Rejsen til Uganda
Vi skulle lige synke et par gange, da vi efter 22 timers rejse steg ud af flyveren ved midnatstid i går aftes. Vi forlod Danmark i en regndis med 4-5 graders varme, og pludselig stod vi i en varm tropenat med fremmede lyde og masser af mennesker omkring os. Vi fløj fra Aalborg til Amsterdam, og derfra videre mod Entebbe/Uganda med et kort stop i Kigali/Rwanda, og rejsen gik fuldstændig uproblematisk. Vores visa blev kontrolleret af en venlig grænsevagt, bagagen blev scannet (for våben, formodentlig), og så var vi ude på gaden, der trods det sene tidspunkt var et kaos af mennesker og biler.
Navnet Entebbe vækker mindelser om den dramatiske gidselsaktion i 1976, da israelske specialstyrker befriede flere end 100 jødiske gidsler fra et Air France fly, der var taget til fange af militante palæstinensere. Aktionen var blodig, da de israelske elitetropper også kom i kamp med ugandiske soldater.
Vi skal ikke bo på hotel men være gæster hos Kirstine og Stephen, Sven og Signes datter og svigersøn, og deres tre børn, Hubert, Aksel og Ruben, hvilket naturligvis giver nogle kolossale fordele. Vi blev afhentet i lufthavnen af familiens chauffør, der i høj fart snoede sig gennem et virvar af gader, mens han behændigt undgik dybe ‘potholes’ og sværme af boda-boda’er (knallert-taxier), inden vi nåede frem til ambassadekvarteret i Kampala, Ugandas hovedstad. Her bor omkring 6 mio. mennesker, og selvom det var over midnat, var der masser af liv på gaden. Her som overalt i det tropiske Afrika leves livet udenfor det meste af døgnet. Stemningen var varm, venlig og meget fremmedartet. Med en hilsen til Grethe derhjemme kan vi sige, at vi virkelig oplever, at vi er langt ‘syd for Åbenrå’! 😀
Fremme ved vores værtspars hus blev porten åbnet af vagtmanden (vi er i Afrika!) og blev budt varmt velkommen af husets faktotum, Florence, der så vidt jeg kan forstå er en krumtap i familiens liv, og rejsedøgnet sluttede med te og frugt på terrassen i den mørke tropenat – en fantastisk start på rejsen i Uganda.
I Afrikas storbyer går man som hvid og fremmed ikke en tur, før man har spurgt de lokale, om det er forsvarligt. Det kender vi fra vores tidligere rejser i det sydlige Afrika, og det gælder også i Kampala. I kvarteret, hvor vi bor – Kololo Hill – er der imidlertid ingen problemer, og på en formiddagstur fik vi et indtryk af området. Her ligger ambassader side om side, alle godt gemt væk bag høje mure og NATO-pigtråd. Bag den hvide mur på billedet nedenfor ligger den kinesiske ambassade –
Vagtmænd/kvinder og NATO-pigtråd er standard ved alle boligerne, og vi bor også bag pigtråd og en høj port, hvor den flinke vagt, James, lukker os ud og ind –
Helt specielt for Afrika er det, at de mange vagtmænd/kvinder er utroligt smilende og snakkesalige. På vores gåtur hilste vi med et vink og et “how are you” og fik store smil og muntre bemærkninger retur. Sven havde familiens hund med på gåturen, og pludselig stoppede en stor Toyota med tre mænd, en af dem åbnede døren, steg ud og sagde med et bredt smil, at det var da den dejligste hund, han længe havde set. Sven og manden konverserede hyggeligt – bl.a. om at bytte ligeover, bilen for hunden 😀 – men da den handel ikke blev til noget, kørte de smilende videre. Lige præcist sådan noget tror jeg kun, man oplever i Afrika.
Der bygges meget i området, og her – i første salgs højde – skal man nok være glad for, at det danske arbejdstilsyn ikke har autoritet…!
Fra familiens store tagterrasse er der en fantastisk udsigt over Kampala –
Naturligvis har huset en dejlig, privat pool, og før morgenmaden var havfruen i vandet, som hun påstod var lunt. Et efterfølgende fakta-check afslørede, at det naturligvis var helt forkert….!
Trætheden efter den lange rejse sad stadig i os denne, så denne første dag i Uganda blev det ikke til flere oplevelser. Til gengæld gav ro til de trætte ben og vitaminer til hjernen at sidde under det store afrikanske pebertræ i den dejlige have og drikke kaffe og snakke med vores dejlige værtsfolk om stort og småt i livet i Uganda –
I de store træer omkring os sad bl.a. en stor grib –
Iflg. børnene i huset var det ret usædvanligt, så vi blev enige om, at det nok var fordi fuglen havde spottet gamle mennesker og blot ventede på, at en af os skulle falde om og blive til et måltid… 😀
Videre til næste kapitel: Kampala