Indledning
Uganda er mildest talt et usædvanligt rejsemål, men der er gode grunde til, at vi om en månedstid – i december 2025 – rejser dertil. I 2019 blev vi på to rejser dybt fascinerede – bjergtaget – af det afrikanske kontinent. Først på en rundrejse med to gode venner og et halvt år senere på egen hånd rundt i Sydafrika, Lesotho og Eswatini. Lugtene, lydene og stemningen, den gule jord og de grønne omgivelser samt ikke mindst de livsbekræftende mennesker gik i blodet på os på en måde, så vi lige siden har haft lyst til at besøge kontinentet igen. Afrika er meget, meget mere end det medieskabte billede, hvor kontinentet synes at bestå af flygtningelejre og sultne børn. De findes bestemt, men der er også en helt anden virkelighed i Afrika, som det er værd at rejse efter.
Afrika er imidlertid ikke et kontinent, man bare lige besøger på egen hånd, og derfor blev vi meget glade, da gode venner i Viborg, Sven og Signe Primdal, spurgte om vi ville med på en rejse til Uganda, hvor deres datter arbejder på den danske ambassade. De har begge mange års erfaringer fra Afrika, og det afgjorde sagen: Vi skal til Afrika igen.
En rejse til Uganda kræver mange forberedelser. Der skal findes en rejserute, søges visum og tænkes sundhed og sygdom. Vi er – og det er dyrt men absolut nødvendigt – blevet vaccinerede mod gul feber (obligatorisk), leverbetændelse type A samt meningokoksygdom, og vi skal også have købt malariapiller. For mit vedkommende er de sidstnævne mest for et syns skyld, for jeg medbringer min egen private myggelokkedåse (AM), der tager sig af myggestik 🙂 .
Fuglen på billedet ovenfor, en Gråkronetrane, er Ugandas nationalsymbol, og vi håber naturligvis at få den at se – live – under vores besøg. Den indgår i landets flag, der blev taget i brug 9. oktober 1962, hvor landet fik sin uafhængighed fra Storbritannien.
En sjov og helt nødvendig del af rejseforberedelserne til Uganda har været at sætte sig ind i områdets historie, landefakta og aktuelle samfundsforhold. For mit vedkommende blev det nærmest en opdagelsesrejse, for der var godt nok meget, jeg ikke vidste i forvejen 😅.
Hvad jeg fandt ud af, følger i de efterfølgende kapitler.
Videre til det første kapitel: Landefakta

