Kampala
Kampala er en afrikansk storby med flere end 6 mio. mennesker, og at kaste sig ud i trafikken kræver en både dygtig og lokalkendt chauffør. Det har vi heldigvis i Didapa, der med sikker hånd førte os gennem et trafikmylder, der får trafikken i enhver europæiske storby til at lign en siesta –
Trafikken er ganske enkelt vanvittig, ikke mindst fordi det mest udbredte transportmiddel er ‘boda-bodaer’, som vi så transportere madrasser, et kæmpemæssigt TV, landbrugsvarer og 3 voksne personer – undertiden også med et barn på styret –
Undervejs passerede vi almindelige uganderes dagligdag –
Vi besøgte den store, internationale skole, som familiens børn går på, og hvor Stephen underviser. Den har fantastiske faciliteter og – fortalte Stephen – i undervisningen er det helt normalt med 2-3 lærere pr. klasse med 15-17 elever! Det siger næsten sig selv, at stemningen på skolen var utrolig positiv, og jeg nåede da en kort stund at drømme om, at vi i Danmark prioriterede folkeskolen lige så højt. Bagsiden af den fantastiske skole er, at det koster mange (rigtig mange!) tusind dollars at have børn på skolen, så det er kun overklassen og diplomater, der har råd til det..
Som på andre internationale skoler rundt om i verden er børnenes sikkerhed et emne, man tager meget alvorligt. Da vi kom til skolen, kørte vi først gennem en sluse, hvor vagter med spejle undersøgt bilen for bomber…! De fandt dog ingen, selvom Sven tørt bemærkede, at bilen rummede 2 sexbomber…! “Long time ago…” – sagde Anne-Marie med beklagelse i stemmen…! 🤣. Efter bombeslusen blev vi af nye vagter omhyggeligt indskrevet som gæster med navn og anden ID, udstyret med et ‘visitor-pass’ til at hænge om halsen og fik adgang gennem en elektronisk sluse.
Enhver form for fotografering er naturligvis forbudt, så derfor er der ingen billeder fra besøget.
Den omfattende sikkerhed virker voldsom på en (muligvis naiv) dansker, men vores vært forsikrede os om, at sikkerheden absolut har sin berettigelse…!
Som i andre afrikanske lande slår det mig, hvor grotesk stor uligheden er i samfundet. Langt de fleste ugandere lever et meget beskedent liv, som billederne ovenfor viser, men en lille gruppe er meget, meget rig – på de andres bekostning, naturligvis. Ærgerligt – deprimerende – var det at høre, at den hurtigste og mest effektive vej til at blive rig er….politik! Det gælder i Uganda, som det gælder i Rusland og mange andre steder på kloden.
Dagen sluttede med negleforskønnelse hos en tilkaldt ekspert – noget usædvanligt en mand, der iflg. ofrene var meget grundig og meget sød –
Sven og jeg så på – uden at sige noget – og neglepynteriet kostede kun…..100.000! 🥲 Altså Uganda Shilling – svarende til ca. 200 kr.
Videre til næste kapitel: “The Haven”