Downtown Kampala
Man skal vist være født i Kampala for at være enig i budskabet på billedet, men smart skal det åbenbart være, så dette slogan står på en central plads i millionbyen. Navnet Kampala stammer fra, at briterne i sin tid slog lejr her, fordi der var en god jagt på impalaer, deres yndlingsspise. Og “Camp for Impala’es” blev så med tiden til Kampala.
Vi er på en guided gåtur i Kampalas centrum, og det blev den mest crazy, grænseoverskridende oplevelse nogensinde. Aldrig tidligere har vi gået så tæt sammen med tusindvis af mennesker, bogstavelig talt omringet af mennesker hele tiden uden lommer af luft, aldrig har vi været et så så fremmedartet sted. I timevis mødte vi ikke andre hvide mennesker – det var os, der var de sære dyr på savannen.
Det begyndte fredeligt med et besøg ved mindesmærket for Ugandas uafhængighed fra Storbritannien i 1962 –
Fortolkningen er rimelig enkel: Moderen står indhyllet i lænker (fortiden), mens barnet rækker armene frem mod friheden og fremtiden.
Trafikken i Kampala er ubeskrivelig, sindssyg, skræmmende, og det var som at stå på toppen af en sort piste, når vi skulle krydse vejen som på billedet nedenfor, hvilket vi skulle utallige gange. Og nej, der er ingen fodgængerovergange, så man kaster sig bare ud i ‘havet’. –
Mærkværdigvis gik det godt igen og igen, og vi lærte hurtigt ‘Moses-tricket’: Man kaster sig ud i ‘havet’, løfter begge arme, og som i 2. Mosebog skiller vandet (trafikken) sig, og man kommer tørskoet (uskadt) over på den anden side. De ugandiske trafikanter er vant til det, så de holder pænt tilbage, når de ser Moses på vej 😀.
De mange motorcykler er ‘boda-boda’er’, hvilket på buganda (hovedsproget i Uganda) betyder ‘fra sted til sted’. Det er med andre ord taxier, og alt kan transporteres på en boda-boda, 3-4 personer eller – hvorfor ikke – to madrasser ovenpå hinanden –
Downtown Kampala er en myretue med sindssygt mange mennesker, og har man anlæg for klaustrofobi er stedet en oplagt mulighed, for man har aldrig – aldrig – bare den mindste plads omkring sig.
På gaderne kan man købe alt – på billedet nedenfor: Fisk fra Nilen, orangefrugter, græshopper (!) og sukkerrør –
Alt til og fra gademarkederne bæres på hovedet –
Byens center for fælles-taxier er mildest talt uoverskuelig –
Hvis man skal til fx. Jinja, spørger man sig frem til, hvilken bil, der kører derud, og når (hvis) man finder den, kaster man sig ind i bilen og venter på, at den bliver fuld, hvorefter den kører. Ventetiden kan være 5 min. eller flere timer – der er ingen køreplan!
Her sidder nogle kunder og venter på, at taxien bliver fuld, så de kan komme afsted –
På en af Kampalas høje ligger en stor og imponerende moske, der har en historie med diktatorer! Byggeriet blev påbegyndt i 1972 på ordre fra Idi Amin, men da han blev smidt ud af Uganda i 1979 gik byggeriet i stå og stod stille, indtil Libyens diktator Gadaffi i 2001 erklærede sig villig til at betale for færdiggørelse af byggeriet – mod (naturligvis) at få moskeen opkaldt efter sig. Efter Gadaffis fald blev moskeen omdøbt og hedder idag “Uganda National Mosque”.
Vi havde planer om at besøge moskeen og bestige minareten, men efter de intense timer i downtown Kampala var kræfterne brugt op, og det blev ikke bedre af, at en kort tur med taxi tog laaaaang tid, fordi trafikken var gået totalt i hårdknude. Et sted holdt vi lææænge fuldstændigt stille midt i et hav af biler, mens den muntre chauffør fortalte historier. Han fortalte bl.a. at Idi Amin var en ‘god diktator’, som han savnede, fordi han sagde tingene ligeud – ligesom Trump! At han var ansvarlig for tusindvis af mord på landsmænd generede han åbenlyst ikke. Da han hørte, at vi var fra Danmark, sagde han hurtigt “Stakkels Christian Eriksen”, og han viste sig at kende flere danske fodboldspillere end mig. Det er nu heller ikke svært, vil nogle straks indvende, men alligevel – en taxa-chauffør i Kampala 🤣.
Det blev derfor kun til et billede af moskeen udefra –
Udenfor moskeen havde en bestilt taxa ventet på os i flere timer, men da chaufføren kendte til trafikforholdene, var han ikke det mindste overrasket over, at vi var forsinkede – men han fortjente ekstra drikkepenge.
Jul i troperne
Julen fylder utroligt meget også her i Kampala med i det tropiske Uganda, og det var pudsigt at høre “White Christmas” og “Jinglebells” udsat for et ‘sort’ hornorkester i et lokalt supermarked. De kunne kun de to numre, der blev spillet igen og igen i en uendelig sløjfe 😒 –
Også Lucia har fundet vej til troperne, og AM deltog i et arrangement på den svenske ambassade, hvor man tilsyneladende har glemt, at Lucia-traditionen i virkeligheden er italiensk –
De voldsomme oplevelser i slumområderne i Jinja og på gaderne i Kampala kommer nemt til at fylde så meget, at man som gæst i Uganda overser den store og forholdsvist velbjergede middelklasse, der også er her. Dem – og de superrige – mødte vi i supermarkederne og på restauranterne, bl.a. her på restaurant Roma i Kampala, der var så julepyntet, at Bilka derhjemme ikke har en chance –
Også på den danske ambassade i Kampala var der pyntet op til jul, her med mindst én mølædt nisse samt Kirstine, der var vært ved en rundvisning –
Videre til næste kapitel: Nkima forest Lodge og Mamamba