Arven fra kolonitiden
I Europa – også i Danmark – bærer vi rundt på en arv fra kolonitiden, der ikke må glemmes. Det er tværtimod nødvendigt at konfrontere – og anerkende – vores fortid, også selvom det er smerteligt, for kun derved er det muligt at opnå et respektfuldt samarbejde med de tidligere kolonier.
Kolonitiden bragte i nogle tilfælde væsentlige gevinster til underudviklede lande, men langt mere væsentligt er det, at kolonimagterne – i forskellig grad – udsatte deres kolonier for grov økonomisk udbytning og befolkningen for blodig undertrykkelse. Et af de værste eksempler er belgisk Congo.
I marts 2025 sagde FN’s generalsekretær, António Guterres i en tale, at den transatlantiske slavehandels forbrydelser og dens fortsatte konsekvenser alt for længe har været “uanerkendt, usagt og ubehandlet”, og han opfordrede de tidligere kolonilande til anerkende deres ansvar for fortidens slavehandel og undskylde – og kompensere – for tideligere tiders slaveri. Der er brug for at rette op på fortiden, konkluderede han.
Et af de værste eksempler på kolonial undertrykkelse står den belgiske Kong Leopold 2. for. Ved Berlinkonferencen i 1884-85 fik han international anerkendelse af sin overhøjhed over et enormt område (60-70 gange større end Belgien) i Centralafrika (idag Congo) med rige ressourcer, som skaffede kongen en kollossal personlig formue. Hans undertrykkelse af lokalbefolkningen var i særklasse blodig. Flere end 10 mio. congolesere blev slået ihjel, og uhyrlige straffemetoder som afhugning af legemsdele og voldtægter var i brug i hele området – med de kristne missionærer som tavse iagttagere. Der eksisterer på internettet mange billeder af afrikanere med afhuggede hænder eller fødder, men da de er undergivet ophavsret, kan jeg ikke bringe dem her.
Kong Leopolds ugerninger blev – med held – skjult i henimod 100 år, dels fordi den belgiske stat skjulte de aktstykker, der dokumenterer uhyrlighederne, dels – og det er næsten værre – fordi hans adfærd var en del af et kolonialt system, hvor udplyndring af Afrikas ressourcer var helt legitim.
I Belgien har der i de senere år været en voldsom – og pinefuld – debat om arven efter kolonitiden, herunder hvad man skulle gøre ved de mange statuer af Leopold 2. Nogle ville hurtigt muligt smadre dem, mens andre argumenterede for, at han er en del af Belgiens historie og at statuerne – nu – er skamstøtter, som duerne skider på og hvor fulde folk brækker sig…!
I 2020 markerede man i Belgien og Congo 60-året for Congos uafhængighed fra Belgien, og i den forbindelse skrev Belgiens Kong Phillippe historie, da han i et brev til Congos præsident i stærke vendinger udtrykte sin dybeste beklagelser over de ugerninger, som daværende Kong Leopold udsatte den congolesiske befolkning for.
I 2023 var det Hollands konge, Willem-Alexanders tur, da han i forbindelse med 160-året for slaveriets ophævelse i de hollandske kolonier i Caribien gav en uforbeholden undskyldning for landets involvering i den transatlantiske slavehandel og hans egen slægts manglende indgriben.
Jeg synes, det er dybt pinligt, at Danmark aldrig har fået givet en tilsvarende undskyldning, for vi har bestemt også vores mørke, koloniale arv. Alene fra Vestafrika deporterede Danmark flere end 100.000 mennesker til De Vestindiske øer for dér at tvinge dem til at arbejde som slaver. Da generalguvernør Peter von Scholten i 1848 – tvungent af omstændighederne – ophævede slaveriet i Dansk Vestindien blev han mødt med vrede af den danske elite, der anklagede ham for at ødelægge deres økonomiske interesser. Slaver var et arbejdsredskab på linje med en skovl, og derfor anlagde de sag mod ham med anklage om, at han havde ødelagt deres økonomiske interesser.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen var i 2017 på officielt besøg på de Vestindiske øer i anledning af 100-året for afgivelsen af øerne til USA, og i den forbindelse sagde han:
“Der er intet forsvar for udnyttelsen af mænd, kvinder og børn, der skete under dansk flag på disse øer. Der er ingen retfærdiggørelse af slaver. Det er utilgiveligt.”
Danske institutioner, handelsfolk og endog kirken spillede en central rolle i undertrykkelsen af af hele befolkningsgrupper. Det er ikke støvet historie men en virkelighed, som vi mangler at tage ansvar for – og sige undskyld for. Det ville Lars Løkke ikke, og det synes jeg er pinligt.
I skrivende stund sidder jeg og prøver at komme i tanke om, hvordan jeg selv som historielærer i gymnasiet behandlede slaveproblematikken. Jeg husker at have gennemgået perioden nogle gange men helt sikkert uden den nødvendige vægt på kolonitidens mange forbrydelser. Det var forkert.
Europa, herunder Danmark, må stå ved den mørke fortid, hvor vi byggede vores rigdom på vold, undertrykkelse og tyveri. Berlin-konferencen i 1884-85, hvor Afrika blev delt op hen over hovedet på afrikanerne må frem i lyset som det, den var, en skamplet på europæisk historie.
Videre til næste kapitel: Rejsen til Uganda
.