13. oktober 2023: Nielsen
Han kan altså noget helt specielt, ham Nielsen. Carl, altså, komponisten, der blev født i 1865 og døde i 1931. Vi har hørt hans fantastiske musik adskillige gange både herhjemme og i udlandet, men i aftes hørte vi for første gang hans symfoni nr. 4 med tilnavnet ‘Den uudslukkelige’. Det er ikke musik, man sidder og nynner til, det er musik, man tænker til, mens man lytter, for symfonien er skrevet i 1916 midt under første verdenskrig. Musikken er voldsom, ind imellem river den i ørene, og med mellemrum hugger paukerne musikken i stykker med voldsomme udladninger, der lyder som kanontorden. Men det er også musik, der på et øjeblik ændrer karakter og og i korte sekvenser bliver melodisk med det særlige tonesprog, som er så ikonisk for Carl Nielsen. Symfonien er krigens absolutte modpol med sin insisteren på livstrang og livsvilje, som end ikke en grusom krig kan kue. Det var en pragtfuld oplevelse med Århus symfoniorkester og Michael Schønwandt som dirigent.
Tragi-ironisk overværede vi koncerten netop mens israelerne var i færd med at bombe Gaza sønder og sammen efter Hamas’s terrorangreb forleden dag. Israel vil utvivlsomt vinde militært, men historien viser, at vold kun giver midlertidige sejre, og den 70 år lange konflikt mellem jøder og palæstinensere er så hadefuld og afgrundsdyb, at denne krig med garanti ikke bliver den sidste. Hvem begyndte, kan man spørge, og begge parter peger på hinanden, mens de i fællesskab er i gang med at forvandle Palæstina til et helvede på jord. Jeg har ondt af de politikere, der – nødvendigvis – offentligt skal tage stilling til et dilemma, der i sin substans er uløseligt.
Med krig i Mellemøsten og i Ukraine er der rigeligt at bekymre sig over, men jeg har opdaget, at gedigne kulturelle oplevelser kan være virkningsfuld medicin, i hvertfald for en tid. Netop derfor er det rart, at vores kalender for de kommende uger og måneder i usædvanlig grad er fyldt med musik, foredrag, kunstudstillinger, museumsbesøg, teater, gæstebud m.m. Det hjælper faktisk!
10. oktober 2023: Efterårsparadokser
Det er den 10. oktober, og skoven i Fjellerup er så småt begynde at få efterårsfarver –
Men i går kunne jeg konstatere, at ved havet er gyvelen begyndt at blomstre…! Er det så også forår?
En tapper, lille ‘viol’ (eller hvad det nu er) er vist også klima-forvirret. I hvertfald står den og lyser op midt i mostæppet foran vores røde hus i Fjellerup og nægter tilsyneladende at anerkende, at sommeren er ovre. Vi undgår omhyggeligt at træde på den, så måske står den der også, når vi næste gang kommer derud –
16. august 2023: Blæst bagover
Blæst bag over var, hvad vi blev i går aftes, da vi var til premiere i Århus Musikhus på Puccinis højdramatiske opera Tosca. Eller Tooosca som italienerne siger med et langt o. Operaen var instrueret af verdenstenoren José Cura fra Spanien, der også denne ene aften sang hovedpartiet som maleren Cavaradossi. Tosca blev sunget af amerikansk-ukrainske Stefania Dovhan. De to hovedkræfter, de øvrige solister, Aarhus symfoniorkester samt en kæmpekor gjorde det så forrygende godt, at vi sad på kanten af stolene for at få det hele med. At Tosca til slut skyder sig en kugle for panden i stedet for som normalt at kaste sig ud fra Engelsborg var ok og virkede egentlig godt al den stund, at hun derved faldt ovenpå Cavaradossi, der minutter før var blevet henrettet. Hovedpersonerne var døde, operaen var slut, og alle var begejstrede, da de genopstandne med hinanden i hænderne tog mod publikums hyldest, der ingen ende ville tage. En fantastisk aften.
Sommeren er ved at rinde ud, og ‘amerikanerne’ i Fjellerup er så småt ved at forberede deres hjemrejse til et land, som de selv giver udtryk for er ved at falde fra hinanden. Dybt bekymrende.
Set under et har det været en dejlig sommer med masser af solskin og varme, men naturligvis også med regn og blæst, der i perioder tvang os alle indendørs. Sågar en skør og sjov juleaften i juli blev det til i Kirstens tipi med trompetspil og gaver.
En tur til Bornholm samt to rejser i det østlige Europa blev det også til – de er beskrevet på Rejserier.dk.
Sommerens største begivenhed for os er uden for kategori, at vi har solgt vores dejlige hus på Nørresøvej Nord og købt et andet i Viborgs sydlige ende. Tidens tand gnaver så hårdt, at husets mange trapper og den krævende have ikke længere passer til os. Men smukt er det, og vi kommer helt sikkert til at savne det –
18. maj 2023: Sol og sommer
Kristi Himmelfartsdag er kommet med sol og sommer, og i Fjellerup står menuen på gå- og cykelture langs stranden og afslapning på terrassen, hvor de eneste ‘fredsforstyrrere’ er dompapper, mejser og bogfinker, der forlængst har vænnet sig til, at vi også er her. Det er en stor fornøjelse at iagttage, hvordan dompapperne i ophøjet ro æder af de udlagte solsikkekerner, mens mejserne er stressede og flyver ud og ind ad redekassen med mad til et hold forslugne unger –
En lang sommer vinker forude sammen med familie, venner – og os selv! Et sikkert sommertegn er, at Kirsten er ankommet fra New York, og på vores terrasse var der i går velkomstkaffe med udveksling af de seneste nyheder om – især – børn og børnebørn :). Bemærkelsesværdigt var Kirstens fortælling om, at mange unge mennesker i USA er holdt op med at følge nyhedsudsendelserne i radio og TV i frustration over den afgrundsdybe politiske splittelse, der præger landet. Vi forstår dem – situationen i landet er stærkt bekymrende!
Kirsten og jeg havde sammen med vores søskende en del af vores barndom her i Fjellerup, og forleden dag sendte Sten mig dette herlige sommerbillede fra – cirka – 1955 af Hans, Kirsten, denne skribent samt Sten.
Der er løbet meget vand i stranden siden da, trekvart århundredes livserfaring har sat sig spor, men visdommen er stor (!) og Fjellerups lyksaligheder de samme, så snakken gik som om Kirsten kun havde været væk en uges tid –
En konfirmation blev det også til her i maj. I Silkeborg blev Frederik konfirmeret et par dage efter sin 14 års fødselsdag, og der blev holdt en fin fest hos Johan og Anita i Kjellerup. Her står han forrest sammen med to fætre og en kusine fra Holstebro – næste generation er klar til at tage over efter os!
8. maj 2023: Endelig! Forår i Fjellerup –
19. marts 2023: Det er søndag, ugens 7. dag, hvor man skal hvile, sådan som det er bestemt i de ti bud og første Mosebog. Vi har imidlertid besluttet at gå en gedigen tur, og med lidt god vilje kan det vel kaldes hvile for hjernen, så det går nok.
Det var den kristne verdens biskopper, der sammen med kejser Konstantin i året 325 e.Kr. besluttede, at søndag skulle være ugens syvende og sidste dag og dermed hviledagen. Hvorfor det blev søndag, står hen i det uvisse, men måske var det blot et et ønske om at lægge afstand til ærkefjenden, jøderne, der tæller ugedagene, så lørdag bliver ugens syvende og hellige dag, hvor de holder sabbat (hvile).
Om lørdag eller søndag er den ‘rigtige’ hviledag i bibelsk forstand, har jøder og kristne skændtes om i århundrederne siden da. Forstå det, hvem der kan.
Ortodokse jøder ville aldrig drømme om at gå en tur på hviledagen, for den skal holdes hellig, sådan som det er påbudt i det 4. bud, og alt hvad der blot smager af arbejde, er strengt forbudt. En ortodoks jøde må på en lørdag ikke trykke på elevatorknappen, koge sit morgenæg, tænde brødristeren eller på anden vis udføre ‘arbejde’. Han må end ikke bære sine nøgler i lommen eller skubbe sit barn i en klapvogn, når han går fra sit hjem og til synagogen. Sådan har det været i århundreder.
For nylig fandt rabbineren i det jødiske kvarter i Brooklyn/USA imidlertid på en smart løsning på alle de problemer, der følger af de strikse regler. I det strengt ortodokse kvarter er der nu i flere meters højde trukket en fiskesnøre, der indrammer et stort område, som rabbineren har defineret som ‘Det udvidede hjem’. Den jødiske familie er nu ‘hjemme’, så længe den holder sig inden for fiskesnøren, og her er reglerne mindre strenge. Så nu kan de medtage deres nøgler, når de går i synagogen og samtidig have deres lille barn med i klapvognen. Tidligere måtte den jødiske familie betale en ‘goy’ (en ikke jødisk person) for at skubbe barnevognen til og fra synagogen.
Lige så forunderlig, denne tankegang virker på os, lige så ‘fattige’ synes de, at vi kulturkristne er, uden åndelige traditioner og uden fast ståsted i tilværelsen. Denne gensidige undren er netop udgangspunktet for Rejserier.dk: “Det er nødvendigt at rejse – for at blive klogere på andre og allermest sig selv!”
Hvorfor nu alle disse ord, bare fordi vi skal ud at gå en søndagstur? Ganske enkelt fordi jeg kom til at tænke på det paradoksale i, at en gåtur på ugens syvende dag for nogle kan være hvile, mens det for andre vil være en ‘forbrydelse’ mod fundamentale værdier.
Vores søndagstur gik rundt om Birkesø i nærheden af Stoholm lidt nord for Viborg. På oldnordisk – altså længe før kristendommen – betyder søndag ‘solens dag’, og selvom denne søndag ikke rigtig levede op til sit oldnordiske navn, var den lange gåtur alligevel en dejlig oplevelse her i det midtjyske, hvor naturen er stor og med masser af plads. Det er befriende at kunne gå en timelang tur uden at møde et eneste menneske og samtidig se og høre en masse fugle – og håbe på at se et par ulve, de er her på egnen.
Birkesø ligger i et pragtfuldt landskab med plantager, lynghede og ådal og midt i det hele Jordbro ådal –
Landskabet og selve Birkesø blev dannet af smeltevand, der løb ud fra istidens gletsjere og aflejrede store mængder grus og magert sand. Efterhånden som isblokkene smeltede, opstod der søer uden afløb, og Birkesø er en af disse.
Disse øde hedeområder var som skabt til nedkastningsområder under 2. verdenskrig, og masser af containere med våben blev smidt her af engelske flyvere, og ved søen står der en mindesten for gruppen, der tog imod dem.
16. februar 2023: Jeg fik morgenkaffen galt i halsen, da jeg ved den daglige læsning af netavisen fra New York Times så nedenstående dystre billede. Det viser en russisk gravplads i nærheden af Sortehavet for dræbte soldater i krigen mod Ukraine –
Tusindvis af russiske soldater bliver dagligt ofret i en krig, hvis mening kun få uden for Rusland forstår. At Putin har ambitioner om at genskabe et Storrusland tror jeg, de fleste ved, men i en både skræmmende og tankevækkende artikel dykker Østeuropa-historikeren Vibe Termansen dybere ned i den russisk virkelighedsopfattelse og gør det klart, hvorfor krigen kan trække ud i årevis. Artiklen er bragt i Politikens Historie-magasin, februar 2923, og er så interessant, at jeg her på bloggen vil gøre mit til, at flere får kendskab til pointerne.
Hvordan kan det være, at Putin er så populær i Rusland og hvorfor er der ikke nogen, der for alvor gør oprør mod ham? Sådan tænker mange af os i Vesten, fordi vi går ud fra, at russerne tænker ligesom os. Lige præcist det er en grundlæggende misforståelse, og hvis man tror, vi kan forhandle os ud af krigen eller at den er en ‘fejl’, der kan rettes, når/hvis Putin sættes fra magten, så må vi desværre tro om igen. Russerne har et fuldstændigt andet verdenssyn end os, og krigens rationale ligger heri.
Rusland er i sin egenopfattelse det sande, kristne Europa med en civilisation, der er Vestens overlegen. Vestens værdier er moralsk underlødige og består blandt andet i at udbrede incest og pædofili. Vesteuropa er et arnested for LGBT-folk og har derfor fået øgenavnet ‘Gayrope’.
Normalt ville jeg trække på skuldrene af sådant idioti, men den er god nok, forklarer en tidligere højstående russisk embedsmand, Makhail Suslov. Efter årtiers massiv indoktrinering fra Kreml har store grupper i Rusland taget ovenstående opfattelse til sig og anerkender derfor, at Ruslands storslåede, kristne civilisation må forsvares mod angreb fra det depraverede Vesten.
Det bliver endnu vildere, for vi må forstå, at Ruslands kamp ikke kun er for at redde sig selv, det er en kamp for at redde verden, en historisk mission, som landet med et messianistisk udtryk er udvalgt til, og der er kun to muligheder: Vind eller forsvind.
På den baggrund er det ikke underligt, at …”Rusland idag er et land med kronisk storhedsvanvid og bestandig mindreværdsfølelse, tilsat folkeligt apati, militant nationalisme, paranoia og konspirationsteorier samt en messianistisk overbevisning om at være de eneste sande, de udvalgte få, de enestående med en mission om at redde verden ved at konfrontere Vesten.”
Ovenstående citat fra Vibe Termansens artikel er så vild, at jeg blot sad og rystede opgivende på hovedet, da jeg læste det. Så vild, at jeg normalt ville afvise det som tosserier, men hun har solidt kildebelæg for at skrive som hun gør. Desværre.
Er der håb om et fremtidigt fredeligt og demokratisk Rusland, spørger Termansen retorisk til sidst? “Tjo”, skriver hun, hvis og hvis og hvis – “men det vil tage tid. Hvis det overhovedet kan lykkes.”
19. januar 2023: Idag blev jeg kronet til romersk kejser, intet mindre, og i dagens anledning blev der slået en mønt for at markere begivenheden –
Problemet var blot, at som så mange andre kejsere i de sidste år af Romerrigets levetid holdt heller ikke jeg ret længe, kun de 2-3 timer, vi var på Moesgaard Museum, men sjovt var det så længe det varede!
Vi har været på Moesgaard for at se særudstillingen om tiden i Europa efter sammenbruddet af det Vestromerske imperium i år 476. Gotere og Hunner angreb det aldrende imperium, der ikke kunne stå imod, og resultatet blev en folkevandringstid med store krige, flygtningestrømme og en ændret verdensorden. Højt mod nord hørte vi – danerne – om kaos længere sydpå og indledte byggeriet af Dannevirke – en jordvold med en voldgrav foran – der skulle beskytte os.
Ud af dette kaos blev der skabt en ny verdensorden, hvor et stort imperium blev til flere kongeriger. I Danmark samlede Harald Blåtand Danmark og med tiden blev vi også kristne, selvom det holdt hårdt. Alt det vrøvl om en korsfæstet Guds søn syntes de fleste lød lidt for syret, og i mange år holdt man derfor fast i de gode, gamle guder og traditioner.
Det er en fremragende udstilling med oplevelser for alle sanser –
15. Januar 2023: Januar 2023 har været utrolig våd, og de fleste dage har udsigten ind mod Viborg set således ud (billedet er faktisk et ‘farvebillede’) –
I dag blev vejret dog trumfet af en storm, der (naturligvis) begyndte i Vest og drev hen over landet. Vi kørte en tur til Thorsminde på den jyske vestkyst, hvor det blæste over 25 m/sek., hvilket er fuld storm, og under en kort gåtur til havet måtte AM kalde på en hjælpende hånd, for hun var ganske enkelt ved at blive blæst omkuld. Kameraet skulle naturligvis findes frem, regnbeskyttes, indstillinger overvejes og foretages og billedet tages- inden den hjælpende hånd kunne træde til 🙂
Det var nok meget godt, at ingen fiskerbåde forsøgte at komme ind eller ud af havnen, for forholdene var helt umulige –
Fremme ved Bovbjerg fyr var havet frådende, og i disen langt væk stak Trans kirke sit tårn op mod skyerne som en belærende pegefinger, sådan som den har gjort siden kristendommens indførelse i Danmark for mere end 1000 år siden. Det var et betagende syn –