29. december 2020: “En jammerlig Vinter! endnu intet Kaneføre! Derefter har jeg ventet lige siden Mortensdag, men forgjeves. Regn og Blæst, sydlige Vinde og triest Veir.” Sådan står der under datoen 2de Januar 1711 i En Landsbydegns Dagbog af Sten Steensen Blicher, og selvom det er mange år siden, jeg læste dette mesterværk, kom jeg alligevel i tanke om disse linier, da jeg så ud af vinduerne i morges. Rædsomt gråt og trist var det derude – regn, blæst og sydlige vinde.

Jeg læste lidt videre i Landsbydegnens dagbog og under datoen den 12te Sept. 1711 skriver han: “Ak, du naadige Himmel! Hvad har jeg oplevet! Hvilken Jammer og Elendighed har jeg seet med disse mine Øine! Gud har hjemsøgt os for vore Synder, og slaget Folket med Bylder….Bange og tause sad vi fra Morgen til Aften i vor eensomme Bolig, saa paa hverandre og sukkede. Kun sjelden kigede vi ned i de tomme Gader, hvor det før vrimlede af Mennesker, kun en og anden triste figure skreed hen over Broestenene, ligesom en Gjenganger. 

Det er naturligvis følgerne af datidens voldsomme pestpandemi, som Morten, landsbydegn til Tjele og Vinge få kilometer fra mit skrivested, var vidne til, og alt for meget i denne 300 år gamle beskrivelse minder om disse dage i december 2020, hvor corona-smittetallene tordner ukontrollabelt op. Vi troede vel, at pest og den slags uvæsen hørte en fjern fortid til, men sådan forholder det sig slet ikke, og det synes jeg, man skal tænke over i disse sidste grå og triste dage i 2020. Det er inden for vores rækkevidde at gøre verden til et langt bedre sted at leve, men det kræver modige og langsigtede politiske beslutninger, og hvor træffes de? Måske – til dels – i Skandinavien og Nordeuropa, men slet, slet ikke i den øvrige del af verden.

Årsskiftet er lige om hjørnet, og normalt er det en anledning til fest og farver med naboer og gode venner, men under indtryk af den alvorlige smittesituation og – ikke mindst – statsminister Mette Frederiksens opfordringer, har også vi indskrænket nytårsfejringen, så vi kun bliver 4 til at spise mørbraden og drikke den gode rødvin. Her i huset er vi af den opfattelse, at Mette F. er den mest kompetente statsminister i generationer, så når hun taler, bliver der stille i stuen hos os.

En gåtur og meditationspause i det mægtige landskab ved Hald sø er brugbar modgift mod mørket, corona og anden dårligdom –

29. November 2020: 7 timers dagslys er, hvad det kan blive til for øjeblikket, billedet nedenfor er taget i går ved middagstid ud over Viborgs Nørresø. Hvis november 2020 var en restaurant, ville den maksimalt få en halv kokkehue for sin tristesse, corona-epidemi og ikke mindst sin mink-skandale, der har revet troværdigheden væk fra en ellers meget vellykket socialdemokratisk regering.

28. november 2020: Joe Biden er i færd med at sætte sit hold til magtovertagelsen i januar 2021, og mest bemærkelsesværdigt er det, at der nu igen kommer kvalificerede, veluddannede og rutinerede mennesker i det Hvide Hus. Viden bliver igen en kvalifikation, og væk er tilfældige TV-værter, bizarre reality-stjerner, børn og svigerbørn, og gudskelov for det. Måske er det igen – med et udtryk fra Reagan-tiden – ’Morgen i USA’!

Problemerne i et dybt splittet USA er overvældende, og måske er det slet ikke muligt at forene befolkningen. Voldgraven er blevet for dyb og kan muligvis slet ikke forceres. Nobelpristageren Paul Krugman betegnede forleden dag i New York Times USA som en mislykket stat, fordi der ikke er den mindste vilje til kompromis på tværs af voldgraven. USA som den strålende by på toppen af bakken er sunket i havet, og landet har mistet den moralske platform, som landet tidligere anvendte som afsæt for initiativer rundt om i verden.

Et effektivt land ledes fra den politiske midte, og et land uden midte har vist sig at mangle evnen til effektiv problemløsning. Corona-krisen er et tydeligt eksempel herpå: USA bruger 17% af BNP på sundhed, hvilket er dobbelt så meget som landene i Europa, og alligevel har landet haft seks (6!) gange så mange corona-relaterede dødsfald som i Danmark. Det amerikanske sundhedsvæsen er først og fremmest business, og har man penge, kan man få, men har man ingen, må man gå. Det er katastrofalt, at et land som USA aldrig har fundet det kompromis, der sikrer alle borgere adgang til et effektivt sundhedsvæsen.

Ved sin indsættelse som præsident i 1993 sagde Bill de uforglemmelige ord:  ”Der er intet, som er galt ved Amerika, som ikke kan løses med det, som er godt ved Amerika,” og forleden dag supplerede Biden ved at sige: ”America is back!”, underforstået det gode, stabile USA, som vi kender. Om der med Biden er morgengry i USA eller om det er godnat, fordi splittelsen i USA er uovervindelig og ’trumpismen’ står for stærkt, vil vise sig i de kommende år. Udfaldet vil med sikkerhed få stor betydning også for os i DK.

26. november 2020: Aldeles fremragende opførelse af Verdis opera Rigoletto i Århus Musikhus. Librettoen udspiller sig i det 16. århundredes Italien i en verden befolket af gangstere, sammensvorne, ludere – og en vanskabt hofnar, som forgæves forsøger at redde sin eneste datter fra en fordærvet verden. Ret mørkt i stemningen, men musikken er vidunderlig med en masse ‘ørehængere’, først og fremmest den berømte arie “La donna è mobile” (“kvinder er flygtige”), der hørt med vor tids MeToo-ører rummer krænkelser på stribe. Usædvanligt var det, at sangerne kom fra 8 forskellige lande, men det var lykkes instruktøren Ulrich Peter at få en flot helhed ud af det. Selvom forestillingen blev afleveret særdeles flot, var der en underlig mat stemning i salen – applausen var begrænset og uden den sædvanlige begejstring. Formodentlig er også det en effekt af corona-situationen, der er ved at slide os alle sammen ned. Trist.

10. november 2020: ”Syng os, Gudinde, om vreden”, skrev Homer engang i oldtiden i  heltedigtet Iliaden, der handler om grækernes hævntogt mod Troja, efter at Prins Paris har bortført den skønne Helene, der var gift med Menelaus, Akilleus våbenbroder. Hævntogtet varede i ti år med forfærdelige tab på begge sider, og selv guderne blev involveret, da Apollon nedkaldte pest over grækerne. Vrede er en mægtig og destruktiv kraft, der gennem historien har været det brændstof, der har næret opstande, revolutioner og krige.

Det er også vrede, der i disse uger livestreames fra USA til til hele verden. Vrede mod en arrogant elite på østkysten, vrede mod en personlighedsforstyrret præsident, vrede over ikke at have en offentlig sygesikring, vrede over at blive påtvunget en offentlig sygesikring, vrede over skydevåben i gadebilledet, vrede over forbud mod skydevåben, vrede over en monstrøs og stadigt voksende ulighed, vrede over en skandaløst lemfældig corona-politik, vrede over påbud om ansigtsmasker, vrede over et valg, som man påstår er snyd, vrede mod en præsident, der nægter at anderkende sit nederlag. Brudlinierne er så mange og vreden så monstrøs, at USA mere og mere ligner ”Amerikas uforenelige stater”.  Gennem historien har alle store imperier oplevet, at storhed blev efterfulgt af sammenbrud: Sovjetunionen, det Britiske Imperium, Habsburgernes Imperium, det Romerske Imperium, det Ægyptiske Imperium m.fl. – og spørgsmålet er, om vi står foran endnu et imperiums sammenbrud. Er USA blevet for stort, for blandet, for uforeneligt? Der er grund til at være meget, meget bekymret, og de næste fire år bliver kritiske.

4. november 2020: En koncert i Viborg Musikforening med Katrine Gislinge var god modvægt mod det kaotiske valg i USA, som vi bliver stopfodret til kvalmegrænsen med.  Katrine Gislinge spillede Beethovens smukke Appassionata, Rachmaninoffs fabelagtige klaversonate nr. 2 og nogle lidt mærkelige nocturner af Bent Sørensen. Musik er mentalhygiejnisk honning!

31. oktober 2020: Efteråret er kommet pludseligt med regn og tåge, men også med høje temperaturer for årstiden. 17-19 grader lover DMI – tæt på endnu en rekord.

En morgencykeltur langs søen viste grønne enge og en flittig mosekone –

27.oktober 2020: Amerikanske MeToo er over os og fælder magtens mænd på stribe. Brødebetyngede står de og bekender deres synder, en hånd på et lår eller et kindkys, og lader sig for rullende kameraer riste over ilden. I nogle tilfælde aldeles rimeligt, i alle tilfælde uden den mindste beskyttelse efter normal juridisk standard. En gruppe yngre kvinder fra det politiske centrum-venstre har sat barren for krænkelser så lavt, at ingen mænd kan vide sig sikre.

I USA har en voldsom race- og kønsdiskrimination været en del af hverdagen i mange år, og MeeToo er en både nødvendig og berettiget reaktion. I Danmark er de historiske erfaringer imidlertid anderledes, og MeToo virker i mine øjne som et oppustet fænomen, en kunstig kopivare fra USA. Selv om der naturligvis er eksempler på reelle krænkelser også i Danmark, virker debatten helt ude af proportion, hysterisk og nærmest grinagtig. Under ungdomsoprøret i 1968 var grænseoverskridende adfærd en del af kønnenes frisættelse, og som jeg husker det, var kvinderne lige så aktive på det felt som mændene. Det har sat sig i kulturen i det danske samfund, og amerikanske tilstande har vi langtfra, men alligevel har MeeToo fået vinger at flyve på også hos os.

Mens magtens mænd bliver ristet, er der vel grund til at minde om, at det moderne menneske har dna til fælles med de første mennesker for 100.000 år siden, hvor tilværelsen handlede om den stærkeste ret og de svages underkastelse. Kvinder var legitimt bytte, og omvendt tilskyndede kvindens dna hende til at søge beskyttelse hos den stærkeste mand. Når nutidens mand indtager for meget spiritus, bryder de dybtliggende gener gennem det tynde lag af social dannelse, den sovende hulemand bliver vækket og begynder at efterstræbe kvinder, fordi hans dna fortæller ham, at han befinder sig på savannen. Det er ikke nogen undskyldning, men det er med til at forklare hans pinlige adfærd.

Svaret på krænkelser må være mere vægt på dannelse – opdragelse derhjemme og humanistiske fag i skolen. Og mindre af den utålelige individualisme: mig, mig og mine behov, en rosinbolle til mig, tak, uden rosiner.

22. oktober 2020: Der er mindre end 14 dage til valget i USA, der vil afgøre, hvem der skal sidde i det ovale værelse de næste fire år, og i store dele af verden krydser man fingre for, at Biden vinder. Ikke fordi han har nye og spændende visioner for fremtiden, faktisk er han kendt for aldrig at have sagt noget af interesse i sin 40-årige karriere som politiker, men han er ikke Trump, og det er nok! Han er vellidt, har masser af erfaring, opfører sig ordentligt og er en ‘samler’ i modsætning til ‘sprederen’ Trump, og derfor er han den rette mand, siger demokraterne.

Men når det nu er så indlysende – set fra Europa – at Trump må ud og Biden ind, hvordan kan millioner af amerikanere så mene, at Trump er Guds gave til dem? Hvorfor er amerikanere så underlige, tænker mange?

Forklaringen ligger som altid gemt i historien, i fortællingen om en nation, der siden løsrivelsen fra England i 1700-tallet har set sig som exceptionel, fordi den blev skabt på et ideal om frihed og individualisme, fjernt fra despoti og sociale hierarkier i det Europa, man var flygtet fra. I det exceptionelle USA kan ”den ledige finde arbejde, den unyttige blive nyttig, og den fattige blive rig”, skrev en forfatter i 1782 midt under uafhængighedskrigen og placerede USA som en ’strålende by på toppen af bakken’, som resten af verden med beundring kunne se op på.

Forestillingen – myten om man vil – om USA som et exceptionelt land med en særlig mission som ’frihedens værksted’ blev den fortælling, der bandt USA sammen og gav indbyggerne en fælles, amerikansk identitet. Amerikanerne er ikke et folk (som danskerne) men en smeltedigel af mennesker fra alle verdenshjørner, bundet sammen af fælles idealer i en amerikansk drøm om et land med ubegrænsede muligheder for den stærke, ærgerrige og selvbevidste, som gennem hårdt arbejde kan opnå alt. Selvom det er mange år siden, at denne drøm blev skabt, er den stadig en levende del af tankegodset hos mange – især republikanske – vælgere i USA.  Fra midten af 1980’erne og frem til nutiden bristede drømmen imidlertid for millioner af amerikanere, da deres arbejdspladser forsvandt til udlandet eller blev overtaget af robotter, og by efter by i de gamle industriområder i Pennsylvania, Ohio, Maryland m.fl. blev forvandlet til et morads af arbejdsløshed, fattigdom og elendighed. I dette ’rustbælte’ af nedlagte industriområder, som eliten i Washington foragteligt kalder the fly over, følte indbyggerne sig – med rette – glemt af Washington, og en enorm vrede rettede sig mod den politiske elite personificeret ved bl.a. Bill Clinton, George W. Bush, Barack Obama og Hillary Clinton.

Præcist dén vrede samlede Donald Trump op, da han i 2016 blev valgt på en dagsorden om ’America First’ (der måske rettelig burde hedde ’Trump first’).  Den hvide, lavtuddannede amerikaner skulle have sin andel af den amerikanske drøm tilbage, og derfor lovede Trump at bygge en mur mod Mexico for at holde fremmedarbejdere ude, derfor lovede han en handelskrig mod Kina og EU for at skaffe amerikanske arbejdspladser tilbage, derfor lovede han at genåbne kulminerne og derfor lovede han, at europæerne skulle betale en større del af regningen for det fælles forsvar i NATO. Og mere fra samme skuffe. Han talte til befolkningen i the fly over, som demokraterne ikke regnede for noget.

America First, lovede Trump, og alt efter temperament kan man lægge vægt på, at han faktisk har holdt en del af sine løfter – eller – at han som den store bølle i skolegården uophørligt er gået til angreb på de alliancer og værdier, der er opbygget i Vesten efter 2. verdenskrig, og samtidig har smadret enhver forestilling om respekt og værdighed i præsidentembedet. Han har kaldt NATO for forældet, EU en ’taber-organisation’ og samtidig rost nogle af verdens værste diktatorer som nordkoreanske Kim Jong-un, russiske Vladimir Putin, kinesiske Xi Jingpin og den saudiske kronprins Mohammed bin Salman, mens premierminister Theresa May fra USA’s tætteste allierede spydigt blev kaldt for en ’skolefrøken’.

I Europa har det rislet koldt ned ad ryggen på de fleste i de sidste 4 år, men Trumps vælgere kunne ikke være mere ligeglade. De drømmer om at få deres amerikanske drøm tilbage med fuld frihed til at bestemme over deres eget liv, frihed til at eje våben, frihed til at male huset grøntlyseblåt, hvis man har lyst til det, frihed til at køre i en 12-cylindret benzinsluger uden tanke for miljøet, frihed til at sige nej til mundbind, frihed til at gøre som man vil i alle sammenhænge – og først og fremmest frihed for enhver form for styring fra myndighederne i Washington. Det vil Trump give dem, og derfor stemmer de på ham og råber ‘socialist’ efter Biden.

”Hvorfor skal den flittige betale til den dovne”, siger de, når talen falder på skat, arbejdsløshedsunderstøttelse og en offentlig betalt sundhedsforsikring for alle. Ideen om en velfærdsstat efter europæisk forbillede med skat og offentlige ydelser er for disse mennesker selve antitesen til den amerikanske drøm. For dem handler fremtiden om genskabelsen af den amerikanske drøm, intet andet. De ser i bakspejlet, når de ønsker sig fremtiden, og så lever de fint med, at arkitekten bag strategien er en storskrydende løgnhals, korrupt og inkompetent på alle planer og først og fremmest narcicistisk optaget af sig selv. Det må underordnes den store mission: America First. Man væmmes til det uudholdelige.

3. oktober 2020: Fantastisk koncert i VK’s hal med Århus Symfoniorkester, der bl.a. diskede op med en uropførelse af et værk komponeret af Allan Gravgaard Madsen, en af mine gamle elever fra VK. Det var slet ikke musik i normal forstand, det var atonalt, og værket skal ses som en udforskning af de store symfoniske formater med alt hvad det indebærer af mærkelige lyde. Indledningen bestod af lyden fra nodeblade, som musikerne på dirigentens kommando rytmisk vendte med tydelige ‘smæk’, meget usædvanligt og ganske underholdende. Derefter pustede blæserne luft gennem deres ‘åbne’ instrumenter uden at trykke på knapperne, hvilket skabte et skelet uden toner. Til slut spredte tonerne A og E sig gennem hele orkestret og stykket kulminerede med en forvrænget version af noget Mozart-musik. En virkelig mærkelig oplevelse.

Endnu mere usædvanligt var det, at orkestret uden pause – og uden at have oplyst det på forhånd – gled direkte fra Allans værk til Beethovens 7. symfoni. Faktisk skulle man være vågen for at opdage, at nu var det pludselig Beethoven og ikke længere Allan, der var i gang. Den 7. symfoni er et pragtværk, der denne aften næsten blæste ørerne af os. Særligt 4 sats synes jeg var fremragende med masser af bulder og brag og storslået musik.

Også Mendelssohns violinkoncert var på programmet. Først hans ret ukendte Ruy Blas ouverture og dernæst hans store violinkoncert med Alva Holm som solist. Hun er kun 20 år gammel og spinkel som et siv, men mestrer en ufattelig musikalsk udstråling og finesse, Specielt spillede hun den langsomme anden sats virkelig dejligt efter min opfattelse. Hun må have en stor fremtid for sig.

Orkestret blev dirigeret af franske Marc Soustrot, der er Symfoniorkestrets faste dirigent.

2. oktober 2020: Efteråret har indtil nu været lunt, ind imellem varmt, og megen kaffe er blevet indtaget på terrassen med udsigt til Nørresø og dens mange fugle. Idag er efterårets regn begyndt, og blishønsene har småskræppende samlet sig i regntågen og ligger vel bare og venter på bedre tider –

Fiskehejren sidder alene på en bro nedenfor vores hus og virker som vi mennesker lidt melankolsk ved udsigten til en lang og mørk vinter –

På den anden side af Atlanten er Trump blevet testet positiv for corona, men kan tilsyneladende (desværre) endnu passe sit arbejde – hvis man kan bruge det udtryk om hans adfærd. Jeg så ham gerne indlagt på intensiv et år eller to, og så kunne de ved samme lejlighed reparere grundigt på hans hoved. Trump og Bidens debat forleden dag forud for præsidentvalget var en dybt deprimerende oplevelse, og man bliver mere og mere bekymret for udviklingen i USA. Gad vist, om det USA, vi kender, eksisterer om et halvt år – jeg er slet ikke sikker.

10. september 2020: Vi har tilbragt et par dejlige dage på Jyllands vestkyst med ophold hos gode venner i Stenbjerg, hvis sommerhus ligger aldeles pragtfuld i Thy Nationalpark –

Heden er på denne tid af året et mylder af blåbær og sortebær –

Og ser man godt efter, finder man den gule Torskemund og den fine stjerneformede blomst med det sære navn Lægeøjentrøst –

Dagene var fyldt med masser af sol og vind, og på Stenbjerg landingsplads var bådene trukket på land –

Det gamle spilhus på Stenbjerg landingsplads er i høj grad et besøg værd, og et kig ud gennem vinduerne fortalte en historie om et barsk liv som fisker med katastrofen lurende hver gang, de tog på havet –

Den 26. marts 1885 slog en sydøstenvind pludselig om og blev til storm fra vest, og 6 både på fiskeri nåede ikke hjem. Ud for Stenbjerg druknede 4 fiskere, og i Vorupør gik redningsbåden ud for at hjælpe men kæntrede i den hårde brænding og yderligere 8 af fiskerne druknede. På Vorupørs gamle kirkegård mindes de med en gravsten –

Tabet af 12 fiskere – mange med en familie at forsørge – var en katastrofe, og koner, forældre og søskende søgte trøst i Indre Mission, der er uløselig forbundet med Vorupør –

Den gamle kirkegård i Vorupør ligger ikke ved byens kirke men et par kilometer fra kysten på Kapelvej 2, godt gemt for enden af en smal grusvej, men den er bestemt umagen værd at lede efter. En stille vandring blandt de vejrslidte gravsten, et kig ind i våbenhuset og et stop ved det smukke, håndbyggede kirkegårdsdige giver meget at tænke over –

På disse kanter i det vestjyske må man ikke køre forbi bunkermuseet i Hanstholm, hvor et par timer hurtigt forsvinder, mens man betragter Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. verdenskrig. Enorme ressourcer blev brugt på at bygge dette under- og overjordiske betonhelvede udstyret med gigantiske kanoner, der kunne skyde halvvejs til Norge. Om de også kunne ramme, blev heldigvis aldrig afprøvet.

17. august 2020:  Paul Krugman er en af verdens mest anerkendte økonomer med et utal af priser i skabet, herunder nobelprisen, så der er grund til at skrue op for opmærksomheden, når han melder sig i den offentlige debat. Forleden dag skrev han i New York Times om USA’s republikanske højrefløj, der er stærkt optaget af ideen om, at ”Grådighed er godt”, og at alle er bedre stillet, når individer uhæmmet handler i egen interesse. Uhæmmet profitmaksimering hos virksomhederne og et ureguleret forbrugsvalg er for dem selve opskriften på et godt samfund. Derfor reagerer de med voldsom vrede mod selv banale regler som forbud mod fosfater i vaskemidler og energistandarder for el-pærer og afviser hårdnakket, at deres handlinger bør rumme et hensyn til andre menneskers ve og vel. Når de – og Trump – i lang tid afviste at bruge mundbind, negligerede de bevidst, at mundbindets funktion – ud over at beskytte bæreren – også beskytter andre mod at blive smittet. Det er kærlighed til friheden, siger de, og gør nærmest en dyd ud af at opføre sig uansvarligt. Senator Paul Ryan var bekymret for at være blevet smittet med corona (hvilket han var!), men færdedes alligevel overalt i senatet og brugte endog dets motionscenter, mens han afventede svar på sin test. Hans partifælle i senatet, Lindsay Graham, sagde i debatten om en forlængelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen, at det bliver ”over vores lig”! De heldigt stillede amerikanere vil ikke – og bør ikke – støtte mindre heldigt stillede landsmænd. Af principielle grunde, forstår man. Enhver er sin egen lykkes smed – helt ud over den økonomiske afgrund, som millioner af amerikanere lige nu kan se i horisonten. USA’s republikanske højrefløj og Trump har helliggjort egoismen med deres insisteren på retten til at opføre sig som man vil, selv hvis det er til skade for andre. ”Det er en egoistkult, der er i færd med at tage livet af os”, slutter Krugman.

Som dansker er det næsten umuligt at forstå denne tankegang. Måske vil yderligtgående medlemmer af Liberal Alliance og Nye Borgerlige nikke begejstret, men for vi andre er det galimatias. De kommende måneder op til præsidentvalget i november begynder at ligne manuskriptet til en dårlig horrorfilm fra Hollywood med en hovedpersonen, der bliver mere og mere uberegnelig. Trumps tidligere personlige advokat, Michael Cohen, har i en nyligt udkommet bog karakteriseret ham som blandt andet “taskenspiller, løgner bedrager, bølle og racist”, og han tilføjer ifølge NBC News, at Trump ikke kommer til at forlade præsidentposten fredeligt. Situationen i USA er alvorlig uden for kategori.

16. august 2020: 

Sommeren er gået amok i Danmark, og billedet ovenfor kunne være fra stranden i Nice men er såmænd fra Fjellerup Strand, der er blevet et virkeligt hotspot i denne corona-sommer.

Der er naturligvis højtlydt grinen og råben ved stranden, men i vores lille oase 100 m. oppe i baglandet er der så stille og fredeligt, at også det sjældne sorte egern kom på besøg i dag:

Dagene i Fjellerup går med at pusle med småting, alt andet er for varmt, læse bøger og ikke mindst være sammen med familie og gode venner. Vi spiser laks og synger danske sange, som får tårerne frem i øjnene hos Kirsten fra New York – rødderne stikker dybere i Fjellerups sand, end hun umiddelbart var bevidst om.

Mens aftenen skred frem, farvedes skyerne blodrøde af den nedgående sol, og vi bliver stille som mus, sat skakmat af det storslåede syn. Nu må uret godt gå i stå, tænkte jeg.12. august 2020: April og maj i år slog alle rekorder med hensyn til solskinstimer, og her midt i august har vi haft hedebølge uafbrudt i næsten 14 dage. I disse perioder har vi stort set hele tiden været i Fjellerup, hvor solnedgange som på billedet ovenfor har været mere reglen end undtagelsen. Kun juli – mens de fleste danskere havde ferie – var kold, blæsende og regnfuld. Retfærdighed er tilsyneladende ikke noget, Vorherre går meget op i, når det drejer sig om vejret.

Dagene i Fjellerup har været fulde af sol, varme, kortere eller længere dyp i Kattegat og derefter ude-bruseren, blomster, natur – og gæster, naturligvis –

22. juni 2020: Kun et fåtal i Danmark og Vesteuropa er velbevandret i Ungarns komplicerede historie og egenartede kultur, men ikke desto mindre er det udbredt god tone at skælde ud på landets statminister, Victor Orban, for hans politik og holdninger – og altid uden nuancer. Jeg har andetsteds her på blokken redegjort for, hvordan landets dramatiske historie har præget befolkningen på en måde, så flertallet i mange tilfælde vælger en anden vej end den, der er mainstream i Vesteuropa.

Demokratiet i Ungarn under Victor Orban har så trange kår, at landet ikke længere kan kaldes frit og demokratisk. Basale frihedsrettigheder og retsbeskyttelse af den enkelte er forlængst blvet sat ud af kraft, og set med danske/Vesteuropæiske briller kan det på ingen måde forsvares – men det kan forklares, hvis man sætter sig ind i landets spegede og blodige historie.

Mere kompliceret bliver det, når man lytter på Orbans argumenter for at afvise flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. Vesteuropa er efter hans opfattelse i gang med at kappe forbindelsen til sin historie, idealer og kulturelle rødder ved at acceptere en massiv indvandring fra lande med en islamisk kultur, der på næsten alle parametre er i konflikt med forhold, som vi traditionelt sætter højt. Det må ikke ske i Ungarn, siger Orban, og landet har derfor valgt at sige ja tak til Vesteuropa, men nej tak til indvandring og multikulturalisme. Det er ikke muligt at integrere islamisk kultur i den ungarske samfundsmodel, siger man i et land, der har århundreders erfaring med fremmede kulturer inden for murene. Den politik er Orban og Ungarn blevet stærkt kritiseret for, men når jeg ser på de problemer, Vesteuropa har med islamiske bander, kriminalitet og terror, kan jeg godt få den kætterske tanke, at Orban og ungarerne måske har ret. Måske – sandsynligvis – er vi godt igang med at smide noget meget værdifuldt væk i vores forsøg på at hjælpe mennesker fra en del af verden med en bundrådden kultur. Et virkeligt dilemma, og selvom det bestemt ikke er god tone i Danmark, er det nødvendigt at diskutere, om Orban og ungarerne her har en pointe, som vi ikke bare kan negligere, fordi vi ikke kan lide ham. Vigtige ting er på spil.

15. juni 2020: Stavnsbåndet i Danmark blev godt nok ophævet i 1788 efter at have eksisteret i 55 år, men i de sidste tre måneder har vi følt os som stavnsbundne bønder. Coronakrisen har lukket os inde i vores eget land, og selv nu, hvor der åbnes forsigtigt, er vi stadig ikke frie fugle, vingerne er fortsat stækkede, og vi kan kun vælge mellem Tyskland, Island og Norge. Det er naturligvis småt i forhold til, hvad vi plejer at kunne, men under de givne omstændigheder er det en fin mulighed. Det er vores klare opfattelse, at Mette Frederiksen og Co. har ført Danmark gennem krisen så flot, som det overhovedet har været muligt, og noget af det mest flade er i disse dage at høre på de mange kloge-Åge’r, der i bagklogskabets lys har en mening om, hvad regeringen skulle have gjort.

Med afgang ultimo juni har vi besluttet os for en tur til Tyskland med den lille campingvogn på slæb og mulighed for at lave en justering af kursen ind i Frankrig, hvis der åbnes yderligere. Vi aner ikke, om campingpladserne vil være fyldte af frisatte ‘bønder’, eller om der tværtimod vil være god plads, fordi corona-krisen fortsat kradser. Første destination er Harzen, men afhængig af vejret og opdaterede corona-regler kan ruten ende med at blive en helt anden. Rejsen kan følges her.

21. maj 2020: I disse dage er jeg i gang med at læse den franske økonom Thomas Pikettys mursten af en bog, ”Kapital og ideologi”, og det er voldsomt interessant – men det tager tid, for bogen er på flere end 1000 sider, stoffet er kompliceret, og forfatteren er særdeles grundig i sin argumentation. Grundlæggende er bogen et opgør med den hyperkapitalisme, der har hærget verden i de sidste mange år og medført en ødelæggende økonomisk ulighed. Millioner af mennesker føler sig svigtet og har med deres vrede stemt Trump til magten, Storbritannien ud af EU eller som i Frankrig taget gule veste på. Sammenhængskraften i disse samfund er mere eller mindre brudt sammen, og det er den problemstilling, som Piketty tager fat på.

Pikettys hovedbudskab er, at i et hyperkapitalistisk samfund belønnes man ikke for at arbejde, men for at eje og investere, og det har medført en stærkt stigende ulighed både i Europa og i særdeleshed i USA. I 1980 havde den rigeste tiendedel af befolkning i USA 35% af nationalindkomsten, i Europa 28%. I 2018 var de tilsvarende tal 48% og 34%. Sagt anderledes sætter den rigeste tiendedel af befolkningen i USA sig nu på halvdelen af samfundets indkomster, i Europa på en tredjedel -. og tallene fortsætter med at vokse.  Samtidig har de 50% fattigste i samfundet oplevet en total stagnering af deres absolutte levestandard og et kollaps i deres relative levestandard. En så voldsom ulighed skal kunne retfærdiggøres, hvis ikke samfundsbygningen skal styrte sammen, og det kan den åbenlyst ikke, og derfor ligger den vestlige verden i disse år som den har redt.

Det befriende i Pikettys analyse er, at han ikke præsenterer snuptagsløsninger (en revolution!), men derimod advokerer for en begavet og langsigtet regulering af kapitalismen, altså en kapitalisme inden for politisk fastsatte rammer – langt væk fra hyperkapitalismen.  Sagt på en anden måde understøtter han den politik, som socialdemokratierne i Europa traditionelt har stået for med omfordeling af samfundets rigdomme i kombination med en styret kapitalisme. Finanskrisen i 2008 og den nuværende corona-krise viser med al tydelighed, at netop dén samfundsmodel virker bedre end nogen anden, eksemplificeret ved de skandinaviske samfund. Hans dokumentation for den påstand er overbevisende og vandtæt og passer med den oplevelse, som befolkningerne i Skandinavien og USA har i disse corona-måneder. Intet tyder på, at amerikanerne evner at omstille deres samfund, næppe heller briterne, men jeg både tror og håber, at Pikettys analyse gør indtryk på kontinentet i Europa.

En udløber af den ’gamle’ kapitalistiske model ser vi i disse sen-coronatider, hvor samfundet gradvist åbner. Erhvervsfolk og blå politikere står i kø for at fortælle os, at medicinen der skal kurere samfundet består i, at vi alle skal svinge dankortet for at få forbruget op. Væksten skal  i gang igen. Målet er med andre ord, at ’new normal’ skal være identisk med ’old normal’. Det er helt tosset efter min opfattelse.

Hvis vi bliver ved med at have økonomisk vækst som det eneste succes-kriterium, er vi på vej frem mod fortiden, økonomiske sammenbrud med mellemrum og endnu flere ulykker med trumpisme, gule veste etc.  En genopretning af økonomien skal fremfor vækst – forstået som stigning i vores forbrug af materialer og naturressourcer – fokusere på øget værdiskabelse med uændret ressourceforbrug. Det handler om at beskytte kloden og sikre retfærdighed i samfundene. Vi bliver pinedød nødt til at lære at leve bedre med mindre, alt andet vil være helt uansvarligt, og hvis der på den korte bane skal genskabes noget forbrug for at sikre arbejdspladser, så må det sikres, at det bliver et ’grønt’ forbrug, ikke bare et generelt voksende forbrug.

Dermed er jeg tilbage ved Piketty. Hvis vi vil noget bedre og klogere end frem til fortiden, kan det kun ske ved en begavet regulering af kapitalismen. Vi er på vej i Skandinavien og dele af Europa, men amerikanerne kan man kun have ondt af. De må døje med Trump, monstrøs ulighed, et elendigt sundheds- og socialsystem for menigmand og absolut ingen politisk vilje til at lave om på tingene.

12. maj 2020: Og det skete mandag d. 11. maj 2020, at en stor lykke gik hen over hele Danmark: Storcentrene genåbnede, og underbukser, kaffemaskiner og tegnestifter kan nu igen købes under samme tag. Større bliver det ikke, og en begejstret kvinde udtalte på direkte tv, at ”Det her er bare livet!”, alt mens centerdirektøren erklærede, at alt nu igen er på vej til det normale.  Nu kan vi atter få billige varer fra Østens fabrikker, hvor  fagforeninger er en eksotisk drøm, vi kan få friske jordbær og asparges hele året, fløjet ind til os fra fjerne egne af kloden, det hele uanset konsekvenserne for klima, miljø og den globale sundhed.

Forbrug er blvet livet, og det begyndte med min generation, der gjorde oprør i 1968 med krav om frigørelse fra traditioner og autoriteter og – ikke mindst – plads og mulighed for personlig selvrealisering. I begyndelsen var det tænkt som en åndelig selvrealisering, men med årene og generationerne er det umærkeligt blevet til en materiel selvrealisering uden sidestykke. Det skete uden vi rigtigt opdagede det og uden ide om, hvordan dette forbrugsræs kunne stoppes – for hvem skulle begynde? Storbyferie et par gange om året er nærmest blevet en menneskeret, i tillæg naturligvis til sommerferie og vinterferie på fjerne destinationer, og aviserne flyder over med restaurantanmeldelser, hvor en kuvertpris på 1.500 kr og vin til en tusse bliver beskrevet som ’midterfeltet’. Vores næst-naboer i Fjellerup får i disse dage opført et udekøkken til 400.000 kr. og brokker sig undervejs over, at den container, der skal rumme byggeaffaldet, ikke er ny og skinnende men rusten og grim. Vi lever i vilde tider.

Den aktuelle corona-krise og den overvældende klimaudfordring er set med mine øjne ikke bare et vink med en vognstang, det er et kølleslag mod vores måde at leve på. Vi har fået opbygget en rettighedskultur, hvor individet – mig-mig-mig og hvad har jeg lyst til – er i centrum, mens fællesskabet må klare sig selv. ’Jeg’ er det vigtigste i verden, ’jeg’ har fortjent det bedste og har ret til en tilværelse uden stopklodser. ’Jeg’ vil realisere mig selv.

Måske kan der komme noget godt ud af corona-krisen, nemlig at vi bliver nødt til at reflektere over, om forbrug og evig økonomisk vækst virkelig er det rigtige mål at forfølge, når de negative konsekvenser er så åbenlyse? Hvad med klimaet? Hvad med fællesskabet? Hvad med historisk viden om, hvor vi kommer fra og hvem vi skylder taknemmelighed? Hvad med pligt og ikke kun ret? Hvad med andre emner end mig-mig-mig og hvad jeg har lyst til?

Vi kan ikke bare vende tilbage til tiden før corona, vi må tænke os alvorligt om og drage nogle konsekvenser af de ulykker, vi har set. Mon ikke godt vi kan klare – kun – at spise jordbær og asparges i sæsonen? Mon ikke sidste års forårsjakke kan klare endnu en sæson? Og fri os for vin til en tusse. En virus, der ikke giver feber men eftertænksomhed, må gerne følge efter corona.

4. maj 2020: Vi har lys i vinduerne og markerer 75-årsdagen for Danmarks befrielse, og jeg sidder og tænker på mine to onkler, der begge gav deres liv i kampen for friheden. Ganske vist døde de først længe efter krigens slutning, men for dem begge gjaldt det, at livet aldrig blev godt, sårene fra krigens grusomme oplevelser var for store og dybe, og de døde begge på ulykkelig vis.

Det Europæiske Fællesskab – EF – blev bygget på krigens ruiner i et håb om en gang for alle at sikre, at en europæisk krig aldrig kunne gentage sig. Med tiden blev fællesskabet til en union med en klar neoliberalistisk retning, hvor målet var at slippe markedskræfterne fri i et grænseløst Europa. Det har ført til øget velstand, men det har også øget uligheden i en grad, så folk er begyndt at protestere. De gule veste i Frankrig og de højre-nationale partiers fremmarch i Tyskland og Østeuropa er et resultat af den udvikling.

Jeg har i mange år været en stærk fortaler for det europæiske samarbejde i form af EU, men det bliver unægtelig sværere og sværere. Det var en triumf, da EU i 2004 efter murens fald kunne hele den kolde krigs spaltning mellem øst og vest med optagelse af en række østeuropæiske lande, men dårlig var det sket, før finanskrisen splittede Europa igen, nu mellem syd og nord. Og flygtningekrisen i 2015 viste med pinlig tydelighed, at drømmen om europæisk solidaritet var – en drøm! Den aktuelle corona-krise sætter trumf på, og ikke mindst italienerne har forgæves spejdet efter hjælp fra det rige nord. Det var synd for italienerne, men ikke synd nok, og vi sendte dem vores bedste hilsner sammen med et tilbud om nogle totalt forældede respiratorer fra forsvarets overskudslager. For en gammel EU-fortaler som mig er det svært at se i øjnene, men realiteten er, at europæisk solidaritet er reduceret til tomme fraser og kønne ord. En drøm om et forenet og solidarisk Europa er bristet, og uanset om vi bryder os om det eller ej, bliver nationalstaten det fundament, som fremtidens politik vil blive bygget på. At tro noget andet er kun for verdensfjerne idealister. Jorden og virkligheden kalder. Desværre.

22. april 2020: Klokken er 19, og det er en af disse magiske aftener i Fjellerup, hvor verden ikke bliver bedre. Solen er på vej ned, men det er stadig lunt, ikke en vind rører sig, og stilheden kan høres. Musvitter og mejser kommer flaksende og drikker af vandtruget under foderhuset, mens andre småfugle sidder rundt om os i de høje grantræer og fløjter dagens retræte. Hvidhovede skarver flyver i formation højt oppe på vej ud mod havet for at fouragere, et duepar kommer forbi og forsøger sig med indflyvning i foderhuset, men Anne-Marie jager dem væk – de forstyrrer småfuglene, mener hun. Vi har stegt hakkebøffer over åben ild, og sammen med nye kartofler (fra Ægypten, men alligevel…!) og fruens salat er det et måltid for konger. En flaske Rosso Toscana glider også ned, og det er godt, for når det sker akkompagneret af Kattegats småklukken beskytter det mod corona – jeg er ikke i tvivl 🙂 , og mon ikke der ligger en nobelpris gemt i den opdagelse?

Nu mangler kun opvasken, der er en slange gemt i ethvert paradis.

21. april 2020: April 2020 slår alle rekorder med hensyn til antal solskinstimer, og her i Fjellerup er der næsten sommertemperaturer på terrassen 😁. Bøgen har længe stået på spring, og her til aften fandt vi på vores grund det første udsprungne blad – og der er løfter om mange flere i morgen –

 

Det er også usædvanlig tørt (alt synes at være usædvanligt i disse tider!), og vi må vande flere gange om dagen for at holde væksten i gang –

16. april 2020: Det er en daglig fornøjelse for mig at læse New York Times, en af verdens mest respekterede aviser, men idag var det næsten surrealistisk, da jeg læste nedenstående, der ned til mindste detalje rummer hvad jeg skrev på denne blog for en uge siden (9. april). Det kan jo blive småt for selv de største, så måske har de smugkikket… 🙂 –

“Experts suggest there will be a rethink of how much any country wants to be reliant on any other country….there will be a rethink of how much any country wants to be reliant on any other country,” said Elizabeth Economy, a senior fellow at the Council on Foreign Relations. “I don’t think fundamentally this is the end of globalization. But this does accelerate the type of thinking that has been going on in the Trump administration, that there are critical technologies, critical resources, reserve manufacturing capacity that we want here in the U.S. in case of crisis.”

Consider just a few pieces of evidence for the weakening underpinnings of globalization.

France’s finance minister directed French companies to re-evaluate their supply chains to become less dependent on China and other Asian nations. U.S. Customs and Border Protection has said it will seize exports of certain medical supplies. And on Friday, Senator Lindsey Graham suggested that the United States should punish China for failing to contain the virus by canceling debt the Chinese government owns — a step that would risk the role of U.S. Treasury bonds as the bedrock of the world financial system.”

9. april 2020: Vi er nu 3 uger inde i corona-krisen, og lægerne fortæller os, at Covid-19 er langt farligere end først antaget, og over hele verden stiger dødstallet med alarmerende hast.  Brasiliens præsident Jair Bolsonaro (Sydamerikas Donald Trump!) kalder det et mediestunt og bidrager med sin passivitet til, at millioner af mennesker bliver syge, ikke har noget at leve af og derfor er henvist til kriminalitet for at overleve. Præcis det bagtæppe, revolutioner er malet på. I USA fungerer samfundssystemet så ringe, at i tillæg til skyhøje dødstal forudser økonomer en de facto arbejdsløshed på 25-30%. Det er næppe for meget at sige, at vores civilisation er truet, med mindre vi ændrer væsentlige ting i samfundet.

Under 70’ernes store oliekrise lærte vi i Danmark, at afhængighed af olieleverancer fra ustabile despot-regimer i Mellemøsten var livsfarlig, og fremsynede politikere indledte en proces mod selvforsyning, dels med nationalt produceret gas og olie, siden med bæredygtig energi fra vind og sol. Det har været en enorm succes såvel økonomisk som miljømæssigt.

Lige modsat gik det efter finanskrisen i 2008, som vi intet lærte af, selvom det var tydeligt, at ondets rod lå i en markedsstyret økonomi uden offentlig styring. Millioner af amerikanere blev arbejdsløse som følge af globaliseringen, hvor varer produceres, hvor det er billigst (en eufemisme for hvor fagbevægelsen er svagest!), typisk i Kina, og uden hensyn til klima og tab af lokale arbejdspladser. I 2016 blev regningen for den politik udskrevet på tommetykt pap, da Donald Trump blev valgt til præsident i USA af mennesker, der  var efterladt i økonomisk fattigdom og eksistentiel frustration. Den liberalistiske økonomiske model har virkelig givet os problemer på halsen.

En økonomi baseret på frie markedskræfter og globalisering har vist sig at være enormt risikofyldt, og corona-krisen illustrerer det med tragisk tydelighed. En markedsstyret økonomi skelner ikke mellem produktion af almindelige forbrugsvarer og produktion af essentielle produkter af kritisk betydning for samfundet, og med corona-krisens sammenbrud af de globale forsyningslinjer står hele verden nu og mangler værnemidler og håndsprit. Der blev aldrig opbygget en strategisk reserve, fordi produktionen alene har været styret af den øjeblikkelige efterspørgsel.  På samme måde blev der under SARS-epidemien for nogle år siden aldrig udviklet en vaccine, fordi det ikke var rentabelt på den korte bane. En sådan vaccine ville have hjulpet os enormt mod corona, siger lægerne, da de to vira minder om hinanden.

Liberalismen har aldrig fokus på almenvellets interesser men fokuserer i stedet på individets frie ret til selv at bestemme. Mig, mig, mig uden hensyn til fællesskabet. Hvor galt det kan gå ses i USA, hvor Trump sekunderet af republikanske guvernører over hele landet af ideologiske grunde tøvede alt for længe med at sætte begrænsninger på individernes adfærd. Den enes frihed blev dermed den næstes ulykke, og enorme smittekæder blev opbygget med tusindvis af dødsfald som konsekvens.

Store problemer kan kun løses i fællesskab, og derfor er nationale og overnationale myndigheder nødt til at gribe ind og styre både adfærden i samfundet og produktionen på strategisk vigtige områder. Markedet gør det ikke for os. Den nyliberale kurs har spillet fallit, og det er interessant at høre Venstre – ’Danmarks liberale parti’ – argumentere for større offentlige hjælpepakker end dem, den socialdemokratiske regering har lagt frem. Venstre er for øjeblikket i færd med at slå søm i den liberale ligkiste.

Vi har i for mange år haft alt for stor tillid til markedskræfternes evne til at varetage alles interesser på bedste vis. Adam Smith’s teori herom er mere end 200 år gammel, og både finans- og coronakrisen har vist os, at markedskræfterne ikke kan beskytte os mod ulykker, ligesom de ikke kan sikre social lighed, bekæmpe forurening eller løse den klimakrise, der lurer lige om hjørnet. Et velfungerende samfund har brug for offentlig styring, offentlige investeringer, social sikkerhed, hjælp til de svageste og et skattefinansieret sundhedssystem for alle. Det skal nok gå i Danmark, men jeg har ondt af amerikanerne…!

4. april 2020: “Trump er så inkompetent en idiot, at man simpelthen ikke kan rumme det”  (Paul Auster, amerikansk forfatter og filminstruktør).

28. marts 2020: Det er en mærkelig tid, vi lever i. Verden er lukket ned og at være sammen med andre mennesker er blevet livsfarligt. I går stod vi i Grenå tålmodigt i kø udenfor en butik og gik først ind, da en kunde kom ud og venligt sagde, at nu var der plads til den næste. Det blev næsten personligt, og i et pludseligt flashback oplevede jeg, hvordan vi handlede i Fjellerup i min barndom, ikke i Netto eller Menu men hos købmand Skallerup. Hos en person, ikke et firma.

Vi stod tæt i butikken, dengang, og en corona-virus ville have haft kronede dage. Mens de voksne hilste til højre og venstre og snakkede om stort og småt, betjente hr. Skallerup kunderne efter tur, og det tog den tid, den slags ting tager. For de fleste blev indkøbene “skrevet”, og jeg husker min fascination af blyanten, der havde fast p-plads bag Skallerups øre og aldrig faldt af, uanset hvor meget han nikkede eller rystede på hovedet. Jeg prøvede mange gange at efterligne det, men uden held. Købmands-ører må være noget særligt, tænkte jeg. Lidt sort spyt sad der altid i Skallerups mundvig, for som min far forklarede mig var det svært at holde gang i en pibe, når der skulle ekspederes, og derfor brugte købmanden skrå.

Helt anderledes er det i nutidens supermarked, hvor besøget først og fremmest skal være hurtigt og effektivt, og kassedamens professionelle ‘ha’ en god dag’ kan ikke skjule, at besøget er lige så spændende som den frosne pizza, hun lige har scannet ind i kasseapparatet. Den gammeldags indkøbskultur er uendelig langt væk, og det er godt for steriliteten, men skidt for det personlige.

Vi er i selvvalgt corona-isolation i Fjellerup, og her kan man endnu finde en pragtfuld tidslomme med mindelser fra Skallerups tid. Det er den lokale og enmandsbetjente tømmerhandel, hvor man betjenes ved disken af ejeren, den altid venlige og hjælpsomme Lars. Hvad han hedder til efternavn, aner jeg ikke, ganske som jeg i min barndom ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at Skallerup havde et fornavn. Tiden har vendt op og ned på meget. I disse corona-dage har Lars naturligvis håndsprit på disken, hjemmelavet står der på flasken, og formodentlig er det lige så godt til halsen som til hænderne, uden at jeg dog har prøvet. Med Lars drøfter jeg dimensioner på det træ, jeg skal bruge og hvilken størrelse skruer, der passer til, men ligeså vigtigt er det at snakke om, hvordan vinteren er gået – og den slags! Da det viste sig, at de indkøbte brædder var for lange til Volvo’ens bagagerum, lånte jeg som så ofte før Lars’s lille lastbil, og prisen for det er “tak for lån” – og et uudtalt løfte om, at naturligvis kommer jeg igen. Jeg håber, at denne tidslomme vil eksistere mange år endnu, for alternativet er Bauhaus i Randers. Måske lidt billigere, men helt sikkert totalt upersonligt og ligegyldigt.

Disse corona-dage i slutningen af marts 2020 er kølige men fyldt med sol. Fremragende virus-dræber vejr. Vi er nu så langt henne på året, at solen først går ned efter klokken 19, og det er en oplevelse hver aften –

 

18. marts 2020: ”There are decades where nothing happens, and there are weeks, where decades happen” (Vladimir Lenin).

Citatet er fra den russiske revolution i 1917 men passer også på den nuværende situation, hvor omvæltningerne er enorme, nærmest uforståelige, og med sikkerhed vil have langsigtede konsekvenser. I et desperat forsøg på at begrænse de menneskelige og økonomiske ulykker tager politikerne initiativer, der aldrig er set før, og Mette Frederiksen viser et format som statsminister, der får Ellemand og de andre politiske ledere til at ligne små, grå mus. Vi kommer i Danmark formodentlig gennem krisen med overskuelige skader, mens det ser meget værre ud i de fleste andre lande.

Krisen afslører ubarmhjertigt, at vi i den vestlige verden mangler den politiske leder, der kan føre os over på den anden side. Hvor er den ‘Winston Churchill’, der tager stafetten, mens det ser allermest sort ud, og med mod, styrke og kløgt fører os gennem krisen? Angela Merkel har både format og styrke men er slidt og træt, Macron har (vel) også formatet, men mangler opbakning i sit eget land, Boris Johnson er en knold og ikke med i EU, og så er der ikke rigtigt flere muligheder blandt de store lande. Kaos-landene (Italien og Spanien) har absolut intet at byde på i denne henseende.

Allerværst ser det ud i USA, og mit sprog mangler simpelthen ord til at beskrive omfanget af den inkompetence og løgnagtighed, som landets præsident lægger for dagen i denne verdensomspændende krise.

Den 22. januar spurgte en journalist Trump, om han frygtede en pandemi, og han svarede: “No, not at all. We have it totally under control. It’s one person coming in from China, and we have it under control. It’s going to be just fine.” Og lidt senere: “The virus does not have a chance against us!”

Den 27. februar sagde han om corona-virus’en: “It’s going to disappear. One day — it’s like a miracle — it will disappear.” 

Dagen efter – den 28. februar – anklagede Trump Demokrater og medier for hysteri og sagde,  at det hele var et fupnummer for at skade ham og regeringen.

Den 29. februar roste Trump sin administrations initiativer over for corona som “the most aggressive taken by any country.” Og for en sikkerheds skyld fulgte han op med et løfte om, at en vaccine ville være klar “very quickly” and “very rapidly.”

Den 6. marts besøgte han et hospital i Atlanta og erklærede om muligheden for at blive testet for corona: “Anybody right now and yesterday, that needs a test gets a test.”  På det samme møde fortalte han om sin enestående evne til at forstå videnskabelige teorier, og at alle omkring ham var imponeret over hans viden om virus.

Den 7. marts stod Trump ved siden af Brasiliens præsident ved et møde i Florida, da han blev spurgt, om han var bekymret for, at corona skulle sprede sig til Washington: “No, I’m not concerned at all. No, I’m not. No, we’ve done a great job.” Mindst tre medlemmer af den brasilianske delegation samt en Trump-sponsor er senere blevet testet positive for corona-virus.

Den foreløbige kulmination kom i går, da Trump braldrende erklærede, at han hele tiden (!) har vidst, at corona-krisen ville blive en pandemi, altså en verdensomspændende krise: “I felt it was a pandemic long before it was called a pandemic.” 

Kritik af denne notoriske løgner og tølper virker som vand på en gås, og man får trang til at kaste op. Der er kun at håbe, at vælgerne i USA smider ham ud på historiens losseplads.

På vores mikroplan er vi gået i isolation, sådan som regeringen ber os om, har aflyst alle sociale aftaler, vinker på sikker corona-afstand til naboerne, der også er i isolation, arbejder lidt i haven og sidder ved skrivebordet. Da Vorherre åbenlyst ikke passer sit job for tiden med at mildne luften for de klippede får (og passe på aktiekurserne…uf!), drikker vi et glas vin for dog at gøre noget, der er rart.

12. marts 2020: Danmark er ikke i krig, men det virker som om vi er. I et forsøg på at inddæmme den kinesiske Corona-virus, har regering og Folketing taget en række beslutninger, der betyder, at skoler, dagsinstitutioner og andre offentlige funktioner er lukket i foreløbig 14 dage, at sygehusene aflyser alle ikke akutte operationer for at kunne fokusere på corona-patienter, at pengeinstitutter lukker deres døre og kun arbejder virtuelt, at koncerthuse, idrætsforeninger og mange flere aflyser alle arrangementer og at man begrænser pladsen i de offentlige transportmidler, så folk ikke står for tæt ved hinanden. Udenrigsministeriet fraråder i dag rejser til alle lande i hele verden – hele verden er i undtagelsestilstand, og det er dybt alvorligt. Også verdensøkonomien lider hårdt under krisen, og har man – som vi – aktier, er det klogest ikke at følge kursudviklingen, for tallene er blodrøde og ingen aner, hvor bunden er.

Statsminister Mette Frederiksen er trådt i karakter som en overordentlig kompetent leder, der kommunikerer krystalklart. Hun gør det fremragende og er på vej til at blive en samlende figur for hele landet uanset politisk opfattelse. Hendes opgave er en ufattelig vanskelig balancegang: For meget karantæne lukker samfundet ned og økonomien dør, for lidt karantæne gør for mange syge og økonomien dør.

I den modsatte grøft er det en pine og plage at følge præsident Trump i USA. Denne dybt inkompetente, ukvalificerede og storskrydende person hævdede i går, at han forstod corona-problematikken bedre end alverdens eksperter og at der ingen grund var til uro. Alle med behov kan blive testet, braldrede han i direkte strid med den virkelighed, som de medicinske autoriteter lagde frem. I dag er han vendt 180 grader og har uden varsel forbudt alle flyvninger til USA fra Europa. Trump opfører sig ganske enkelt dummere end politiet tillader, og corona-krisen har vist, at med Trump som præsident er amerikansk lederskab i verden ikke længere til stede. For tænkende mennesker i USA må det være en pine at være vidne til præsidentens ageren, og hvis det betyder, at Trump bliver smidt ud som storskrald ved det forestående præsidentvalg, er der kommet noget godt ud af denne corona-virus. Her i Europa må vi sætte vores lid til EU, der i en krise som denne skal vise sit værd, og iøvrigt prise os lykkelige over et samfund med et skatteyderbetalt sundhedsvæsen, hvor alle kan blive behandlet uden hensyn til pengepungens størrelse. Alle – ALLE – erfaringer viser, at samfund  med en stor offentlig sektor kommer bedre gennem store kriser, og liberalisternes krav om privatiseringer og reduktion af den offentlige sektor har atter vist sig at være politisk opportunisme, et skalkeskjul for et system, hvor den stærkeste klarer sig, mens fanden tager de bagerste. En veldrevet stat har meget mere at byde på end profitdrevne, private interesser. I Danmark er der heldigvis ingen grobund for ultraliberalismen, og krisen har vist, at vi heldigvis har ansvarlige politikere, der i en krisesituation bakker op om – og roser! – vores statsminister og ikke laver partipolitisk fnidder. 

Hvis man forestiller sig, at samfundets ressourcer ikke slår til, så det ikke evner at passe på dets borgere, så står vi i en fuldstændig uoverskuelig situation, hvor ingen aner, hvad der så vil ske. Corona-krisen vil i så fald true selve det samfund, vi møjsommelig har opbygget gennem generationer, et dybt skræmmende men ikke usandsynligt perspektiv.

Jeg håber, at corona-krisen kan blive den game-changer, der får os til at indse, at tvillingerne globalisering og kapitalisme er som teenagere uden opdragelse og derfor skal bringes under kontrol af nogle fornuftige voksne. Også denne skribent troede engang, at globalisering kunne gøre noget godt for alle mennesker, men tiden har vist, at den primært skaber skamløs rigdom for nogle få, mens lokalsamfund og almindelige mennesker over hele verden lider under konsekvenserne. Vi er blevet for sårbare som følge af globaliseringen, og der er brug for at skabe større samfundsmæssig uafhængighed og robusthed. Jeg tror, vi kommer til at tale om et før og et efter coronavirus i verdensøkonomiens historie.   

8. marts 2020: Foråret ser ud til at komme tidligt igen i år, og mon ikke vi trænger til det…! I dag regner og blæser det igen, men igår var det pragtfuldt vejr, og i Fjellerup var der klare forårstegn med blomstrende æbletræer og et blåt Kattegat, der var pyntet med hvide flæser –

Vi har netop besluttet at aflyse vores planlagte rejse til Rom, fordi vi ikke for nogen pris vil risikere at bringe den Corona-virus, der har ramt Italien særlig hårdt, med hjem. Ærgerligt, men set i den store sammenhæng en ligegyldig pris sammenlignet med, hvad krisen påfører andre af både menneskelige og økonomiske omkostninger. Den verdensomspændende pandemi har enorme konsekvenser for verdensøkonomien og viser, hvor skrøbelig den moderne, globaliserede verden er. For 10-15 år siden så jeg globalisering som en enorm mulighed for mennesker – i dag ser jeg den som et forhold, der gør os meget sårbare og som samtidig skaber økonomisk ulighed med efterfølgende social uro. Ved Grækenlands grænse står i denne tid tusindvis af flygtninge og migranter og kræver at komme ind i det rige EU og få deres del af verdens goder. For en historiker som denne skribent er det oplagt at tænke på Romerrigets undergang i slutningen af 400-tallet, der ikke mindst blev fremkaldt af horder af immigranter, der krævede deres del af rigdommene i Rom. Intet samfund – hverken dengang eller nu – kan holde til en så voldsom tilstrømning af fremmede mennesker med en helt anden kulturbaggrund. Det er derfor opløftende, at EU’s ledere har tilsagt Grækenland sin fulde støtte – også selvom det gør forfærdelig ondt at se de menneskelige lidelser blandt immigranterne og flygtningene.

23. februar 2020: Det har regnet og stormet uafbrudt i snart 14 dage, og der er oversvømmelser mange steder. Aldrig har februar føltes så lang og trist.

Dagens kulturoplevelse var et besøg på Moesgaard museum for at se særudstillingen om Pompei og Herculanum, der blev totalt ødelagt af Vesuv’s udbrud i år 79 evt. Udstillingen er fantastisk godt lavet, men det var svært at få det fulde udbytte, fordi der ganske enkelt var for mange gæster.

I går var vi atter en gang i Århus Musikhus, og besøget gjaldt en klassiker, nemlig Mozarts opera  ‘Bortførelsen fra Seraillet‘. Det blev en mærkelig oplevelse. Musikken er enestående og sangerne var gode, men opsætningen var i vores øjne totalt tåbelig. Den var lavet af tyske Phillipp Kochheim og indholdsmæssigt ført frem til vores dage ud fra en argumentation om, at operaen (eller syngespillet, som det egentlig er, fordi der tales mere end i en opera) har et tidløst budskab. Solisterne var iført moderne tøj, så tv og råbte ‘fuck You’ til Trump, og ind imellem var der indlagt kunstige pauser, hvor der hverken var tale eller musik, ikke en lyd, bare pinsom stilhed, hvor publikum klappede ironisk og kom med tilråb for at få musikken i gang igen. Dialogerne var frit opfundet af skuespillerne, og de virkede lige så naturlige som julepynt ien sommerdag. Mozarts dejlige opera blev helt enkelt slået i stykker, og vi havde forståelse for de publikummer, der udvandrede. Vi holdt ud til den bitre ende men undrede og ærgrede os grusomt.

14. Februar 2020: Stille vinterferie i Fjellerup! Det er lidt sært at kalde det ferie, når man som vi har ‘ferie’ hele tiden, men det er svært at slippe af med gamle vaner. Det meste af tiden har vi temperaturer omkring 6-8 grader, og underligt er det i vinterferien at lave havearbejde. Til gengæld har vi haft masser af blæsevejr med regn og forhøjet vandstand, og DMI lover endnu en storm i den kommende weekend. Under de nye klimaforhold skal vi måske vænne os til, at ‘vinter’ i Danmark betyder ‘blæsevejr’ og ikke ‘snevejr.’

Det milde vintervejr indbyder til cykel- og gåture langs havet, der altid er anderledes end sidste gang. Det kraftige blæsevejr har presset edderfugle og sortænder i stort tal ind mod kysten, og når de kastes op og ned på de krappe bølger undres vi over, hvordan de er i stand til at finde hvile og føde i de barske omgivelser.

I Hegedal et par kilometer fra Fjellerup har mine 8 Holst-Jørgensen fætre og kusiner fra Allingåbro en ‘familie-camp’ med adskillige sommerhuse – en sjov ide! Idag mødte vi på stranden en af kusinerne, Beth, og blev opdateret på de seneste nyheder i familien.

Det lille hus på billedet nedenfor blev brugt til at opbevare fiskeredskaber i, dengang en familie kunne leve af fiskeri i små både fra stranden. I min bevidsthed har det ligget her ‘altid’ og er for mig uløselig forbundet med stranden her ved Fjellerup/Hegedal.

10. Februar 2020: For 156 år siden – i 1864 – blev Danmark revet midt over, da Preussen med støtte fra Østrig sejrede i krigen om de tre danske hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenburg.  56 år senere stod de samme to stater som tabere efter 1. verdenskrig, og Nordslesvig blev til Sønderjylland og genforenet med Danmark. Det er nu 100 år siden, hvilket i sig selv ikke gør begivenheden relevant, men grænsedragningen blev foretaget på en måde, som var usædvanlig og som efterfølgende viste sig at være overordentlig vellykket.

Grænselandets historie er en rodebutik med århundreders konflikter mellem dansk og tysk på hylderne.  Dannevirke – eller Danevirke – har i 1500 år ligget som et bolværk mod syd og fortæller en historie om, at vi altid har haft bøvl med tyskerne – eller at tyskerne altid har haft bøvl med os. Historien skrives forskelligt nord og syd for grænsen.

Historien om tabet af Sønderjylland (Nordslesvig) i 1864 kan læses i enhver historiebog, og det er ikke køn læsning. Inkompetence og politisk naivitet kendetegnede både de danske politikere og ikke mindst Kong Christian d. 9, der blandede sig kraftig. At vi fik området tilbage efter 1. verdenskrig var mere held end forstand og et resultat af  fredsforhandlingerne, hvor folkenes selvbestemmelse var en hovedprioritet for den amerikanske præsident Wilson. Hvis vi – kontrafaktisk – forestiller os, at Tyskland havde vundet krigen, ville Nordslesvig naturligvis fortsat være tysk, og resten af Danmark sandsynligvis indlemmet i det tyske kejserrige – tyske politikere havde flere gange luftet den tanke i årene før krigen. Historien forløb heldigvis anderledes, Danmark blev ikke til ‘Nordmark’, og vi fik Sønderjylland tilbage. “Heldet har altid været på danskernes side”, sagde en polsk historiker engang sagde til mig, og kender man lidt til polsk historie, forstår man mandens pointe.

I den danske nationalromantiske opfattelse vendte Sønderjylland/Nordslesvig tilbage til Danmark, fordi området var dansk. Sådan! Virkeligheden var dog mere kompliceret, for i områdets store byer – Åbenrå, Tønder, Haderslev, Kiel, Rendsborg og Flensborg var befolkningsflertallet tysksindet. Heldigvis boede der flere mennesker på landet, for her var man dansksindet, og afstemningsresultatet i den nordlige af de to afstemningszoner gav et klart flertal til dansk side. Ligeså klart var resultatet i Sydslesvig, hvor flertallet ønskede at forblive i Tyskland.

Den nationalkonservative kong Christian d. 10 fiskede imidlertid i rørt vande – opmuntret af borgerlige politikere – og krævede, at grænsen blev trukket så langt mod syd, at Flensborg blev dansk. Da statsminister Zahle sagde nej til kongens krav, blev han så ophidset, at han fyrede Zahle og regeringen. Det smagte af statskup, og da Socialdemokratiets leder, Thorvald Stauning, truede med generalstrejke, måtte kongen bøje sig for ikke at blive stødt fra tronen, og den nye grænse blev trukket efter efter folkets ønske.

Når stærke kræfter arbejdede for at få dele af Sydslesvig med ind i kongeriget, handlede det ikke kun om følelser. I midten af 1800-tallet lå rigets største og vigtigste byer – efter København – i grænseområdet. Altona (idag en forstad til Hamborg), Kiel, Flensborg, Slesvig og Rendsborg havde alle flere indbyggere end kongerigets næststørste by, Odense, og de 5 byer var økonomiske kraftcentre, som det var værd at kæmpe for.

De 100 år fra genforeningen til idag har vist, at Zahle og Stauning traf de helt rigtige beslutninger. Grænsen blev trukket efter befolkningens sindelag, og på begge sider af grænsen har der været vilje til samarbejde og ikke mindst beskyttelse af mindretallets forhold. Faktisk er grænsedragningen i 1920 blevet en mønstereksempel på, hvad man skal gøre i grænseområder, hvor mennesker med forskellige sprog og kulturer lever mellem hinanden.

Danske politikere har i tilspidsede situationer vist sig i stand til at sætte landets interesser forrest til gavn for almenvellet. Grænsedragningen i 1920 er et eksempel på det, men også Kanslergadeforliget i 1933 (se nedenfor) og det ‘nationale kompromis’ i 1992 (‘Mastricht-afstemningen’) hører til i den kategori. Danske politikere er bedre end deres rygte, og ikke mindst meget bedre end kollegerne i mange andre lande. Det er der grund til at glæde sig over.

30. januar 2020: Januar 2020 sluttede med en kedelig rekord: Ikke siden man begyndte at måle nedbør i midten af 1800-tallet er der registreret så meget nedbør i årets første måned. Overalt ligger der vand, og den daglige morgentur er et forhindringsløb –

Dagen i dag er – udover regnrekorden – mindeværdig på to meget forskellige måder.

Sent om aftenen for 87 år siden – den 30. januar 1933 – overtog Adolf Hitler embedet som rigskansler i Tyskland, og i samme døgn enedes Socialdemokratiet, Venstre og Det radikale Venstre i Danmark om et økonomisk forlig, der skabte fundamentet for nutidens danske velfærdssamfund. En tragisk nat i Tyskland, der resulterede i en verdenskrig, og en glædens nat i Danmark, der lagde fundamentet til nutidens velfærdsstat.

I Tyskland kæmpede Weimar-republikken i de første år af 1930’erne en dødskamp, der fik sit endeligt, da præsident Hindenburg d. 30. januar indsatte nazisternes fører, Adolf Hitler, som ny leder af landet. Hindenburg havde tidligere svoret, at han “hellere ville indsætte et postbud end Adolf Hitler som rigskansler”, men ved valget i 1930 og igen i 1932 blev nazistpartiet rigsdagens største (større end socialdemokratiet og kommunistpartiet tilsammen!), og inderligt modstræbende måtte Hindenburg overdrage regeringsmagten til Hitler, der efterfølgende ikke lagde skjul på, at nok kom han til magten på demokratisk vis, men det var kun et middel på vej mod målet, et nazistisk diktatur med alt hvad det indebar.

I Danmark sad den socialdemokratiske leder, Thorvald Stauning, sikkert på magten i en flertalsregering sammen med Det Radikale Venstre, da den økonomiske krise efter krakket I Wall Street i 1929 for alvor ramte landet. Landbruget var i dyb krise med faldende indtjening, og på arbejdsmarkedet truede arbejdsgiverne med lockout, hvis ikke arbejdstagerne gik med til en lønnedgang på 20% – i en situation, hvor mange dårligt nok havde til dagen og vejen. Samfundets fuger og bånd knagede, og situationen var yderst alvorlig. 

Regeringen indkaldte Venstre til forhandlinger for at se, om der kunne findes løsninger, der både ville tilgodese bønder og arbejdere. Der var vigtige principper på spil for alle involverede, og forhandlingerne foregik i al hemmelighed i Staunings dagligstue i Kanslergade nr. 10 – 

Selvom der både var smørrebrød, øl og snaps på bordet gik forhandlingerne trægt, og i sidste ende ville ingen bøje sig. Overtøjet var taget på og Venstres forhandlere på vej ud af døren, da Staunings samlever, Augusta Eriksen, bød på et glas fra en flaske whisky, der i sidste øjeblik var fundet i kælderen. Historien fortæller, at Stauning i entreen sagde, at …“jo, nok er vi uenige, men et glas kan vi vel drikke…!”. 

Da flasken var tom, var stemningen genoprettet, man bøjede sig mod hinanden og en social kontrakt mellem bønder og arbejdere blev indgået. Landbruget fik en devaluering af kronen, der gav bedre eksportmuligheder, og arbejderne fik offentlige anlægsarbejder og et forbud mod strejker og lockout’er. Socialminister K.K. Steincke fik desuden Venstres støtte til udarbejdelsen af sin store socialreform, der blev begyndelsen til nutidens velfærdsstat.

Det er naturligvis stærkt symbolladet, at Hitler kom til magten samme nat, som det danske Kanslergadeforlig kom i hus. En begyndelse til en katastrofe syd for grænsen, en begyndelse til noget meget værdifuldt nord for grænsen. De danske politikere have blik for, hvad der var under opsejling i Tyskland og forstod betydningen af, at folkestyret viste handlekraft. Principper blev opgivet, men landet blev reddet, som Stauning sagde fra Folketingets talerstol.

28. Januar 2020: At vintergækkerne blomstrer i januar kan jeg forstå –

– men at GYVELEN blomstrer nu er da helt besynderligt:

Begge billeder er taget d.d. I Fjellerup og vidner vel om et klima, der er under forandring.

I går bragte Jyllandsposten en satiretegning som kommentar til udbruddet af Corona-virussen i Kina, der allerede har kostet en del mennesker livet. Kineserne føler sig stødte og forlanger en undskyldning, og jeg forstår dem, for hvad i alverden er formålet med satire i forbindelse med en national katastrofe. I mine øjne er det dumsmart dansk, selvom JP lidt ynkeligt hævder, at det naturligvis aldrig har været meningen at støde nogen.

18. Januar 2020: En symfonikoncert i Aarhus musikhus i går aftes var – helt usædvanligt – lidt af en skuffelse. Under ledelse af franske Marc Soustrot spillede Aarhus Symfoniorkester et Beethoven-program i anledning af 250-året for hans fødsel (1770 – 1827) og indledte med Coriolan-Ouverturen, derefter den 5. Klaverkoncert (med tilnavnet Kejserkoncerten, fordi den er stor og prægtig) med østrigske Philipp Scheucher som solist og til sidst symfoni nr. 2. Alle tre værker er skrevet efter B. var blevet døv, og nogle hævder, at hans bedste værker stammer fra den periode, og musikken er helt bestemt fantastisk med Kejserkoncerten som min personlige favorit.

Når koncerten alligevel blev en (lille) skuffelse, skyldes det orkestret og dirigenten. Et ‘rigtigt’ symfoniorkester tæller mellem 70 og 110 musikere, men Aarhus Symfoniorkester er på sølle 66 musikere, og kun 50 af dem var med i går aftes, og det betød, at lydbilledet var tyndt! Rigtig tyndt. Beethovens musik er skabt til storhed, pragt og fylde, og det kan slet ikke opnås med et så lille og amputeret orkester. Måske var det derfor, at dirigenten virkede underligt ligeglad – der var slet ingen ‘ild’ i ham, og resultatet blev derefter.

Philipp Scherucher gav et ekstranummer – ‘Alla Turca’-delen fra Mozarts klaversonate nr 11 i A-dur. Herlig musik, der fik mine tanker på langfart, for den har jeg også kunnet spille for læn-ge siden – dengang fingrene var smidige og hurtige…!

16. januar 2020: Et barnebarn – Mai i Aarhus – skal konfirmeres, hvilket fik mig til at tænke over konfirmationens historie, der er både sjov og interessant.

Konfirmation er en gammel katolsk tradition, kaldet ‘firmelse‘, der bekræfter, at den unge dreng eller pige har modtaget Helligånden, står i et særligt forhold til Gud og skal viderebringe Hans budskab på jorden. Det er store ord, og for reformatoren Luther var det for meget. Han ville rense troen, og i forbindelse med 1500-tallets reformation blev ‘firmelse’ forbudt og forsvandt helt fra Danmark i et par hundrede år.

Under pietismen vendte man tilbage til konfirmationen fordi man mente, at de unge mennesker havde brug for at bekræfte deres gudstro, inden de bevægede sig ud i verden på egen hånd. En hjælpende hånd var det ment som, og i 1736 blev både dåb og konfirmation gjort lovpligtig. Mindre kunne ikke gøre det, mente de strenge pietister (missionsfolk).

Forud for den nye konfirmation gik obligatorisk undervisning, og bestod man ikke den afsluttende prøve, var man i store vanskeligheder. Hvis det blev vurderet, at årsagen var vrangvillighed (og ikke dumhed!) blev man kastet i fængsel og uden en bestået konfirmation kunne man ikke gifte sig eller få en skudsmålsbog, og i den situation var man stavnsbundet og uden mulighed for at få arbejde.

En skudsmålsbog var et identitetspapir, hvor man kunne læse, hvad for en person man var, hvad man havde bedrevet og hvor godt man havde gjort det. Datidens Facebook-profil kunne man sige, men forfattet af ens arbejdsgiver! Min bedstemor var efter sin konfirmation ung pige hos Kgl. Kollektrice Marie Christensen i Rønne, og da hun forlod pladsen i 1901, skrev arbejdsgiveren i skudsmålsbogen, at …” jeg har været fuldkommen tilfreds med hende saavel hvad Arbejde som Opførsel angaar.” Mon ikke den slags er arveligt, tænker jeg…!  🙂

I løbet af 1800-tallet blev der løst lidt op for de strenge krav, og konfirmationsprøven blev afløst af en overhøring i kirken, men dog med den finte, at de kvikkeste stod nærmest alteret, mens de dumme (og fattige!) måtte finde en plads nede bagved. Jeg husker mine bedsteforældre fortælle om denne offentlige overhøring som noget, hvor familiens ære stod på spil. Gik det galt, ville præsten ikke konfirmere den unge, og så måtte han/hun (nok oftest han!) på den igen med en ny omgang undervisning – og denne gang skulle præsten have betaling, så det har ikke været populært i de mange familier, hvor pengene var få og små.

Pænt tøj måtte man – også dengang – have på til konfirmationen i kirken, men i modsætning til i dag skulle det være lavet af slidstærkt uld – og sort, for så skulle det ikke vaskes så tit. Samtidig skulle det være et par numre for stort, så man kunne vokse i det, så særlig smart har det ikke været. Men praktisk. Og økonomisk!

Først i begyndelsen af det tyvende århundrede blev konfirmations-traditionerne ændret. Det blev en fest, hvor familien sagde farvel til den unge, som nu var færdig med skolen og skulle ud at tjene på en gård eller hos en håndværker. Drengen eller pigen var ikke længere et barn, han eller hun var nu arbejdskraft!

I arbejderfamilierne begyndte man imidlertid så småt at lægge afstand til de kirkelige traditioner – socialismen var ikke meget for andre guder end Marx og Engels – og man opfandt den borgerlige konfirmation (pudsigt at man opretholdt konfirmations-ordet), der typisk foregik på rådhuset. Samtidig begyndte ‘non-firmationer’ at dukke op, hvor der ingen ceremoni var, kun  en fest i familien.

Idag er konfirmationen en livsbegivenhed, hvor de kristne traditioner gives videre fra en generation til den næste, og de unge afgør selv, hvor meget tro, de lægger i den. For alle – konfirmander og ’non-firmander’ – er det også en livsovergang fra barndom til pubertet, begyndelsen af voksenlivet. Barnet er blevet en teenager, arbejdslivet er endnu langt væk, og dumpe til konfirmations-eksamen kan man ikke længere.

I det tidlige forår 2018 skrev jeg den forunderlige historie om Dagmar-korset, den traditionelle konfirmationsgave til piger, og den kan læses her – scroll ned til datoen 30. marts.

15. Januar 2020: Jeg har været ude at luge i haven! Midt i januar måned, det er nærmest absurd. Temperaturerne ligger omkring 10 grader, græsplænen er grøn og ukrudtet gror lystigt, så der er ingen vej udenom, selvom det virker underligt. Også de grønne alger på husets træværk har kronede dage, og der skal vaskes og skrubbes som aldrig før, hvis ikke tingene skal komme til at se trælse ud. Klima-forandringerne har tilsyneladende aflyst enhver form for vinter på vores breddegrader, og udover det mærkværdige ved at luge ukrudt midt om vinteren har jeg også lidt ondt af de børn, der kun kender en kælk fra gamle fotografier.

Med klima-problematikken i hovedet havde vi besluttet, at en forårsrejse til Rom skulle foregå med tog. Billetter til det sydlige Europa kan ikke købes på nettet, så vi kontaktede DSB, hvor en flink mand brugte tre kvarter på at finde ud af, at to returbilletter til Bologna ville koste 9.000 kr, og dertil kom den sidste strækning til Rom, der kun kan købes i Italien. På et kvarter fandt vi på nettet flybilletter til Rom for 2.500 kr, og vores forsøg på at være klima-fornuftige faldt pladask til jorden. Mens græsset gror, dør Horsemor (klimaet), og min hjerne gik nærmest i stå, da jeg tænkte over, hvor tåbeligt det var.

I Viborg er vi privilligerede med nogle af landets smukkeste steder at gå en tur, og mens græs og ukrudt groede lystigt i vinter-varmen, gik vi en tur rundt om Inderøen ved Hald sø og forsøgte at glemme verdens mærkværdige indretning.