa populistiske bevægelser med en tydelig snert af fascisme (se for eksempel til Italien eller Tyskland), og hvis politikerne ikke forstår, at disse bevægelser er udtryk for en dyb utilfredshed med den grænseløse kapitalisme, er der alvorlig risiko for, at populisterne/fascisterne får magt, som de har agt, og så kan det for alvor gå galt – igen. Trump blev valgt i USA på en bølge af utilfredshed blandt millioner af amerikanere, der følte sig glemt og svigtet af de traditionelle politikere, og risikoen for en tilsvarende situation i Europa er klart til stede.

Hvis man er optaget af disse forhold, er Ian Kershaw’s 2 bøger gode at blive klogere af. Læs dem og diskuter dem med så mange som muligt:

1. “Den store katastrofe. Europa 1914 – 1933”.
2. “Helvede tur – retur. Europa 1933 – 1949”.

17. juni 2018 – en tur til Bornholm

Det har længe været et ønske at besøge Bornholm, og nu lykkedes det. Sammen med to gode venner har vi været en tur på min bedstemors fødeø, og det kom der en masse ud af. Læs herom på www.Rejserier.dk ved at følge dette link:  Bornholm juni 2018

Besøget gav ny viden om den bornholmske del af min familie, og jeg har skrevet om det på www.Spellingøstergaard.dk – følg linkene Spelling-slægten og Min bedstemor på fars side.

23. juni 2018 – en gave fra overdrevet! 

Vi har fået en gave. En gave fra gode mennesker med glimt i øjet. Baggrunden er, at vi igen har haft besøg af vores australske venners datter, Veda, sammen med hjerteveninden Ruby fra Wottamolla (på den australske østkyst). Veda havde en gave med fra sine forældre. Og det var ikke en hvilken som helst gave, det var en “Eggshellbreakingandperforatingdevice” – danish design, naturligvis!

Med sådan en dims skal vi nu ikke længere bøvle med at skære toppen af det daglige morgenæg, nu sker det automatisk, og danish design har atter engang rykket verden fremad og opad 🙂 . På den lille video her har Anne-Marie lige pakket gaven op og skal straks afprøve det nye vidunder: Eggshellbreakingandperforatingdevice. 

Gaven var naturligvis både sjov og velment, men den fik mig også til at tænke på, hvor absurd verdens rigdom er fordelt. Få kilometer fra os bor der flygtningefamilier, der har mistet alt – ALT – og her sidder vi og skal ikke længere slå toppen af ægget med en teske…!

26. juni 2018 – mig-først-kulturen!

I morgen skal jeg tage afsked med ansatte og ledelse på en skole, hvor jeg har haft det lovpligtige tilsyn gennem en årrække. Det er en rigtig god skole, og det er den af flere årsager. Skolen er god, fordi eleverne får solide faglige kundskaber og derfor klarer sig godt til eksamen, men det der gør skolen særlig god er, at den også arbejder målbevidst med at give eleverne de fælles værdier, der gennem generationer har skabt det danske samfund, loyalitet, tolerance og respekt for almenvellet. Den enkelte elev lærer at forpligte sig i fællesskabet, langt ud over sig selv og i skarp kontrast til den udbredte mig-først-kultur, der som en pest huserer i Danmark og hele den vestlige verden.

Et demokratisk samfund kan ikke fungere, hvis den dominerende kultur i samfundet er baseret på en individuel identitet, hvor alle har deres egen sandhed, og hvor der ikke er en grundlæggende enighed om, hvad der er godt, skidt, ret og rimeligt. I en mig-først-kultur vil man aldrig acceptere et demokratisk flertal, som vil noget andet end – mig, og så er demokratiet som styreform for alvor i krise. Demokratiet som styreform står og falder med, at der i samfundet er en stor mængde fælles værdier, og skolernes indsats på det område er fuldstændig essentiel, ofte overset af vores politikere men ikke desto mindre af den største betydning.

Selv om camouflagenettet er kastet ud, kan det ikke skjules, at mig-først-kulturen har sit udspring i og tager næring fra ultra-liberalismen, i DK promoveret af Liberal Alliance og ‘handelshøjskole-fraktionen’ af Venstre. Skadeligt for vores samfund og dybt usympatisk i mine øjne.

Lærerfaget er blevet et kvindefag, og derfor vil jeg slutte min tale med at takke for den sidegevinst, at udover at få løn har arbejdet givet mig mulighed for regelmæssigt at mødes med en stor flok dejlige kvinder uden at få vrøvl med min kone 🙂 .

20. juli 2018: Store smil – det går rigtig godt!

Danske Bank har meddelt, at 1,5 mia. kr. tjent ved hvidvask-arbejdet i Estland vil blive doneret til et godgørende formål. Fint. Men! Når en bank, hvis raison d’etre er profit, frivilligt afleverer profit, så er det en glasklar indrømmelse af, at pengene er snavsede. For ikke at sige møgbeskidte. Men hvad så med cheferne i de hvide skjorter med milliongager, der var ansvarlig for det møgbeskidte arbejde i Estland? De sidder stadig og smiler, som om de ikke er det mindste snavsede. Det holder ikke – selv storbanker må placere et ansvar, hvis de skal bevare bare en smule respekt i samfundet.

Nordeas kunder bliver ved med at være utilfredse og flygter i tusindtal. Bankens direktør vil ikke ud med tallet, så det er nok stort. Samtidig er banken politianmeldt af finanstilsynet for hvidvask og kan se frem til en megastor bøde. Men det går rigtig godt, siger bankdirektør Frank Vang-Jensen i dagens aviser og smiler stort, mens huset ramler sammen om ørene på ham. På vej mod nye sejre. Fantastisk.

9. juli 2018: Sommer i Fjellerup

Det er ubegribelig dejligt sommervejr i år. I to måneder har det nu været sydlandsk sommer af den slags, man kun tør drømme om i Danmark, og prognoserne siger, at det fortsætter. Vi nyder det gode vejr i fulde drag samtidig med, at en lille orm gnaver i baghovedet: Er vi på vej ind i gedigne klimaforandringer, som vil forandre levevilkårene drastisk for vores børn og børnebørn? Sol, tørke og sydlandske temperaturer måned efter måned er ikke naturligt på disse breddegrader, græsset er gult, kvæg må slagtes og kornet modnes længe før normalt med drastisk reduceret udbytte. og selv om vandreserverne er store, gnaver ormen alligevel.

Vi er sommer-bofaste i Fjellerup med periodevise afstikkere til vaskemaskinen og græsplænen i Viborg, og med kun 100 meter til Kattegat er der ingen undskyldninger for både et morgen- og aftenbad (selvom jeg undertiden forsøger… 🙂 ). I en uges tid har vi haft feriebesøg af et af børnebørnene, 11 årige Mai fra Århus, og det har været sjovt. En dag kom jeg til at kalde Mai for ‘fru Hansen’, og lynhurtigt reagerede hun ved at kalde mig ‘Poul-Erik’, og sådan kunne vi drille hinanden hele ugen, alt imens Mai hjalp mig med at bygge version 2 af den udendørs bruser, som der er hårdt brug for denne sommer –

Vi havde med vilje ikke lavet noget “tivoli” ud af opholdet hos os, og jeg tror, at Mai syntes, at sådan nogle stille dage med sol, lidt arbejde, masser af bedstemoderlig forkælelse og tid i hængekøjen med en bog egentlig var superhyggeligt. –

Man skal aldrig underkende en 11-årigs skarpe blik: En aften ville jeg lige hente et supplerende ‘halvt glas rødvin’ til de sidste kartofler, og da jeg kom med glasset, lød det drillende fra den unge dame: “Nåe, ser et halvt glas sådan ud…!”.   🙂 .

Iøvrigt er unge mennesker af den støbning ufatteligt hjælpsomme og søde, når der skal skrælles kartofler, vaskes op eller hvad der nu trænger sig på af nødvendige opgaver. Al negativ snak om nutidens unge er noget vrøvl. ‘Gedigent vrøvl’, som gamle Hørup ville have sagt.

Tidigere i dag fik vi et andet besøg, og det var et af de uventede, men ikke mindre velkomne. Jeg var igang med at male stakit, da jeg pludselig hørte en venlig stemme, der spurgte, om jeg kunne kende ham. Og det kunne jeg naturligvis lige på stedet – det var min fætter Finn, som jeg ikke har set i mange år, men som nu kom forbi for at hilse på og snakke om vores fælles familiehistorie –

Hans og jeg havde meget at gøre med Finn og hans bror Frank i barndommen, men uddannelse, arbejde og personlige forhold førte os hver vores vej, så vi har ikke haft kontakt i rigtigt mange år. Derfor var det en stor og meget glædelig overraskelse, da Finn pludselig dukkede op, og vi fik et par timers sjov og udbytterig samtale om, hvordan vores liv havde formet sig.

Og igen i aften – som så mange gange denne sommer – blev himlen farvet tomatrød af den nedgående sol med løfter om endnu en sommerdag i morgen –

10. juli 2018: Trump og Europa

Trump er i Europa i disse sommerdage, og når man ser og hører ham, står det lysende klart, at manden er rædselsfuld, politisk og i endnu højere grad menneskeligt. Men det forekommer mig, at netop enigheden om synet på Trump gør os blinde over for vores egne politiske svigt i Europa. Ukontrollerede flygtningestrømme ind i et grænseløst EU, EURO-ustabilitet og mangelfuld indsats på forsvarsområdet har martret os i årevis, og alligevel evner politikerne ikke at handle for at rette op på problemerne. Der mangler i den grad rettidig omhu over for tidens store problemer, og skylden for det kan hverken kastes på Trump eller populisterne. Det er vores egne centrum-venstre politikere, som vi har stemt til magten, der svigter.

Så vores problem er vel mindre Trump end det er vores egen handlingslammelse i Europa.

11. juli 2018 – Et skandaleramt nonnekloster

Djursland er et dejligt ’land’, smukt, kuperet og fyldt med oplevelser, der opleves allerbedst på cykel, fordi vi her højt hævet og i mageligt tempo kan overskue landskabet og samtidig både høre og lugte fugle, traktorer, blomsterne og ajlen. Man må tage det hele med.

Vi har idag cyklet en 30 km. rundtur med udgangspunkt i landsbyen Gjerrild, og jeg har på min anden blog – Rejserier.dk – beskrevet den nærmere. Den findes her.

Blandt turens højdepunkter besøgte vi Sostrup slot, der indtil for få år siden fungerede som et katolsk nonnekloster af Cistercienser-ordenen, men som endte i en skandale –

I korthed handler skandalen på Sostrup Kloster om, hvor galt det kan gå, når religion blandes med fanatisme. Hvis murene kunne tale, ville de kunne fortælle om allehånde former for magtmisbrug, om episoder med slag og lussinger og om total kontrol med enhver form for kontakt med omverdenen – alt sammen i Jesu navn. Som altid i den katolske kirke endte skandalen med at blive fejet ind under et højluvet gulvtæppe og ingen aner idag, hvad der blev af klostrets abedisse og nonner, der forsvandt en nat i 2011, formodentlig blev de diskret eksporteret til et fjernt kloster i Langbortistan. Sostrup er idag omdannet til et kulturelt mødested med fokus på refleksion, fordybelse, kunst og musik, og så vidt vi kunne bedømme, er Sostrup nu både ånde- og nonnefrit, så stedet er dejligt at besøge. .

I Rimsø – få kilometer fra Sostrup – kan man (skal man!) besøge et af de fineste eksempler på danske middelalderkirker –

Den nuværende kirke er fra ca. 1150, og når man står og beundrer de flotte og massivt tunge kvadrer, må man undres over, hvordan det med håndkraft har været muligt at opføre den imponerende bygning. Vorherre har næppe givet en hånd med, men mon ikke forestillingerne om en nemmere vej til paradis gennem gode gerninger har givet ekstra kræfter til de arbejdere, der skulle slæbe, hugge og stable de tonstunge sten… 🙂 Ved siden af kirken ligger der en stor gravhøj med en runesten på toppen – lidt a la vikingetidens kongesæde i Jelling – og ligesom sin storebror i Jelling kan den dateres til 900-tallet, hvor kristendommen med Harald Blåtands hjælp gradvist blev ‘importeret’ til Danmark –

Indskriften er selv for eksperter vanskelig at tyde, fordi den er skrevet med en særlig variant af runeskriften, de såkaldte ‘lønruner’, hvor enkelte ord skal læses bagfra, hvilket ikke ligefrem øger læsevenligheden. Foreløbig er det lykkedes at læse følgende: ” Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og……… som værst for sønnen.” Formodentlig betyder det, at moderens død var den værste ulykke, der overgik Thore. Gravhøjen er aldrig blevet officielt undersøgt, men et godt gæt er, at moderens grav ligger inden i højen. Vi talte med stedets graver, der fortalte, at der faktisk er et hul i gravhøjen, så nogen har på et tidspunkt aldeles uautoriseret forsøgt sig med en undersøgelse.

Vikingetidens kultur var en mundtlig kultur, og vi har ikke andre danske, skriftlige kilder end de kortfattede og nøgterne rune-inskriptioner på træ og sten, ofte med en tekst af den type, vi finder her i Rimsø. Man ved ikke med sikkerhed, hvor runealfabetet er opstået, men sandsynligvis er det sket i det nuværende Danmark ca. 100 e.kr. og udviklede sig derefter i flere variationer. Runeskriften er inspireret af det latinske skriftsprog (det står smukt ordnet på rette linier), men med sin egen særlige kantede form, der var velegnet, når teksten skulle skæres i træ eller hakkes i sten.

Mange tror, at runeskriften forsvandt med vikingetiden, men i virkeligheden var det en aktiv skriftform helt frem til sent i det 13. årh., hvor det latinske alfabet fik overtaget. Når det holdt så længe, skyldtes det formodentlig, at runeskriften var praktisk i det daglige, fordi den kunne snittes i træ med en kniv, som alle gik med. Latinsk skrift krævede professionelle skriveredskaber, hvilket hæmmede udbredelsen, og da kun ganske få kunne læse har motivationen for at indføre et sofistikeret skriftsprog været stærkt begrænset.

Fra Rimsø kan man cykle videre ud i det smukke Djursland-landskab, hvor man passerer store, professionelt drevne landsbrugsfarme og små, slidte rønner, hvor livsformen åbenlyst er alternativ. Tag retning mod syd forbi de små landsbysamfund Emmelev og Dalstrup og drej til venstre i Villersø mod Thorsø. Kort herefter kommer man forbi ‘Thorsø Høje’ med ni gravhøje fra bronzealderen (1.700 – 500 f.Kr.).

Oprindelig lå her mange flere høje, men bønders virkelyst og pløjning har udslettet de fleste, inden man i sidste øjeblik fik fredet de sidste ni. Bronzealderens gravhøje ligger næsten altid højt i landskabet, fordi de – udover at være gravpladser – også skulle demonstrere den lokale stormands magt og rigdom. Så husk at kravle op på toppen – der er en fantastisk udsigt ud over Kattegat med Grenå i det fjerne –

Fra Thorsø gik turen videre ud til Karlby Klint, videre mod nord mod Gjerrild Klint (en lille del af turen er der ingen ‘vej’ og cyklerne må trækkes i strandkanten), og på den strækning kan man alt efter temperament og kræfter vælge, hvornår man igen vil søge ind på de små asfaltveje videre mod Gjerrild, hvor turen startede. Ialt er turen på ca. 30 km. i et let kuperet landskab.

12. juli 2018 – Sydlandsk varme og Adam Oehlenschläger

Ikke en vind rører sig, og det er igen i dag varmt som var vi i Sydeuropa. Kattegat er som et badekar, og i den nye solopvarmede udebruser er vandet geyservarmt –

Bøgetræerne på vores grund har efterårsfarver, og vand hver aften fra vandslangen har ikke megen effekt – måske suges vandet bare ned i den knastørre undergrund uden at gøre nytte undervejs. Kornet er allerede modent, og landmanden har tyvstartet sine høstmaskiner, men inden markerne lægges øde, glæder vi os over, at ukrudtssprøjten i foråret ikke kom helt ud i markens hjørner –

Billedet ovenfor får min litteraturkyndige hustru til at henlede min opmærksomhed på et digt af Adam Oehlenschläger fra 1805, der i bedste højromantiske stil – men også med en god portion humor – skriver om netop sådan en kornmark. Digtet hedder Morgenvandring og selvom tonen er rigelig højstemt, er det alligevel så godt, at et par strofer må med her:

        Græskiølne Væng!

Overalt havde Flora pyntet ud

        Sin Brudeseng.

Paa Marken kneiste de røde, blaae

        Kornblomster frem.

Jeg maatte standse, jeg maatte staae

        Og hilse dem.

Velkommen atter igien i Aar,

        Paa lunen Jord!

Hvor lifligt I op i den unge Vaar

        Blandt Kornet groer.

Som Stierner I blinke, blaat og rødt,

        Blandt gule Lyn.

O hvor fortryller mig barnligsødt

        Jert Sommersyn!

Ak Digter! du har kun lidt Forstand.

        Ak Herregud!

Du skulde kun see vor Ejermand,

        Hvor han seer ud.

Hvergang han seer os, han kalder os Tant,

        I Øiet en Torn!

Han kalder os Helvedes Klint, iblandt

        Det velsignede Korn.

Den største Naade, han viist os har,

        I dette Liv,

Er det, at han stundum af Lommen taer

        Sin Foldekniv,

Og skiær sig en Haandfuld, stor og tung,

        Under vranten Snak,

Og blander os i en Sælhunds-Pung,

        Blandt Røgtobak.

Han siger at, smøget paa den Maneer,

        Vi arme Skrog

Efter fattig Leilighed Verden teer

        Nogen Nytte dog,

Forresten vor Skiønhed, rød og blaae,

        Er hap som hip!

Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae.

        Det er hans Princip!

        De arme Mænd!

Som uden salige Glæder kan

        Gaae Livet hen,

Som ey begriber hvad Gud har giort,

        Som ene veed,

At Munden er den nærmeste Port

Det er en vidunderlig sommer med et Oehlenschlägersk romantisk skær over sig. Nætterne er stadig lyse, og næsten ved midnatstid (klokken 23.05 præcist) er himlen over Kattegat stadig rød som var den malet på et lærred –

Midt i al denne idyl spekulerer jeg på, om der mon bliver en regning at betale. Måske har vi nu langt om længe fået spist, drukket, shoppet og fløjet så meget, at den globale opvarmning er en realitet, også i Danmark. På trods af  vindmøller, solcelleanlæg og flere cykelstier.  Meteorologerne lover, at klimaforandringerne vil give os vådere, varmere og mere ekstremt vejr. I denne sommer har vi det ekstremt varmt og tørt, og så mangler vi kun det ekstremt våde. Jeg har lige sat en ny tagrende op på garagen – 🙂 🙁

24. juli 2018: Sommeren koger

En ekstrem hedebølge har ramt Danmark, og vi har nu haft uafbrudt højsommer i næsten 3 måneder med høje temperaturer og stort set ikke en regndråbe. Situationen er den samme eller endnu mere ekstrem i Sverige og i Sydeuropa, hvor de kæmper mod enorme skovbrande. Hele kloden ser ud til at have fået et hedeslag.

I Fjellerup lever vi udendørs. Vi cykler, sejler i kajak, bælger ærter, vælter os i nyplukkede tomater, friskopgravede kartofler, friskplukkede bønner og har gæster –

– og så bader vi flere gange om dagen –

Det er vildt, i flere generationer har vi ikke haft en tilsvarende sommer i Danmark.

Træer og planterne lider under tørken og skal vandes for ikke at tørre ud, undertiden med entusiastisk hjælp –

Da jeg stod med vandslangen i går aftes tænkte jeg på, hvad vi egentlig vil gøre, hvis der en dag ikke strømmer dejligt køligt vand ud af vandhanen, når vi åbner den. Foreløbig er vanddepoterne i Danmark store, men et par somre af denne type, og vi vil opleve vand som en mangel-vare.

Ved aftenstide kan man høre, hvordan solen og varmen kræver sit. Overtrætte børn skriger og irritable forældre kæmper med at få dem lagt til ro, så også de kan få ro. Ro til den kølige vin på terrassen – inden endnu en hed nat med urolig nattesøvn…!

25. juli 2018: Politiske jordskælv

En dugfrisk undersøgelse fra Oxford Universitet viser, at udviklingen i den amerikanske økonomi i de sidste 40 år er et perfekt spejlbillede af den industrielle revolution for 200 år siden i Europa. Mekaniseringen fjernede dengang tusindvis af jobs, hvilket skabte politiske jordskælv, der forandrede de europæiske samfund, og spørgsmålet er naturligvis, om den tilsvarende situation i amerikansk (og europæisk) økonomi i dag også vil medføre politiske jordskælv, der vil forandre verden. Meget tyder på det.

I USA medførte automatisering og out-sourcing i perioden fra 1980 og op til i dag, at talrige lokalsamfund blev efterladt i dyb krise, fordi det økonomiske grundlag forsvandt. Samtidig blev virksomhedsejerne forgyldt i kraft af automatiseringsbølgens produktivitetsstigninger, mens de arbejdere, der stadig havde job, oplevede en konstant eller endda en faldende realløn. Med andre ord en situation med millioner af jobs, der forsvandt samtidig med en lønudvikling, der efterlod almindelige lønmodtagere på den perron, hvorfra toget med de velbjergede for længst var kørt.

Clinton var i 2016 blind for denne problematik, men Trump havde læst situationen, og derfor står verden nu med en uforudsigelig og narcicistisk personlighed som amerikansk præsident, der er i gang med at levere det ene politiske jordskælv efter det andet. Med sin aktuelle politik er Trump i færd med at tilbageføre masser af jobs til USA, og hvis han lykkes med den proces, er det meget svært at se, hvad der kan forhindrede ham i at få endnu en periode, når der næste gang skal være præsidentvalg.

Situationen er den samme i Europa. Oxford-undersøgelsen peger på, at hundredtusindvis af jobs kan automatiseres af robotter med kunstig intelligens, og selvom nye jobs vil komme til, vil det ske for langsomt og for sent til at tilfredsstille vælgerne, der ligesom i USA vil se politikere, der har et svar på deres problemer.

Trump er – desværre – ikke en overgangsfigur. Han er kaptajn på et skib fyldt med vælgere, der er vrede over, at deres jobs er forsvundet, at den økonomiske ulighed er vokset til et monstrøst niveau, og at de “gamle” politikere intet gjorde for at hjælpe dem. Hvis ikke kaptajnerne på de europæiske skibe finder en anden kurs end den nuværende, er der al mulig udsigt til, at vi får en europæisk Trump – måske endda i flere udgaver.

Vi lever i spændende tider. Forhåbentlig bliver det ikke uhyggelige tider.

28. juli 2018: Ryanair! Aldrig, ligesom i ALDRIG!

Anne-Marie ældste søn, Anders, har sammen med sin familie – 2 voksne og 3 børn – været på ferie i Spanien, og flyrejsen stod Ryanair for. På hjemturen mellemlandede de som planlagt i London og så brød alt sammen. Ryanair aflyste uden varsel 17 af sine fly, heriblandt familiens fly til Hamburg, og flere tusinde mennesker var strandet som Robinson Crusoe – ikke på en øde ø, men i en lufthavn i en af verdens største byer, og vilkårene var de samme: Ingen hjælp at hente fra nogen, familien var bare strandet, overladt til sig selv. Selvom problemet skyldes Ryanair, var der heller ingen hjælp at hente fra dem – intet overhovedet – ikke engang en kokosnød 🙂 – og det helt absurde var, at det var helt umuligt at blive ombooket til et andet flyselskab, for alt var udsolgt adskillige dage frem. Ryanair burde efter EU’s regler have sørget for såvel ombooking som hotel og fortæring, men firmaets vilje til at overholde de bestemmelser var lige så udsolgt som flybilletterne. Hvad så med tog eller bus ud af London? Umuligt, alt udsolgt. Denne julidag var det ganske enkelt umuligt at komme ud af London, hvis man ikke havde sin egen bil. Jeg troede en sådan situation kun kunne finde sted i det mørkeste Afrika.

Familien måtte derfor for egen regning finde hotel i London, skaffe togbilletter dagen efter til Bruxelles for dog at komme til kontinentet (togbilletterne til Hamburg var fortsat udsolgt) og fra Bruxelles forhåbentlig videre med tog eller bus til Hamburg, hvis det er muligt at finde billetter. Det siger sig selv, at regningen for alt dette løber op i mange tusind kroner, og muligheden for at trække dem ud af Ryanair er lig med nul. En totalt absurd situation.

Det irske lavpris-luftfartsselskab Ryanair er kendt for at afvise aftaler med fagforeninger og har ofte været i konflikt med sine ansatte, når de har forsøgt at få nogenlunde anstændige arbejdsvilkår. For et års tid siden lovede Ryanair’s administrerende direktør, Michael O’Leary, at indgå aftaler med fagforeninger, men det har vist sig at være tomme løfter som så meget andet fra den kant. Derfor strejker personalet, og derfor blev 17 fly aflyst i London, og flere følger efter.

Ryanair er et glimrende eksempel på den ukontrollerede liberalisme, som bl.a. Liberal Alliance i Danmark er så stærk fortaler for. En liberalisme uden ordentlige arbejdsforhold, uden overenskomster, og hvor fanden tager de bagerste, alt mens ejere og ledere forgylder sig selv. O’Leary er en af Irlands rigeste personer, men at sørge for ordentlige løn- og arbejdsforhold for sine ansatte ligger ham uendelig fjernt. En biografi beskriver ham som en arrogant type, der ofte kommer med stærke udtalelser, som han siden modsiger eller benægter. Han er kendt for at udtale sig aggressivt og ofte med anvendelse af et vulgært sprog, ikke mindst over for kvinder. Hvis der er nogen, der kommer til at tænke på Trump, så er jeg helt enig. Samme herlige mennesketype.

Og moralen? Ja, den giver naturligvis sig selv. Men husk det nu, også når Ryanair er et par hundrede kroner billigere – for det er der en (dårlig) grund til…!

30. juli 2018: En tur ad ‘Memory Lane. 

Det er mange år siden, vi sidst har været i Glamsbjerg, hvor vi boede indtil 1994, og derfor har vi besluttet at tage en tur ned af ‘Memory Lane’.  Vi indledte besøget på Glamsbjerg Kirkegård for at se, om vi kunne ‘møde’ gamle bekendte og kolleger. Og jo, de lå der – gode mennesker, som på den ene eller anden måde har betydet noget for os for mange år siden –

Vores gamle chef, rektor P.G.Lange, ledte vi forgæves efter. Ved et pudsigt tilfælde er formanden for det lokale menighedsråd en af vores gamle kolleger, Michael Krarup, og da jeg ringede til ham kunne han straks hjælpe os: “Lange ligger på Køng kirkegård – og når I har været der, så kommer I hjem til mig og får et glas hvidvin!” En smuk invitation (vores kollega-skab ligger 25 år tilbage i tiden), som vi tog imod med glæde. På Køng kirkegård fandt vi Langes gravsten –

– og sendte ham nogle venlige tanker – jeg har skrevet mere om Lange og tiden på Vestfyns Gymnasium her.

Besøget hos Michael blev en sjov og varm genopfriskning af gamle historier og fælles undren over at vi, der startede sammen i 1973, nu et øjeblik efter – sådan forekommer det – sidder som pensionister og taler om, hvad vi laver – og hvem der ligger på kirkegården!

31. juli 2018 – Langeland

Vi er taget på udflugt til Langeland, hvor Anne-Marie trådte sin barnesko – i Snøde på Nordlangeland. Turens formål er først og fremmest at besøge Langelandsfortet, der under den kolde krig var Danmarks knytnæve ved indsejlingen til bælterne. I krigstilfælde skulle fortet forhindre skibe fra Warschawapagten i at landsætte tropper, og heldigvis blev det aldrig aktuelt, for efter den kolde krigs afslutning fandt man ud af, at WAPA havde planlagt at sætte fortet ud af spillet med en velanbragt atombombe – noget der ville have smadret det meste af Langeland.

Museet er bestemt et besøg værd, fordi det fortæller den kolde krigs historie på en levende måde. Plakater fra 1960’erne og 1970’erne gav os et flashback til vores ungdom, hvor bølgerne gik højt, når der blev diskuteret politik, og hvor unge mennesker endnu troede på de smukke tanker i socialismen –

En af de mest fremtrædende aktivister på venstrefløjen var Jacob Holdt (ham med “Amerikanske billeder”), der længe var under mistanke (men aldrig blev dømt) for at arbejde for Sovjet, fordi han var gode venner med en sovjetisk KGB-agent. Det er historiens ironi, at Holdts tanker og drømme aldrig blev til noget, Vesten og kapitalismen sejrede,  men hans trøje, som han bar under demonstrationer, er blevet en museumsgenstand –

Når man tænker på, hvordan det er gået efter afslutningen af den kolde krig, er det svært at beslutte sig for, om man skal græde eller grine. Vist var naiviteten stor – set i bagklogskabens lys – men der var noget smukt over datidens idealer, som man kæmpede for. I dag stemmer de fleste unge på Liberal Alliance, hvor centrum er mig, mig og mig…! Det er bestemt ikke smukt, faktisk grimt!

Museet har et virkeligt klenodie, nemlig det telegram, som man i oktober 1962 – midt under Cuba-krisen – sendte fra Langslandsfortet til Pentagon i USA med oplysning om, at man havde iagttaget, at et sovjetisk fragtskib på vej til Cuba med store lastbiler var vendt om ved Anholt. Den hændelse var det første spæde tegn på, at Sovjet var ved at bakke ud af konfrontationen med USA, der havde lagt en militær blokade rundt om Cuba for at forhindre militært udstyr i at komme ind til øen (tryk for stort billede) –

Jeg har mange gange i undervisningen henvist til dette telegram men aldrig set det, så for en nørd som mig var det STORT 🙂

Langeland er et smukt ‘land’, meget smukt –

Der er et utal af kirker på øen, ofte med ganske få kilometers afstand, og vi talte om, hvordan det er en indikation på kirkens betydning i de små lokalsamfund for år tilbage. Her samledes man – og ‘man’ var stort set alle i området, for kirke, præst og degn var autoriteter, man ikke sagde imod – til alle vigtige begivenheder i menneskers liv. De mange kirker vidner også om en bofasthed, der er helt anderledes end i dag. De fleste blev født, voksede op, stiftede familie og døde inden for en radius af ganske få kilometer, og derfor havde man brug for mange kirker – en til hvert lille samfund.

Smukt er der på Langeland, men der er også sølle. Her kan man virkelig tale om en del af Danmarks, som udviklingen er gået langt udenom. Måske har man i virkeligheden mishandlet øen? Færgeruterne (og dermed et stort antal arbejdspladser) fra Bagenkop til Kiel og fra Lohals til Korsør er nedlagt, politimesterembedet (og dermed politigården) er flyttet til fastlandet, sygehuset blev taget fra dem, vejene er små og uegnede til industriel transport og sådan kan man blive ved. Øen er mere eller mindre blevet lukket ned, og det ser man tydeligt rundt om i landskabet –

På vej tilbage mod Fyn slog det mig, at Langeland må være stedet i Danmark med de særeste stednavne. ‘Snøde‘ – hvad i alverden betyder det? ‘Fodslette’ (hvor Anne-Maries vistnok har familieaner)?  ‘Humble’? Henninge? Hennetved? Og mange flere.

29. juli 2018: På Sydfyn

Vi er draget til Sydfyn, nærmere betegnet til Horne næs syd for Bøjden, hvor vi har en fantastisk 180 graders udsigt over Lillebælt. Landskabet er så smukt og fynsk, som det kan blive –

Vi har byttet sommerhus med Anne-Maries bror og svigerinde i en uges tid, og vejret er nu på tredje måned sydlansk med varme og tørke i en grad, som vi aldrig har oplevet før. Dejligt og bekymrende på samme tid.

På Katedralskolen var det fast tradition, at sidste sang ved dimissionen var Thøger Larsens vidunderlige sang fra 1914: “Danmark nu blunder den lyse nat”. I  fjerde vers priser han den frodige danske sommer: Hylden blomstrer, kornet modnes og køer, heste og får mæsker sig i (det grønne) græs, og kulminationen kommer i det efterfølgende vers med linien: “Byger der går og kommer, det er den danske sommer”. Ved den linie har jeg altid tænkt: “ja, netop, og det er møgirriterende…!”

Et par dage efter sang vi igen, nu med en våd grillpølse i hånden, og essensen kommer i vers 2 med ordene: “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender…”! Regnvejr igen, øv!

Jeg har altid haft lidt svært ved at forstå, at man på denne måde kunne prise regnen, mens vi længtes efter sol og varme i Italien, men midt i denne kogende sommer, omgivet af køer på gult græs og majsmarker så tørre, at de rasler, kan jeg pludselig godt se pointen. Gad vist, om Thøger Larsen og Drachmanns sange om dansk sommer om få år vil være nostalgi, en skildring af vejr og natur, der var engang…? Sandsynligvis, hvis man skal tro meteorologerne.

1. august 2018 – Fåborg Kunstmuseum

I dag ville min mor være fyldt 96 år, hvilket får mig til at tænke på hende. Et helt igennem dejligt menneske var hun, og jeg har kun gode minder om hende. Det kunne lyde som en frygtelig banalitet, men når jeg lytter til andre, bliver det (endnu mere) klart for mig, at jeg med min mor (og far) trak en af de helt store lotterigevinster.

Dagens store oplevelse var et besøg på Fåborg museum. Vi har været der før, men denne gang havde vi tid til at gå mere i detaljer. Jeg er normalt ikke specielt begejstret for kunstmuseer, fordi vandringen fra sal til sal med vægge pakket med malerier gør mit hoved rundtosset og mine ben umådelig trætte, og jeg begynder ret hurtigt at se mig om efter skilte med (helst) ‘exit’ eller (i mangel af bedre) ‘cafe’. Kunstmuseet i Fåborg er en undtagelse, for det er lille, historien om dets tilblivelse er god og malerierne er fremragende. Først og fremmest koncentrerer museet sig om de to ‘fynbo-malere’ Fritz Syberg og Peter Hansen, men der er også værker af Johannes Larsen og billedhuggeren Kai Nielsen.

Malerierne er ligeså fynske som deres ophavsmænd, og jeg tog billeder af nogle af dem –

Det slog mig ved rundgangen på museet, at der ikke er mange bibelske motiver blandt de mange malerier, faktisk kun et enkelt. Her er heller ingen solnedgangsbilleder, ingen tusmørke eller skumring, kun billeder i klart lys, der viser den fynske natur og ‘det gode liv’, sådan som det blev levet på landet med de bølgende kornmarker, hønsegården, grisen i stalden og hestene på marken. Fortællingen i billederne er med andre ord lang lysere end hvad man typisk finder hos jyske malere, specielt på vestkysten. Jeg har ofte – i andre sammenhænge – funderet over, hvordan landskab og klima påvirker mennesker, og besøget på Fåborg museum bekræftede min antagelse om, at det venlige og milde klima på Fyn har dannet grobund for et mildere livssyn end hvad man for eksempel finder på den jyske vestkyst. Fåborg malerimuseum er kort sagt en rejse værd.

2. august 2018 – Avernakø

Avernakø ligger lidt syd for Lyø midt i det sydfynske øhav og består egentlig af to øer, Avernak og Korshavn, der for 80 år siden – i 1937 – blev forbundet med en dæmning. Men 80 år er ingenting, når det handler om a t ændre menneskers bevidsthed. En af de lokale – matros på færgen, der fragtede os og vores cykler til øen – fortalte os, at han aldrig taler om Avernakø, kun om Avernak – med tryk på første stavelse – fordi det er her, han stammer fra. De to små øer ligger fra naturens hånd kun et par hundrede meter fra hinanden, men det er rigeligt til, at man kan tale om ‘dem’ og ‘os’ og hvorfor nævne ‘dem’, når man nu er ‘en af os’ fra Avernak…!  Der er da heller ingen tvivl om, at Avernak er den vigtigste af de to øer, for her ligger øens eneste købmand, der i tillæg til toiletpapir, frysevarer og lidt grønt også driver en lille café. At caféen var lukket her midt i højsæsonen, gør ingen forskel, for Avernak har en købmand med tilhørende café – det står i turistbrochuren, og Korshavn er og bliver lillebror.

Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og når jeg nu siden dengang (altså da vi boede på Fyn) har kaldt øerne for Avernakø, så bliver jeg ved med det. Det er også fornuftigt, for at blande sig i lokal storpolitk kan nemt give ballade. Det er som Østberlin og Vestberlin…!

Avernakø rummer ca. 100 fastboende personer, fortrinsvis landmænd samt bemeldte købmand – der ved nærmere eftersyn er en købkvinde – og nogle få andre. Med så få personer giver det sig selv, at her er intet bysamfund, kun en gård her og der, skønne udsigter og masser af plads.

Vi cyklede en dejlig rundtur på øen, og man bliver ikke overanstrengt, for der er ca. 10 km. fra den ene ende til den anden. Undervejs passerede min cykel 1.000 km. på triptælleren, kørt siden jeg fik den for godt et år siden –

Der er ingen store eller usædvanlige seværdigheder på øen, men kirken rummer en sjov historie, idet de gode Avernak- og Korshavnfolk på dag 1 efter den officielle overgang til protestantisme den 30. oktober 1536 som de første i kongeriget fik kongelig tilladelse til at opføre en protestantisk kirke. Hvorfor det netop blev dem, fortælles der intet om, det er nok en tilfældighed, men tilfældigheder kan jo blæses op fra ingenting til noget særligt, og at være Danmarks første reformations-kirke er da noget. Én ting var at få tilladelsen i 1536, men hvad med penge til et kirkebyggeri og – vigtigst af alt – hvor skulle den ligge? Kassen var tom og et byggeri lå langt ude i fremtiden, men det forhindrede ikke årtiers drabelig kamp om, hvor kirken – når man engang fik penge – skulle ligge. Kompromisset blev en placering i skellet mellem bostederne Avernak og Munke – og Korshavn tabte slaget. De gode korshavnere måtte således i århundreder krydse vandet, når de skulle i kirke på Avernak, og det har de aldrig glemt. Gedigent nag ruster ikke!

Da der ingen penge var til byggeri, blev det nye protestantiske budskab i århundreder forkyndt i et gammelt bindingsværkshus bygget af marksten, og først i 1876 fik øen en rigtig kirke, som idag står smuk og nykalket –

Færgen sejler i en cirkel Fåborg -> Lyø -> Avernakø -> Fåborg, og man kan hoppe af og på som man vil. Der er under hele sejlturen udsigt til til de mange øer i det sydfynske øhav, Bjørnø, Svelmø, Drejø, Lyø, Ærø m.fl., og i det fjerne kan Sønderjylland ses – en rigtig flot tur.

Da vi vendte tilbage til Fåborg og på afstand så byens smukke ‘skyline’ –

– fik jeg klare mindelser om tv-serien Matador. Fåborg har en stemning som i Korsbæk og rummer også en ‘Mads Skjern”, her hedder han bare Mads Rasmussen, og han tjente store penge som konservesfabrikant i begyndelsen af 1900-tallet og brugte nogle af dem til at stifte Fåborg museum, som jeg skrev om igår.

8. august 2018 – Glad i låget 🙂

I dag er det min datter Louises 45 års fødselsdag og min søn Johans datters 13 års fødselsdag (Victoria). 45 år er ingen alder, men når jeg lægger 45 år oven i den alder, jeg havde, da Louise blev født, svimler det lidt for mig.

Begge disse fødselsdage er gode grunde til at blive glad i låget, men der er nu også en tredje grund: For en måneds tid siden havde vi Anders og Benita’s Mai på besøg her i Fjellerup, og de sidste par dage har Louises og LP’s Jacob og Emil på hhv. 17 og (næsten) 13 år været her. At opleve sine børnebørn som kvikke, sjove, høflige og hjælpsomme  gør os mere glade, end de nok selv forestiller sig. Dejlige voksne i svøb.

Vejret var pragtfuldt, og jeg tror vi var i vandet en 5-6 gange –

Jacob og Emil fik den ‘middel-store’ historietur rundt om Fjellerup. Vi begyndte næsten 10.000 år tilbage lige efter den sidste istid, hvor området ved Fjellerup havde besøg af mennesker, der strejfede omkring som jægere og samlere på jagt efter mad og drog videre, når der ikke var mere at spise – eller når det blev for koldt. I havet ved Fjellerup var der store mængder af østers og muslinger, lige til at samle op og spise, og derfor slog vores forfædre lejr her. Vi ved det, fordi man ved Mejlgaard-slottet i midten af 1800-tallet fandt en stor ‘køkkenmødding’ bestående af rester fra stenalderfolkets måltider –

Man skal forestille sig situationen, at netop her har vores stenalder-forfædre siddet og spist deres måltider, fortrinsvist østers, og det, der idag (for nogle!) er en delikatesse, var for stenalderfolket basisføde, datidens ‘rugbrød’. Når den slibrige geleklump var spist, blev skallerne smidt hen i en bunke, og det er den bunke – køkkenmødding – der blev fundet i 1850’erne, og som vi og vores to teenage-børnebørn besøgte på dagens ‘middel-store’ historietur.

Billedet ovenfor er nogle år gammelt, og desværre kan man ikke længere se de mange østersskaller. Nedfald af blade har med tiden dækket muslingeskallerne, og idag skal man bruge sin fantasi (og have en historiefortæller med 🙂 ) for at forestille sig dette sted som en boplads 5-6.000 år før vores tidsregning.

Efter køkkenmøddingen var næste mål jættestuerne ved Tustrup, hvor vi er sprunget frem til bondestenalderen ca. 2000 år f.v.t. På billedet nedenfor står et par drenge og undrer sig over, hvordan i al verden man uden maskiner har fået bakset de tunge sten på plads –

Området er meget smukt og inviterer til en spadseretur –

Eftermiddagens sidste besøg var på kirkegården i Rimsø, hvor der helt usædvanligt står en runesten på størrelse med de berømte (og samtidige) i Jelling –

På runestenen fortæller “Thore” om tabet af sin mor, og ud fra det alfabet (‘futhark’), som teksten er skrevet med, kan man konkludere, at den stammer fra midten af 900-tallet, altså mens Harald Blåtand var konge i Danmark og satte sine berømte sten i Jelling, hvor han praler af at have samlet og kristnet Danmark. Alt det gav naturligvis anledning til en snak om runer, hvordan de læses (nogle ord bagfra…!), hvorfor man skrev med sådan nogle sære tegn og hvor længe man blev ved med at bruge dem.

En cykeltur hører sig til i Fjellerup, og her trækkes hestene af stalden –

Gennem skov og krat går det i retning mod Bønnerup –

Undervejs en lille pause på jagt efter brombær, der i år er usædvanligt store og fine –

Efter 8 km. langs stranden er vi fremme i Bønnerup, hvor belønningen venter –

Sådan et par dage kan man glæde sig længe over – og se frem til en gentagelse. 🙂 🙂

11. august 2018: Noget helt uvant…!

14-24. august 2018

Pause her på bloggen, fordi vi er på rejse i Bretagne, læs på Bretagne i august 2018.

1. september 2018

Vi er tilbage i Fjellerup og sidder på terrassen i solnedgangens særlige lys, hvor sølvtråde fra de utallige edderkoppespind glitrer overalt i græsset, mens vanddråber fra dagens lette regn stadig hænger i træernes blade. Når vi går mellem buske og træer sker det som en romersk kejser med hånden højt hævet for ikke at få de klæbrige tråde i ansigtet, og ved man ikke bedre, må det se lidt komisk ud.  Nyplukkede brombær er tidligere idag blevet forvandlet til marmelade, der skal forsøde vintermorgenerne om ikke så længe. En flok skræppende gæs fløj hen over huset for et øjeblik siden på vej mod syd, for selvom det stadig er lunt med masser af solskin kan også de mærke, at sommeren er slut. Vi er på vej ind i efteråret.

Efteråret er et overflødighedshorn af frugter, svampe og bær, men det er også tiden, hvor der skal skæres og klippes, for alt er vokset helt vildt i denne sommer, næsten demonstrativt meget som for at bevise, at sommerens tørke ikke var noget problem. Og så er efteråret sæson for ‘blues’, ‘november-blues’ som Benny Andersen skriver, med eftertanker om sommeren der gik og forestillinger om, hvad den forestående vinter vil bringe.

18. september 2018

Det er stille dage i Viborg, sådan helt bogstaveligt, for AM er blevet knæ-opereret, og et flot røntgenbillede viser, at en protese sidder som den skal og gør det ud for den brusk, der ikke længere er der. Det er en særdeles smertefuld operation, og derfor er morfin og husets store sofa de bedste venner i disse dage. En rollator og et sæt krykker er inden for rækkevidde og virker på samme tid som en nødvendig hjælpende hånd og som motivationsfaktor for at komme videre med fysioterapeutens øvelser, så de hurtigst muligt kan blive leveret tilbage til Viborg Sygehus. Der er påstand om ‘dødsstraf’ for at offentliggøre billeder af AM med rollator… 🙂 , men øvelser med krykkerne kan gå an – her udøves der ‘bakketræning’ –

20. september 2018

Omfanget af hvidvask-sagen i Danske Bank er nu blevet nogenlunder klart, og beløbet er ufatteligt stort. Mindst 745 milliarder kroner har været gennem Dansk Banks møntvaskeri, og selvom der var mange konkreter advarsler, reagerede ledelsen ikke, for der blev tjent gode penge…! Alligevel får bankens CEO – norske Thomas Borgen – lov til at fortsætte i stillingen ‘indtil videre’, og når han bliver afløst, er der et gyldent håndtryk på 20 mio. kr. til ham for ikke at have passet sit arbejde. Det er så skamløst, at ingen ord rækker, ikke engang sprogets værste bandeord. Min – og mange andres – retsfølelse er dybt krænket.

Her i huset har vi forladt Nordea, fordi den også har været involveret i hvidvask og andre kriminelle aktiviteter, og jeg håber rigtigt mange kunder vil gøre ligeså og forlade Danske Bank som konsekvens af ovenstående. Ejer man aktier i Danske Bank, bør man sælge hurtigst muligt. Det sprog er tilsyneladende det eneste, man forstår på direktionsgangen i de store banker. Banditter i habitter.

Politikerne står i kø for at fordømme Danske Banks adfærd – med en enkelt undtagelse:  Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, der mener kritikken er overdrevet. Egentlig ganske befriende, for han viser dermed liberalismens sande ansigt: Går den, så går den, og går den ikke, så prøver vi en anden vej. Liberalisternes måde at tænke på vil smadre sammenhængskraften i samfundet, hvis de får magt, som de har agt.

1. oktober 2018 – forvirring i oktober

9. oktober 2018 – et kølleslag

I disse dage diskuterer politikerne heftigt, hvordan og ikke mindst hvor hurtigt det danske samfund energimæssigt kan omstilles fra sort til grønt, og en vigtigere diskussion kan man næsten ikke forestille sig. Som +70-årig er det imidlertid surrealistisk at følge diskussionen, for om omstillingen lykkes eller ej, er fuldstændig ligegyldigt for os…! Vi kan vel blot håbe, at asken bliver mere grøn end sort, og det må andre tage sig af 🙂 .

Et helt liv med deltagelse i alle mulige samfundsdiskussioner, og pludselig begynder vigtige emner at være totalt ligegyldige. Det er et kølleslag. En meget mærkelig følelse.

14. oktober 2018 – sommer i oktober

Det er svært at få tingene til at stemme. Det er efterårsferie, hvilket plejer at være ensbetydende med regn i spandevis og strejf af sol, men i år har vi temperaturer på den varme side af 20 grader og spiser og opholder os udendørs som var det højsommer – dejligt, men mærkeligt –

15. oktober 2018 – hvad f….. bilder hun sig ind…?

Venstre har fået ny politisk ordfører – Britt Bager hedder hun – og forleden dag talte hun om os over 70 som ‘ældrebyrden’. Nu er det i almindelighed ikke svært at blive irriteret på Venstre, men den dag gik det da helt galt. Hvad f….. bilder konen sig ind? Sammen med tusinder andre fra min generation har jeg arbejdet og betalt skat fra jeg var 23 til jeg var 71, og alligevel skal vi nu kaldes for en ‘byrde’ for samfundet, fordi vi har trukket os tilbage fra det arbejdsliv, vi har passet i små 50 år og nu lever af penge, vi selv har sparet op. Arrrrgh! At føle sig unyttig eller endnu værre unødvendig er det værste jeg ved, og det er præcis, hvad der sker, når man bliver kaldt for ‘ældrebyrden’.

Britt Bager er blevet voldsomt kritiseret for sine udtalelser, men hun er stadig sit partis politiske ordfører – det synes jeg man skal tænke over ved næste folketingsvalg!

21. oktober 2018 – fødselsdag og begravelse

Vi har været til begravelse. I USA. Vores nære ven og min ‘soulsister’ Kirstens mand, Bear, døde for nogle år siden, og familien har siden da ventet på den rigtige lejlighed, hvor hans aske kunne spredes på hans foretrukne feriested, Race Brook Lodge i Massachusetts 200 km. nord for New York, hvor de bor. Nu fylder Kirsten 70 år, og hvad er mere rigtigt end at kombinere det med at sprede Bears aske.

Gode venner, børn og børnebørn mødtes i Race Brook og samværet blev lige så muntert, stemningsfuldt og afslappet som så ofte før. Latter, snak, børneleg og hundebjæffen (alle har medbragt deres hund 🙂 ) og ikke mindst musik har fyldt de sidste par dage (tryk på det første billede og bladr…!) –

Afskeden med Bear var naturligvis en privat begivenhed, som ikke skal udstilles her i et offentligt rum, men jeg er sikker på, at han ville have været meget glad for den fine tale, som Kirsten holdt for ham –

– og lige så glad ville han helt sikkert have været for det stykke Mozart-musik, som hans venner, Maggie og Roy, fra det hedengangne ‘Manhattan String Quartet’ spillede til ære for ham –

Som afslutning sang vi Benny Andersens ‘Svanesang’ (på dansk!), der er så utrolig enkel, smuk og udtryksfuld, og ikke et øje var tørt –

“Timerne føles så korte. Ingenting varer ved. Mor jer nu godt når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Bag mig er misbrugte dage. Foran mig noget jeg ikke ved. I. som skal blive tilbage, jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Jeg rejser uden eskorte og uden bitterhed. Mor jer nu godt når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed – mor jer nu godt når jeg er borte, jeg ønsker jer sange og kærlighed.”

Til slut blev Bears aske drysset i den fine, lille bæk, der løber gennem området ved Race Brook, og billederne fra den begivenhed er på vores nethinder. Det var svært, smukt, vedkommende og helt rigtigt. Til slut en vandretur gennem skoven til stedet, hvor Kirstens fødselsdag skulle fejres –

Midt i det hele skulle vi forholde os til, at vores rejse må afbrydes, idet Anne-Marie har fået besked om, at hendes mor stille er sover ind efter få dages bevidstløshed. Et langt (97 år!) og lykkeligt liv havde nået sin afslutning, og selvom det er vemodigt, er det også godt, hun har fået fred. Telefonerne gløder mellem Fyn og Race Brook, og det ender med nogle alt for dyre billetter med SAS – som heldigvis bliver refunderet af vores rejseforsikring.

Aftenen og Kirstens fødselsdag blev munter, dejlig, afslappet og en fin afslutning på nogle intense og følelsesmættede dage (tryk og bladr…!) –

24. oktober 2018

Det er næstsidste dag i USA i denne omgang, og hvad mon jeg laver her…?’

Svaret giver naturligvis sig selv: Jeg står i “Banana Republic” mens Anne-Marie ser på tøj. Hun skal naturligvis ikke gå rundt og fryse…! 🙂 🙂 🙂

1. november 2018 – morgentur i efterårsskoven i Viborg

Efteråret er over os, selvom vi ikke rigtig kan se det, for træerne har endnu ikke smidt bladene. Temperaturerne er væsentligt højere end normalt for denne årstid, og en morgentur i skoven bag vores hus er derfor stadig med opknappet frakke i det lune vejr –

6. NOVEMBER 2018

Vi er nogle dage i Fjellerup, og morgenens gåtur ved havet fik mig til at mindes Henrik Nordbrandts digt –

“Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”

Idag er der midtvejsvalg i USA, hvilket i praksis er blevet til en folkeafstemning om Trump. Enten elsker du ham, eller også hader du ham – hans politik, hans administration og Trump som individ. Han fremkalder lidenskab.

Nationen er splittet i to næsten lige store halvdele, der slet ikke – SLET IKKE – kan tale sammen, endsige finde fælles kompromisser om en fornuftig politik for landet. Vi har virkelig ondt af denne fantastiske, generøse nation med de mange dejlige mennesker, der for alvor er kommet i vanskeligheder med sig selv og hinanden.

For 150 år siden var uenighederne i landet så store, at det endte i en forfærdelig borgerkrig. Det er umuligt at forestille sig en gentagelse, selvom nogle taler om det, men kløften mellem trumpisterne og ‘de andre’ er så dyb, at det også er umuligt at forestille sig, hvordan den skal blive overvundet. Håbet er vel, at der ud af disen dukker en personlighed, der kan samle landet – på den anden side af Trump. Demokraten Beto O’Rourke fra Florida nævnes som en mulig præsidentkandidat, hvis han vinder over Ted Cruz ved guvernørvalget i Florida idag.

Det bliver en utroligt spændende tirsdag.

9. November 2018 – en historisk mærkedag

Datoen den 9. november er mærkelig, for alene i de sidste 100 år er der på denne dag sket usædvanligt mange skelsættende begivenheder:

• Den 9. november 1918 abdicerede Kejser Wihelm d. II af Tyskland (iøvrigt altså for præcist 100 år siden). Samme dag blev den tyske republik udråbt fra et vindue i rigsdagsbygningen af socialdemokraten Philipp Scheidemann. To timer senere udråbte den revolutionære leder Karl Liebknecht fra en balkon på kejserslottet den tyske socialistiske republik.
• Den 9. november 1923 forsøgte Hitler ved et militærkup at tage magten i Tyskland.
• Den 9. november 1938 (i dag for 80 år siden) indledte nazisterne en progrom mod jøderne med den såkaldte “krystalnat”.
• Den 9. november 1989 faldt muren, der skilte Berlin i øst og vest.

Og som om det ikke er nok, så blev Anne-Marie og jeg gift den 9. november i 1993. Det betyder – altså – at vi har sølvbryllup i år! Vi havde planlagt dagen sådan, at vi ville en tur til Århus for at se den nyeste udstilling på Moesgaard museum, og så havde vi bestilt bord på en stilfærdig frokostrestaurant. Og det skulle sådan set være det sølvbryllup. Ingen grund til ståhej.

Kl. 8 havde vi spist morgenmad, og jeg var et øjeblik inde på mit arbejdsværelse, da jeg hørte Anne-Marie udstøde et ‘primalskrig’ inde fra stuen, og jeg var mildt sagt mystificeret. Hvad foregår der dog? Jeg ilede ud i stuen og så AM stå og grine/græde, for uden for døren stod der 20 mennesker og sang morgensang, børn, børnebørn, AMs søster og svoger, gode venner fra Viborg, Århus og Odense. Jeg rodede godt op i håret (den smule der er tilbage), for jeg var mindst ligeså forbløffet og anede faktisk ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Anders havde organiseret det hele, så der var medbragt såvel morgenbrød som kaffe, stole, paptallerkener, blomster, vin m.m., og det blev naturligvis mægtig hyggeligt. Så imponerende og direkte rørende, at de allesammen havde taget fri fra arbejde og skole for at komme herop. I løbet af formiddagen sivede de fleste afsted, men Sten og Grethe blev lidt længere, og vi spise frokost inde i Viborg – mægtig hyggeligt. Den sidste rest af ikke-opmærksomhed forsvandt, da vi opdagede, at Anita havde lagt billeder af os ud på Facebook, så i løbet af ingen tid strømmede det ind med hilsner fra nær og fjern.

15. november 2018 – banditter i habitter, igen!

I dag er Nordeas risikochef, Julie Galbo, i JP og Børsen citeret for følgende udtalelse i forbindelse med afsløringen af Nordeas deltagtelse i spekulation i udbytteskat i Schweiz: “Man har været meget opmærksomme på, hvad der var den skarpe juridiske opfattelse, og ikke hvad der var det rigtige at gøre. Der er vi et andet sted i dag.”

Dette kan kun læses som en klokkeklar indrømmelse af, at Nordea udmærket vidste, at det man gjorde var forkert – selvom det muligvis var juridisk holdbart. Med andre ord en indrømmelse af, at bankens ledelse er “banditter i habitter”. 

Jeg spurgte Nordea skriftligt, om jeg havde forstået Julie Galbo rigtigt, altså at der er tale om en indrømmelse af, at der er foregået noget snavs, og at man vidste det…!  Nordeas svar var interessant, for de bekræftede, at det forholdt sig som jeg antog – og man er vældig ked af det, undskyld, undskyld! Det er tydeligt, at både i Nordea og Danske Bank har man som soldater i skyttegraven under et bombardement valgt at dukke hovedet i håb om at overleve – og imens siger man “undskyld, undskyld, undskyld, vi er et andet sted nu.” 

Nordea skrev også i deres svar, at de ikke ved, hvorfor der blev taget forkerte beslutninger i Schweiz, for de pågældende medarbejdere er ikke længere ansat i banken. Vi skal med andre ord tro, at de pågældende handlede på egen hånd uden grønt lys fra ledelsen. Enhver med blot det mindste kendskab til bankverdenen ved, at den er mere topstyret end de fleste andre virksomheder, så der har helt sikkert været accept fra topledelsen, men nu står den ved håndvasken og forsøger at vaske snavset af habitterne. “Vi er et andet sted nu…”!

Et billigt grin fik jeg også, for svaret fra Nordea sluttede med “Varme hilsner fra Caroline”, efterfuldt af en lille blomst….!

Troværdigt? Ikke det mindste – og det vil jeg fortælle dem.

7. december 2018 – flere fitnesscentre end boghandlere

Det skærer i hjertet at læse om et stigende antal unge (flest piger) med en spiseforstyrrelse. Jeg kendte dem på Katedralskolen og som regel handler det om, at de unge piger ikke kan lide deres krop, fordi de spejler sig i photoshoppede fake-billeder i dameblade, på Instagram m.fl. Det er skidt men kun en del af forklaringen – vi er også nødt til at se på os selv.

I brede kredse er der kommet et hysterisk fokus på mad og sundhed, og enhver dansk by har i dag flere fitness-centre end boghandlere. Fokus på kroppen er det nye mantra, og når samtalen over middagsbordet fokuserer på alt det fæle fede, som man for enhver pris skal undgå, så er det ikke underligt, at børn og unge får et forvredent forhold til mad. En pizza eller en gang spaghetti med kødsovs fredag aften? No way! Kropslig sundhed er blevet til en religion, spelt er Gud, og det er mere pinligt at være lidt for tyk end at få et klip i kørekortet for at køre for stærkt. Spiseforstyrrelser kommer ikke af ingenting,

Færre kogebøger og flere vitaminer til hjernen i form af gode bøger,  der kan nydes i selskab med en croissant og en kop kaffe eller et glas cacomælk, vil være et stort fremskridt. Fokus flyttet fra hvad man putter i munden til hvad man putter i hovedet. Og mens de voksne tager sig et glas rødvin, kan de passende tage en hyggelig snak med deres børn – om alt andet end slankekure og den næste tur til fitnesscenteret. Det vil helt sikkert øge familiehyggen og reducere antallet af unge med spiseforstyrrelser.

8. december 2018 – Palestrina

Palestrinas julemesse i Viborg domkirke med Bo Holten og vokalensemplet Musica Ficta – blandet med en række danske julesange, blandt andet ‘Juletræet med sin pynt’ arrangeret som  barbershop. Fremragende. Palestrinas musik er 8-dobbelt kontrapunktmusik, hvilket vil sige, at der er 7 modstemmer til hovedmelodien, og kunsten er at få det til at lyde som en helhed, hvilket Palestrina er en mester i. Der er harmoni og balance i hans musik, der nærmest flyder ind i ørene – vidunderlig smukt.

16. december 2018 – Johs. V. Jensen, Macron og Trump

I disse decemberdage er jeg ved at genlæse Johs. V. Jensens fantastiske roman fra 1901, Kongens fald. Den skal læses langsomt, for romanen er skrevet i et tilstræbt gammelt sprog, og ofte har man brug for at læse et afsnit flere gange, men læses skal den, igen og igen, for den byder på en indsigt, som alle kan lære af, ikke mindst nutidens politiske magtelite – mere herom nedenfor.

Der har været storm over Europa i 2018, og i Frankrig er stormen vokset til en orkan, der i disse dage rammer landet med fuld styrke og næsten har blæst det omkuld. ’Under-Frankrig’ iklædt gule veste gør oprør i et omfang, der bringer mindelser om revolutionen i 1789, hvor ‘sansculotterne’ (dem uden knæbukser) gjorde gaderne usikre og kappede hovedet af kejsere, dronninger og adelsmænd i hobetal. Ligesom sansculotterne er ’de gule veste’ vrede. Vrede over elitens grådighed og arrogance, vrede over at være blevet trængt ud af de store byer pga høje huslejer, og vrede over stigende priser på benzin og diesel til deres ’Berlingo’er’, der skal bringe dem på arbejde i et land, hvor offentlig transport mange steder ikke er en mulighed.

Sociale uroligheder er altid særligt voldsomme i Frankrig, og som jeg ser det, ligger en væsentlig del af forklaringen i et stærke hierakiseret samfund, hvor dialog foregår horisontalt – dvs inden for klasserne og ikke mellem klasserne. Ledere dyrker deres image med omhu, demonstrerer deres status og taler til – ikke med – deres underordnede. Et par historier kan illustrere min pointe:

For et par år siden fortalte en fransk rejseleder-kollega, Delphine, om sin forbløffelse, da hun i en gruppe fra en dansk kommune ikke kunne identificere borgmesteren, som hun vidste var deltager, for der blev på ingen måde gjort nogen stads ud af ham/hende, der ’bare’ var deltager på linie med kollegerne. Noget tilsvarende ville aldrig – ALDRIG – ske i en tilsvarende fransk gruppe, fortalte hun. Da jeg i forlængelse af denne historie spurgte til hendes syn på franske politikere, spruttede hun af arrigskab med fortællinger om udbredt sexisme og stærk elitisme.

Nogle år før havde en fransk rektorkollega fortalt mig, at hans autoritet ikke kunne holde til, at han kørte i en fransk bil, det måtte nødvendigvis være en Mercedes eller en Audi. Fuldstændig absurd i mine øjne, men tankevækkende at lytte til. Da han hørte, at jeg cyklede til arbejde hver dag, var han ved at besvime, noget sådant ville aldrig være en mulighed for en leder i Frankrig, sagde han.

I skrivende stund spiller Frankrig finale ved EM i håndbold for kvinder, og da den franske nationalsang blev sunget for nogle minutter siden, undrede den danske kommentator sig over, at holdets træner stod adskilt med et par meter fra de franske spillere. Set med danske øjne er det underligt, men virkeligheden er anderledes i Frankrig: Træneren er hævet over sine spillere og det skal kunne ses!

Dette fastlåste sociale hierarki er – sammen med en stærk centralisme koncentreret i Paris – brændstoffet til den voldsomme vrede, vi ser i gaderne i disse dage.

Den unge franske præsident Macron tilhører dén parisiske elite, som ’de gule veste’ hader, og det er på ingen måde lykkedes ham at vise en farbar vej ud af de problemer, det franske samfund står i. Han er urutineret, uden relevant indhold på sit cv, og han tildelte sig selv en ophøjet og svulstig rolle med kejserlige manerer, da han indtog Élysée-palæet – lige præcis en adfærd, der mildt sagt er uklog i et land med tradition for voldelige revolutioner fra gaden. Meget tyder på, at Macron ender med at blive en ligeså mislykket præsident som sin forgænger, Francois Hollande, for hans politiske projekt (reformering af det franske samfund) hænger i så tynde laser, at det minder om gamle klude, blæst i stykker af virkeligheden, klassedeling, elendig offentlig økonomi og jævnlige terroranslag. Færre end hver fjerde franskmand synes, han gør et godt job, og han beskyldes for at være ligeglad med de problemer, som almindelige franskmænd slås med.

Og nu kommer Johs. V. så på banen: Da jeg så Macron tale til sit folk (’sit folk’…kejserretorik!) i et forsøg på at lægge en dæmper på urolighederne, kom jeg til at tænke på en passage i Himmerlandsforfatterens mesterværk. Han skriver om kong Christian d. 2, der den 10. februar 1523, ’Tvivlens og Fortvivlelsens Nat’, sejlede frem og tilbage på Lillebælt, fordi han ikke kunne bestemme sig efter at være blevet afsat af de jyske stormænd. Da han for tredje gang krydsede bæltet, slog det ham, hvad han havde gjort galt: “Han havde jo glemt at regne med sine Undersaaters Mening, der er en Virkelighed, selv om den er taabelig….Han vilde slaa af, gøre Indrømmelser!”

Macron – og alle andre elitister – ville have stor gavn af at læse, hvad studenten fra Viborg Katedralskole skrev for mere end 100 år siden!

Selv Trump burde læse Johs. V! Hvis han altså kan læse? Man kommer i tvivl, når man hører tidligere udenrigsminister Rex Tillerson’s karakteristik af præsidenten: ”Han lytter aldrig, læser aldrig og alligevel ved han altid bedst!”. Stærke ord fra en mand, der har arbejdet side om side med præsidenten! Trump slog igen ved at sige, at Tillerson er ’dum som en sten’, og den reaktion var ingen overraskelse, for Trump kender tilsyneladende kun til konfrontationens dialog.

Hvis Trump kan læse, burde han tænke over fortællingen om ’det Stockholmske blodbad’ i 1520, hvor kong Christian d. 2 lod hele den svenske adel halshugge på torvet. Johs. V. skriver herom i “Kongens Fald”: “3 år senere, Tvivlens og Fortvivlelsens Nat, fik Kong Christiern Betalingen for sin manddoms Arbejde; Stenene han havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens kraft hævnede sig! Kongens Kraft faldt. Ja, Kongens Kraft ophørte, idet han anvendte den.”

Gad vist, om det bliver i 2019, at Trump forstår, at den der slår, får?

17. december 2018 – Tristesse!

Det er gråt derude, ikke koldt, heller ikke vådt, bare gråt, og de små huse ved kysten i Fjellerup ligger og skutter sig og venter på bedre tider. ‘Tristesse‘ burde billedet nedenfor vel hedde –

En effektiv kur er at komme ud i det grå og opdage, at det også kan være smukt og dejligt. Vinterskoven med dens nøgne grene er en skulpturel oplevelse med skjulte løfter om forår og farver inden så længe –

Selvom jeg ikke er nogen fan af julen med al dens hysteri, har den også sine forsonende sider. Mørke udenfor, lys indenfor, god mad og et glas rødvin hjælper så afgjort –

Endnu et opkvikkende middel mod alt det grå er at gå på museum! Vi var forleden dag på Moesgaard Museum for at se særudstillingen om Mongolerne og Djengis Khan. Udstillingen er fantastisk godt lavet – milevidt fra gamle dages langgaber – og man bør afsætte mindst et par timer til besøget. Fortællingen om Djengis Khan og hans slægt er en beretning om en fabelagtig, effektiv krigsmaskine, der erobrede store dele af Asien, herunder det nuværende Kina, og i 1230’erne også trængte langt frem i Europa og besatte dele af det nuværende Polen og Ungarn. De stod med andre ord på vores dørtrin og ville formodentlig have sparket døren ind, hvis ikke de pludselig var vendt om, fordi hærføreren, Ögedie Khan – søn af Djengis Khan –  døde og interne stridigheder brød ud. Mens man ser den spændende udstilling kan man spekulere over, hvordan vores land og liv havde set ud, hvis ikke Ögedie Khan meget belejligt var død, netop som mongolerne havde besluttet sig for at fortsætte deres erobringstogt. At beskæftige sig med historie er i høj grad også at beskæftige sig med, hvordan tilfældet er en faktor, der igen og igen slår til og styrer historiens udvikling.

19. december – det ser sort ud!

Ak, Ak, nu går det ikke længere at spille “Jyden han er stærk og sej’ her på domicilen, for Anne-Marie er hverken jyde eller stærk og kun en smule sej, og så bliver hun jo nok krænket, hvis hun hører den. Det er da en skam, for det er en sjov sang, som man kan drille fynboer med.

Også H. C. Andersens, I Danmark er jeg født, må bestemt i skammekrogen, for der er jo dem, der er født uden for rigets grænser, og de må formodes at blive krænket allerede i første linie.

Jeg holder rigtig meget af Chr. Winthers dejlige sang “Hun er blød, hun er sød” med musik af Otto Mortensen. Har sunget den mange gange i Studentersangernes kor og linierne “Hun er nysselig, og kysselig på mund, hånd og arm” ligger fabelagtigt i munden, når man synger dem. Men nu må den naturligvis ud af repertoiret, for er den egentlig ikke ret sexistisk, når det kommer til stykket? Nogle – de ikke så bløde og søde – vil nok ikke rigtig føle sig includeret, og det går jo slet ikke.

Helt slemt er det med Lembcke’s “Vort modersmål er dejligt”! Som mand står jeg helt af – jeg bliver dybt krænket, hvis jeg skal høre på sådan en feministisk kampsang.

Helge Rode/Carl Nielsens “Min pige er så lys som rav”….pragtfuld sang, men i guder, hvor den er krænkende over for de sorthårde, brunetterne for ikke at tale om de gråhårede. Ud med den!

Nielsen er på færde igen sammen med Holstein i “I solen går jeg bag min plov”, men her er vi ude i noget rigtig alvorligt, for vi ved jo godt, at landmændene er dybt forgældede efter sommerens tørke, og så tilhører ploven faktisk banken, og dem tør vi ikke krænke, for så kan vi ikke få et nyt billån. Ud!

Det ser sort ud!

PS: Ovenstående refererer naturligvis til episoden på CBS, hvor en ansat klagede – og modtog en undskyldning fra skolens ledelse – fordi hun følte sig krænket over, at man til en morgensang havde sunget *Den Danske sang er en ung, blond pige’. Den pågældende er åbenbart hverken ung eller blond…! En undskyldning i den situation er udtryk for et ledelsesformat så sølle, at det er skræmmende – og det sker på landets fremmeste Handelshøjskole, hvor man underviser i ‘ledelse’ 🙁 …! I stedet for et nytårsgratiale burde det udløse en alvorlig påtale til den ansvarlige leder for dårligt udført arbejde.