30. december 2022: Ukraine må være landet med den mest ulykkelige historie i Europa. Efter at være blevet en del af det russiske zarrige i slutningen af 1600-tallet udviklede en national bevægelse sig i anden halvdel af 1800-tallet (parallelt med hvad der skete i Vesteuropa), fordi man ikke følte sig hjemme i zarens Storrusland. Ukrainerne ville have deres egen, selvstændige nationalstat. Zarens reaktion var hård undertrykkelse, for hvis ukrainerne fik deres frihed, ville andre folkeslag i hans enorme rige sikkert få tilsvarende  ideer. ‘Ukraine’ blev erstattet med ‘Lille-Rusland’ som betegnelse for området, og det blev forbudt at bruge ukrainsk sprog i skoler og aviser – iøvrigt ikke ulig hvad preusserne gjorde efter at have erobret Sydslesvig fra Danmark i 1864.

Zarrigets sammenbrud i 1917 og Sovjetunionens oprettelse i 1922 forandrede ikke på ukrainernes situation, for heller ikke Lenin ville acceptere deres selvstændighed, og stridighederne herom kostede cirka otte millioner ukrainere livet. Da Lenin døde i 1924 og Stalin kom til magten, gik det fra slemt til værre, da han i de første år af 1930’erne bevidst skabte en hungersnød i Ukraine, der igen kostede millioner af døde. Ukrainske selvstændighedsbestræbelser skulle straffes.

I 1941 brød Hitler ikke-angrebspagten med Sovjetunionen og indledte en blitzkrieg, der også ramte Ukraine, og konsekvenserne var forfærdelige. I september 1941 organiserede nazisterne i udkanten af Kyiv (Babij Jar) et af historiens største enkeltstående folkedrab med henrettelse af flere end 33.000 jøder på få dage. På opslag rundt om i Kyiv fik alle jøder ordre om at møde på et bestemt gadehjørne, hvorefter de blev ført væk og majet ned. Treogtredivetusinde! At de færreste kender den historie, fortæller lidt om, hvor lidt vi har interesseret os for Ukraine indtil den 24. februar 2022.

Siden fulgte nazisterne op med drab samme sted på mellem 100.000 og 150.000 jøder, romaer m.fl. Under sovjetstyrkernes ‘befrielse’ af Ukraine i krigens slutning gik det igen blodigt for sig, og Kharkiv, Ukraines næststørste by, blev inden for få år erobret og smadret ikke mindre end fire gange, to gange af nazisterne og to gange af Den Røde Hær. Ødelæggelserne var uden sidestykke.

Efter 2. verdenskrig fungerede Ukraine som spisekammer for hele Sovjetunionen, og om det var i taknemmelighed over det, ved jeg ikke, men i 1954 forærede Khrusjtjov Krim-halvøen til Ukraine. Der foregik samtidig en stærk industrialisering af området, og som et led i energiforsyningen blev flere atomkraftværker opført. I 1986 eksploderede en reaktor på værket i Tjernobyl, og resterne står idag indkapslet i en enorm sarkofag af beton som en skamstøtte over de elendige sovjetiske industriprodukter.

Da Berlinmuren faldt i 1989 var det også et varsel om Sovjetunionens sammenbrud, og en decemberdag i 1991 mødtes Ruslands, Ukraines og Hvideruslands ledere – uden at orientere præsident Gorbatjov (!) – et hemmeligt sted for at forhandle om en ny union. Det var mildt sagt et improviseret møde, ikke engang en skrivemaskine havde de til rådighed, og da samtalerne blev konkrete, måtte man rekvirere et gammelt hakkebræt fra den nærmeste landsby. Enden på forhandlingerne blev, at Sovjetunionen blev likvideret og erstattet af Unionen af Uafhængige Stater (SNG). Uafhængige!

Boris Jeltsin ringede derefter til den amerikanske præsident Bush og orienterede ham om resultatet, og først derefter orienterede man Gorbatjov, der naturligvis blev rasende, men Sovjetunionen var de-facto nedlagt. Helt komisk – men også ganske betegnende – måtte Gorbatjov underskrive dokumentet, der nedlagde Sovjetunionen, med en amerikansk kuglepen, fordi den russiske ikke duede.

Russisk historie er ikke alene blodig, den er også bizar.

Siden uafhængigheden har Ukraine arbejdet med sin nationale identitet i en gabestok mellem vest og øst, mellem et ønske om at blive medlem af EU og NATO og en orientering mod Moskva.

Nu raser endnu en blodig krig i det ulykkelige Ukraine, fordi Putin siger, at russere og ukrainere er “et folk” og fordi Rusland i hans optik har ret til at gribe ind i det nære udland som Ukraine og Baltikum (!) for at forsvare russiske mindretal.

Vi er en del af den krig, fordi angrebet på Ukraine med kommissionsformand Ursula von der Leyens ord også er en krig mod Europas energiforsyning, mod Europas økonomi, mod vores værdier – en krig mod vores fremtid. Jeg er helt enig.

Hvordan det hele ender, er svært at sige, men russerne kan næppe vinde krigen, Ukrainerne er af indlysende årsager enormt motiverede i deres kamp for selvstændighed, hvorimod mange af de russiske soldater ikke aner, hvorfor de er sendt i krig. Situationen på slagmarken minder om situationen i 1917 og 1943: Det er ikke slut endnu, men et billede af vindere og tabere er begyndt at vise sig.

Sanktionerne bider på Rusland, men det  afgørende bliver, om EU kan holde sammen. Ukrainerne har århundreders erfaring med lidelser – men hvor meget smerte kan de europæiske befolkninger udholde?

Putin drømte (drømmer?) om at blive en ny zar Peter den Store – jeg synes, han i stadig højere grad begynder at ligne Ruslands sidste zar, Nikolaj d. 2.

25. december 2022:

Viborg domkirke har i forskellige udgaver ligget på samme plads i 1000 år og rager stadig op over bykernen med en selvforståelse af at være noget ganske særligt. Og smuk er den som på billedet her, taget en morgen midt i december med frost i luften og rimtåge over Nørresø. Men er den andet end et smukt motiv på et billede?

I kirken er de traditionelle julesalmer blevet sunget, og præsten har sagt det, han siger hvert år, uagtet at verden står i flammer med energikrise, klimakrise og krig lige uden for kirkedøren. Mig bekendt har kirken ikke en eneste gang fuldtonet og med én stemme sagt fra over for rædslerne i Ukraine, ikke et eneste pip har vi hørt mod julens overforbrug og kommercielle hurlumhej. Men da den nye regering erklærede at ville afskaffe Store Bededag som en fridag, himlede præster og biskopper op som om dommedag stod for døren. Folkekirken mister medlemmer. Det tror Fanden.

2. december 2022: Danmark er færdig ved VM i fodbold og tak for det. Selvom jeg godt kan lide at se fodbold, synes jeg hysteriet omkring landsholdet er utåleligt. Dagen efter nederlaget til Australien kaldte Ekstrabladet – på forsiden og med store typer – holdets træner for “Flovmand“, og spillerne blev rakket ned en for en: “Dur ikke”! “Fyr ham”! “Han har svigtet totalt!” og mere af samme slags fra chatollets nederste skuffe. Nedladende, kategoriske og bastante udsagn kemisk renset for nuancer.  Skamløst, synes jeg.

En gammel, vis jøde sagde engang om det bastante og kategoriske: ”Hvis et menneske hævder at have 50% ret, så kan det være, at det er sandt. Hvis et menneske hævder at have 75% ret, så lyver han eller hun. Hvis et menneske hævder at have 100% ret, så flygt med det samme. Løb!” 

Jeg synes, at ethvert anstændigt menneske bør løbe så stærkt som muligt væk fra EB og de andre boulevard-aviser.

Undervejs i turneringen har jeg tænkt en del over det rigtige eller forkerte i at følge kampene, vel vidende, at de foregår i et land, der på mange måder overtræder basale menneskerettigheder. Gør det mon en forskel, hvis jeg lader være med at se kampene?  Uanset svaret rækker spørgsmålet langt videre end til fodbold. Kan jeg nyde mine nye sko, hvis jeg ved, de er produceret under urimelige forhold i Østasien, måske endda af børnearbejdere? Kan jeg nyde det lune efterår vel vidende, at det skyldes klimaforandringer, der for mange mennesker har katastrofale konsekvenser? Kan jeg med sindsro spise en kotelet uden at være sikker på, hvordan dyret har haft det og om det blev slagtet på en forsvarlig måde?

Jeg har ingen svar på disse moralske dilemmaer, men jeg synes det er vigtigt at reflektere over dem – og måske handle på dem. Helt vildt – og helt uden for skiven, det ved jeg godt – kunne jeg også drømme om, at EB lagde en journalistisk linje efter at have reflekteret lidt. Bare lidt for en gangs skyld. For eksempel over, hvorvidt fodboldspillere også er en slags mennesker med følelser, familie og børn.

14. november 2022: Jeg arbejder på at få håret tilbage på plads efter at have fået det blæst bagud af dagens foredrag i Viborg Højskoleforening: “Som Sørine læser biblen” med teologen, debattøren, forfatteren (og tidligere sportsjournalist!) Sørine Gotfredsen som foredragsholder. Det var befriende at høre et foredrag med synspunkter, som jeg ikke kunne vedkende mig, blive fremført med stor viden, tænksomhed og – ikke mindst – et skarpt blik for svaghederne i egen argumentation. Luther, Kirkegaard, Grundtvig, Løgstrup m.fl. var på banen i et kalejdoskopisk, kritisk kig på verden og livet. Her er et par nedslag:

I den netop overståede valgkamp kom det frem, at mange unge mistrives, og Sørine gav et bud på årsagen. Sat på en kort formel er hendes forklaring, at de unge er skuffede over livet. De har gennem hele deres opvækst fået at vide, at de er unikke, og at livet er fantastisk og ligger for deres fødder. Men når far/mor så pludselig en dag ikke længere kan trylle bumpene væk, når kæresten alligevel ikke forguder en, når livet kort sagt bliver vanskeligt, så er de totalt uforberedte og føler sig snydt. Sørine fortalte, at hun også i mange år ventede på, at livet skulle blive så fantastisk, som hun var blevet lovet, og da det (naturligvis) aldrig skete, gik hun i stykker og skulle have hjælp til at komme ovenpå igen.

Min refleksion over den fortælling er, at forældre i deres opdragelse bør tænke på, at de træer, der vokser op i en blanding af regn og tørke, sender rødderne længst ned og står bedst fast, når det blæser.

Sørine talte meget om sit menneskesyn, der tager udgangspunkt i Tidehvervsbevægelsen, der har syndefaldsfortællingen i fokus. I første Mosebog fortælles det, at urmenneskene Adam og Eva i Edens have måtte alt, herunder spise frugten af havens træer. Med én undtagelse: De måtte ikke spise æblerne fra det træ, der stod midt i haven, kundskabens træ. Som bekendt gjorde det alligevel og opdagede, at de var nøgne, klædt af til skindet i både absolut og overført betydning. Mennesket var ‘faldet’ og blev sendt uden for haven, hvor egoisme, magt og begær er en del af livet. Fordi det er sådan – fordi ‘det gode menneske‘ efter syndefaldet er en illusion – er et skeptisk menneskesyn den eneste realistiske tilgang til livet, mener Sørine og tidehvervsfolkene. Alt andet er naiv pladderhumanisme, og det arketypiske eksempel på disse breddegrader er naturligvis Sverige, der naivt accepterede en massiv indvandring fra fremmede kulturer og nu står i så store problemer, at selve fundamentet i det svenske samfund er truet. Usagt blev det bøjet i neonlys, at tidehvervsfolk aldrig kommer til at stemme på Det Radikale Venstre 🙂 .

Under foredraget mindedes jeg min far, der i sin ungdom flyttede sig fra Indre Mission til tidehvervsbevægelsen og hele sit liv havde skepticismen som en fast følgesvend. I afgangsudtalelsen fra Ranum Statsseminarium står der, at ..’Gunnar ofte udviser en skeptisk indstilling…‘, hvilket ikke var positivt ment, men far fortalte, at han så det som et adelsmærke.

Det var barske ord på en mørk novemberdag, selvom de blev serveret med både varme og klogskab, og jeg gik fra foredraget med en bevidsthed om, at her er der noget at tænke dybt  over. Er skepticisme den eneste realistiske tilgang til livet og verden? Jeg er tilbøjelig til at svare ‘ja’.

9. november 2022: Det er nu 5 uger siden, Anne-Marie gennemgik en stor rygoperation, og sofaen, piller i alle regnbuens farver samt krykker og rollator har været de bedste venner i den tid. I går blev hjælpemidlerne leveret tilbage til sygehuset, og nogle af pillerne er erstattet af daglige gåture langs søen. Mange besøg og opmuntrende hilsner fra nær og fjern har været en kæmpe hjælp. Tak for det.

Det er nu realistisk igen at se ud mod fjerne horisonter og drømme om nye rejseoplevelser, sådan som Anne-Marie gør på bænken her –

3. november 2022: Indtil februar i år troede de fleste af os optimistisk, at tiden efter 1991, hvor Sovjetunionen brød sammen, ville være en efterkrigstid. Den kolde krig var slut, og de baltiske og Østeuropæiske lande havde fået deres frihed. Solen skinnede, de mørke skyer i horisonten blev ignoreret, og særligt i Tyskland troede man, at samhandel med Rusland ville føre til fred og samarbejde, sådan som det var sket i EF/EU efter 2. verdenskrig.

I dag ved vi, at tiden efter 1991 var en mellemkrigstid, en nogenlunde fredelig periode i Europa fra den kolde krigs afslutning og frem til Putins krige i Tjetenien, Georgien, Krim og i 2022 Ukraine, der alle ligger i direkte forlængelse af hinanden. 2022 er et omvendt 1991.

Der er intet nyt i Ruslands måde at agere på. Fra zar Peter den store i 1600-tallet over Katarina 2. i 1700-tallet, Stalin i 1900-tallet og frem til nutidens zar, Vladimir Putin, har russiske beslutningstagere hævdet det særegne synspunkt, at historien – intet mindre – har udstyret Rusland med en uantastelig ret til med alle midler at dominere landene i en bred  interessesfære rundt om landet. Rusland har ret til at foretage sig hvad som helst i forhold til sine nabolande, mente zarerne, Stalin og nu Putin.

Blot et enkelt eksempel: I november 1939 – efter at have fået frie hænder af Hitler – stillede Stalin Finland over for et ultimatum om at afstå store landområder på det karelske næs til Rusland, incl. landets næststørste by, Vyborg. Finnerne forsøgte sig med forhandling, men uden varsel invaderede 600.000 sovjetiske soldater Finland og bombemaskiner smadrede dele af Helsinki. Finnerne kæmpede heroisk imod med alt, hvad de havde, men i sidste ende måtte de bøje sig for overmagten.

Denne finske vinterkrig var en tragedie, men det virkelig groteske ligger i, at historien gentager sig i disse måneder i Ukraine. Uden anden begrundelse end at “vi tager, hvad der er vores” (Putins ord), forsøger Rusland at indlemme Ukraine i Stor-Rusland.

Russerne lider enorme tab i Ukraine som følge af militær udygtighed og dårlig forberedelse, og også det har en parallel til den finske vinterkrig. Blandt de tropper, Sovjet sendte til Finland, var en riffeldivision bestående af unge ukrainske drenge uden den mindste krigserfaring. De blev sendt til fronten i en krig, de ikke anede det mindste om, og op mod 15.000 af dem blev dræbt eller frøs og sultede ihjel i de iskolde skove. Når det netop var en ukrainsk enhed, der blev sendt til fronten som kanonføde, skyldtes det Stalins perverterede ønske om hævn for ukrainsk opsætsighed (se indlægget fra 16. oktober). Da 1000 ukrainske soldater, der havde overgivet sig til finnerne, kom retur til Rusland som led i en fangeudveksling, blev de alle – hver og en – henrettet. Ruslands brutalitet har ingen grænser.

Drømmen om fred og samarbejde i Europa er endegyldigt slukket, og vi må se i øjnene, at vores læsning af Ruslands hensigter har været præget af uvidenhed og naivitet, selvom det ikke har skortet på advarsler. Estlands præsident, Lennart Meri, advarede i 1994 ved en international festmiddag på balternes vegne mod russisk imperialisme og mod at stole på russerne. De vidste ligesom, hvad de talte om. Ingen hørte dog efter, bortset fra en højtstående, russisk sikkerhedsagent, der forbitret rejste sig, smed servietten og forlod salen. Det var Vladimir Putin.

Nu står Europa i suppedasen og forsøger med økonomiske og militære midler at inddæmme Rusland, og normale relationer mellem Rusland og Vesteuropa ligger årtier ude i fremtiden.

Hvad er der med de russere? Hvorfor denne uhørte og endeløse agression over for svagere naboer og hvorfor kan demokratiet ikke finde fodfæste i Rusland?

Først og fremmest er det nok vigtigt at gøre sig klart, at Rusland aldrig har haft den oplysningstid, der fra midten af 1700-tallet i Europa banede vejen for frihed, rettigheder og med tiden et demokrati, hvor befolkningen kan afsætte magthaverne, hvis de ikke arbejder til gavn for almenvellet. Rusland blev aldrig en del af den udvikling, og Sovjet-perioden under Lenin og Stalin accentuerede en frygtbaseret kultur, hvor det gælder om at holde sig gode venner med magthaverne eller i det mindste på god afstand af dem. Putin og hans slæng er således reglen, ikke undtagelsen, og selvom han forsvandt på den ene eller anden måde, står endnu værre kumpaner klar i kulissen parate til at tage over.

Et generelt ringe uddannelsesniveau i den brede befolkning kombineret med medier, der kun viderebringer magthavernes fortællinger betyder, at mange er modtagelige for de mest obskure løgne og konspirationsteorier. Historier om, at det er ukrainerne selv, der bomber deres egne byer, og at de sårede blot er skuespillere indsmurt i ketchup, er blandt de mildere eksempler. Falsk viden er blevet en magtfuld faktor i et land som Rusland med samvittighedsløse blodhunde ved magten.

Historikeren og filosoffen Karl Marx havde allerede i midten af 1800-tallet blik for Ruslands svagheder, da han skrev: “Hvis der nogensinde kommer en revolution i det land, vil russerne hurtigst muligt finde sig en ny zar. De er som bier, der kun kan fungere, hvis de har en dronning.” 

Der er utvivlsomt noget om snakken, og derfor står verdens største land med en akut risiko for at blive det 21. århundredes største taber.

Hvis man vil vide mere om Rusland og Europa efter angrebet på Ukraine, kan det stærkt anbefales at læse to dugfriske bøger: Dels den danske journalist Thomas Ubbesens rejseberetning “I skyggen af det nye jerntæppe”, dels Lykke Friis’s bog “Tårernes Europa”. Den førstnævnte ligger på Mofibo.

16. oktober 2022: Om mindre end en uge er det præcist 60 år siden, at præsident Kennedy i en tv-tale fortalte verden, at Sovjetunionen var i gang med at sætte atommissiler op på Cuba, og at USA ikke kunne leve med det. Det var psykologisk krig mellem de to supermagter og et spændingsmæssigt højdepunkt i den kolde krig. Den 22. oktober 1962 var en mandag, og den efterfølgende lørdag – mens krisen var mest højspændt – skulle mine forældre i byen, og min far bad mig følge nyhederne og skrive en lille rapport, som de kunne læse, når de kom hjem. TV var på det tidspunkt endnu så nyt et medie, at nyheder ikke var en del af sendefladen, det kom først i 1965, så jeg sad den aften med hovedet inde i radioen og lyttede og skrev. Hele verden dirrede af nervøsitet i de dage, men fordi mine forældre holdt det for sig selv, blev Hans og jeg aldrig for alvor klar over, hvor overhængende faren for en altødelæggende atomkrig var.

Politiske analytikere har efter Cuba-krisen spekuleret over, hvad der fik Khrusjtjov til at spille hasard med verdensfreden, og en del af forklaringen ligger i Khrusjtjovs opfattelse af, at den unge og uprøvede præsident i USA ville være svag over for militær pression. En af de sovjetiske diplomater, Visilij Kuznetsov, der var tæt på Khrusjtjov under hele forløbet, er blevet citeret for at fortælle, at da det endelig gik op for Khrusjtjov, i hvilken grad han havde fejlvurderet den amerikanske beslutsomhed, lavede han i bukserne af skræk.

60 år senere har Vladimir Putin med sin invasion af Ukraine gentaget Khrusjtjovs fatale fejllæsning af Vesten. Om han har reageret på den erkendelse på samme måde som Khrusjtjov, ved vi ikke, men sikkert er det, at han og alle andre i Kreml er klar over, at krigen i Ukraine er tabt. Nu er opgaven for det internationale samfund – ganske som i 1962 – at finde en landingsbane, hvor krigen kan slutte uden et alt for massivt prestigetab for Rusland, hvorefter Putin formodentlig vil blive sendt ud i mørket af sine egne.

Med tanke på Ruslands krige i Tjetjenien, Georgien, Moldova, Syrien, Krim og nu Ukraine, synes jeg Thomas Mann rammer plet, når han karakteriserer krig som kujonernes flugt fra fredens problemer. Med Vestens sanktioner, dårlig økonomi og enorme problemer i bl.a. Sibirien som følge af den globale opvarmning, står Rusland i problemer til halsen, og at landet bliver det 21. århundredes store taber, forekommer mig lige så sikkert som amen i den ortodokse kirke.

For sent har vi i Vesten erkendt, at Putin og de russiske magthavere lever i en anden virkelighed, end vi gør. To verdenskrige, der sølede Europa til i blod, lærte os, at fred er bedre end krig, at sikkerhed og velstand er bedre end storhed gennem lidelse, og vi begyndte at samarbejde – fremfor alt i EU – i stedet for at bekrige hinanden. I Putins og Ruslands virkelighed er vold og krig imidlertid stadig legitime instrumenter. Den russiske kejserinde Katarina den Store (1762-1796) satte ord på den særegne virkelighedsopfattelse med ordene: “Jeg har ingen anden måde at forsvare min grænser på end ved at udvide dem”, og da hun i slutningen af 1700-tallet gjorde ordene til virkelighed ved at erobre den østlige del af Polen, forklarede hun det således: “Dette land har altid været vores, og vi har krav på det, der hører under os.” Historisk set mildt sagt problematisk, men også den tradition tog Putin op, da han forud for invasionen af Ukraine udtalte, at “Det er åbenbart vores skæbne at skulle tage noget tilbage, der er vores, og dermed gøre landet stærkere“.

Som det sidste af de europæiske imperier drømmer Rusland sig tilbage til fordums storhed og forsøger med historieforvanskning og vold at underlægge sig mere land. Ukraine er imidlertid ikke sådan at bide skeer med, blandt andet fordi man husker holodomor (ukrainsk: “udryddelse med sult”), Stalins planlagte og bevidste hungerpolitik, der i 1930’erne skulle kvæle alle ukrainske, nationale drømme. 4 mio. ukrainere – hver 8.(!) – døde af sult i 1932, og drenge født i 1933 havde en forventet levetid på 5 år, for pigerne var det 8 år! Med den historie som baggrund er det forståeligt, at de ukrainske tropper kæmper som rasende mod russiske soldater, der for manges vedkommende ikke aner, hvorfor de er sendt til fronten.

16. september 2022: En vejrmæssigt dejlig sommer med masser af sol, varme og havbade er ved at klinge af –

I Fjellerup har vi stort set levet udendørs hele sommeren i det fine vejr –

– ofte med episk smukke solnedgange –

Mange gode timer er tilbragt sammen med soul-sister Kirsten, Asger, Sten og Grethe og hele De Bear familien fra USA, og igen i år skulle det traditionelle billede af os tages foran Kirstens hus, der nu naturligvis er døbt ‘Bjørnehytten’-

På typisk vis har Kirsten hen over sommeren sammen med Asger forvandlet Bjørnehyttens have til et orgie af grøntsager og blomster, og midt i det hele har finurlige, hjemmelavede keramikfigurer slået sig ned i træer og bede –

Mens solen her i september bliver mere og mere sparsom, er det godt at tænke tilbage på sommerens mange gode timer – alene i petroleumlampens skær eller ved bålfadet sammen med disse ‘livs-venner’ –

For en gangs skyld håber vi på et vådt og blæsende efterår, for der er i den grad brug for ar få gang i vand- og vindkraft i en tid, hvor despoten i Moskva, Vladimir Putin, har lukket for gassen til Europa som konsekvens af vores støtte til Ukraine i krigen mod Rusland. Hos os i Viborg har vi taget konsekvensen og erstattet Putin-gas med en luft-til-vand varmepumpe, der nu leverer både varmt vand og varme i radiatorerne – forhåbentlig til lavere priser end gassen.

Den dejlige sommer i år står i skærende kontrast til den iskolde vinterstemning, der det meste af 2022 har præget forholdet mellem Rusland/Kina og Vesten. Som det eneste land på kontinentet synes Rusland ikke at have indset, at flytning af landegrænser med militær magt hører fortiden tid. 2 ufatteligt blodige verdenskrige burde have fået også Putin og hans kumpaner til at indse, at den slags uvægerligt ender dårligt med utilfredse mindretal og endnu mere blodig vold. Men nej, Putin (op)finder underlige historiske argumenter og erklærer frejdigt, at Rusland er skam slet ikke aggressor i Ukraine, man befrier blot gammelt russisk land, hvor befolkningen længselsfuldt venter på at blive forenet med moderlandet.  Det svarer til, at Danmark erklærer Sverige krig for tage Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Eller sender den danske hær mod Tyskland for at flytte grænsen ned til Dannevirke. Fuldstændigt tåbeligt, naturligvis.

For mig med en lang historisk hukommelse giver den aktuelle situation i Europa mindelser om den kolde krig i 1950’erne og 60’erne, hvilket er stærkt ubehageligt, ikke så meget for os personligt men mere med henblik på fremtiden for vores børn og børnebørn. I mange år troede vi, at den ubehagelige og truende koldkrigstid var lagt bag os, men nu står vi – igen – foran en lang vinter, der på alle måder kan blive både ubehagelig og kold. Energiprisernes himmelflugt tvinger folk til drastiske besparelser, og nogle kommer til at gå fra hus og hjem. Det er en deprimerende udsigt.

– – o0o – –

Det er nærmest umuligt at forstå, men I år er det 50 år siden, jeg blev kandidat fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, og i den anledning mødtes jeg med holdet, jeg uddannede mig sammen med fra 1966 til 1972. Nogle fra holdet er døde, mens andre af os gennem årene – som man tydeligt kan se på billedet – er ‘vokset med opgaverne’. Et nærstudie af billedet vil utvivlsomt kalde på både humoristiske og sarkastiske bemærkninger – og det er vist aldeles berettiget 🙂 –

Forleden dag så udsigten således ud fra havelågen i Fjellerup –

Sommeren er slut, og et meteorologisk og politisk stormfuldt efterår står for døren. Hvordan verden ser ud, når det bliver forår om 6-7 måneder, er mere usikkert end i mange år. Hvor vi – Anne-Marie og jeg – er henne til den tid er også usikkert, for tidens tand gør, at vi – måske –  vælger at flytte til noget mindre og lettere at håndtere. En stor og stærkt påkrævet rygoperation for Anne-Marie står på programmet i november, og følgerne af den vil helt sikkert optage tid og opmærksomhed vinteren igennem. Mere herom senere.

11. juli 2022: Som de fleste nok ved, har Højesteret i USA erklæret, at abort efter den amerikanske grundlov ikke er en umistelig rettighed, og derfor har stater som Texas, Oklahoma m.fl. forbudt alle aborter efter 6. graviditetsuge, også i tilfælde af incest og voldtægt.

Forleden dag stoppede politiet i Texas en kvindelig bilist, fordi hun kørte i en Express Lane, der kun må benyttes af biler med mindst én passager. “Hvor er den anden person?”, spurgte betjenten.  “Lige her”, svarede kvinden og pegede på sin mave. Hun er nemlig gravid i 34. uge. “Staten Texas forbyder alle aborter med henvisning til, at det ufødte barn er en person, ergo er vi også to personer i bilen”, argumenterede den kvindelige chauffør. Betjenten fastholdt imidlertid, at kvinden var alene i bilen og gav hende derfor en bøde.

Den pågældende kvinde har indbragt sin sag for retten, og jurister vurderer, at forskellige dommere vil dømme forskelligt.

Hvis en dommer giver kvinden medhold, skal hun så også købe to billetter for at gå i biografen, køre i bus etc? Hvad nu hvis der er tvillinger? Trillinger? Hvad nu hvis den gravide ikke ved, hvor mange ‘personer’ hun bærer rundt på?

Hvis en anden dommer fastholder bøden, er det ufødte barn så alligevel ikke en person og en abort derfor en mulighed? Skal den anden person i en Express lane i så tilfælde være uden for chaufførens krop, have en bestemt størrelse/alder/vægt for at tælle som en person?

Og nej, det er ikke en historie fra en banan-republik. Det er heller ikke en dårlig joke. Det er en absurd historie fra det virkelige liv i nutidens USA, hvor republikanerne bliver mere og mere ekstremt konservative og hvor kvinders rettigheder er noget, der var.

Kilde: The Guardian 9. juli 2022.

23. maj 2022: Om en uges tid skal vi endnu en gang til folkeafstemning om et EU-emne, denne gang om forsvarsforbeholdet. Jeg er ikke i tvivl om min stemme, det bliver et fuldtonet ja. Ikke fordi det på den korte bane vil gør den store reelle forskel, om forsvarsforbeholdet fjernes eller ej, men fordi tanken om, at lille-bitte Danmark med en militær-strategisk vigtig beliggenhed kan stå alene, er både tåbelig og naiv. Tilbage i middelalderen var Danmark en stormagt, der havde kræfter nok til at stå alene, efter nederlaget i 1864 blev vi reduceret til en flueklat på landkortet, og kun held og dygtig diplomatisk arbejde forhindrede, at Tyskland opslugte os. I 1949 parkerede vi vores sikkerhed i NATO, d.v.s. hos amerikanerne, men hvad nu, hvis Trump eller en ligesindet kommer til magten ved næste præsidentvalg i 2024. Meget tyder på, at det kan ske, og den fløj i amerikansk politik har ikke lagt skjul på, at den amerikanske sikkerhedsparaply vil blive slået ned, hvis ikke vi europæere bidrager mere til forsvaret af vores del af verden. Biden og demokraterne har iøvrigt også været ude med tilsvarende krav om et større europæisk bidrag.

Et EU-politisk forsvarssamarbejde ligger i forlængelse af NATO-samarbejdet, og tanken om fortsat at stå udenfor, når der træffes beslutninger, forkommer mig absurd, og det er præcist det, afstemningen om en uge handler om. At sidde med ved bordet, når der træffes beslutninger, er helt essentielt for små stater, for her er det argumenterne, der tæller, ikke de økonomiske eller militære muskler.

Derfor stemmer jeg ‘ja’ den 1. juni.

26. marts 2022: Der blev i den grad rettet op på Lehár-skuffelsen, da vi i går igen var i Aarhus Musikhus, denne gang til en Tchaikovsky-aften med Aarhus Symfoniorkester, der til lejligheden var udvidet til ca. 60 musikere under ledelse af orkestrets faste dirigent, Marc Soustrot. Første nummer var Tchaikovsky’s violinkoncert med den russisk-ukrainske solist Alexander Sitkovetsky, og det var en fryd at følge hans fortolkning af den berømte koncert, skrevet i 1878. Publikums begejstring var stor, og som tak for den stående applaus gav Sitkovsky et lille og vanvittigt smukt ekstranummer, en violinsonate af Bach. Forinden holdt han en meget personlig tale, hvor han fortalte om smerten ved at være født russer og nu følge krigen i Ukraine, som han på enver måde tog afstand fra.

Violinkoncerten var fantastisk, men endnu bedre synes jeg koncertens næste nummer var, Tchaikovsky’s 6. symfoni med tilnavnet Pathetique fra 1893. Jeg har siden min tidlige ungdom været vild med netop dette stykke musik, hvor den fabelagtige slutning på 2. sats får mig helt op at ringe.

Slutningen på hele symfonien er usædvanlig sammenlignet med meget andet musik fra den romantiske periode, idet musikken i de sidste ca. 50  takter tynder mere og mere ud og til sidst udånder med et næsten uhørligt suk. Tchaikovsky døde kun 9 dage efter førsteopførelsen af denne 6. symfoni (som han selv dirigerede), sandsynligvis for egen hånd efter at have indtaget arsenik, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, om den usædvanlige afslutning på hans sidste symfoni var komponistens forvarsel om sin egen død, som han – måske – havde besluttet, da han skrev symfonien.

Tchaikovsky havde på mange måder et ulykkeligt liv, fordi han var homoseksuel, hvilket i datidens Rusland var både forbudt og stærkt vanærende. Han blev faktisk gift, men ægteskabet holdt kun i 6 uger, fordi Tchakovsky fortrød og forsøgte at begå selvmord ved at drukne sig i Moskva-floden. Hans skjulte homoseksualtiet plagede ham hele livet og var sandsynligvis årsagen til hans – sandsynlige – selvmord umiddelbart efter førsteopførelsen af hans 6. symfoni. En på alle måder tragisk afslutning på en af musikhistoriens helt store personligheder, men heldigvis lever hans værker stadig i bedste velgående.

20. marts 2022: Den Jyske Opera har 75 års jubilæum, og det skal naturligvis fejres. Velfortjent, synes vi, for den har givet os stribevis af uforglemmelige oplevelser. Ofte storslåede musikalske oplevelser fra den klassiske operas øverste hylde, men ind imellem også musik fra de dybe gemmer, hvor den havde været bedst tjent med at forblive.

Jubilæumskoncerten var Franz Lehárs operette *Greven af Luxembourg’ i en opsætning af tyske Philipp Kochheim, og vi oplevede den i går i selskab med – som altid i Musikhuset – gode venner fra Risskov. Opsætningen satsede på at gøre operetten sjov og sprudlende, og resultatet var pinagtigt. Den var ikke sjov, kun fjollet og ind imellem plat. Vi har set andre af Kochheims opsætninger og bliver aldrig fan af ham – nazister i Mozarts operaer, Gadaffi som en del af barberen i Sevilla og AIDA uden skygge af Ægypten – det dur simpelthen ikke. Mozarts, Puccinis og Verdis musik er så storslået, at selv en tåbelig opsætning ikke kan ødelægge oplevelsen, men Lehár er ikke i den liga, så derfor blev aftenens oplevelse en skuffelse, selvom sangerne og orkestret arbejdede hårdt. Greven af Luxembourg blev noget fjolleri uden på nogen måde at være sjov, og musikken kunne ikke løfte forestillingen ud af fjollerierne.

6. marts 2022:  Det er historisk ironi, at det forestående europæiske topmøde om krigen i Ukraine afholdes på Versailles slottet i Paris. Netop her blev fredstraktaten efter 1. verdenskrig indgået, den traktat der med sit uholdbare indhold lagde fundamentet for Hitlers Nazi-Tyskland og 2. verdenskrig. Forhåbentlig får de europæiske ledere lavet en bedre aftale frem mod et troværdigt, europæisk forsvar, helst også omfattende de franske og britiske atomvåben, for nok er vi for øjeblikket beskyttet af NATO’s §5 med USA som en (nogenlunde) troværdig partner, men situationen kunne let have været en hel anden. Og kan let blive en anden, hvis Trump bliver genvalgt om et par år.

Som præsident var Trump tæt på at trække USA ud af NATO, han roste Putin i høje vendinger (det gør han faktisk stadig!), og meget tyder på, at han var positiv over for at indgå en de-facto aftale om en opdeling af verden i tre interessesfærer styret af hhv. Rusland, Kina og USA.  Altså en aftale svarende til Jalta-aftalen fra 1945, hvor Sovjet, USA og Storbritannien enedes om, hvilke områder af verden, de hver for sig skulle dominere.

Hvis en sådan Trump-Putin-Xi Jinping aftale var blevet en realitet, ville Vesteuropas demokratisk-retsstatslige livsform i dag have været truet på sin eksistens, fordi vi mangler midlerne til at forsvare os selv. Hvis man derfor skal finde noget positivt i den aktuelle situation, er det, at Europa som en enhed er genopstået. Putins angreb på Ukraine har i sjælden grad forenet os, Tyskland er vendt på en tallerken og vil nu med verdens fjerdestørste økonomi i ryggen også være en militær magt med pondus, og i de øvrige europæiske lande er man også i færd med at hæve forsvarsbudgetterne betragteligt.

Alt det, som amerikanerne med Trump i spidsen ikke kunne få os til – at betale for vores egen sikkerhed – er lykkedes for Putin på 14 dage. Godt gået, men det var næppe hensigten.

Af disse og mange andre grunde skal Danmark derfor også have afskaffet sit forsvarsforbehold, når emnet kommer til folkeafstemning den 1. juni.

4. marts 2022:  I Danmark skummer vi af berettiget forargelse og vrede over Ruslands angreb på Ukraine, brud på indgåede aftaler og forstyrrelse af den eksisterende verdensorden. Alligevel vil jeg med historikerens løftede pegefinger henlede opmærksomheden på, at det kan være en god ide at se på vores egen historie for at få perspektiv på emnet. Venner er venner, lige indtil de er fjender, aftaler gælder lige indtil en af parterne bryder den, og erobringer retfærdiggøres med, at det erobrede tilhører os, fordi det har været vores for 5 år siden, for 50 år siden, for 500 år siden.

I 1660 havde Danmark modstræbende – efter mange års krig mod Sverige – underskrevet en aftale, der indebar tab af Skåne, Halland og Blekinge. 40 år senere – i 1700 – mente Danmark at have genvundet fordums styrke, blæste på den indgåede aftale og startede en krig for at generobre, hvad vi påstod var vores. Skåne, Halland og Blekinge tilhører os, sagde den danske konge, Frederik d. IV, uden at spørge indbyggerne om, hvad de mente om den sag.

Krigen gik imidlertid ikke godt, Karl d. 12. var for stor en mundfuld, og – en lang historie gjort kort – Frederik d. IV måtte stikke piben ind.

I 1716 havde situationen imidlertid ændret sig og denne gang til Danmarks fordel. Vi havde fået en stærk alliancepartner, der var enig i, at Sverige var hovedfjenden, og partneren var ingen ringere end Rusland med tsar Peter den Store i spidsen. Tsar Peter besøgte København, hvor han blev underholdt med operaer, tafler og fester, mens store hærstyrker og flådefartøjer samledes forud for et stort og koordineret angreb på Sverige. Nu skulle det være, tænkte danskerne, det tabte skulle erobres tilbage, hvad der er vores, er vores! I sidste øjeblik trak russerne dog stikket, det var blevet for sent på året til en invasion, sagde de, og selv om Frederik var rasende, stod russerne fast og rejste hjem med tusind løfter om ubrydeligt samarbejde og andre skønne ting.

7 år senere, i 1723, vendte russerne imidlertid på en tallerken og indgik en alliancetraktat med Sverige med det formål at spille Sverige og Danmark ud mod hinanden for selv at kunne dominere Østersøen. Med det skaktræk var Danmark politisk og militært isoleret, og det trak endog op til krig med Rusland, den gamle alliancepartner. Ved et lykketræf af de helt sjældne blev Danmark dog frelst, da tsarens hustru, Katarina den Store, fik myrdet sin ægtefælle og indstillede den påtænkte krig mod Danmark. Nogen drømmer utvivlsomt om et tilsvarende scenarie med Putin…!

Et par årtier senere var situationen endnu engang vendt på hovedet. Danmark og Rusland indgik i 1765 et forsvarsforbund med løfter om en ‘evig alliance‘ mellem de to lande. På få år var det dansk-russiske forhold gået fra varmt til iskoldt til særdeles hjerteligt, og få år senere var også arvefjenden Sverige ombord. Nu var Storbritannien hovedfjenden og i et forsøg på at bryde det russisk-svensk-danske forbund, angreb Storbritannien København den 2. april 1801 i det, vi kender som slaget på Reden. I 1807 kom briterne igen, snuppede flåden, og Danmark endte i et ulykkeligt forbund med Napoleons Frankrig. Det blev for alvor et problem, da Napoleon angreb Rusland i 1812, for dermed stod Danmark og Rusland endegyldigt på hver sin side i en ødelæggende krig – en hundredårig svingom med Rusland var endt i en katastrofe for Danmark.

For at undgå en tofrontskrig lovede Rusland at støtte Sverige i dets krav om Norge, hvis landet ville undlade at angribe Rusland. Da Napoleon måtte trække sig tilbage fra Rusland, stod Danmark derfor i problemer til halsen, og for at få fred med Rusland måtte Danmark indfri det russiske løfte til Sverige. Norge skiftede status fra dansk til svensk, og Danmark blev reduceret til en småstat.

Historien viser os, at i international politik gælder indgåede aftaler kun indtil en af parterne ser deres interesse i at bryde den. Varige alliancer og rigtige venner er en illusion, kun de nationale interesser tæller, og at Rusland i disse dage med syge søforklaringer bryder internationale aftaler og angriber et naboland, er deprimerende og forfærdeligt. Det er bare på ingen måde nyt, det er historiens lære, desværre!

3. marts 2022: Rusland er ikke kun dybt nede i en moralsk sump, landet er også i et økonomisk kaos. Landets største bank, Sberbank, forlod i går det europiske marked efter ikke at kunne honorere sin forpligtelser = konkurs. For mange kunder havde trukket deres penge ud af banken.
Samtidig flygter russere ud af Rusland i takt med, at landets økonomi kollapser og Putin gør landet til en international paria, som ingen vil røre ved.  De udvandrer præcis ligesom ‘de hvide russere’ gjorde for et århundrede siden, da de frygtede at blive slagtet af ‘de røde’ (Lenins kommunister). Det er primært de bedst uddannede, eliten, der flygter, og de russiske myndigheder har nu iværksat foranstaltninger, der skal forhindre dette ‘brain-drain’ – naturligvis med en syg søforklaring. Jeg mindes Berlin-muren, der blev opført af nøjagtig samme årsag, men som af DDR blev kaldt ‘Den anti-fascistiske beskyttelsesmur’ – landets borgere blev ikke spærret inde, de blev beskyttet mod fascisterne fra Vesten.

Det er meget dramatiske uger lige nu, og hvor det ender, ved ingen. Alt tyder på, at Putin ikke har en plan B, så han mosler videre uanset omkostningerne. Sandsynligvis kommer Rusland ikke ind i varmen, så længe han er ved magten. Nogen burde fjerne ham med magt, kan man håbe på et kup i lighed med kuppet mod Gorbatjof i 1991?

Jeg mindes, at hovedpersonen bag Brexit, Nigel Farage, for nogle år siden udtalte, at Putin var den internationale leder, han beundrede mest. Et flertal af briterne stolede på denne landsbytosse og stemte ja til Brexit – og hvor godt går det lige? Sært nok har man ikke hørt noget til Nigel Farage her under Ukraine-krisen.

Mens krigen raser i Europa, skinner solen fra en skyfri himmel her på Gran Canaria, baren er åben, og der bliver branket flæsk ved poolen. Verdens goder er meget ulige fordelt.

2. marts 2022: Det er umuligt at få et overblik over krigens gang i Ukraine og situationen i Rusland – sandheden er som bekendt krigens første offer – men som sædvanlig er professor Richardson’s daglige klumme værd at læse – her er et uddrag (denne gang havde jeg ikke energi til at oversætte):

But the war is not going well for Putin, either, as international sanctions are devastating the Russian economy and the invasion is going far more slowly than he had apparently hoped. The ruble has plummeted in value, and the Kremlin is trying to stave off a crisis in the stock market by refusing to open it. Both Exxon and the shipping giant Maersk have announced they are joining BP in cutting ties to Russia, Apple has announced it will not sell products in Russia, and the Swiss-based company building Nord Stream 2 today said it was considering filing for insolvency.

Ukraine’s military claimed it today destroyed a large Russian military convoy of up to 800 vehicles, and Ukrainian authorities claim to have stopped a plot to assassinate Zelensky and to have executed the assassins. The death toll for Russian troops will further undermine Putin’s military push. Russians are leaving dead soldiers where they lie, likely to avoid the spectacle of body bags coming home. It appears at least some of the invaders had no idea they were going to Ukraine, and some have allegedly been knocking holes in their vehicles’ gas tanks to enable them to stay out of the fight. Morale is low.

Associated Press correspondent Francesca Ebel reports from Russia: “Life in Russia is deteriorating extremely rapidly. So many of my friends are packing up & leaving the country. Their cards are blocking. Huge lines for ATMs etc. Rumours that borders will close soon. ‘What have we done? How did we not stop him earlier?’ said a friend to me y[ester]day.” The Guardian’s Moscow correspondent, Andrew Roth, agreed. “Something has definitely shifted here in the last two days.”

28. februar 2022: Vi er på Gran Canaria, hvor himlen er azurblå hver eneste dag, men i horisonten hænger der en hæslig, grå sky, der giver anledning til mange tanker, vrede og bekymringer: Ruslands overfald på Ukraine. At også vores generation skulle opleve en Hitler på europæisk jord, havde jeg aldrig forestillet mig.

Udover de daglige avisnyheder læser jeg desuden på daglig basis en amerikansk klumme skrevet af en indsigtsfuld professor fra Boston, Heather Cox Richardson, og i dag skriver hun om situationen i Ukraine blandt andet dette (min oversættelse):

“Alle lande arbejder sammen, og de internationale sanktioner ser ud til at have effekt. En russisk bank tilbød i morges at veksle rubler for dollars i forholdet 171:1. Før offentliggørelsen af de europæiske og amerikanske sanktioner mod Ruslands nationalbank, var vekselkursen 83:1. Mens Ruslands økonomi er på vej mod kaos, springer investorerne fra i stort tal. Idag annoncerede BP, Ruslands største udenlandske investor, at det opgiver sine investeringer i det russisk oliefirma Rosneft og trækker sig ud af lande med et tab, der estimeres til at ligge omkring 25 mia. $.!”

Heather Richardson citerer endvidere Michael McFaul, tidligere amerikansk ambassadør i Rusland, for dette tweet:

“Den russiske elite frygter Putin. Men de respekterer ham ikke længere. Han har ruineret deres liv – smadret deres formuer, ødelagt deres børns fremtid. De levede fint indtil for en uge siden. Nu vil deres liv aldrig igen blive det samme.”

Det er glædeligt, at vi i Europa på ingen måde ser ud til at gentage de store svigt fra 1938. EU står forenet i uhørt skrappe sanktioner mod Rusland, og mange lande forøger deres forsvarsbudgetter radikalt, også Tyskland, der alene i år vil bruge 100 mia € mere på forsvaret. Et brud med 70 års forsvarspolitik, hårdt sættes mod hårdt.

Putin er blevet afsløret som en løgner og bedrager og synes at handle hinsides al fornuft – ekstrem paranoia er en indlysende diagnose – og forhåbentlig er der mennesker i hans indercirkel, der har mod, hjerne og kraft til at sætte ham ud af spillet.

Tidligere i dag skrev Gitte fra Norge, at hun og Ole-Johan spadserede ved den russiske ambassade i Oslo og demonstrerede deres foragt. Fremragende, tænkte jeg. Vi vil gøre noget tilsvarende, hvis vi får muligheden.

25. januar 2022: Ukraine, klimakatastrofer, Covid-19, trusler om terror, Trump i kulissen, en højresvingende lastbil, en sten i skoen – der er rigeligt at bekymre sig om. En katastrofe synes at lure under hver en tagsten, vi passerer på vores vej. Måske er det alderen…?

En ven i USA sendte mig denne reklame for en t-shirt med en ramsaltet kommentar til tidens vanvid!

9. januar 2022: Om et par dage er det 50 år siden, at kong Frederik døde og hans ældste datter, Margrethe, blev udråbt som dronning. Det skete den 15. januar 1972, og hvorfor jeg husker dagen og begivenheden så tydeligt, fortælles til slut i dette indlæg.

Udråbelsen af en kvinde som dansk statsoverhoved fulgte af grundlovsændringen i 1953, der for første gang indførte kvindelig tronarvefølge, dog med det konservative forbehold, at søn går forud for datter, uanset alder. Først med en ændring af tronfølgeloven i 2009 blev dette forbehold fjernet, således at idag er det regentens førstefødte, der arver tronen, uanset køn.

Set i bakspejlet var ændringen i 1953 en særdeles lykkelig begivenhed, idet Margrethe har vist sig at være en både klog, veluddannet og sympatisk regent, hvilket har gjort det overmåde svært at være – som denne skribent – republikaner. Uden grundlovsændringen i 1953 ville vi have fået Frederiks bror, Knud, som regent, og sætningen “Vi tager den en gang til for prins Knud” opstod ikke uden grund…!

Iøvrigt er det pudsigt, at Margrethe også er tronfølger i Storbritannien, idet hendes bedstemor, Margareta af Connaught, var sønnedatter af Dronning Victoria. Så hvis tingene flasker sig, får vi måske igen en dansk regent på den britiske trone, sådan som vi havde indtil 1035, da Knud den Store var både dansk og engelsk konge. Hun er ganske vist kun nr. 220 i rangfølgen, men der er så meget rod i det britiske kongehus, at de 219 foran hende hurtigt kan forsvinde, så hvem ved…! 🙂

Den første dronning Margrethe – i slutningen af 1300-tallet – var også statsoverhoved, men det var i praksis og ikke formelt, fordi hun (kun!) var kvinde. Efter hendes fars død (Valdemar Atterdag) blev Margrethes søn, Oluf, i 1376 udråbet til konge i en alder af 4 år, og da han døde som 17-årig i 1387, blev hendes søster-datter-søn Bugislav valgt til ny konge, men også han var kun et barn, så i begge tilfælde regerede Margrethe midlertidigt på drengenes vegne og blev lidt komisk tituleret ‘fru konge’!  Bugislav fik navnforandring til Erik med tilnavnet ‘af Pommern’, da han var søn af en pommersk hertug.

Det er Erik af Pommern, der sammen med Margrethe d. 1 står på pladsen lidt nord for Viborg Domkirke, hvor danske regenter i mere end 600 år blev udråbt og hyldet. Man bemærker det visuelle trick, at selvom Erik kun er et barn, så rager han – stående på en sten – op over Margrethe. Han var jo kongen!

Den 15. januar 1972, dagen hvor Margrethe fra balkonen på Christiansborg slot skulle udråbes til dronning af Danmark, skulle jeg til den sidste eksamen på Institut for Statskundskab i Århus, og faget var International politik. Professor Erling Bjøl var eksaminator, og professor Troels Fink, generalkonsul i Flensborg, var den ene af de to censorer. Det var mægtige kræfter at være oppe imod, så jeg var nervøs, men Margrethe kom mig til undsætning!

Da jeg havde trukket mit spørgsmål og skulle i gang med eksaminationen, spurgte professor Fink meget venligt, om jeg havde noget imod en pause, for han ville så gerne følge regent-udråbelsen på tv. Margrethe var den fjerde regent i hans levetid, formodentlig også den sidste, tilføjede han med et smil, og derfor betød det meget for ham at følge dagens store begivenhed. Han lovede mig, at en sådan ‘forstyrrelse’ af eksaminationen bestemt ikke ville komme mig til skade, og jeg sagde naturligvis ja – og tænkte ja tak – for det gav jo ekstra tid til forberedelse.

Margrethe blev udråbt, Fink vendte synlig fornøjet tilbage til det grønne bord, og jeg blev eksamineret med venlig nidkærhed. Efter næsten 6 år sluttede jeg på Statskundskabs-instituttet med karakteren mg+, hvilket var særdeles tilfredsstillende, og i tankerne sendte jeg en hilsen til den nyudråbte dronning med tak for hjælpen. At hun og jeg 28 år senere kom lidt på tværs af hinanden i en diskussion på Marselisborg slot er en anden historie, som jeg fortæller ved en senere lejlighed.

5. januar 2022: Skillelinierne mellem demokrati og autoritarisme i USA bliver nemmere og nemmere at se for hver måned der går. I en nytårstale i går roste tidligere præsident Trump den ungarske statsminister Victor Orban i højstemte vendinger forud for det parlamentsvalg, der skal afholdes i april 2022. “Orbán has done a powerful and wonderful job”, sagde Trump i sin hyldesttale.

Victor Orban har siden sin magtovertagelse systematisk undermineret demokratiet i Ungarn, han har truet sine modstandere til tavshed, omskrevet grundloven og valglovene til sin egen fordel, undertrykt pressen og indsat loyale støtter på ledende poster ved landets domstole og i centraladministrationen. Selv for det ultra højreorienterede parti, Jobbik, er Orban blevet for meget, og partiet har erklæret sin støtte til oppositionen i et forsøg på at få Orban væltet.

Hvis Trump skulle genvinde posten som USA’s præsident ved valget i 2024, er det nu helt klart, hvad vi kan vente os. Ikke så sært, at både demokratiske politikere og eksperter mildt sagt er bekymrede for det amerikanske demokrati.