9. december 2021: En fantastisk aften i Århus musikhus med Den Jyske Operas opførelse af Giuseppe Verdis AIDA – alle operaers moder, vældig på alle måder. Mest kendt er naturligvis ‘Triumfmarchen‘, der vel er operalitteraturens mest fantastiske tableau, der på store scener involverer 300 sangere og arabiske trompetere, der blæser i lange såkaldte AIDA-trompeter. På den udendørs scene i Verona har jeg set Triumfscenen med sangerne flankeret af heste, og på endnu større scener siges det, at der endog medvirker elefanter. Det er virkelig opera for både ørene og øjnene.
Af gode grunde omfattede opførelsen i Århus hverken heste eller elefanter, men til gengæld havde instruktøren, tyske Roland Schwab, flyttet en del af scenografien op i moderne tid, hvilket virkede totalt tåbeligt. Der blev skudt med maskinpistoler, Libyens tidligere diktator Muammar Gadaffi medvirkede i fuld ornat med kasket og sildesalat, og nogle fanger fra Guantanamo-basen på Cuba var såmænd også med. Det var så idiotisk, som det kunne blive, men musikkens storhed og genialitet sikrede, at vi blev siddende, og specielt 3. og 4. akt var på alle måder fremragende. Vi sad på det yderste af stolene, da slutscenen bragede, mens Aida og Radamés døde i hinandens arme.
Operaen blev i sin tid bestilt af en ægyptisk vicekonge, og opgaven lød på at forherlige Ægypten, og i konkurrence med bl.a. Richard Wagner fik Verdi opgaven og modtog operahistoriens største honorar:15.000 guldfranc. Uropførelsen var fastsat til at foregå i operahuset i Cairo en dag i januar 1871, men først juleaften i 1871 skete det. Kostumerne blev fremstillet i Paris, men på grund af den fransk-tyske krig (1870-71) kunne de ikke komme ud af byen, der var belejret af preussiske tropper, så vicekongen i Cairo måtte pænt vente på sin premiere, til europæerne var færdige med at slås.
Opera er store følelser, historier og dramaer på scenen, men omkring AIDA har der også været drama og gode historier uden for scenen. I 1886 skulle operaen opføres i Rio de Janeiro, og i orkestret sad en 19-årig cellist, orkestrets yngste mand, der den aften aldrig kom til at spille. Mens orkestret stemte instrumenter, skændtes dirigenten højlydt med operaledelsen, og i hidsighed tog han partituret og gik sin vej – mens publikum måbede. 2.500 festklædte mennesker havde betalt dyrt for deres billetter og krævede valuta for pengene, så det var drama endnu før den første tone var blevet intoneret. Redningen kom fra orkestrets yderste sæde, hvor den unge cellist – Arturo Toscanini – rejste sig og tilbød at dirigere operaen, uden partitur og uden nogensinde før at have dirigeret et orkester! “Touché“, som man siger i de kredse!
Opførelsen blev en bragende succes, og Toscanini blev umiddelbart efter ansat som orkestrets kapelmester – og udviklede sig med tiden til at blive en af alle tiders største og mest legendariske operadirigenter, blandt andet fordi han altid dirigerede uden noder. Det må have krævet en formidabel hukommelse, for et operapartitur er typisk på flere hundrede sider.
AIDA blev hurtigt en af operaverdenens mest elskede værker, men det var nu ikke alle, der var lige begejstrede. En operabegejstret mand, Signore Bertani, overværede engang i 1880’erne opførelsen af AIDA i Parma, Italien, og efter at have set den to gange, var han så utilfreds, at han skrev et langt klagebrev til Verdi: “AIDA indeholder intet, der begejstrer og elektrificerer, og havde det ikke været for de de pompøse dekorationer, ville publikum været udvandret! AIDA vil rådne op i bibliotekerne” trompeterede han i sit brev.
Som kompensation for at have spildt nogle timer med at overvære dette misfoster af en opera, bad Signore Bertani om at få sine udgifter refunderet. De omfattede entrebilletten (8 lire), en jernbanebillet t/r (5,9 lire) og endelig 2 lire for en “utålelig ussel supé på jernbanerestauranten”, ialt 15,9 lire. Den gode mand sluttede (dog) sit brev med en hjertelig hilsen til Verdi med håb om at modtage en refusion, “fordi den dårlige operaoplevelse forstyrrede hans ro som et forfærdeligt spøgelse!
Verdi havde overskud (og succes!) nok til straks at udbetale manden 13,9 lire – de 2 lire for det usle måltid trak Verdi fra – han syntes, at Signore Bertani kunne have spist hjemme! Som afslutning på affæren krævede Verdi et skriftligt dokument, hvori Bertani forsikrede, at han aldrig mere ville overvære en Verdiopera. Det kom.
Hvis man vil se en klassisk og ‘stor’ opsætning af AIDA med fuldt udtræk og Aida-trompeter- og uden Gadaffi og fanger fra Guantanamo – kan man finde en fantastisk opførelse på YouTube med San Franscisco operaen og tenoren Luciano Pavarotti som Radamés. Det kan stærkt anbefales.
19. november 2021: En enkelt historie fra den amerikanske kongres illustrerer, hvor giftig og konfliktpræget situationen er: Det republikanske medlem af Repræsentanternes hus Paul Gosar (valgt i Arizona) offentliggjorde for et par dage siden en tegneserie på nettet, hvor han dræber en kollega, demokraten Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, og ved samme lejlighed angriber han – fysisk – præsident Biden.
Som dansker virker den måde at kritisere sine modstandere på helt vanvittig – det hører hjemme i en bananstat men foregår altså i USA. Paul Gosar blev da også voldsomt kritiseret af de demokratiske medlemmer af huset, men det interessante er, hvordan republikanerne reagerede. Og her kommer chokket!
I repræsentanternes hus stemte 2 (to!) medlemmer for den dagsorden, hvori kritikken blev udtrykt, og tidligere præsident Trump offentliggjorde en udtalelse, hvori han roser Gosar og sagde: “Paul har min fulde og altomfattende støtte !”
Historien er desværre kun et enkelt blandt utallige eksempler på, hvordan USA er splittet i to dele, der kun ønsker at skade hinanden. Alle forsøg på at skabe politik til gavn for helheden i USA er lige så langt væk som den amerikanske borgerkrig – eller måske snarere lige så tæt på!
De mennesker, jeg kender derovre, undlader bevidst at følge med i nyheder om amerikansk politik, fordi det er så deprimerende. En af dem interesserer sig for forholdene i Danmark og giver hele tiden udtryk for sin beundring og misundelse – uanset mink og sms’er (som er en dybt problematisk sag!).
Jeg overvejer af de samme grunde også at framelde mig den daglige injektion af amerikanske nyheder direkte fra kilden – men jeg får det nok ikke gjort, afhængigheden er for stor!
27. oktober 2021: Professor Cox Richardson fra Boston College skærer i dagens klumme – https://heathercoxrichardson.substack.com/ – den aktuelle, politiske situation i USA ud i tommetykt krydsfiner. Hun skriver: ” We are in an existential fight to defend our democracy from those who would destroy it.” No more, no less!
Den amerikanske højrefløj – Trumpisterne og den ekstreme (dominerende) del af det republikanske parti – beundrer Ungarns leder, Victor Orban, fordi han har gjort præcist det, de drømmer om også at gøre i USA: Stop for al immigration og styrkelse af den kristne kultur med alt hvad det indebærer af antiabort-lovgivning og forbud mod homoseksualitet. Også Orbans strategi med omlægning af valgdistrikter til gavn for sig selv (’Jerrymandering’ på amerikansk) afskaffelse af et uafhængigt retsvæsen og forbud mod kritiske medier bliver rost til skyerne.
Nutidens højrefløj i USA står på skuldrene af deres forfædre fra borgerkrigen i 1861-64, og for at forstår deres tankegang, er det nødvendigt at trække tråde tilbage til den tid. I 1860 udsendte sydstaternes hvide elite en erklæring, hvori de sagde, at ideen om et demokrati baseret på alle menneskers ligeværd var en fejltagelse, og at USA i stedet skulle baseres på et hierarki af racer og køn med hvide mænd på toppen, fordi det ’afspejlede Guds vilje!”. Da Alexander Stephens fra Georgia i 1861 tiltrådte som Sydstaternes vicepræsident, udtalte han: ”Vores nye regering er baseret på den fysiske, filosofiske og moralske kendsgerning, at sorte mennesker ikke er jævnbyrdige med hvide”. Den amerikanske uafhængighedserklærings ide om, at alle mennesker er skabt lige, blev således erstattet af en påstand om, at nogle mennesker er bedre end andre, og at de mennesker, der til bunds forstår Guds vilje, skulle regere.
Det var ikke et tilfælde, at den hob, der angreb kongressen den 6. januar i år, bar sydstaternes flag!
Da Trumps vicepræsident, Mike Pence, der tilhører den kristne højrefløj i USA, talte i Budapest i sidste uge, gentog han, at en genindførelse og styrkelse af traditionelle, kristne, amerikanske værdier er hovedmålet for USA højrefløj – præcist som Orban har gjort det i Ungarn. Den ekstreme anti-abortlov i Texas (se mit blog-indlæg fra 8. september) er et godt eksempel på, hvad Mike Pence tænker på.
Når nogle angriber den amerikanske højrefløj for at ville underminere demokratiet, er modargumentet, at det er nødvendigt for at forsvare de virkelige, amerikanske værdier mod mennesker af en ringere standard end hvide (mænd). Det er ikke præcist de ord, de bruger, men det er, hvad de mener. I 1933 bragte demokratiet Hitler til magten i Tyskland, og det viser, at i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at skride til udemokratiske metoder for at forsvare de virkelige værdier.
Det kan man så tænke over!
23. oktober 2021: Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at rose en liberal politiker, men nu sker det. Først dog en lille omvej omkring Venstres netop afholdte landsmøde, hvor formand Jacob Ellemann-Jensen i sin tale brugte ordet ’frihed’ ikke færre end 49 gange. Han gav et ’frihedsløfte’ til danskerne, hvis de vil vælge ham som statsminister.
Frihed i sin absolutte form – ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed m.m. – er grundlovssikret, og det var ikke den form for frihed, han talte om. Hans ’frihedsløfte’ handler om – endnu – flere valgmuligheder for den enkelte i dagligdagen. Du-skal-bare-gøre-hvad-du-har-lyst-til er en filosofi, som liberale regeringer har styret efter i mange sammenhænge, og det spor vil JAJ fortsætte i og endda brede yderligere ud.
Man skal være blind som en muldvarp – eller være Venstremand – for ikke at kunne se, at de mange valgmuligheder, der er indført af liberale regeringer, er blevet en byrde for rigtigt mange, ikke mindst de unge. Jeg så det i gymnasiet, hvor flere og flere valg skabte forvirring og mistrivsel blandt eleverne, fordi – og det er pointen – hvordan skal man med 16-17 års livserfaring kunne vælge klogt mellem 25 forskellige valgfag, som man intet (intet!) kender til? Det er ikke kun meningsløst, det er absurd, og det er bestemt ikke noget tilfælde, at antallet af stress-ramte unge er vokset i takt med friheden og antallet af valg, der skal foretages. Valg de ingen forudsætninger har for at træffe, og som derfor skaber usikkerhed og angst.
Nu kommer så roserne: På Liberal Alliances landsmøde var det befriende og opmuntrende at høre formand Alex Vanopslaghs selvkritiske tale. Den frihed og forøgelse af valgmuligheder for den enkelte, som gennem årene er blevet indført af liberale regeringer, er blevet en byrde for mange unge, sagde Vanopslagh. Det er endt i tomhed og angst for mange, og den megen frihed – du vælger selv – har medført et dramatisk videns- og dannelsestab. Antallet af unge, der behersker andre fremmedsprog end engelsk, er styrtdykket – en katastrofe for Danmarks eksporterhverv – og deres viden om historie og europæisk kultur er mildt sagt begrænset. “Den moderne liberalisme har med valgfriheden frataget de unge deres rødder og en forståelse af, at pligtfølelsen over for det fællesskab, der skaber mulighederne, etisk kommer før alle rettigheder”. Læs lige den sætning endnu engang, for det er kloge ord, der er lånt fra den franske filosof Simone Weil.
I folkeskolen og i ungdomsuddannelserne er der brug for at gå i den modsatte retning af, hvad JEJ anbefaler. Som samfund skal vi tage ansvar og skabe nogle helhedsorienterede uddannelser med krav (krav!) om en masse historie, dansk, kultur og europæiske sprog. Man behøver kun at se til USA for at forstå, hvordan vås, vrøvl, konspirationsteorier – og politikere som Trump og co. – er resultat af et uhyggeligt lavt (ud)dannelsesniveau hos alt for mange mennesker. Men de har haft frie valg hele deres liv – i særdeleshed i deres skolegang – ganske som Uffe Ellemann-Jensen vil indføre i Danmark. Tænk lige over det!
21. oktober 2021: Der er brug for en pause fra amerikansk politik, og en gåtur i regn- og blæsevejr virker som god medicin mod frustrationerne over tidens fladpandethed.
Med udgangspunkt ved Smollerup Kirke i nærheden af Stoholm gik vi ind på ‘Kalk Caminoen’ – en sti, der gennem et smukt landskab fører til Mønsted Kalkgruber –
Stien følger en å og løber ud i en smuk skovsø, hvor en bænk indbyder til stille eftertanke om verdens herlighed og dårskab –
De nærtliggende byer, Stoholm, Daubjerg m.fl., er ikke just verdens centrum, men engang var området her et magtcentrum i Danmark. Peder Nielsen Hoseøl havde en borg tæt ved Smollerup kirke, og han var ikke en Hr. hvem-som-helst, men Danmarks statsminister (*Drost’ i datidens sprog) under Kong Erik Klipping, der blev myrdet i 1286 i Finderup Lade ikke langt herfra. Mordet er aldrig blevet opklaret, men meget peger på Hertug Valdemar af Sønderjylland som den ansvarlige bagmand, og ham kom Peder Hoseøl voldsomt på kant med i 1289, måske – hvem ved – i et skænderi om mordet på Kong Erik.
Udgangspunktet for dagens tur, Smollerup kirke, er en typisk 1100-tals kirke og i høj grad værd at besøge. Alteret har Golgatha som motiv og er fra 1600-tallet, mens døbefonden er romansk og jævnaldrende med kirken. Det svimler lidt, når man bruger sin fantasi og ser for sig tusindvis af mødre og fædre gennem 1000 år – iført den tids festtøj – bære deres børn frem til døbefonden –
En gammel kirke som denne er interessant, fordi den fortæller om liv og tankegang, som det var for århundreder siden. Her finder man et epitafium, hvor velbeslåede mennesker roser sig selv og mod klækkelig betaling fik det hængt op i kirken i håb om at få reduceret den tid, der er tilmålt enhver af os i skærsilden. På kirkens sydvæg, tæt ved alteret, finder man et tilmuret vindue, et såkaldt spedalskheds-vindue –
En af middelalderens mest frygtede og smitsomme sygdomme var spedalskhed. Bakterien kunne leve i næsten et årti, inden den smittede fik symptomer, og derfor regner man med, at næsten alle middelalderens mennesker var smittede med spedalskhed, ofte nåede sygdommen dog ikke at bryde ud, da den smittede døde af noget andet forinden. Den eneste kur man kendte til, var isolation, og inden for byens mure skulle en spedalsk derfor bære en klokke for at advare andre. Spedalskhed blev set som djævelens værk, og derfor var det vigtigt, at spedalske deltog i gudstjenester, men det skulle ske på afstand og udefra – og her er forklaringen på spedalskhedsvinduet. Gennem dette vindue kunne de syge – uden at smitte andre – følge gudstjenesten og deltage i bøn i et lønligt håb om helbredelse.
Spedalskhedsvinduet er således en tidlig forløber for nutidens corona-isolation!
20. oktober 2021: Et par gange om ugen ryger der billeder og fortællinger over Atlanten – fra Steve i Detroit til mig i Viborg og retur. Vi er foto-nørder og har stor glæde af at udveksle erfaringer og vise hinanden vores billeder. Engang imellem prøver jeg også at lokke ham til at skrive lidt om amerikansk politik, men det lykkes kun sjældent, for som andre brave og hæderlige mennesker i USA kan han ikke holde ud af følge den nuværende stærkt polariserede situation, hvor afgrundsdyb dumhed, afstumpethed og kortsynede, egoistiske hensyn styrer den dominerende del af det republikanske parti.
På daglig basis læser jeg professor Heather Cox Richardson’s klare og afbalancerede analyser af amerikansk politik, og det er virkelig stærk chili. Det vi er vidne til, er stærke kræfters forsøg på at nedbryde det amerikanske demokrati og erstatte det med en fascistisk samfundsmodel. Intet mindre. Det står nu klart, at angrebet på den amerikanske kongres den 6. januar 2021 ikke blev foretaget af et sammenrend af tosser, der tilfældigvis var i Washington. Det var en nøje planlagt aktion, og Trump’s tidl. rådgiver, Steve Bannon, sagde således i en podcast den 5. januar: ”
“All hell is going to break loose tomorrow. [. . .] So many people said, ‘Man, if I was in a revolution, I would be in Washington.’ Well, this is your time in history.”
Det er umuligt at overvurdere betydningen af den kamp, der i disse måneder foregår mellem demokrater og republikanere. Det er revolutionstider i et amerikansk imperium, der trues på sin eksistens, og hos os i Europa må svaret uomgængeligt være at samles om et stærkt EU. Fortsat snak om nationalstaternes Europa og et dansk EU-exit kan kun være for landsbytosser.
11. oktober 2021: Når jeg gennem ’Mit vindue’ ser mod vest, undrer det mig meget – ’big time’, som de siger derovre – hvordan store og dramatiske begivenheder i USA går under journalisternes radar og kun omtales sparsomt her i Danmark.
Demokraterne fremlagde for en uges tid siden et lovforslag, der skal sætte USA i stand til at betale renter og afdrag på sin statsgæld. Det er en fast, årlig procedure og kan sammenlignes med finansloven i Danmark. I de fire år med Trump og republikansk flertal steg (steg!) statsgælden, fordi man sænkede skattetrykket for de rigeste, men alligevel reagerede republikanerne på det aktuelle lovforslag med et benspænd af den værste slags, en såkaldt ’filibuster’, der har til formål at forsinke eller forhindre vedtagelsen af en lov, når man hverken har argumenterne eller stemmerne til at gøre det.
En ’filibuster’ er en særlig regel i det amerikanske senat, der tillader ethvert medlem at tale så længe, han eller hun ønsker – i princippet uendeligt og indholdet i talen behøver ikke være relevant for sagen, man kan bare læse op af en telefonbog – og så længe det sker, kan der ikke træffes beslutninger. Talestrømmen kan først stoppes, når 60 medlemmer i det 100-personers store senat beslutter at stoppe den, og da der i det nuværende senat kun er 50 demokrater, skal mindst 10 republikanere altså bryde partilinjen, og i det aktuelle politiske klima er det totalt usandsynligt.
Hvis ’finansloven’ ikke vedtages, kan USA ikke betale renter og afdrag på sin gæld, hvilket med finansminister Yellens ord vil få ’katastrofale og varige konsekvenser’ for amerikansk økonomi og USA’s omdømme i verden. Alligevel nægtede republikanerne at medvirke, og først da sværvægtere i amerikansk erhvervsliv fik nok og vred armen om på dem, blev filibusteren stoppet – men de nægtede stadig at stemme for loven. Den blev således vedtaget med 50-48, alle demokrater stemte for, 2 republikanere stemte blank, resten stemte imod. Totalt uansvarligt og urimeligt på alle parametre, rendyrket krigsførelse.
Hvis man håbede, at Trumps løgne om valgresultatet i 2020 ville forsvinde ned i glemslens dybe brønd, så bliver man skuffet. Det går lige modsat. I et interview i går i Fox News afviste den republikanske vice-formand i Repræsentanternes Hus gentagne gange, at Biden vandt 2020-valget og påstod i stedet i strid med alle fakta, at i virkeligheden vandt Trump. I alle republikansk-dominerede stater breder den samme opfattelse sig, og man forbereder sig på at vinde midtvejsvalget i 2022 med alle midler, herunder trusler om vold på en måde, der ligner de metoder, som fascistiske bander benyttede i 1930’erne. På et stort møde i Iowa for Trump-tilhængere sagde en af deltagerne til en journalist: ”Vi er så trætte af det hele, og vi vil ikke tolerere det længere. Jeg forudser en borgerkrig…”.
I sidste uge fortalte Trumps tidligere rådgiver, Steve Bannon, offentligt, at han kan skaffe 20.000 ”shock troops”, der kan overtage og opløse regeringen så snart republikanerne igen er ved magten. ”Vi kontrollerer dette land, og nu må vi handle”, sagde han.
Trump og hans ekstremister har erobret det republikanske parti og betragter deres politiske modstandere som uamerikanske og uværdige til at besidde magten i USA. De skyr ingen midler og er overalt i landet i færd med at manipulere det amerikanske valgsystem (’Gerrymandering’ – mere herom ved en senere lejlighed) på en måde, så det fremmer deres chancer for at vinde det forestående midtvejsvalg. Og skulle man være i tvivl om alvoren, så kan man blot lytte til Trump, der i sidste uge på et offentligt møde sagde: “To stop the Democrats, the Republicans might have to burn down the country”.
10. oktober 2021: Det er pragtfuldt efterårsvejr i disse dage med en høj, blå himmel, og en tur i skovene uden for Viborg er for Anne-Marie et hårdt tiltrængt pusterum i en tid, hvor kuren mod kræften er noget af en mavepuster – ind imellem værre end sygdommen –
En søndagsudflugt gik 1.500 år tilbage, nemlig til den ældste kongegrav i Jylland, “Høj Stene”, fra omkring år 600 e. Kr. (Yngre jernalder). Der er tale om et enormt gravmonument, formet som en næsten 100 meter lang skibssætning, hvor en højtstående person, sikkert en lokal konge, er blevet brændt og sendt afsted til det hinsides. Normalt taler vi i Danmarkshistorien først om konger og dronninger i Vikingetiden, men med dette gravmonument rykkes kongemagtens historie et par hundrede år længere tilbage –
Stedet ligger ved Kongensbro, og med udgangspunkt fra kroen kommer man dertil ad Trækstien, der løber smukt langs Gudenåen –
9. oktober 2021: “Jeg er chokeret over, hvor mange mennesker der ikke kan se, eller ikke vil se i øjnene, at USA står i en eksistentiel krise”!
Sådan sagde tidligere udenrigsminister (og meget mere) Hillary Clinton som en kommentar til, at det republikanske parti nu helt tydeligt er faldet i hænderne på ekstremister, som er villige til at ødelægge partiet.
Der bliver skrevet historie i disse måneder.
Den 25. september 2021: Det er fuldstændig vildt, hvad der i disse dage afsløres i USA. Den ene bombe efter den anden detonerer i afsløringerne af den sidste tid i Trump’s præsidentperiode. Kilden er den højt ansete journalist Bob Woodward, stjernejournalisten der blev verdensberømt, da han i begyndelsen af 1970’erne med sine Watergate-artikler fældede præsident Richard Nixon. Hans troværdighed er i særklasse høj.
Man ved nu, at Trump-rådgiveren John Eastman på skrift udformede en plan, der skulle vælte resultatet af præsidentvalget og geninstallere Trump som USA’s præsident. Som Trump-rådgiveren Steve Bannon udtrykte det, så skulle ’Bidens præsidentperiode kvæles i krybben’, og det var, hvad Trump og hans tilhængere forsøgte at gennemføre den famøse 6. januar, hvor kongressen blev stormet.
Der forligger således skriftligt bevis for et forsøg på at ødelægge det amerikanske demokrati og erstatte det med et autokrati, hvor autokratens ord er lov, hvor parlamentets indflydelse er stærkt begrænset, og hvor venner af systemet favoriseres med lukrative stillinger og kontrakter, som andre ikke kan komme i nærheden af. Domstolene besættesmed loyale jurister, og pressen er underlagt censur. Præcis som vi ser det i Rusland, Tyrkiet og lignende steder.
Ovenstående lyder som et crazy filmplot i Hollywood, men det var den amerikanske præsidents plan, og den var tæt på at lykkes. Han forsøgte at ændre et valgresultat – demokratiets absolutte kerne – og ulovligt indsætte sig selv som præsident. Hvis ikke det er en hårrejsende og vanvittig historie, hvad er så, spørger amerikanske kommentatorer, akademikere og demokratiske politikere.
Endnu værre bliver det, når man til ovenstående lægger, at republikanske politikere med få undtagelser har været tavse omkring Trump’s kupforsøg. De ønsker desperat at få magten tilbage, og vil derfor ikke lægge sig ud med Trump’s vælgerbase, selvom den åbenlyst støtter et autoritært styre. Kløften mellem Demokrater og Republikanere er afgrundsdyb, og nogle ser en interesse i at puste til ilden. Det republikanske kongresmedlem Marjorie Greene fra Georgia tweetede således forleden dag, at ”ALLE demokrater i kongressen er onde og vil dræbe ufødte børn helt frem til fødselstidspunktet og derefter fejre det”.
Der er bestemt grund til at frygte, at det Republikanske parti, der blev skabt i 1850’erne for at beskytte USA, nu er i færd med at ødelægge det.
Den 22. september 2021: At følge med i amerikansk politik er ikke for børn – og slet ikke for mennesker med demokratisk sindelag. Det er på kanten af ubærligt at se, hvordan republikanerne med alle midler kæmper fra skrivebord til skrivebord for at undergrave det amerikanske demokrati, forstået som et demokrati, hvor valgene er ”fair and free”.
For nylig underskrev Floridas republikanske guvernør, Rion DeSantis, foran rullende TV-kameraer fra Fox News – alle andre medier var udelukket! – en ny valglov, der angiveligt skal forhindre snyd ved fremtidige valghandlinger. Den nye lov blev begrundet med omfattende valgsvindel ved det seneste præsidentvalg, og formanden for det republikanske parti i Florida, Joe Gruters, forklarede, at den nye lov …”vil gøre det så let som muligt at stemme, men så svært som muligt at snyde”.
Umiddelbart lyder det naturligvis indlysende fornuftigt, men påstanden om valgsvindel er ingen steder i USA blot antydningsvist blevet dokumenteret, og en lækket e-mailkorrespondance i det republikanske parti afslører da også, at hensigten med loven er en helt anden. I en intern e-mail forklarer Gruters, at den nye lov handler om mest muligt at begrænse muligheden for at brevstemme, fordi det primært benyttes af demokratiske vælgere. Trump-kampagnen brugte ved valget i 2020 10 mio. $ på reklamekampagner i Florida uden at opnå tilfredsstillende resultater, og derfor skal der andre midler til, skrev Gruters til partiorganisationen.
Forholdet mellem republikanere og demokrater ligner mere og mere en uløselig konflikt, der bunder i totalt forskellige opfattelser af, hvordan det amerikanske samfund skal indrettes. Typisk ender alle afstemninger i kongressen da også med blokresultater: Alle republikanere stemmer sammen, alle demokrater stemmer sammen, og altid mod hinanden. Tidligere tiders kompromisser på tværs af de to partier synes meget langt væk. At USA (igen?) skal blive én nation, hvor forskellige grupper rækker ud efter hinanden i politiske kompromisser, ser mere og mere usandsynligt ud. At USA brækker over i to eller flere dele, er ikke længere en fuldstændig utænkelig situation.
Den 9. september – i dag – er man i Richmond/Virginia i færd med at pille en statue ned af sydstatsgeneralen fra den amerikanske borgerkrig (1861-65), Robert Lee. På den selvsamme dag i 1974 benådede præsident Ford sin forgænger, Richard Nixon, for alle forbrydelser mod den amerikanske forfatning, som han måtte have begået. De to hændelser er med en række mellemregninger på forunderlig vis forbundet og kan være med til at belyse det politiske landskab i USA, der set fra denne side af Atlanten fra tid til anden ser både kaotisk og besynderlig ud. Forklaringen kommer her.
Da den blodige, amerikanske borgerkrig sluttede i 1865, traf præsident Abraham Lincoln en vigtig beslutning. I stedet for at straffe sine politiske modstandere fra sydstaterne, der havde kæmpet mod ophævelse af slaveriet, benådede han dem i håb om at få dem til at støtte op om det nye USA. Sydstatslederne fortolkede imidlertid denne beslutning som et udtryk for, at de hele tiden havde haft ret. Deres forståelse af, at nogle mennesker er bedre end andre, og at lighed og respekt for loven kan underordnes forsvaret af ”særlige” amerikanske værdier, trives stadig i bedste velgående i republikanske kredse. Eksemplerne er mange og kan være med til at forklare den voldsomme polarisering af det amerikanske, politiske landskab. .
I 1972 brød tyveknægte ind i demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen i håb om at finde belastende materiale, der kunne bruges i en forestående valgkamp. Præsident Nixon benægtede ethvert kendskab til skandalen, men beviserne mod ham og hans nærmeste rådgivere var så overvældende, at han valgte at trække sig fra præsidentposten og lade sig afløse af sin vicepræsident, Gerald Ford. Som en af sine første embedshandlinger benådede den nye præsident Richard Nixon for alle forbrydelser, han måtte have begået mod den amerikanske forfatning, og begrundelsen var, at USA havde brug for ro ovenpå en lang periode med politisk krig mellem demokrater og republikanere. Nixon valgte imidlertid – ganske som sine forgængere i 1865 – at opfatte benådningen som en accept af, at han ikke havde gjort noget forkert, og det samme gjorde en bred kreds af republikanere, der så angrebet på demokraternes hovedkvarter som acceptabelt, også selvom man brød loven, fordi demokrater – uden at det blev præciseret nærmere – ikke var ’rigtige’ amerikanere. Deres ’values’ er ikke ægte amerikanske, påstod man.
I 1980’erne gjorde Reagans republikanske administration noget tilsvarende, da man støttede oprørere i Nicaragua, der kæmpede mod den lovligt valgte venstreorienterede sandinist-regering. I dyb hemmelighed og i direkte modstrid med lovgivning vedtaget af en demokratisk kongres, solgte man våben til Iran (der var på USA’s terror-liste!) og kanaliserede indtægterne videre til oprørene i Nicaragua. De direkte involverede (John Poindexter og Oliver North) blev dømt og fik strenge straffe, men da George Bush senior (vicepræsident under Reagan, tidligere CIA-chef og indblandet i skandalen) blev præsident i 1989, benådede han på sin første arbejdsdag alle de involverede. Selvom de havde brudt amerikanske love, så havde de gjort det for at forsvare traditionelle amerikanske værdier.
Se, det er interessant – og historien fortsætter!
I 2019 havde den amerikanske kongres vedtaget en stor, økonomisk nødhjælpspakke til Ukraine, men præsident Trump blokerede for udbetaling af pengene med det formål at presse landets præsident til at åbne en sag mod en søn af den mest sandsynlige modkandidat ved det forestående præsidentvalg, Joe Biden. Demokraterne kaldte det et angreb på det amerikanske demokrati – hvad det også var – og rejste en rigsretssag mod Trump (Impeachment), men det republikanske flertal i kongressen frikendte Trump. Det Trump havde gjort, var ulovligt, men det skete i en god sags tjeneste. Sådan sagde de ikke, men det var det, de mente!
Fortsættelsen kom den 6. januar 2020, da Trump-tilhængere med vold forsøgte at forhindre kongressen i at godkende Joe Biden som ny præsident. Trump og hans republikanske forgængere havde lært dem lektien: Demokrater kan ikke accepteres på landets øverste poster, uanset hvad. Og vigtigt er det, at Trumps absurde påstand om valgsvindel skal forstås i denne sammenhæng. Demokraterne fik utvivlsomt flest stemmer, og det ved også Trump og republikanerne naturligvis godt, men de kan ikke betroes USA’s højeste poster, fordi de ikke er ”rigtige” amerikanere. Det er blot nemmere at råbe ’valgsvindel’ end det er at forklare, hvorfor republikanere er bedre amerikanere end demokraterne. Så derfor!
Mange af de bøller, der deltog i angrebet på kongressen den 6/1 2020, er nu tiltalt for alvorlige lovovertrædelser og står til lange fængselsstraffe, hvis de dømmes. Selvom de set gennem ultra-republikanske briller optrådte som forsvarere af det ’rigtige’ USA, vil de alligevel blive dømt, og det er (godt) nyt! Det virkeligt spændende er, om det også lykkes at få dømt nogle af personerne øverst på rangstigen, Trump, Trump-junior, Rudy Giuliani m.fl., som demokratiske kongresmedlemmer forsøger at få stillet for retten. Efter sigende skulle der være masser af indicier, der peger mod, at disse personer aktivt støttede forsøget på at forhindre godkendelsen af Biden som ny præsident.
Som nævnt i indledningen piller man i dag Robert Lee ned af piedestalen i Richmond efter 131 år med ’sorte’ potester. Han blev i sin tid placeret der som østkystens udgave af den legendariske cowboy, der i stedet for indianere kæmper mod mod socialister og ’underlige’ minoriteter i Washington. Fjernelsen af Lee-statuen er symbolsk for en udvikling, hvor en sort/latino-bølge er i færd med at ændre det politiske landskab i USA. Om 20 år vil hvide mennesker udgøre et mindretal af den samlede befolkning i USA, og da et flertal af sorte og latino vælgere ventes at stemme demokratisk, er de ’gamle’ amerikanere – de hvide republikanere – under voldsomt pres og reagerer ultrakonservativt – se mit indlæg i går om Texas.
Fra Robert Lee over Lincoln, Nixon og Reagan til Trump går der en lige linie med hvidt, republikansk overherredømme, der bliver forsvaret med alle midler, også ulovlige, fordi det tjener en højere sag. 8 år med en sort, demokratisk præsident og nu (mindst) 4 år med en demokratisk vicepræsident, der er både latino og kvinde, er stærk chili i øjnene på det gamle, republikanske USA, og der bliver fortsat mere kamp end kompromis i fremtidens politiske landskab i USA.
(PS: Min inspirationskilde til disse indlæg om USA er en amerikansk blog, skrevet af Heather Cox Richardson, der er professor i historie ved Boston College). Hun skriver fremragende og er værd at følge).
8. september 2021: Der sker mange virkeligt sære ting i USA i disse år, og fordi skiftende, danske regeringer har lagt sig så tæt op ad landet, at selv ikke et figenblad kan komme imellem, kan vi ikke bare ignorere det. For en uge siden trådte to nye love i kraft i Texas, en af USA’s største stater med 30 mio. indbyggere, og de er så bizarre, at jeg endnu ikke har fået samlet underkæben op. Det er en ny våbenlov og en ny antiabortlov.
I Texas er det nu tilladt for alle indbyggere at bære håndvåben i det offentlige rum uden særlig tilladelse, hvis de ikke er dømt for en forbrydelse. “Det er naturligt”, sagde den republikanske guvernør, da han underskrev loven, og 56% af alle republikanere i staten støtter loven. Direktøren for den lokale våbenlobby er ligeledes en glad mand og udtalte begejstret: “Texas is finally a pro-gun state despite years of foot-dragging, roadblocks, and excuses from the spineless political class.”
Samme dag – også i Texas – trådte USA skrappeste anti-abortlov i kraft. Loven forbyder abort efter 6 uger – mange kvinder ved på det tidspunkt endnu ikke, at de er gravide – og der er ingen undtagelse for graviditet p.g.a. voldtægt eller incest. Som noget nyt giver loven almindelige borgere uden tilknytning til den gravide mulighed for at sagsøge personer, der udfører en ulovlig abort eller på anden måde hjælper en kvinde med at få en ulovlig abort – fx ved at køre hende til klinikken! Også personer, der blot har til hensigt at hjælpe kvinden, men endnu ikke har gjort det, kan sagsøges. Vinder sagsøgeren en sådan sag, skal kvinden betale 10.000 $ til pågældende + sagens omkostninger. Taber sagsøgeren sagen, får den gravide kvinde….ingenting! Og hun skal stadig betale sagens omkostninger. Hvis den anklagede kvinde ikke forsvarer sig i retten, skal – skal – retten dømme hende skyldig. Det er hårrejsende, det er absurd, og man tror det er løgn, men det er det ikke! Og det sker i et land, der med Reagans ord hævder at være “The shining city upon a hill”, som hele verden ser op til.
De to nye love – våbenloven og anti-abortloven – illustrerer ganske tydeligt den republikanske tankegang: “Fremad mod fortiden!” Til en tid, hvor våben var en del af den daglige påklædning, og hvor kvindens rolle var at være hustru og mor – punktum.
Vi har taget gruelig fejl, hvis vi troede, at ultrakonservativ tænkning er forbeholdt langskæggede, kjortelklædte mænd (mænd!) dybt inde i Afghanistans bjerge. Den findes også i USA hos en politisk dominerende gruppe af hvide, slipseklædte mænd (mænd!), der skriver Mr. and Mrs. John Abott på postkassen.
Bidens administration har indbragt anti-abortloven for USA’s højesteret med krav om, at loven erklæres ugyldig, fordi den fratager kvinder deres rettigheder og dermed er i strid med USA’s forfatning.
6. september 2021: Jeg skriver jævnligt sammen med en amerikansk ven, og det er slående, at hans mails oftere og oftere er præget af en særdeles u-amerikansk pessimisme. Han er – som jeg – meget interesseret i fotografering, og forleden dag sendte han mig nogle billeder ledsaget af disse ord: ”they are a lot less disturbing than viewing photos of war, political mayhem, and climate disasters”. Nogenlunde samtidig var vi sammen med et amerikansk ægtepar, der også gav udtryk for stor pessimisme på landets vegne. Med Trump (og alt hvad han står for), covid-19 epidemien, det spektakulære nederlag i Afghanistan og mere fra samme skuffe har den amerikanske fandenivoldskhed og ukuelige tro på fremtiden lidt et gevaldigt knæk, og man må spørge sig selv, om USA nogensinde bliver en hel nation (igen?). USA blev for 250 år siden skabt i enighed om én enkelt ting: ”Ud med briterne” – men siden da har man ikke været enige om noget som helst væsentligt: racelighed, abort, klimakamp, velfærd, skatter – you name it! Amerikas forenede stater har vist sig at være Amerikas splittede stater, og USA som imperium står måske for fald. Det er svært at forestille sig, men det er værd at erindre, at Sovjetunionen, Romerriget, det Habsburgske imperium, det Osmanniske imperium, Perserriget m.fl. brasede sammen fuldstændig uventet og på meget kort tid.
Om få dage er det tyveårsdagen for angrebet på USA den 11/9 2001, og det bliver ikke en nem dag at højtideligholde. Engang troede vi, at krigene i Afghanistan, Irak og Libyen var berettigede som modsvar mod terrorismen – og at de ville blive vundet. Nu ved vi, at der ikke var skygge af plan for, hvad der skulle følge efter kanonerne. Vi invaderede, smadrede og efterlod disse lande i borgerkrig og i armod med nye, store flygtningestrømme som det eneste resultat. Bushs, Blairs og Foghs fejltagelser har været apokalyptiske og udtryk for et messiansk overmod, som vi kommer til at betale dyrt for. Ungarns Victor Orban fik mange stryg for at være first mover udi hegn – i de kommende år kommer vi til at gøre som ham, bygge mange og høje hegn, fysiske og inde i vores hoveder, for at beskytte os mod de værste konsekvenser af ufattelige dumheder.
17. august 2021: I går gik det op for mig, at jeg har set mere maurisk kunst i Spanien end dansk kunst i min egen baghave. Denne noget pinlige selverkendelse kom efter en fremragende tur i omegnen af Fjellerup med en historiker og kunstkender af en anden verden som guide. I Estruplund kirke fik jeg en løftet pegefinger om at huske de ti bud –
– og for mig selv tilføjede jeg et bud nr. elleve: Mere fokus på de nære oplevelser!
Jeg har skrevet om turen her!
Denne morgen bød på solskin og blæsevejr, en herlig kombination her ved Kattegats kyst, og formiddagen blev brugt på en tur i skoven efter kantareller –
Vejret var dejligt, men de tunge skyer over havet varslede regn –
Som så ofte før her på Jyllands næse blev det dog ved truslen – regnskyerne forsvandt mod syd, og resten af dagen blev tilbragt i læ og solskin på terrassen. Med de aktuelle nyheder om Talibans fremmarch i Afghanistan, ødelæggende oversvømmelser rundt om i verden, jordskælv og tyfon på Haiti og alt for meget mere fra samme skuffe var det svært ikke at føle sig meget, meget priviligeret.
22. juli 2021: I de sidste uger er vejret gået amok i Tyskland og Belgien med enorme ødelæggelser til følge, og vi ser nu i hele verden en livsfarlig cocktail af tørke, vanvittige hedebølger og enorme oversvømmelser. Hvad der engang var 100-års hændelser, ser nu ud til at blive 20 års hændelser eller det der er værre, for den globale opvarmning er en påtrængende realitet nu, ikke en gang i fremtiden. Ingen lande har endnu haft det fornødne politiske mod til at tage de initiativer, der reelt vil nedbringe den CO2 udledning, der er årsag til miseren, og selvom EU har fremlagt en række nye klimainitiativer, vil de iflg. eksperterne forslå som en skrædder i helvede. En drastisk her-og-nu forøgelse af afgiften på udledning af CO2 ville med et hug gøre den fossile energi så urentabel, at den hurtigt ville blive udfaset til fordel for grøn energi, men intet tyder på, at politikerne er klar til at tage det skridt, fordi det vil være en bredside mod mange menneskers daglige økonomi. Klimakamp risikerer at blive til klassekamp. Katastrofen i Tyskland og Belgien vil derfor med stor sandsynlighed blive fulgt op af mere grøn sniksak, sludder og mudder. Det er faktisk ganske nedslående.
Vores haves store lavendel-bed burde denne dejlige sommerdag være et mylder af sommerfugle og insekter, men der var kun en enkelt Nældens Takvinge, nogle brumbasser samt en kålsommerfugl. De er til gengæld vildt smukke og minder mig om, hvad vi er i færd med at miste.
17. juni 2021: Hedebølge med temperaturer på den varme side af 30 grader. Mindst lige så varmt fik jeg det i hovedet denne morgen, da jeg læste, hvordan store firmaer sender milliarder i bonus til sine ejere samtidig med, at vi ikke vil give hårdtarbejdende sygeplejersker ( og SOSU’er, pædagoger m.fl) en anstændig løn. “Det bliver så dyrt, for de er jo så mange”, hørte jeg en erhvervsleder sige forleden! I USA går det helt grassat – Microsoft udbetaler i disse dage en bonus på mere end 1 milliard kroner (!) til én enkelt person, den tidligere topchef Steve Balmer, og det er oven i den enorme hyre, han får i forvejen. Det er så afsindig dumt, tosset og urimeligt, at jeg simpelthen ikke kan finde ord for det. Millioner af mennesker i USA har svært ved at finde penge til den månedlige husleje samtidig med, at de stinkende rige bliver endnu rigere – og så undrer de sig over, at det amerikanske samfund er præget af konflikter og manglende sammenhængskraft. Hvor tåbelig har man lov til at være.
I Danmark har vi også ulighed, omend langt fra så udtalt som i USA, men ikke mindst i ‘varmluftssektoren’ (konsulenter, finans og kommunikation) er det helt almindeligt at tjene mindst dobbelt så meget som den almindelige lønmodtager. Et liberalt argument til forsvar for uligheden er, at det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, for det skaber vækst og arbejdspladser. Utallige undersøgelser har vist, at det er rent vrøvl – der kommer naturligvis ingen arbejdspladser for almindelige mennesker, fordi en konsulent tjener millioner.
Vi skal ikke den amerikanske vej, ikke den liberale vej, som LA i Danmark ønsker, langt hellere den socialdemokratiske vej med plads og muligheder for dem, der kan og vil og – vel at mærke – sørger for at betale deres skat.
29. maj 2021: På blot et enkelt døgn er vejret vendt 180 grader. I går havde vi vinterfrakker på under de daglige spadsereture, idag er vejret til shorts og solbriller, og vi kørte en tur ud i Salling-land, hvor naturen er klædt i gult –
Et par kilometer øst for Sevel ligger den ualmindeligt smukke Stubbergård sø, hvor der er et net af vandrestier. Fra P-pladsen ved søens nordende gik vi i et orgie af farver et par kilometer mod syd frem til resterne af et middelalderligt nonnekloster –
Stubber kloster var af benediktinerordenen og lå på vestbredden af Stubbergård sø og havde sin storhedstid i 12- og 1300 tallet. Udsigten gennem forrådskammerets vindue er betagende –
27. maj 2021: De kolde maj-dage blev pludselig endnu koldere, da alvorlig sygdom uventet slog ned her i huset for en uges tid siden. Det bliver en lang og anstrengende rejse i et ikke særlig smukt landskab, men et fantastisk sundhedsvæsen hjælper godt undervejs – sammen med glæde over alle de rare og gode mennesker, der sender varme hilsner, så humøret er intakt –
20. maj 2021: Det er stadig koldt og vådt, men sjovt var det at have besøg af de fire børn fra Holstebro, der på en historie-fortælle-tur til Hald pludselig blev til ‘Olsen-banden’ –
Et kort foredrag om Viborg og reformationen blev det også til, og de påstod, at det ikke var kedeligt –
Upåvirket af det dårlige vejr er blishønsene i søen nedenfor vores hus i fuld gang med at sikre artens overlevelse –
Det er nogle robuste fugle, og allerede inden for et døgn er de små unger i stand til at svømme frit omkring –
15. maj 2021: Maj måned har været ualmindeligt kold og våd. Stort set hver dag har bragt friske forsyninger af regn og blæst og tocifrede varmegrader har været undtagelsen. Alligevel sprang havens kirsebærtræer ud ’til tiden’ og stære indtog de fuglekasser, som de blev udruget i sidste år –
Og den lokale fiskehejre lod sig naturligvis ikke forstyrre af en iskold regnbyge på sin daglige tur til supermarkedet på jagt efter føde –
Enkelte dejlige aftener har der også været – ikke med terrassevejr, men alligevel med en smuk udsigt fra spisebordet –
26. april 2021: Jeg går stadig og tænker over det, jeg skrev forleden dag omkring frivillighed eller tvang i forbindelse med vaccinationer mod alvorlige sygdomme. Håndteringen af den aktuelle corona-epidemi kunne ikke være foregået så effektivt og med så gode resultater uden indgreb i den personlige frihed og den private ejendomsret. Det må godt gøre lidt ondt på nogle få, hvis det kan gavne de mange, tænker jeg, og liberalismens slogan om frivillighed er det, vi ikke har brug for, når der i krisetider skal tages hensyn til almenvellet.
Hvor galt det kan gå, når man bruger liberalismens værktøjer, ses ved gymnasiernes årlige optagelse af nye elever. Før kommunalreformen i 2005 fordelte man i hvert amt årets ansøgere på de forskellige gymnasier ud fra objektive kriterier som ansøgerens bopæl, den enkelte skoles kapacitet m.m. Det fungerede fremragende (og jeg ved det sådan set, idet jeg var med til at gøre det i 17 år!), men da gymnasierne blev selvejende private institutioner, hældte man denne velfungerende ordning ud med badevandet og indførte i stedet et liberalt selvbestemmelsesprincip. Ganske som i et supermarked skal ’forbrugerne’ (eleverne) selv kunne vælge varen (gymnasiet), og resultatet er – naturligvis – blevet, at store gymnasier i bycentrene er vokset langt ud over deres normale kapacitet samtidig med, at små og mindre gymnasier står med ledig kapacitet og reelt er lukningstruede. Det er ikke sket, fordi undervisningskvaliteten generelt er bedre på de store gymnasier, men bycentrene trækker, de store gymnasier har flere tilbud ud over undervisningen og ikke mindst har de bedre råd til at reklamere. Derudover er der med det frie gymnasievalg sket en opdeling af gymnasierne i ’hvide’ og ’brune’ til enorm skade for sammenhængskraften i samfundet.
Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning er den udvikling galimatias. Nogle skoler bruger millioner af skattekroner på at udvide deres kapacitet samtidig med, at naboskoler har ledig kapacitet, men det er præcist konsekvensen af den liberale tankegang, og ansvaret herfor ligger hos den forrige Venstre-ledede regering. Da den daværende undervisningsminister fra Liberal Alliance, Merete Risager, så tallene, konstaterede hun blot, at ”hvis det er resultatet af de unges valg, så er det sådan, det er”!
Efter min opfattelse er det skingrende skørt at ofre sammenhæng og helhed i samfundet på individualitetens alter. Et velfærdssamfund består ikke kun af individuelle rettigheder og frie valg men også af pligter og begrænsninger for helhedens skyld. Samfundet må derfor træde et skridt frem og individet et skridt tilbage.
Med humorens overdrivelse rammer Morten Ingemann problematikken på kornet med dagens tegning:
21. april 2021: Så har både Anne-Marie og jeg fået første vaccinestik mod corona, og sammen med forårets generøse mængde af sol er der bestemt lys for enden af vinterens og corona-nedlukningens lange tunnel. Anne-Marie fik stikket i Viborg, mens jeg fik det i Randers, og begge steder blev vi mødt af enorm venlighed og en organisation, der fungerede perfekt. Fantastisk at det slidte personale kan blive ved med at smile og optræde professionelt.
Sygeplejerskernes aktuelle strejkevarsel for at få højere løn har jeg stor forståelse for. Da de sidst strejkede for højere løn (og stort set intet fik) var der en direktør i millionklassen, der argumenterede mod sygeplejerskernes krav med argumentet: “De er jo så mange, og det bliver alt for dyrt”! Ringere argumentation kan man vanskeligt forestille sig.
Det er frivilligt at blive vaccineret, fordi man i tidens ånd skal kunne bestemme alt selv. Det lyder måske fint, men jeg er ikke enig. Af hensyn til fællesskabet bør man gøre det obligatorisk at blive vaccineret, hvis man vil deltage i det almindelige samfundsliv. Afviser man at blive vaccineret, må man isolere sig ‘ude i skoven’. I denne sammenhæng er det nok værd at erindre om, at når vi i 1800-tallet slap fri af den dødensfarlige koppesygdom, var det fordi man i 1871 gjorde det lovpligtigt at blive vaccineret. Det gav en bøde ikke at lade sig vaccinere, og det var altså tvang og ikke frivillighed, der fik slået den frygtelige sygdom ned.
Vi har været i Fjellerup en stor del af april for at arbejde videre med annexet, og nu er den ydre skal så småt ved at være færdig:
Og så – helt uden for sammenhængen – har det i den sidste tid slået mig, hvor stor en lettelse det har været at slippe af med præsident Trump i USA. Ikke mere populistisk tåbelig bragesnak og nonsens fra Det hvide Hus, men i stedet afdæmpet retorik baseret på viden og kendsgerninger. Præsident Biden er godt i gang med at bringe USA tilbage som verdensleder, og det er mildt sagt velkomment.
10. marts 2021: Efter et år med isolation og nedlukning pga corona-pandemien drømmer vi om dengang, vi kunne rejse og gå på restaurant, og hvor mundbind var noget, japanere og kinesere gik med. Vi længes efter ’det normale liv’.
Da mennesket begyndte at dyrke jorden og blive bofast – i Danmark for 6.000 år siden i det, vi kalder bondestenalderen – ændrede tilværelsen sig markant. Fra at leve fra dag til dag som omvandrende jægere og samlere med risiko for at sulte, hvis naturen ændrede sig, blev det med landbruget muligt at brødføde mange flere mennesker. Befolkningstallet steg kraftigt, og man begyndte at flytte sammen i større eller mindre grupper. En proces med bydannelse var i gang.
Logisk set var det et fornuftigt valg at udskifte den usikre tilværelse som jæger med et liv som bonde, men i takt med, at man boede tæt som aldrig før, ofte sammen med husdyrene, inviterede man sygdomsfremkaldende mikrober indenfor. Dyr og mennesker blev værter for mikrober, der stortrivedes på deres værter, muterede frem og tilbage og skabte den ene dødbringende epidemi efter den anden: tuberkulose, mæslinger, pest, tyfus, kopper og influenza. Epidemier er helt enkelt en utilsigtet konsekvens af, at menneskene blev bønder.
I dag er vi så heldige, at corona-epidemien på et eller andet tidspunkt bliver nedkæmpet af vacciner, men den ubehagelige virkelighed er, at en ny epidemi før eller siden dukker op igen som en konsekvens af menneskets civilisatoriske udvikling. Vi vil helst fortrænge det, men epidemier er en del af livets normalbillede.
25. februar 2021: Efter endnu en psykologisk og økonomisk slidsom corona-nedlukning har regeringen besluttet en forsigtig genåbning over hele landet fra næste uge. Åbningen sker ud fra en afvejning af mange modsatrettede forhold: Erhvervslivet bløder og samfundets sociale liv vantrives samtidig med, at den britiske corona-variant breder sig som en steppebrand og rummer potentialet til at lægge hele sundhedssektoren ned. Der er mange gode grunde til at åbne samfundet, men det er en uhyre kompliceret problemstilling, og det er ulideligt at høre Jacob Ellemand og co. sige, at man bare – ’bare’ – kan åbne noget mere. ”Skoleeleverne rådner op derhjemme, så åbn skolerne”, sagde han i går! Det er populisme af værste skuffe, fordi han vælger at sige det, som alle ønsker sig, uden at have det mindste ansvar for konsekvenserne. Billigt og pinligt, synes jeg, ganske som når ’mandagstrænerne’ efter weekendens kampe er utroligt kloge på, hvad træneren og spillerne skulle have gjort.
I disse dage er jeg sammen med en jævnaldrende – altså gammel! – tømrer i gang med at bygge et lille annex til sommerhuset. Her er vi – næsten – klar til at rejse den første langside –
Det er fysisk hårdt arbejde, så en kaffepause er velkommen, og her får vi også vendt corona-situationen og den forestående genåbning af samfundet.
Tømreren efterlyser som vejen til en hurtigere genåbning mere personligt ansvar, et klassisk ’blåt’ argument, og det undrer mig såre, at det er tømreren og ikke Jacob Ellemand, der siger det. Der er ikke meget statsministerformat gemt i sidstnævnte.
2. Februar 2021: I dag er det Kyndelmisse, som er latin for lysmesse, og i den katolske kirke lever man op til navnet ved at velsigne de lys, der skal bruges resten af året. I Danmark kaldes dagen også for Kjørmesknud, som vi kender fra sidste linie i Jeppe Åkjærs sang “Sneflokke kommer vrimlende”, hvor vi synger: “Og nu kom Kjørmesknud.”
“Kjørmesknud” er et underligt ord, men det er såmænd blot Kyndelmisse sagt på gammelt bondejysk, og ’knud’ betyder ’knude’, forstået som midtpunkt, fordi i dag er halvdelen af vinteren mellem 1. november og 1. maj gået.
Kyndelmisse falder altid d. 2. februar, fordi det er dagen, hvor Jesus iflg. den kirkelige tradition blev vist frem i templet i Betlehem, 40 dage efter sin fødsel. 40 dage er den periode, som en kvinde på den tid var “uren” efter en fødsel og derfor ikke måtte komme i templet. Lysmessen/Kyndelmisse/Kjørmesknud d. 2. februar er altså en fejring af årsdagen, hvor Jesus blev vist frem og anerkendt i templet.
I år er vinteren – forstået som frost – først begyndt for et par dage siden, men vi har endnu Aakjærs sneflokke til gode. På Viborg-søerne går fuglene på vandet, og I Fjellerup funkler fuldmånen som en mægtig LED-pære –
I TV er vi i dag blevet tæppebombet med reportager om det danske håndboldlandshold, der vender hjem fra Ægypten efter en VM-finalesejr over Sverige, og journalisternes påstand er, at resultatet er fantastisk for det nationale humør. Det gælder nu kun på den ene side af Øresund 🙂 🙂 –
27. januar 2021: Hvor er det dog trælse tider! Jeg tror ikke en vinter i min levetid har været så vild som vinteren 2020-21. Corona-pandemien slår mennesker og økonomi ihjel over hele verden, trumpismen og sindssyge konspirationteorier trives i USA, og ‘Men in Black’ i København, Amsterdam og andre hovedstæder plyndrer butikker og overdænger politiet med sten, flasker og fyrværkeri. De tilhører den mest priviligerede generation nogensinde i verdenshistorien men kræver nu frihed fra coronarestriktionerne uden hensyn til konsekvenserne . Måske er de bare ligeglade og vil have fest i gaden, i hvert fald er det tydeligt, at de ikke kan skelne frihed fra egoisme. De burde skamme sig men gør det helt sikkert ikke. Også i det stabile danske folkestyre er der opbrud med nu 7 løsgængere i Folketinget og noget, der minder om borgerkrig i Venstre og Det Radikale Venstre.
21. januar 2021: Betydningen af vagtskiftet i går i USA kan vist ikke siges bedre end Jens Julius gør med denne tegning –
(Ordene blev første gang sagt af Neil Armstrong, da han den 21. juli 1969 som det første menneske satte foden på månen).
15. januar 2021: E-mails fra gode venner i USA flyver frem og tilbage over Atlanten i disse dage, og det er skræmmende at læse, hvor bekymret stemningen er blandt almindelige amerikanere i denne tid med udbredt corona-smitte og voldsom politisk uro. En dansk-amerikaner på østkysten skrev til mig, da jeg spurgte, hvordan hun havde det:
Jeg er ok, men ‘fed up’. Alle lider mentalt under disse tilstande! Det er deprimerende, frustrerende, isolerende, ulykkeligt, ensomt, uros fremkaldende, (anxiety provoking), infuriating, uforståeligt, alienating, osv. Teoretisk set kunne jeg blive vaccineret, men det har været umuligt at komme til at få en aftale – fordi vi ikke har en regering som planlægger og organiserer for borgerne! Det er ikke en munter tid, og så burde jeg slet ikke beklage mig, når man tænker på alle de mennesker, som ikke har råd til mad eller at betale leje!
En anden ven – en ældre mand fra området ved de store søer i det nordlige USA – skrev i går følgende til mig:
Happy New Year, Erling. Yes, everything here is a bit crazy and frightening. Everyone talks of civil war, and sometimes I wish I had a gun, or 10 guns. Apparently one can’t even buy bullets right now because everyone has bought so many. Crazy. USA is supposed to be the land of the brave and the home of the free–doesn’t make any sense at all.
Historisk har USA set sig selv som ”The shining City upon the top of the Hill”, men i disse uger og måneder kan hele verden se, at landet ikke er i stand til at beskytte sine borgere mod corona-smitten og at ganske almindelige mennesker ser sig nødsaget til at købe våben for at kunne forsvare sig i en situation, der mere og mere minder om en borgerkrig. At landets parlament må beskyttes af tusindvis af svært bevæbnede soldater for at kunne gennemføre et præsidentskifte, fuldender billedet af en stat, der er på sammenbruddets rand. Det kunne være en afrikansk bananstat, men det er USA anno 2021, og jeg tror ikke, at vi endnu har set det værste. Det er dybt bekymrende!!
12. januar 2021: Det er svært at finde ord til at beskrive ubehaget over, hvad vi er vidne til i USA i disse dage. Verdens stærkeste stat viste sig ude af stand til at beskytte sit eget parlament mod en hoben fantaster, voldsmænd og tumper, og populistgeneralen Donald Trump smed billedlig talt den første sten. Om 8 dage er han fortid, og helt som forventet har han ikke format til at møde op til Bidens indsættelse. Niels Bo Bojesen rammer situationen på kornet med denne pragtfulde tegning –
Selvom han snart er væk, må hans fire år i Det Hvide Hus give anledning til overvejelser over, hvordan populismen bekæmpes, for den forsvinder ikke med Trump. Og bekæmpes skal populismen, for den er livsfarlig for det parlamentariske demokrati. Set med mine øjne er det vigtigt at forstå, at populister eksisterer i kraft af tidens store problemer: ukontrolleret indvandring, økonomisk ulighed, magtelitens arrogance m.m. Populisterne peger på problemerne, puster dem op og opfinder fjendebilleder, men de præsenterer aldrig reelle løsninger på problemerne, og resultatet er en stigende polarisering af samfundet.
Hvis man skal anerkende Trump for noget, må det være, at han har givet stemme til millioner af politisk tavse og dybt frustrerede mennesker. Han foregav at se og høre dem, og de hoppede på limpinden i et håb om, at han ville arbejde for at bedre deres vilkår. Men som andre populister havde han ingen løsninger og gav i stedet en skattelettelse til den rigeste del af befolkningen.
Reelle forbedringer for netop disse grupper – socialt, økonomisk og ikke mindst uddannelsesmæssigt – er nøglen til bekæmpelse af populismen, og det kan kun ske hen over den politiske midte, og om det er muligt i USA, kan man godt have sine store tvivl om. Det bliver svært på grænsen til det umulige, og mislykkes det, vil USA som føderation være truet på sin eksistens.
4. januar 2021: Det nye år er her på den jyske højderyg begyndt meget stille, alt for stille. Der er færre mennesker på gaden end i normale tider, og stemningen er underlig trist. Coronaen og dens nye meget smitbare mutationer har virkelig sat sit præg på dagligdagen. Vejret er som stemningen, og midt på dagen var udsigten over søen reduceret til dette –
En lille båd med fiskere var næsten opslugt i tågehavet –
Vi forsøger at jage den værste tristesse væk med gåture – i dag langs kanalen mellem Vedsø og Hald sø –
Undervejs var vi heldige at se den sjældne vandstær, der er forunderlig ved at kunne svømme under vandet og endog gå på bunden, fordi dens knogler er tungere end hos andre småfugle –