24. december 2019: Der er jul og der er jul. Hyggelig, dejlig jul – og jul med frustrationer og uopnåelige drømme om noget, der var engang. Jul og jul er som vand og olie.
Jul er fred. Under de mest bestialske krige kunne man enes om at stoppe kampene i julen, og absurde scener udspillede sig, da soldaterne en juleaften under første verdenskrig steg op af de forfærdelige skyttegrave og besøgte ‘krigskammeraterne’ på den anden side af fronten.
Jul er konflikter. Alt for mange følelser på kryds og tværs får frit løb i denne tid og ender i konflikter uden mening. Jeg husker tydeligt fra min tid som rektor, hvordan antallet af konflikter mellem elever og lærere og elever og lærere indbyrdes bare steg og steg, jo nærmere vi kom julen, der for mange er den vanskeligste tid på året. Det er vel i den sammenhæng også tankevækkende, at Grundtvig i 1825 sluttede sin julesalme “Velkommen igen, Guds engle små” med ordene: “Lad julesorgen slukkes!”
Der er jul og der er jul. Vand og olie.
For os er det jul i Fjellerup – mørkt, stille og hyggeligt!
24. oktober 2019: 2 måneder til juleaften, og forretningerne har allerede længe haft julen til salg – det er til at kaste op over. Med julen fejrer vi Jesu fødselsdag, men hvor mange ved, at da romerne i 300-tallet under kejser Konstantin besluttede at forlade de gamle græsk-romerske guder til fordel for kristendommen, så valgte man d. 25/12 som Jesu fødselsdag fordi man i forvejen var vant til at holde fest den dag – det var nemlig solguden Apollons fødselsdag. Så meget for julen og Jesu fødselsdag!
Vi er nu endelig klar til vores Sydafrika tur med afgang i i overmorgen – midt om natten. Det er prisen for at købe billige billetter. De sidste par dage har været intense, fordi hotellet i Johannesburg pludselig aflyste vores overnatning – og i netop den by løber man ikke rundt på gaderne efter et overnatningssted! – og et andet overnatningssted var tæt på at lave samme nummer. Det krævede nogle opringninger til Sydafrika (gad nok vist, hvad det koster…?) men i sidste ende og med en hotelflytning kom det hele på plads. Håber vi! 🙂
I den kommende tid vil jeg skrive på Rejserier.dk og vil først være tilbage på denne blog engang i december.
18. oktober 2019: Jeg er nyhedsnarkoman – indrømmet – men i den seneste tid er jeg begyndt at tænke over, hvor mange af de tusindvis af nyhedshistorier, jeg har læst i avisen eller set i tv det sidste årstid, der har fået mig til at træffe en god beslutning i mit liv.
Det ubehagelige svar er 0! Ikke en eneste lille-bitte ting fornuftig har jeg foretaget mig som konsekvens af alt det, jeg har læst eller hørt om Trump, Boris, Brexit, krigen i Syrien, optøjerne i Barcelona, klima-ulykkerne rundt om i verden og meget meget mere. Verden er blevet en landsby, og alle dens ulykker – uanset hvor – bliver transmitteret minut for minut samtidig med, at de finder sted, og hvad skal jeg bruge det til? Jeg begynder at få en forståelse af, at de mange nyheder fra en konfliktfyldt verden fjerner mig fra min sunde fornuft og dømmekraft i mit eget liv og måske er det ikke så tosset, når unge mennesker fravælger politiske nyheder. En begavet, ung kvinde af mit bekendtskab i USA ser aldrig nyheder, fordi hun bliver deprimeret over at høre om Trump, og jeg forstår hende. Måske er det også nødvendigt at springe over nyhederne fra den forfærdelige krig i Syrien, for jeg kan ikke gøre det mindste ved rædslerne.
For år tilbage ville jeg have protesteret og argumenteret heftigt mod synspunkter som disse, men jeg er kommet i tvivl. Og nu vil jeg så gå ind og se tv-avisen…! Den første af flere i aften!
11. oktober 2019: Der er absolut ingen mangel på depressionsfremkaldende hændelser i denne tid, hvor den vestlige verden synes truet af et regulært sammenbrud. Det begyndte med englændernes beslutning om at forlade det europæiske fællesskab og fortsatte med valget af tumpen Trump til præsident i USA. Disse to store nationer, der i generationer har været garanter for frihed og fred i vores del af verden, vender nu ryggen til os.
Trump siger det ligeud: “Lad europæerne klare deres egne problemer” og føjede handling til ordene, da han for et par dage siden trak amerikanske styrker ud af grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien og efterlod kurderne, vestens trofaste støtter i kampen mod Islamisk Stat, ubeskyttede overfor tyrkisk agression. Sådan behandler Trump gamle allierede for at tækkes sine vælgere – snæversynet, ubegavet og slyngelagtigt. NATO – der mere end noget har været garanten for fred og sikkerhed – har han flere gange kaldt for gammeldags og uden værdi for USA, og det ligger i luften, at han hvert øjeblik kan finde på at trække USA ud af alliancen. Med Trump som præsident svigter USA sin rolle i verden, det er katastrofalt.
Som om alt dette ikke var nok, har Trump internt i USA med sin politik, forfatningsbrud og demagogi gravet så dybe grøfter, at det er umuligt at forestille sig, hvordan denne mægtige nation igen skal blive forenet. Jeg læser dagligt New York Times, og det er tydeligt, at USA fra kyst til kyst er rystet i sin grundvold af denne tølper, der hele sit liv har brugt løgn, magtmisbrug og vulgært sprog som sit kendemærke. I dagens udgave af New York Times sagde han om Joe Biden, der er en mulig modkandidat ved præsidentvalget i 2020, at han kun var en god vicepræcident, fordi han var “god til at slikke præsident Obama i røven”. Og ja, det er et citat! Værdigheden i præsidentembedet er totalt væk.
I Storbritanien er alt kaos i parlamentet, og vi ser måbende til, mens de engelske politikere med klovnen Boris som anfører gør sig selv og demokratiet totalt til grin. Men det er den slags grin, man bliver deprimeret af.
Den frihed, sikkerhed og velstand, som stort set alle i Vesten er omfattet af i dag, er opnået som resultat af de beslutninger og den politik, som begavede og modige politikere traf op gennem årtierne efter 2. verdenskrig. Churchill, Monnet, Schumann, Adenauer, Roosevelt, Trumann med flere i den store verden, Hedtoft, H.C. Hansen, Krag, Kampmann m.fl. I Danmark, Disse politiske giganter havde visionerne for det vestlige fællesskab og modet til at sige fra over for tyranni og diktatur. I dag tør ingen politiker formulere en europæisk vision, vi hører ikke en lyd, når demonstranter i Hong Kong kæmper mod kinesisk undertrykkelse, og anti-demokratiske ledere som Orban i Ungarn, Erdogan i Tyrkiet og flere andre får uforstyrret lov til at praktisere deres illiberale og udemokratiske politik. Gad vist, hvad der ville være sket, hvis Mandela i Sydafrika, Havel i Tjekkoslovakiet eller Walesa i Polen i sin tid var blevet mødt af den samme ligegyldighed i deres kamp for frihed?
Trump, Johnson m.fl. er godt i gang med at rive det Vestens Hus ned, som har sikret fred, sikkerhed og materiel rigdom til millioner af mennesker. Og hvor er den eller endnu bedre de politiske ledere i USA eller Europa, der har det moralske og intelligensmæssige format til at stå op mod disse historieløse, nationalistiske, inkompetente – men snu – fjolser? Ingen kan vist se dem, så det er blot at håbe, at en-eller-anden mand/kvinde som en fugl Fønix i en nær fremtid vil træde frem af asken og genskabe de vestlige værdier, der i disse år bliver trådt så eftertrykkeligt under fode.
27. september 2019: Et smukt og lunt efterår har taget sin begyndelse, hvor alt det grønne afløses af farver, der er med til at gøre september til årets smukkeste måned.
I septembers disede og vindstille dage er det tydeligt, at sommeren aktiviteter snart vil blive afløst af travlhed med bådoptagning, oprydning og vinterbeskyttelse –
Endnu et foredrag – denne gang for tandlæger! – er det blevet til for mig, og jeg synes stadig, det er sjovt. I sejlklubben har pigesejlerne med Anne-Marie som admiral haft deres traditionelle afslutningstur – i år til Skive –
Det var en sejlerdag med solskin og masser af vind, der gav ‘pigerne’ frisurer, der vil få enhver punker til at græde af misundelse… 🙂
Sejlads – for sejl vel at mærke! – er en herlig beskæftigelse og en fortræffelig afledning fra tidens deprimerende politiske situation i bl.a. USA og Storbritanien. Det er virkelig bekymrende, at verden har flere og flere ‘banditter’ som politiske ledere: Trump, Johnson, Orban, Netanyahu, Al-Sisi og mange flere, der alle er indblandet i mere eller mindre lyssky affærer, der har til formål at skaffe dem selv magt og rigdom på bekostning af andre. Danmark synes til gengæld at være en markant undtagelse med en ny regering bestående af unge mennesker, der i mine øjne gør det f-r-e-m-r-a-g-e-n-d-e, ikke mindst vores statsminister, Mette Frederiksen.
25. august 2019: Hvilken sommer! Heldigvis ikke så tør som i 2018 men virkelig dejlig med masser af sol og også pænt med regn. I skrivende stund – kl. 19 d.d. – er der 26 grader i skyggen og kølige Kattegat har haft besøg af os adskillige gange idag. Efter at ferien er slut og “børnene” er begyndt at arbejde igen, er der plads til os i Fjellerup og stort set hele august har vi været her. Dagene går med gode bøger og forbedringer på huset, en ny Morsø-brændeovn til erstatning for den den elendige Jyde-pejs, vi købte for 6 år siden, et moderne smart-TV, en ny seng i gæsteværelset (også kaldet “snorke-værelset”, gæt selv hvorfor 🙂 ), og selv de talrige småfugle (musvitter, spætmejser, topmejser, fyrremejser og mange flere) har fået bedre boligforhold, så vi forhåbentlig får endnu flere af dem næste år. En helt igennem pragtfuld sommer i Fjellerup, hvor vi stor-trives.
Masser af cykelture er det også blevet til, her er vi ved Mejlgaard –
og undervejs runder AM’s nye cykel 2.000 km på et halvt år…!
Den helt store begivenhed her i august har været, at vores nære ven og soulmate, Kirsten fra New York, har købt et sommerhus 50 meter fra os – “Bjälkehytten” – som nu naturligvis vil blive omdøbt til “Bjørnehytten“, da Kirsten og hendes børn har Debear som familienavn. Købet fejres hos Hans og Sus ‘next door’ –
Gæster har vi haft masser af – her er hele holdet fra Odense på besøg suppleret af Kirsten, hendes datter Katya og hendes to herlige piger, Saga og Astrid –
13. august 2019: En fantastisk koncert i Århus Musikhus med Josua Bell og det navnkundige strygeorkester Academi of St. Martin in the Fields. De spillede Bachs violinkoncert i A-mol, Schuberts strygekvartet (arr. for strygeorkester af Mahler) “Døden og Pigen”, Samuel Barbers Adagio for strygere samt til slut Piazollas “De fire årstider”. Aldrig har jeg hørt et orkester med en sådan intensitet og præcision – fabelagtig koncert med et særdeles medlevende publikum, der mildt sagt var begejstret.
8. august 2019: Min datter Louises 46 års fødselsdag, hvilket betyder, at hendes far må være en gammel og viis mand nu 🙂 . Og ja, meget tænker jeg over nu, som jeg ikke tænkte over for 30-40-50 år siden – men måske burde have gjort. Men med Kirkegaards ord leves livet forlæns og forstås baglæns, så den slags overvejelser bringer ikke noget godt med sig.
Vi har dejlige sommerdage i Fjellerup, hvor vejret overvejende er rigtig godt med en del sol iblandet nogle heftige sommerbyger. I dag sidst på eftermiddagen mørknede himlen mod vest, og torden og regn passerede hen over os – et meget flot syn:
Hen på aftenen klarede det op, og den samme himmel bød pludselig på nogle helt andre billeder med fantastiske skyformationer –
2. august 2019: Jeg har ikke skrevet på denne blog siden april, hvilket er ærgerligt, for disse sider fungerer som vores hukommelse – hvad lavede vi, og hvad var vi optaget af på et givet tidspunkt. Når jeg læser mine notater fra et eller to år siden, kan jeg konstatere, at jeg har glemt en del af det, jeg skriver om, så derfor er notaterne nyttige.
Det kan lyde sært, men når jeg ikke har fået skrevet i nogle måneder, skyldes det travlhed. Patetisk, tænker læseren, du er jo pensionist, mand! Og det er selvfølgelig rigtigt, men med pensioneringen sker der noget sært, som jeg ikke kan forklare, men som andre pensionister kan bekræfte, nemlig at den forsvundne arbejdstid mere eller mindre automatisk (og det er det ‘automatiske‘, der er pointen) bliver erstattet af andre aktiviteter. Det er som en sø, hvor ét vandtilløb tørrer ud, hvorefter et nyt åbner sig og sørger for, at søen stadig bliver fyldt op. Søen tørrer aldrig ud – vi løber aldrig tør for aktiviteter. Altså indtil vi ultimativt løber tør og ender som pejsebrænde… 🙂 .
I begyndelsen af maj måned tog vi hul på et stort projekt – omdannelse af den gamle og grimme flise-terasse i Fjellerup til en ny og større træ-terasse –
Ret præcist 3 måneder efter ser det således ud –
Som man kan se på de to billeder, er såvel vejret som terrassen stærkt forbedret – for ikke at tale om personerne… 🙂 .
Det tog ikke tre måneder at lave terrassen, for ind imellem var det “nødvendigt” at tage ud at rejse – vi skal jo passe på ikke at tørre ud…! 6 ugers spændende rundtur i maj og juni i Centraleuropa og Italien blev det til – beskrevet og fortalt her. En smuttur til de danske Sydhavsøer samt til Thyborøn blev det også til, og fortællingerne kan læses her (Sydhavsøerne) og her (Thyborøn). En gedigen gang helvedesild tog også ganske uventet en tur forbi mig, og jeg har prøvet mange ting i livet, der har været sjovere end det…!
I skrivende stund sidder vi igen i Fjellerup, hvor vejret er helt fantastisk – sol og ikke en vind rører sig, gedigent “Fjellerup-vejr” – mens vi funderer over meningen med, at bøllen Trump kommer på besøg i september. Han er i disse dage godt i gang med at optrappe handelskrigen med Kina, hvilket sender verdens aktier ned (incl. vores opsparing 🙁 ) og de danske realkreditobligationer op til en kurs på godt 98 på (absurde) 1% – obligationer. Vi overvejer at konvertere, men tøver lige lidt endnu – kursen skal have endnu et nøk før det er gunstigt for os med en relativt kort tidshorisont.
22. april 2019: Fabelagtigt påskevejr i år. Sommertemperaturer gennem alle helligdagene, og det ser ud til at fortsætte noget tid endnu. Dejligt og skræmmende på samme tid. Med den megen debat om klimaforandringerne er det blevet sværere at nyde godt vejr, hvilket selvfølgelig er tåbeligt, men jeg er vist ikke alene om at have det sådan.
Vi har i dag cyklet 43 km. på Himmerlandsstien med himmelske udsigter over vådområderne ved Skals å.
En kort afstikker fra stien førte os til Vorde Kirke, der ligger vanvittig smukt i Limfjordslandskabet –
Kirken er i sin oprindelse romansk – altså middelalderlig fra midten af 1000-tallet – og er bestemt en lang cykeltur værd –
Alene indgangsdøren fra våbenhuset til kirken er turen værd – skænket i 1623 af Christen Wore (hvilket han ikke undlader at oplyse i håb om en lidt lettere vej gennem skærsilden 🙂 ), og den har hængt der lige siden –
Det er mærkeligt med kirker. Jeg er ikke det mindste troende og holder hverken søn- eller helligdage i hu, men jeg er glad for, at kirkerne er der, og vi skal bestemt passe på dem. De fortæller en vigtig del af vores fælles historie, om generationers liv og færden gennem et fuldt årtusinde. Dermed bliver kirkerne en del af vores identitet, uanset om man er troende eller ej, og vores verden ville være meget fattigere uden dem. Kulturkristen er vel det, jeg er.
29. marts 2019: I løbet af i dag har det britiske parlament for tredje gang stemt nej til May’s Brexit-aftale. Det er bindegalt og en falliterklæring af rang for de britiske politikeres evne til at finde løsninger på komplicerede problemer. For tre år siden, da briternes stemte ja til Johnsons og Nikel Farage’s Brexit-blålys, skrev jeg på Rejserier.dk, at briterne efter min mening ville vågne op til gevaldige tømmermænd, når fest-tågerne lettede. Det er desværre i den grad blevet virkelighed. Europa og hele verden står over for enorme problemer omkring klimaet, folkevandringer og flygtningestrømme, og hvor ligger løsningspotentialet? Hos den enkelte større eller mindre nationalstat eller i et fællesskab som EU? Svaret giver sig selv. Alt andet end samarbejde i forpligtende fællesskaber omkring så store udfordringer er populistisk, romantisk, tilbageskuende og naivt vås.
Ipse Dixit!
15. marts 2019: Adskillige danske middelalderkirker er en rejse værd. Måske p.g.a. gudstjenesten, hvis man er til det, men i hvertfald p.g.a. den fortælling om danskernes liv gennem århundreder, der kan opleves her. På væggene fortælles om fødsel og død, himmel og helvede, kærlighed og sex, og ofte med et (billed)sprog, der ikke ville slippe gennem dydighedsfilteret på nutidens sociale medier. En regnfuld dag i marts er vi kørt til Nibe for at se, hvad gudfrygtige borgere her i byen oplevede, når de stod (kirkestole er først efter reformationen!) til gudstjeneste og skulle have tiden til at gå, mens præsten talte latin.
Det har sikkert været populært at skaffe sig plads i kirkens sideskib, for her var der tegneserier for alle, bl.a. et imponerende bæst af et bevæbnet vildsvin, der stående på bagbenene gør sig klar til at skyde med sin armbrøst.
Maleren har til overflod stillet krigssvinet op på et par højhælede sko, der skal beskytte mod gadens snavs og pløre. Ganske praktisk, kunne man tænke, men her er det et symbol på forfængelighed og hovmod, der i den katolske tid var dødssynder, der ikke kunne renses i skærsilden. De latinske indskrifter ‘Bruta‘ og ‘Merdosa‘ betyder hhv. ‘fæl‘ og ‘fuld af lort‘, så også på fortidens ‘facebook-væg’ blev der gået til stålet.
Og hvem er han så, svinet med armbrøsten, som fortidens kirkegængere stod og kikkede på? Det er naturligvis Fanden selv, fæl og fuld af lort! På jagt efter menneskesjæle!
Der er mange flere spændende kalkmalerier i kirken, alle udført af en kunstner fra et værksted i Sæby omkring år 1500. De blev opdaget og afdækket under en restaurering omkring 1990.
Det er ofte lærerigt at studere gamle kirkers epitafier, for her fortælles historier, der giver indblik i fortidens levevilkår. I Nibe hænger dette epitafium fra 1770, der fortæller om sognepræst Markus Alsing og hans hustru Elisabeth Struwe, der døde i barselsseng med sit 11. barn. De mange børn blev født over en periode på 19 år, men kun 8 af dem overlevede, og det er dem, der har sat mindet over deres forældre.
3. marts 2019: På den Jyske Opera i Århus har de besluttet at grave nogle forlængst glemte danske operaer frem og præsentere dem som noget nyt og spændende. Det synes jeg ikke, de skulle have gjort – nogle ting har det bedst med at hvile i fred. I går hørte vi den første af de nyopgravede, August Ennas Cleopatra, der have førsteopførelse i 1894. Musikken er ikke dårlig, men den er heller ikke god, den er ligegyldig, synes jeg, selvom Aarhus symfoniorkester under ledelse af Joachim Gustafsson og Stefania Dovhan i rollen som Clopatra og Christian Julsin som Harmaki gjorde det fremragende. Librettoen er skrevet af Einar Christiansen og er så romantisk, vrøvlet svulstig, at det var ulideligt at følge. Virkelig ulideligt. Det blev en lang rejse i mørket frem mod det befriende tæppefald efter mere end to timer.
Vejrmæssigt sluttede februar med endnu nogle af de vejr-rekorder, som vi efterhånden er blevet så vant til. 16 varmegrader og masser af sol var der flere dage, og haven er begyndt at vise tydelige forårstegn endnu mens vi iflg. kalenderen er midt i vinteren. Dejligt og bekymrende på samme tid.
13. februar 2019: Grågæssene er kommet – en måned tidligere end normalt! 10 grader om dagen og ingen frost om natten giver mindelser om forår her midt i februar, og fuglene bliver ligesom vi forvirrede.
De har overvintret længere sydpå i i Europa, og den milde vinter har lokket dem afsted på træk mod nord langt tidligere end normalt, og nu er fortroppen landet ved søområdet her i Viborg. Fascinerende er det, når man om natten kan høre deres skræppen, når de flyver forbi huset.
11. Februar 2019: Der er mildt sagt ikke fest og farver over februar i år, der er mørk, våd og med temperaturer over frysepunktet. Ingen sne eller frost så langt meteorologens øje rækker. Det milde vejr kan bruges til lidt forberedende forårsarbejde i haven, og i sig selv er det ikke specielt morsomt, men i år har jeg en ‘følger’, nemlig en charmerende lille Rødhals, der fra hækken interesseret følger med i mit arbejde. Jeg graver ud til en ny kompost, og hver gang en spadefuld jord bliver vendt, kaster Rødhalsen sig ud i en jagt på småkryb, der måtte være i jorden. Med tiden er det som om han har vænnet sig til mig, og da jeg kravlede ind i hækken for at fotografere ham, blev han roligt siddende på en meters afstand og kiggede på mig med sine smukke øjne –
Som tak for tilliden har jeg lavet en 3-retters menu til ham med masser af saft (fedt) og kraft (frø og havregryn) og hængt den op så tæt ved hækken, at han næsten ikke behøver at flytte sig for at få noget at spise.
2. februar 2019: Det er grå vinter udenfor – mørkegrå – og det øsregner, hvilket ikke gør sagen bedre! En morgentur på det oversvømmede område ved Nørreåen med dets mange fugle er dog en god kur mod vinter-tristesse.
En flok ænder lettede med klaprende vinger hen over hovedet på os, og et øjeblik efter sejlede den majestætiske fiskehejre forbi –
Vi bør nu slet ikke klage over det danske vintermørke, for januar slog vi grundigt i stykker med en fantastisk rejse til Sydafrika, hvor der var højsommer med høj sol hver dag og temperaturer på den varme side af 30 grader. Sydafrika er utvivlsomt det smukkeste land, vi nogensinde har besøgt, og de mange oplevelser er beskrevet her: Sydafrika i januar 2019.
Det gode ved vintermørket er, at det giver tid til refleksioner. Blandt mange ting har jeg på det seneste ‘eftertænkt’ en del over, hvorfor jeg skriver på denne blog om store og små begivenheder i verden, sådan som jeg nu ser dem gennem ‘mit vindue’ – og sådan som vi taler om dem her i huset. Svaret ligger i et citat af den danske filosof (der også var specialist i vandkraft) Ludvig Fejlberg: “Der må hæmmes, før der kan fremmes”. Når en masse tanker har hobet sig op og fylder for meget, så strømmer sætningerne ud på bloggen næsten af sig selv, hovedet tømmes og kaos ophører for en tid. Det var journalist Jesper Overgaard, der henledte min opmærksomhed på Ludvig Fejlberg, og tak for det.
Vigtigt er det også, at med skrivekløen fastholdes, hvad jeg/vi var optaget af på et givet tidspunkt. Tidligere skrev og modtog vi breve, der kunne gemmes, genlæses og ind imellem give et sus – tænkte vi virkelig sådan for 5-10-50 år siden? Nu er fyldepennen imidlertid gået på pension, postbudet er som en sjælden fugl i haven og hvis vi i fremtiden skal forstå, hvad vi i nutiden var optaget af, må der skrives noget andet og mere end twitter-beskeder, fuglepjever som det er.
Noget af det mest interessante, der p.t. sker på den ‘store scene’, er bevægelsen ‘de gule veste’ i Frankrig, der demonstrerer – ind imellem voldeligt – mod den elite, der gennem årtier har ydmyget dem økonomisk, politisk og socialt –
Når vi er nødt til at tage demonstrationerne i Frankrig dybt alvorligt, er det fordi de bagved liggende problemer findes i mange lande, hvor populistiske partier har held med at opsamle den samme utilfredshed, som vi ser i Frankrig. Det sker i bl.a. Storbritannien, Ungarn, Tyskland, Polen og Sverige, og i sin kerne er det de samme forhold, der i USA bragte Trump til magten.
Frustrationerne har sit udspring i den proces, der blev sat i gang med Mastricht-traktaten fra 1992, hvor globalisering og fri bevægelighed af arbejdskraften inden for EU fik frit løb. Man slap så at sige kapitalismen løs af de lænker, der havde forhindret excesser siden 2. Verdenskrig. Med årene er frustrationerne blevet til en dybfølt vrede, og de demonstrerende vil ikke længere køres over af en arrogant elite, der flyver verden rundt i forurenende fly samtidig med, at de med henvisning til miljøet forlanger, at afgiften på diesel og benzin sættes op, hvilket vil ramme de mennesker, der er afhængig af en bil for at passe deres arbejde – hvis de har et. Vrede har utallige gange været en drivkraft i historien, og derfor skal man tage de dybe kræfter alvorligt, som vi ser udfolde sig på gaderne i Paris, og sker det ikke, skal der kun en gnist til for at få det hele til at eksplodere.
Hvis man er i tvivl om vigtigheden af politisk at adressere det problem, der med ‘de gule veste’ har fået et ansigt, behøver man blot at tænke på den succes, som Hitler havde i den tyske befolkning med at slå på ydmygelsen efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland blev pålagt krigsskadeerstatninger, som de ingen chance havde for at indfri. Uden de ydmygende vilkår, der ramte tyske familier hårdt, ville Hitler ingen klangbund have haft for sin propaganda.
I Danmark er vi – endnu – et stykke fra franske tilstande, men hvidvask-skandalerne i banksektoren og gyldne håndtryk i millionsklassen til chefer, der forlader jobbet efter at være blevet fyret for ikke at passe deres arbejde, har båret ved til et bål, der ulmer. Der er et enormt behov for et kursskifte i retning af mere decentralisering, mere nærhed, mindre ulighed, mere retfærdighed og bedre varetagelse af vilkårene for ‘almindelige’ borgere. Jeg håber den forestående valgkamp vil fokusere på nogle af disse problemer.
VIDERE TIL ‘MIT VINDUE – 2020’
Kommentarer til “Mit vindue” er mere end velkomne. For ikke at åbne for en masse spam har jeg blokeret kommentar-feltet her på bloggen, men skriv til mig på min mail: erlingoestergaard@gmail.com.