Mit Vindue – 2022

11. juli 2022: Som de fleste nok ved, har Højesteret i USA erklæret, at abort efter den amerikanske grundlov ikke er en umistelig rettighed, og derfor har stater som Texas, Oklahoma m.fl. forbudt alle aborter efter 6. graviditetsuge, også i tilfælde af incest og voldtægt.

Forleden dag stoppede politiet i Texas en kvindelig bilist, fordi hun kørte i en Express Lane, der kun må benyttes af biler med mindst én passager. “Hvor er den anden person?”, spurgte betjenten.  “Lige her”, svarede kvinden og pegede på sin mave. Hun er nemlig gravid i 34. uge. “Staten Texas forbyder alle aborter med henvisning til, at det ufødte barn er en person, ergo er vi også to personer i bilen”, argumenterede den kvindelige chauffør. Betjenten fastholdt imidlertid, at kvinden var alene i bilen og gav hende derfor en bøde.

Den pågældende kvinde har indbragt sin sag for retten, og jurister vurderer, at forskellige dommere vil dømme forskelligt.

Hvis en dommer giver kvinden medhold, skal hun så også købe to billetter for at gå i biografen, køre i bus etc? Hvad nu hvis der er tvillinger? Trillinger? Hvad nu hvis den gravide ikke ved, hvor mange ‘personer’ hun bærer rundt på?

Hvis en anden dommer fastholder bøden, er det ufødte barn så alligevel ikke en person og en abort derfor en mulighed? Skal den anden person i en Express lane i så tilfælde være uden for chaufførens krop, have en bestemt størrelse/alder/vægt for at tælle som en person?

Og nej, det er ikke en historie fra en banan-republik. Det er heller ikke en dårlig joke. Det er en absurd historie fra det virkelige liv i nutidens USA, hvor republikanerne bliver mere og mere ekstremt konservative og hvor kvinders rettigheder er noget, der var.

Kilde: The Guardian 9. juli 2022.

23. maj 2022: Om en uges tid skal vi endnu en gang til folkeafstemning om et EU-emne, denne gang om forsvarsforbeholdet. Jeg er ikke i tvivl om min stemme, det bliver et fuldtonet ja. Ikke fordi det på den korte bane vil gør den store reelle forskel, om forsvarsforbeholdet fjernes eller ej, men fordi tanken om, at lille-bitte Danmark med en militær-strategisk vigtig beliggenhed kan stå alene, er både tåbelig og naiv. Tilbage i middelalderen var Danmark en stormagt, der havde kræfter nok til at stå alene, efter nederlaget i 1864 blev vi reduceret til en flueklat på landkortet, og kun held og dygtig diplomatisk arbejde forhindrede, at Tyskland opslugte os. I 1949 parkerede vi vores sikkerhed i NATO, d.v.s. hos amerikanerne, men hvad nu, hvis Trump eller en ligesindet kommer til magten ved næste præsidentvalg i 2024. Meget tyder på, at det kan ske, og den fløj i amerikansk politik har ikke lagt skjul på, at den amerikanske sikkerhedsparaply vil blive slået ned, hvis ikke vi europæere bidrager mere til forsvaret af vores del af verden. Biden og demokraterne har iøvrigt også været ude med tilsvarende krav om et større europæisk bidrag.

Et EU-politisk forsvarssamarbejde ligger i forlængelse af NATO-samarbejdet, og tanken om fortsat at stå udenfor, når der træffes beslutninger, forkommer mig absurd, og det er præcist det, afstemningen om en uge handler om. At sidde med ved bordet, når der træffes beslutninger, er helt essentielt for små stater, for her er det argumenterne, der tæller, ikke de økonomiske eller militære muskler.

Derfor stemmer jeg ‘ja’ den 1. juni.

26. marts 2022: Der blev i den grad rettet op på Lehár-skuffelsen, da vi i går igen var i Aarhus Musikhus, denne gang til en Tchaikovsky-aften med Aarhus Symfoniorkester, der til lejligheden var udvidet til ca. 60 musikere under ledelse af orkestrets faste dirigent, Marc Soustrot. Første nummer var Tchaikovsky’s violinkoncert med den russisk-ukrainske solist Alexander Sitkovetsky, og det var en fryd at følge hans fortolkning af den berømte koncert, skrevet i 1878. Publikums begejstring var stor, og som tak for den stående applaus gav Sitkovsky et lille og vanvittigt smukt ekstranummer, en violinsonate af Bach. Forinden holdt han en meget personlig tale, hvor han fortalte om smerten ved at være født russer og nu følge krigen i Ukraine, som han på enver måde tog afstand fra.

Violinkoncerten var fantastisk, men endnu bedre synes jeg koncertens næste nummer var, Tchaikovsky’s 6. symfoni med tilnavnet Pathetique fra 1893. Jeg har siden min tidlige ungdom været vild med netop dette stykke musik, hvor den fabelagtige slutning på 2. sats får mig helt op at ringe.

Slutningen på hele symfonien er usædvanlig sammenlignet med meget andet musik fra den romantiske periode, idet musikken i de sidste ca. 50  takter tynder mere og mere ud og til sidst udånder med et næsten uhørligt suk. Tchaikovsky døde kun 9 dage efter førsteopførelsen af denne 6. symfoni (som han selv dirigerede), sandsynligvis for egen hånd efter at have indtaget arsenik, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, om den usædvanlige afslutning på hans sidste symfoni var komponistens forvarsel om sin egen død, som han – måske – havde besluttet, da han skrev symfonien.

Tchaikovsky havde på mange måder et ulykkeligt liv, fordi han var homoseksuel, hvilket i datidens Rusland var både forbudt og stærkt vanærende. Han blev faktisk gift, men ægteskabet holdt kun i 6 uger, fordi Tchakovsky fortrød og forsøgte at begå selvmord ved at drukne sig i Moskva-floden. Hans skjulte homoseksualtiet plagede ham hele livet og var sandsynligvis årsagen til hans – sandsynlige – selvmord umiddelbart efter førsteopførelsen af hans 6. symfoni. En på alle måder tragisk afslutning på en af musikhistoriens helt store personligheder, men heldigvis lever hans værker stadig i bedste velgående.

20. marts 2022: Den Jyske Opera har 75 års jubilæum, og det skal naturligvis fejres. Velfortjent, synes vi, for den har givet os stribevis af uforglemmelige oplevelser. Ofte storslåede musikalske oplevelser fra den klassiske operas øverste hylde, men ind imellem også musik fra de dybe gemmer, hvor den havde været bedst tjent med at forblive.

Jubilæumskoncerten var Franz Lehárs operette *Greven af Luxembourg’ i en opsætning af tyske Philipp Kochheim, og vi oplevede den i går i selskab med – som altid i Musikhuset – gode venner fra Risskov. Opsætningen satsede på at gøre operetten sjov og sprudlende, og resultatet var pinagtigt. Den var ikke sjov, kun fjollet og ind imellem plat. Vi har set andre af Kochheims opsætninger og bliver aldrig fan af ham – nazister i Mozarts operaer, Gadaffi som en del af barberen i Sevilla og AIDA uden skygge af Ægypten – det dur simpelthen ikke. Mozarts, Puccinis og Verdis musik er så storslået, at selv en tåbelig opsætning ikke kan ødelægge oplevelsen, men Lehár er ikke i den liga, så derfor blev aftenens oplevelse en skuffelse, selvom sangerne og orkestret arbejdede hårdt. Greven af Luxembourg blev noget fjolleri uden på nogen måde at være sjov, og musikken kunne ikke løfte forestillingen ud af fjollerierne.

6. marts 2022:  Det er historisk ironi, at det forestående europæiske topmøde om krigen i Ukraine afholdes på Versailles slottet i Paris. Netop her blev fredstraktaten efter 1. verdenskrig indgået, den traktat der med sit uholdbare indhold lagde fundamentet for Hitlers Nazi-Tyskland og 2. verdenskrig. Forhåbentlig får de europæiske ledere lavet en bedre aftale frem mod et troværdigt, europæisk forsvar, helst også omfattende de franske og britiske atomvåben, for nok er vi for øjeblikket beskyttet af NATO’s §5 med USA som en (nogenlunde) troværdig partner, men situationen kunne let have været en hel anden. Og kan let blive en anden, hvis Trump bliver genvalgt om et par år.

Som præsident var Trump tæt på at trække USA ud af NATO, han roste Putin i høje vendinger (det gør han faktisk stadig!), og meget tyder på, at han var positiv over for at indgå en de-facto aftale om en opdeling af verden i tre interessesfærer styret af hhv. Rusland, Kina og USA.  Altså en aftale svarende til Jalta-aftalen fra 1945, hvor Sovjet, USA og Storbritannien enedes om, hvilke områder af verden, de hver for sig skulle dominere.

Hvis en sådan Trump-Putin-Xi Jinping aftale var blevet en realitet, ville Vesteuropas demokratisk-retsstatslige livsform i dag have været truet på sin eksistens, fordi vi mangler midlerne til at forsvare os selv. Hvis man derfor skal finde noget positivt i den aktuelle situation, er det, at Europa som en enhed er genopstået. Putins angreb på Ukraine har i sjælden grad forenet os, Tyskland er vendt på en tallerken og vil nu med verdens fjerdestørste økonomi i ryggen også være en militær magt med pondus, og i de øvrige europæiske lande er man også i færd med at hæve forsvarsbudgetterne betragteligt.

Alt det, som amerikanerne med Trump i spidsen ikke kunne få os til – at betale for vores egen sikkerhed – er lykkedes for Putin på 14 dage. Godt gået, men det var næppe hensigten.

Af disse og mange andre grunde skal Danmark derfor også have afskaffet sit forsvarsforbehold, når emnet kommer til folkeafstemning den 1. juni.

4. marts 2022:  I Danmark skummer vi af berettiget forargelse og vrede over Ruslands angreb på Ukraine, brud på indgåede aftaler og forstyrrelse af den eksisterende verdensorden. Alligevel vil jeg med historikerens løftede pegefinger henlede opmærksomheden på, at det kan være en god ide at se på vores egen historie for at få perspektiv på emnet. Venner er venner, lige indtil de er fjender, aftaler gælder lige indtil en af parterne bryder den, og erobringer retfærdiggøres med, at det erobrede tilhører os, fordi det har været vores for 5 år siden, for 50 år siden, for 500 år siden.

I 1660 havde Danmark modstræbende – efter mange års krig mod Sverige – underskrevet en aftale, der indebar tab af Skåne, Halland og Blekinge. 40 år senere – i 1700 – mente Danmark at have genvundet fordums styrke, blæste på den indgåede aftale og startede en krig for at generobre, hvad vi påstod var vores. Skåne, Halland og Blekinge tilhører os, sagde den danske konge, Frederik d. IV, uden at spørge indbyggerne om, hvad de mente om den sag.

Krigen gik imidlertid ikke godt, Karl d. 12. var for stor en mundfuld, og – en lang historie gjort kort – Frederik d. IV måtte stikke piben ind.

I 1716 havde situationen imidlertid ændret sig og denne gang til Danmarks fordel. Vi havde fået en stærk alliancepartner, der var enig i, at Sverige var hovedfjenden, og partneren var ingen ringere end Rusland med tsar Peter den Store i spidsen. Tsar Peter besøgte København, hvor han blev underholdt med operaer, tafler og fester, mens store hærstyrker og flådefartøjer samledes forud for et stort og koordineret angreb på Sverige. Nu skulle det være, tænkte danskerne, det tabte skulle erobres tilbage, hvad der er vores, er vores! I sidste øjeblik trak russerne dog stikket, det var blevet for sent på året til en invasion, sagde de, og selv om Frederik var rasende, stod russerne fast og rejste hjem med tusind løfter om ubrydeligt samarbejde og andre skønne ting.

7 år senere, i 1723, vendte russerne imidlertid på en tallerken og indgik en alliancetraktat med Sverige med det formål at spille Sverige og Danmark ud mod hinanden for selv at kunne dominere Østersøen. Med det skaktræk var Danmark politisk og militært isoleret, og det trak endog op til krig med Rusland, den gamle alliancepartner. Ved et lykketræf af de helt sjældne blev Danmark dog frelst, da tsarens hustru, Katarina den Store, fik myrdet sin ægtefælle og indstillede den påtænkte krig mod Danmark. Nogen drømmer utvivlsomt om et tilsvarende scenarie med Putin…!

Et par årtier senere var situationen endnu engang vendt på hovedet. Danmark og Rusland indgik i 1765 et forsvarsforbund med løfter om en ‘evig alliance‘ mellem de to lande. På få år var det dansk-russiske forhold gået fra varmt til iskoldt til særdeles hjerteligt, og få år senere var også arvefjenden Sverige ombord. Nu var Storbritannien hovedfjenden og i et forsøg på at bryde det russisk-svensk-danske forbund, angreb Storbritannien København den 2. april 1801 i det, vi kender som slaget på Reden. I 1807 kom briterne igen, snuppede flåden, og Danmark endte i et ulykkeligt forbund med Napoleons Frankrig. Det blev for alvor et problem, da Napoleon angreb Rusland i 1812, for dermed stod Danmark og Rusland endegyldigt på hver sin side i en ødelæggende krig – en hundredårig svingom med Rusland var endt i en katastrofe for Danmark.

For at undgå en tofrontskrig lovede Rusland at støtte Sverige i dets krav om Norge, hvis landet ville undlade at angribe Rusland. Da Napoleon måtte trække sig tilbage fra Rusland, stod Danmark derfor i problemer til halsen, og for at få fred med Rusland måtte Danmark indfri det russiske løfte til Sverige. Norge skiftede status fra dansk til svensk, og Danmark blev reduceret til en småstat.

Historien viser os, at i international politik gælder indgåede aftaler kun indtil en af parterne ser deres interesse i at bryde den. Varige alliancer og rigtige venner er en illusion, kun de nationale interesser tæller, og at Rusland i disse dage med syge søforklaringer bryder internationale aftaler og angriber et naboland, er deprimerende og forfærdeligt. Det er bare på ingen måde nyt, det er historiens lære, desværre!

3. marts 2022: Rusland er ikke kun dybt nede i en moralsk sump, landet er også i et økonomisk kaos. Landets største bank, Sberbank, forlod i går det europiske marked efter ikke at kunne honorere sin forpligtelser = konkurs. For mange kunder havde trukket deres penge ud af banken.
Samtidig flygter russere ud af Rusland i takt med, at landets økonomi kollapser og Putin gør landet til en international paria, som ingen vil røre ved.  De udvandrer præcis ligesom ‘de hvide russere’ gjorde for et århundrede siden, da de frygtede at blive slagtet af ‘de røde’ (Lenins kommunister). Det er primært de bedst uddannede, eliten, der flygter, og de russiske myndigheder har nu iværksat foranstaltninger, der skal forhindre dette ‘brain-drain’ – naturligvis med en syg søforklaring. Jeg mindes Berlin-muren, der blev opført af nøjagtig samme årsag, men som af DDR blev kaldt ‘Den anti-fascistiske beskyttelsesmur’ – landets borgere blev ikke spærret inde, de blev beskyttet mod fascisterne fra Vesten.

Det er meget dramatiske uger lige nu, og hvor det ender, ved ingen. Alt tyder på, at Putin ikke har en plan B, så han mosler videre uanset omkostningerne. Sandsynligvis kommer Rusland ikke ind i varmen, så længe han er ved magten. Nogen burde fjerne ham med magt, kan man håbe på et kup i lighed med kuppet mod Gorbatjof i 1991?

Jeg mindes, at hovedpersonen bag Brexit, Nigel Farage, for nogle år siden udtalte, at Putin var den internationale leder, han beundrede mest. Et flertal af briterne stolede på denne landsbytosse og stemte ja til Brexit – og hvor godt går det lige? Sært nok har man ikke hørt noget til Nigel Farage her under Ukraine-krisen.

Mens krigen raser i Europa, skinner solen fra en skyfri himmel her på Gran Canaria, baren er åben, og der bliver branket flæsk ved poolen. Verdens goder er meget ulige fordelt.

2. marts 2022: Det er umuligt at få et overblik over krigens gang i Ukraine og situationen i Rusland – sandheden er som bekendt krigens første offer – men som sædvanlig er professor Richardson’s daglige klumme værd at læse – her er et uddrag (denne gang havde jeg ikke energi til at oversætte):

But the war is not going well for Putin, either, as international sanctions are devastating the Russian economy and the invasion is going far more slowly than he had apparently hoped. The ruble has plummeted in value, and the Kremlin is trying to stave off a crisis in the stock market by refusing to open it. Both Exxon and the shipping giant Maersk have announced they are joining BP in cutting ties to Russia, Apple has announced it will not sell products in Russia, and the Swiss-based company building Nord Stream 2 today said it was considering filing for insolvency.

Ukraine’s military claimed it today destroyed a large Russian military convoy of up to 800 vehicles, and Ukrainian authorities claim to have stopped a plot to assassinate Zelensky and to have executed the assassins. The death toll for Russian troops will further undermine Putin’s military push. Russians are leaving dead soldiers where they lie, likely to avoid the spectacle of body bags coming home. It appears at least some of the invaders had no idea they were going to Ukraine, and some have allegedly been knocking holes in their vehicles’ gas tanks to enable them to stay out of the fight. Morale is low.

Associated Press correspondent Francesca Ebel reports from Russia: “Life in Russia is deteriorating extremely rapidly. So many of my friends are packing up & leaving the country. Their cards are blocking. Huge lines for ATMs etc. Rumours that borders will close soon. ‘What have we done? How did we not stop him earlier?’ said a friend to me y[ester]day.” The Guardian’s Moscow correspondent, Andrew Roth, agreed. “Something has definitely shifted here in the last two days.”

28. februar 2022: Vi er på Gran Canaria, hvor himlen er azurblå hver eneste dag, men i horisonten hænger der en hæslig, grå sky, der giver anledning til mange tanker, vrede og bekymringer: Ruslands overfald på Ukraine. At også vores generation skulle opleve en Hitler på europæisk jord, havde jeg aldrig forestillet mig.

Udover de daglige avisnyheder læser jeg desuden på daglig basis en amerikansk klumme skrevet af en indsigtsfuld professor fra Boston, Heather Cox Richardson, og i dag skriver hun om situationen i Ukraine blandt andet dette (min oversættelse):

“Alle lande arbejder sammen, og de internationale sanktioner ser ud til at have effekt. En russisk bank tilbød i morges at veksle rubler for dollars i forholdet 171:1. Før offentliggørelsen af de europæiske og amerikanske sanktioner mod Ruslands nationalbank, var vekselkursen 83:1. Mens Ruslands økonomi er på vej mod kaos, springer investorerne fra i stort tal. Idag annoncerede BP, Ruslands største udenlandske investor, at det opgiver sine investeringer i det russisk oliefirma Rosneft og trækker sig ud af lande med et tab, der estimeres til at ligge omkring 25 mia. $.!”

Heather Richardson citerer endvidere Michael McFaul, tidligere amerikansk ambassadør i Rusland, for dette tweet:

“Den russiske elite frygter Putin. Men de respekterer ham ikke længere. Han har ruineret deres liv – smadret deres formuer, ødelagt deres børns fremtid. De levede fint indtil for en uge siden. Nu vil deres liv aldrig igen blive det samme.”

Det er glædeligt, at vi i Europa på ingen måde ser ud til at gentage de store svigt fra 1938. EU står forenet i uhørt skrappe sanktioner mod Rusland, og mange lande forøger deres forsvarsbudgetter radikalt, også Tyskland, der alene i år vil bruge 100 mia € mere på forsvaret. Et brud med 70 års forsvarspolitik, hårdt sættes mod hårdt.

Putin er blevet afsløret som en løgner og bedrager og synes at handle hinsides al fornuft – ekstrem paranoia er en indlysende diagnose – og forhåbentlig er der mennesker i hans indercirkel, der har mod, hjerne og kraft til at sætte ham ud af spillet.

Tidligere i dag skrev Gitte fra Norge, at hun og Ole-Johan spadserede ved den russiske ambassade i Oslo og demonstrerede deres foragt. Fremragende, tænkte jeg. Vi vil gøre noget tilsvarende, hvis vi får muligheden.

25. januar 2022: Ukraine, klimakatastrofer, Covid-19, trusler om terror, Trump i kulissen, en højresvingende lastbil, en sten i skoen – der er rigeligt at bekymre sig om. En katastrofe synes at lure under hver en tagsten, vi passerer på vores vej. Måske er det alderen…?

En ven i USA sendte mig denne reklame for en t-shirt med en ramsaltet kommentar til tidens vanvid!

9. januar 2022: Om et par dage er det 50 år siden, at kong Frederik døde og hans ældste datter, Margrethe, blev udråbt som dronning. Det skete den 15. januar 1972, og hvorfor jeg husker dagen og begivenheden så tydeligt, fortælles til slut i dette indlæg.

Udråbelsen af en kvinde som dansk statsoverhoved fulgte af grundlovsændringen i 1953, der for første gang indførte kvindelig tronarvefølge, dog med det konservative forbehold, at søn går forud for datter, uanset alder. Først med en ændring af tronfølgeloven i 2009 blev dette forbehold fjernet, således at idag er det regentens førstefødte, der arver tronen, uanset køn.

Set i bakspejlet var ændringen i 1953 en særdeles lykkelig begivenhed, idet Margrethe har vist sig at være en både klog, veluddannet og sympatisk regent, hvilket har gjort det overmåde svært at være – som denne skribent – republikaner. Uden grundlovsændringen i 1953 ville vi have fået Frederiks bror, Knud, som regent, og sætningen “Vi tager den en gang til for prins Knud” opstod ikke uden grund…!

Iøvrigt er det pudsigt, at Margrethe også er tronfølger i Storbritannien, idet hendes bedstemor, Margareta af Connaught, var sønnedatter af Dronning Victoria. Så hvis tingene flasker sig, får vi måske igen en dansk regent på den britiske trone, sådan som vi havde indtil 1035, da Knud den Store var både dansk og engelsk konge. Hun er ganske vist kun nr. 220 i rangfølgen, men der er så meget rod i det britiske kongehus, at de 219 foran hende hurtigt kan forsvinde, så hvem ved…! 🙂

Den første dronning Margrethe – i slutningen af 1300-tallet – var også statsoverhoved, men det var i praksis og ikke formelt, fordi hun (kun!) var kvinde. Efter hendes fars død (Valdemar Atterdag) blev Margrethes søn, Oluf, i 1376 udråbet til konge i en alder af 4 år, og da han døde som 17-årig i 1387, blev hendes søster-datter-søn Bugislav valgt til ny konge, men også han var kun et barn, så i begge tilfælde regerede Margrethe midlertidigt på drengenes vegne og blev lidt komisk tituleret ‘fru konge’!  Bugislav fik navnforandring til Erik med tilnavnet ‘af Pommern’, da han var søn af en pommersk hertug.

Det er Erik af Pommern, der sammen med Margrethe d. 1 står på pladsen lidt nord for Viborg Domkirke, hvor danske regenter i mere end 600 år blev udråbt og hyldet. Man bemærker det visuelle trick, at selvom Erik kun er et barn, så rager han – stående på en sten – op over Margrethe. Han var jo kongen!

Den 15. januar 1972, dagen hvor Margrethe fra balkonen på Christiansborg slot skulle udråbes til dronning af Danmark, skulle jeg til den sidste eksamen på Institut for Statskundskab i Århus, og faget var International politik. Professor Erling Bjøl var eksaminator, og professor Troels Fink, generalkonsul i Flensborg, var den ene af de to censorer. Det var mægtige kræfter at være oppe imod, så jeg var nervøs, men Margrethe kom mig til undsætning!

Da jeg havde trukket mit spørgsmål og skulle i gang med eksaminationen, spurgte professor Fink meget venligt, om jeg havde noget imod en pause, for han ville så gerne følge regent-udråbelsen på tv. Margrethe var den fjerde regent i hans levetid, formodentlig også den sidste, tilføjede han med et smil, og derfor betød det meget for ham at følge dagens store begivenhed. Han lovede mig, at en sådan ‘forstyrrelse’ af eksaminationen bestemt ikke ville komme mig til skade, og jeg sagde naturligvis ja – og tænkte ja tak – for det gav jo ekstra tid til forberedelse.

Margrethe blev udråbt, Fink vendte synlig fornøjet tilbage til det grønne bord, og jeg blev eksamineret med venlig nidkærhed. Efter næsten 6 år sluttede jeg på Statskundskabs-instituttet med karakteren mg+, hvilket var særdeles tilfredsstillende, og i tankerne sendte jeg en hilsen til den nyudråbte dronning med tak for hjælpen. At hun og jeg 28 år senere kom lidt på tværs af hinanden i en diskussion på Marselisborg slot er en anden historie, som jeg fortæller ved en senere lejlighed.

5. januar 2022: Skillelinierne mellem demokrati og autoritarisme i USA bliver nemmere og nemmere at se for hver måned der går. I en nytårstale i går roste tidligere præsident Trump den ungarske statsminister Victor Orban i højstemte vendinger forud for det parlamentsvalg, der skal afholdes i april 2022. “Orbán has done a powerful and wonderful job”, sagde Trump i sin hyldesttale.

Victor Orban har siden sin magtovertagelse systematisk undermineret demokratiet i Ungarn, han har truet sine modstandere til tavshed, omskrevet grundloven og valglovene til sin egen fordel, undertrykt pressen og indsat loyale støtter på ledende poster ved landets domstole og i centraladministrationen. Selv for det ultra højreorienterede parti, Jobbik, er Orban blevet for meget, og partiet har erklæret sin støtte til oppositionen i et forsøg på at få Orban væltet.

Hvis Trump skulle genvinde posten som USA’s præsident ved valget i 2024, er det nu helt klart, hvad vi kan vente os. Ikke så sært, at både demokratiske politikere og eksperter mildt sagt er bekymrede for det amerikanske demokrati.

 

 

Nye indlæg