Efter et frokostophold på cafeen i Stauning havn (absolut anbefalelsesværdigt!) gik turen videre til Dejbjerg Kirke, der ligesom kirken i Lønborg er en rejse værd.
Indvendig er kirken smuk på den helt særlige måde, som kun romanske landsbykirker er –
Altertavlen er fra ca. 1600 og viser – sådan som traditionen bød- den sidste nadver, og i denne fortolkning sidder Johannes Døberen pænt ved siden af Jesus – ikke noget feminint her! Judas har forladt bordet med sine sølvpenge, og beskueren forstår, at om et øjeblik kommer de romerske soldater for at arrestere Jesus –
Naturligvis er der også epitafier i Dejbjerg kirke, og jeg kunne ikke stå for den fantastiske fortælling om den ‘velærværdige og højlærde’ præst Hr. Jørgen Hansen Bang, der med jomfru Anne Høyer avlede ikke færre end 17 børn og efterfølgende yderligere 6 børn med jomfru Karen Kollerup. Det med ‘jomfru’ og de mange børn står hen i det uforklarlige, men jeg kan forestille mig en og anden katolsk præst, der fra sit cølibat har sendt misundelige tanker til sin protestantiske kollega i Dejbjerg…!
Helt usædvanligt – jeg har aldrig set det før, og jeg har set mange kirker 😀 – står der i tårnrummet bagerst i kirken nogle ualmindeligt umagelige kirkestole –
Her sad i fordums tid rakkerne under gudstjenesten, adskilt fra den øvrige menighed af et tæppe. Rakkerne var socialt udstødte, fordi de udførte ‘urent’ arbejde som for eksempel flåning af kreaturer, nedtagning af henrettede fra galgen, og ind imellem var de også bødlens hjælper. Rakkerne var så ugleset, at en død rakker ikke måtte føres ind på kirkegården gennem kirkegårdslågen, han skulle lempes ind over kirkediget…!
Rakkerne fandtes i hele landet i 1700- og 1800-tallet, og blandt andre den berygtede Jens Langkniv, der huserede på heden lige vest for Viborg, var rakker. Han er udødeliggjort af Steen Steensen Blicher, der i sine fortællinger vender historien på hovedet og gør ham til en helteskikkelse i stil med Robin Hood.
Selv om rakkernes arbejde var uundværligt, blev de i samtiden betragtet med afsky af ‘pæne’ mennesker, og det var utænkeligt, at de i kirken kunne sidde sammen med den øvrige menighed. De blev derfor anbragt længst væk fra alteret på umagelige bænke, der ikke egnede sig til at sidde på og til overflod skjult bag et tæppe. Og kristendommens ord om, at ‘for Gud er alle lige værdige‘ glemte man ganske bekvemt. Jeg gad nok vide, hvordan præsten – med rakkerne gemt væk bagerst i kirken – har prædiket om den barmhjertige samaritaner, der ikke gik forbi den nødlidende….? Hykleriet var monstrøst!
Længst væk fra rakkerne sad herskabet på deres personlige kirkebænke, omhyggeligt forsynet med navn, så andre ikke skulle formaste sig til at sætte sig der –
Ved den nærliggende Bundsbæk mølle maler vandmøllen stadig –
– og her finder man også det hus, hvor rakkerparret Mæt Mus og Niels Kvembjærg boede. Mæt Mus står her stadig, mejslet i granit i respekt for de hårde livsvilkår, de blev budt –
I området omkring møllen er der et fantastisk naturområde med vandrestier, og denne junidag var engene et blomsterhav i alle farver – endog orkideer:
En mageløs tur!