HISTORIE OG SAMFUNDSFORHOLD

De ældste spor af mennesker findes i Afrika, og kontinentet rummer utallige folkeslag, som gennem tiden er smeltet sammen, splittet op, ekspanderet og udslettet. Vi har skriftlige kilder fra kulturerne ved Nilen omkring 3100 f.v.t., men store dele af det senere kildemateriale er både sparsomt og problematisk at bruge, fordi det meste er skrevet af europæere, der tager udgangspunkt i en kolonial tankegang, ikke i afrikanske forhold. De fleste historiebøger om Afrikas historie skal derfor læses med en bevidsthed om, at de er skrevet af personer med stærkt farvede briller på næsen.

 Tomme pletter
For blot 150 år siden anede europæerne ikke, hvad der var i den indre del af det afrikanske kontinentet. For dem var Afrika et mørkt kontinent, for bortset fra kystområderne var stort intet udforsket. De store floder, Nilen, Congofloden og Zambezi var vanskelige at besejle, og i junglen lurede fjendtlige stammer og dødelige sygdomme, så den holdt man sig fra.

Og når europæerne ikke havde været der, så eksisterede stedet ikke rigtigt. Man talte om ‘tomme pletter’  på landkortet på samme (mærkelige) måde, som når man siger, at Amerika blev opdaget, da Columbus fandt det i 1492. Utrolig arrogant, naturligvis, for der boede masser af mennesker på disse ‘tomme pletter’. Selveste menneskehedens vugge stod faktisk på en tom plet et sted i Østafrika..!

I gammel tid vidste man end ikke, hvor langt mod syd Afrika strakte sig. Den første europæer, der så Afrikas sydligste spids, var portugiseren Bartolemeu Dias, der i 1488 rundede det, vi idag kalder Kap Agulhas. At Kap Agulhas – og ikke Kap Det Gode håb –  er Afrikas sydligste punkt, erfarede vi med egne øjne i 2019. På billedet nedenfor buldrer to oceaner mod hinanden ved Agulhas, og AM har kun vand mellem sig og Antarktis. For en gangs skyld foreslog hun ikke en svømmetur…!

I midten af 1800-tallet begyndte fremmede magter, primært briter og tyskere, at trænge ind i Østafrika. Man havde opdaget, at et udtræk af kinabark, kinin,  var effektiv mod malaria, og dertil kom, at nye våben (maskingeværet) bidrog til at give europæerne en fortrinsstilling i kampe mod indfødte stammer. Opdagelsesrejsende trængte ind i Kongerigerne Buganda og Bunyoro (i det nuværende Uganda) på deres jagt efter Nilens kilder, men også for at missionere – i konkurrence med arabiske handelsfolk, der bragte islam til området.

Missionsvirksomhed og jagten på Nilens kilder
Mest berømt er nok historien om den britiske missionær og opdagelsesrejsende David Livingstone, der i midten af 1800-tallet foretog flere ekspeditioner ind i det centrale Afrika for dels at missionere, dels at lede efter Nilens kilder. Han nåede til Angola og videre til nutidens Zimbabwe, hvor han navngav Victoria Falls, men Nilens kilder fandt han ikke.

I 1866 drog Livingstone ud på sin sidste rejse, hvorunder han flere gange mistede kontakten til omverdenen. Derfor udsendte man en undsættelsesekspedition med den amerikanske journalist Henry Stanley, der i 1871 havde det berømte møde med Livingstone ved Tanganyikasøen i Tanzania. Iflg. avisen The Herald forløb mødet således:

Mr. Stanley said: – “Doctor Livingstone, I presume?” A smile lit up the features of the pale white man as he answered: “Yes, and I feel thankful that I am here to welcome you.”

Ordskiftet er noget, Stanley har føjet til i sine erindringer, så det er sandsynligvis mere en sjov end en sand fortælling.

Livingstone krydsede som den første europæer under utroligt vanskelige forhold det afrikanske kontinent fra vest til øst og havde endog sin hustru og deres 5 børn med på rejsen. Missionsdelen af hans rejse mislykkedes totalt – kun en enkelt høvding lod sig omvende, og det holdt kun til han opdagede, at han skulle opgive flerkoneri, hvilket han nægtede. Heller ikke Nilens kilder fandt han, så når Livingstone er blevet så berømt, skyldes det mere hans personlige mod end resultaterne af hans rejser.

Livingstone døde af sygdom i 1873 i det nuværende Zambia. Hans balsamerede lig blev ført til kysten og derefter sejlet tilbage til England, hvor han fik en statsbegravelse i Westminster Abbey.

Det er en anden brite, John Speke, der tilskrives æren for at have fundet Nilens kilder. Det skete i 1862, hvor han opdagede, at Victoriasøen var en af kilderne til den enorme flod. Livingstone troede ikke, det var korrekt og fortsatte med at lede, men Spekes opdagelse er senere blevet bekræftet. En anden kilde til Nilen udspringer fra Tanasøen i Ethiopien.

Kapløbet om Afrika
Drivkraften bag den europæiske interesse for Afrika var – udover almindelig grådighed – behovet for råvarer til den industrielle revolution, der var under udvikling i Europa, hvilket førte til en omfattende rivalisering mellem stormagterne. Også ønsket om at bringe civilisationen (læs: kristendommen) til det ‘mørke Afrika’ spillede en rolle.

England havde våde drømme om et imperium, der skulle strække sig fra Cape Town i syd til Cairo i nord, illustreret ved denne karikatur fra 1882, hvor den britiske politiker og imperialist Cecil Rhodes skræver over Afrika fra syd til nord –

Kilde: Wikipedia.

Problemet for briterne var imidlertid, at franskmændene havde planer om at forbinde deres besiddelser i Øst- og Vestafrika, og dermed var de to stormagter på en potentiel konfliktkurs. Den nybagte stormagt Tyskland (efter samlingen i 1871) havde store handelsinteresser i Østafrika, men her var briterne også var til stede, så risikoen for en stormagtskonflikt med udgangspunkt i en strid om kolonier og handel var overhængende.

Lige præcist dét ønskede Tysklands kansler Otto von Bismarck imidlertid at undgå. Efter samlingen af Tyskland i 1871 var hans overordnede interesse at konsolidere det nye rige ved at bevare magtbalancen i Europa – og dermed freden. Med det for øje inviterede Bismarck de europæiske stormagter samt USA til en konference i Berlin i november 1884, hvor formålet var at indgå aftaler om, hvordan kapløbet af Afrika skulle foregå, så det ikke førte til krig i Europa.

Afrika var slet ikke repræsenteret ved bordet i 1884. Sultanen fra Zanzibar havde ytret ønske om deltagelse i konferencen, og det morede man sig meget over…!

Berlinkonferencen 1884-85.

På konferencen enedes man om et vigtigt princip, der skulle forhindre kolonimagternes rivalisering i at udvikle sig til en militær konflikt, nemlig at hvis en kolonimagt – som den første – de facto havde kontrol med et område, så kunne det anerkendes landets territorium. Derefter satte konferencens deltagere sig ned og tegnede – som var det et brætspil – streger på kortet, der fordelte Afrikas forskellige dele til stormagterne.  Belgien tog Congo, Frankrig tog Vestafrika, og Storbritannien tog Sydafrika. Det var et røveri, hvor de europæiske røvere satte sig ned og delte rovet.

De nye grænser – nogle af dem tegnet med en lineal – blev tegnet uden den mindste respekt for lokale forhold og splittede derved områder, hvor etniske grupper havde levet sammen i århundreder samtidig med, at dødsfjender i andre tilfælde blev samlet bag fælles grænser.

I nogle områder opmuntrede man europæere til at bosætte sig og oprette nybyggersamfund, hvor den europæiske minoritet fik en dominerende position. Det skete fx. i Britisk Østafrika (idag Kenya), i Rhodesia (idag Zambia og Zimbabwe), og i Sydafrika. I Algeriet gjorde franskmændene landet til en provins i Frankrig. En sådan europæisk bosættelse skete ikke i Uganda, der derfor idag er en helt overvejende ‘sort’ nation.

Konsekvenserne af Berlinkonferencen var uhyrlige for Afrika. Når der for eksempel i dag i Nigeria tales omkring 300 forskellige sprog, så er det et resultat af de kunstige grænser fra 1884, og på samme måde har folkemordet i Rwanda og de talrige borgerkrige rundt om på kontinentet rod i den europæiske arrogance i Berlin.

Rivalisering i Østafrika og Fashoda-affæren
I Østafrika havde tyskerne travlt efter beslutningerne på Berlin-konferencen, for det gjaldt om at komme før briterne. Stifteren af det tyske Østafrikanske Kompagni, Karl Peter, rejste dertil under falsk navn for at forvirre briterne, og det lykkedes ham at erhverve store landområder gennem traktater med lokale høvdinge. Også kongeriget Buganda blev lokket ind under ‘tysk bekyttelse’, og det hele blev legitimeret af kejser Wilhelm i 1885 på Berlin-konferencens sidste dag.

Tysklands ambitioner var imidlertid i højere grad koncentreret om handelsinteresser end egentlig kolonisering, og rivaliseringen med briterne i Østafrika endte i 1890 med en overenskomst, der indebar, at Tyskland opgav sine krav på Buganda mod til gengæld at få den danske ø  Helgoland, som briterne havde besat i 1807 som en del af  Napoleonskrigene. I dag virker det mildest talt absurd at veksle en ø i nordsøen for et landområde i Afrika, men med datidens koloniale tænkning (“upstairs and downstairs”) var det ganske naturligt.

Den efterfølgende britiske kolonisering af Uganda begyndte med British East Africa Company’s omfattende handelsaktivitet i kongeriget Buganda, som kompagniet fik tilladelse til at administrere. Det gik imidlertid dårligt, firmaet gik konkurs i 1893, og i stedet blev Buganda et britisk protektorat under sit swahiliske navn Uganda, der i efterfølgende to år  blev udvidet til at omfatte hele det nuværende Uganda.

Dermed havde briterne fået kontrol over en af Nilens kilder, og det næste logiske skridt var derefter at sikre kontrollen med hele flodløbet mod nord. Problemet var blot, at ved den sudanske Nil-landsby Fashoda havde franskmændene hejst flaget et par år tidligere, og da britiske og franske styrker mødes i landsbyen, var situationen højspændt. For briterne var Fashoda en afgørende besiddelse som en del af den britiske plan om en syd-nord korridor op gennem Afrika, og for franskmændene var Fashoda også vigtig som en del af deres plan om en vest-øst akse gennem Afrika.

Fashoda-krisen så ud til at kunne udvikle sig til krig, men i sidste øjeblik gav franskmændene sig. “Vi har argumenterne, men briterne har tropperne”, konstaterede den franske udenrigsminister lakonisk, hvorefter der blev indgået endnu en traktat, der fastlagde de to staters interessesfærer, og risikoen for krig var afblæst.

Dermed var kapløbet om Afrika i realiteten afsluttet.

Uganda frem til koloniseringen

I årtusindet indtil ca. 1000 e. Kr. migrerede forskellige etniske grupper ind i det nuværende Uganda. Etniske bantuer befolkede de sydlige og sydvestlige dele af landet, mens især nilotiske grupper (kvægopdrættere, bl.a. masaier)  slog sig ned i den nordøstlige del af Uganda.

Mens de nilotiske grupper i nord organiserede sig i klaner, ledet af en høvding eller oldermand, så etablerede bantuerne i den centrale del selvstændige kongeriger som bl.a. Bunyoro og  Buganda.

De ugandiske kongeriger var i gammel tid ‘sakrale’ kongeriger, hvor kongen blev betragtet som en gud, bogstavelig talt. Han var ikke kun ‘konge af Guds nåde’ (som de danske enevældskonger), han var en gud, evt. søn af en gud, med magt over naturens kræfter, og fremfor alt var det ham, der med sin forbindelse til det guddommelige skaffede den livgivende regn til rette tid. Hans status understreges af, at når han døde, lod rådgivere, dronninger, medhustruer, haremskvinder og tjenere sig frivilligt dræbe for at følge deres herre over i en bedre tilværelse på den anden side.

Indtil langt op i 1800-tallet var Uganda et af de områder i Afrika, som man i historiebøgerne i Europa betegnede som ‘tomme pletter’ på landkortet, fordi man intet vidste om stederne. I en ugandisk historiebog vil der sikkert stå, at de lokale folkeslag havde fred for hvide kolonister og  missionærer! Historieskrivning er ikke en objektiv videnskab…!

Uganda efter 1890

Udenlandske statsborgere har aldrig haft mulighed for at eje jord i Uganda, hvilket betyder, at at landet til forskel fra nabolandet Kenya ikke har haft store farme med europæiske ejere. De fleste afgrøder blev dyrket af lokale småbønder, og også den offentlige sektor var styret af ugandere, og de to forhold betød, at vejen til selvstændighed blev roligere end i Kenya med mange hvide nybyggere.

I 1950’erne blev de første politiske partier af betydning dannet på baggrund af en voksende modstand mod kolonimagten. Den største gruppering – Ugandas Folkekongres, UPC – blev ledet af Milton Obote, en nationalist med socialistiske ideer. I 1962 førte Obote som ministerpræsident og den bugandiske konge Kabaka Edward Mutesa II som præsident landet ind i selvstændighed.

Det nye styre overtog et frugtbart land med et fungerende økonomisk system, men der var store modsætninger mellem befolkningsgrupperne i syd og nord og mellem tilhængere af selvstyre for de traditionelle kongedømmer og en ny klasse af politikere, der ønskede en reel enhedsstat.

De to kongeriger Bunyoro og  Buganda (nævnt ovenfor) eksisterer stadig, men nu som integrerede områder i Uganda. De har fortsat egen konge men (formelt!) udelukkende med ceremoniel status. I Buganda – Ugandas største og vigtigste kongerige med centrum omkring Kampala – hedder den nuværende Kabaka (konge) Ssaabasajja Kabaka Ronald Muwenda Mutebi II, og han er Bugandas konge nr. 36 i en royal rækkefølge, der rækker tilbage til kongerigets grundlæggelse i 1500-trallet. Det er absolut værd at  besøge kongeriget officielle hjemmeside https://buganda.or.ug/, hvor man bl.a. kan se kongeparrets portrætter og læse mere om kongeriges forskellige klaner.

Udover befolkningen i Bunyoro og Buganda er der adskillige andre etniske grupper i Uganda, og befolkningssammensætningen er på den måde meget kompliceret, hvilket naturligvis har gjort det svært at etablere en sammenhængende enhedsstat. .

I 1966 gennemførte Milton Obote en paladsrevolution, fjernede regeringen og tog selv præsidentposten. Et antal ministre blev sammen med præsident Mutesa anklaget for at have planlagt et statskup. Året efter vedtog Obote-regeringen en ny forfatning, der fjernede landets  føderale struktur og erstattede den med en enhedsstat styret af præsidenten, der blev tillagt store magtbeføjelser. En skarp venstredrejning af landets politik blev gennemført, og protester blev slået ned med stor brutalitet.

I Vesten så man ikke med milde øjne på den foretagne venstredrejning, og da vicehærchefen Idi Amin i 1971 tog magten ved et nyt kup, fik han hurtigt støtte af bl.a. Storbritannien.  For befolkningen var det dog som at komme fra ilden til helvede, for Amins voldsregime var endnu værre end Obotes. Man regner med, at 100.000 mennesker blev dræbt alene inden for de første måneder efter kuppet. I 1972 erklærede Amin økonomisk krig mod al udenlandsk indflydelse i Uganda, og smed den økonomiske elite, fortrinsvist asiater, ud af landet, hvilket hurtigt fik økonomien til at bryde sammen. Han udråbte landet til en islamisk republik og fik økonomisk støtte fra en række arabiske stater.

For at fjerne opmærksomheden fra landets katastrofale økonomi angreb Idi Amin i 1978 nabolandet Tanzania. Angrebet blev imidlertid slået tilbage, og Tanzania – støttet af ugandiske exil-grupper – invaderede Uganda med det resultat, at Kampala faldt og Idi Amin flygtede først til Jinja, og derefter videre til Saudi-Arabien, hvor han senere døde.

Med udstrakt brug af valgsvindel lykkedes det Obote at vende tilbage og overtage posten som præsident. Det skabte dog ikke ro i landet, og den tidligere forsvarsminister Yoweri Museveni indledte en brutal guerillakrig mod regimet. Efter en årrække med blodige kampe mellem de stridende parter lykkedes det i 1986 Museveni at tage magten og lade sig udråbe som ny præsident, og hurtigt derefter nedlagde han forbud mod alle partier bortset fra hans eget.

De efterfølgende år frem til midten af 00’erne var præget af indbyrdes og blodige kampe mellem regeringen og forskellige oprørsgrupper. I 2005 kunne Museveni ikke længere genvælges ifølge forfatningen, og samtidig var der voksende kritik af etpartistyret. Begge dele blev løst ved en forfatningsændring, der indførte et flerpartisystem (med begrænsninger) samtidig med, at præsidenten fik ret til at stille op til genvalg et ubegrænset antal gange. Ved alle efterfølgende  præsidentvalg (senest i januar 2021) er Museveni blevet genvalgt og i skrivende stund (november 2025) er han således stadig Ugandas præsident.

Museveni har som præsident ført en brutal kamp mod oprørsbevægelser og politiske fjender, der har reageret med bl.a. blodige selvmordsangreb i Kampala. Kongeriget Buganda i landets sydlige del har krævet øget selvstyre, men det er brutalt blevet afvist.

Udviklingen går i takt

Efter mange år med Yoweri Museveni ved magten er militær, politik og landets økonomi smeltet sammen i Uganda. Mange har den opfattelse, at landets leder helst skal have sine rødder i militæret for at være i stand til at styre Uganda med dets mange forskellige etniske minoriteter.

Selv initiativer for at forbedre landbrugets effektivitet har været sat i værk med officerer for bordenden, hvilket gav anledning til store protester, fordi officererne indlysende nok ikke har meget forstand på landbrug.

Alligevel går meget i Uganda den rigtige vej med økonomisk vækst, faldende fattigdom og stigende levealder. Ugandas finansministerium peger blandt andet på investeringer i bedre infrastruktur, nye skoler og adgang til elektricitet som forklaringer herpå. Også de stigende priser på kaffe har hjulpet godt med, idet små 20% af Ugandas eksport består af kaffe.

Dertil kommer det helt afgørende, at når der overhovedet har været plads til udvikling i Uganda, så skyldes det, at der overordnet set har været fred og stabilitet i landet siden Museveni i 1986 satte sig tungt på magten. Det hjælper naturligvis også, at både USA og Kina bakker op bag Museveni, fordi stabilitet i en urolig region har været en vigtig parameter for begge stormagter. Så lever man med, at demokratiet har trange vilkår.

Helt afgørende for Ugandas fremtid er det, om landet kan undgå en opblussen af de blodige konflikter, der tidligere har plaget landet. Hvis freden kan bevares, ser Verdensbanken en fremtid for sig, hvor Uganda langsomt kan bevæge sig væk fra fattigdom og en status som et underudviklet land.

Kilder:
Lex, Danmarks nationalleksikon
Politikens Verdenshistorie, diverse bind.
Det Udenrigspolitiske Selskabs pjecer
Wikipedia (https://en.wikipedia.org/wiki/Uganda).
‘Globalnyt’, et uafhængigt medie, som ejes af Foreningen Globalnyt.
‘Verdens bedste nyheder’, et uafhængigt medie, der fokuserer på løsninger og positive udviklinger i verden.

Videre til næste kapitel: Arven fra kolonitiden