Mageløse oplevelser i Vestjylland

Når man – som os – er glad for at rejse, overser man nemt, hvilke fantastiske oplevelser, der er i Danmark. Heldigvis har vi gode venner i Viborg, Visti og Marianne, der jævnligt tager initiativ til udflugter, der er fyldt med oplevelser fra den øverste hylde. En solrig og ualmindelig smuk junidag i 2025 tog de os med på en sådan tur til Vestjylland.

Visti er historiker med stort H, og undervejs bliver der medrivende fortalt til den store guldmedalje –

– Og der bliver hørt efter…!

Turen begyndte i Lønborg kirke, der er en af Danmarks smukkeste landsbykirker i overvejende romansk stil med rod i den første del af middelalderen:

Kirken er fyldt med de mest fantastiske kalkmalerier, de tidligste fra 1487, altså den katolske tid, mens andre er fra midten af 1500-tallets Luther-tid. Blandt de sidste ser man til venstre en pige ved smørdritlen, der forstyrres i sit arbejde af djævelen, og på billedet til højre har vi fortællingen fra Første Mosebog, hvor Gud befalede Abraham at tage sin søn med til Moriabjerget og ofre ham der. Først da Isak var bundet og kniven løftet, stoppede en engel Abraham i sidste øjeblik.

Et smukt rokokko-epitafium fra 1668 viser hr. Johannes Schytte, en stor mand i datidens lokalsamfund, der bl.a. skænkede kirken dens store altertavle. Hans hustru (uden navn!) er også med, men nogen fest har der vist ikke været tale om, hvis man studerer hendes ansigtsudtryk…😩

Altertavlen med den sidste nadver er pragtfuld og mættet med fortællinger. Den svigagtige Judas sidder forrest i billedet med sine 30 sølvpenge, og med hovedet hvilende på Jesus’s bryst sidder Johannes Døbderen, her som på mange andre tavler malet med tydeligt feminine træk –

Som en humoristisk hilsen til eftertiden har kunstneren malet dette herlige portræt, måske et selvportræt, måske et portræt af en kendt person i datidens lokalsamfund –

Et ejendommeligt inventar er den såkaldte ‘degnestol’, hvor kirkesangeren har kunnet hvile sig under den ofte lange gudstjeneste. Stolens udformning sikrede, at man ikke faldt i søvn…!

Udenfor kirken står en stor mindesten, som man ikke må gå forbi –

På stenen fortælles en ‘lille’ historie, der i virkeligheden er en både stor og smuk historie: I 1945 blev et kompagni ungarske soldater mod deres vilje sendt til Vestjylland for at støtte den tyske værnemagt. Langfredag 1945 (altså før krigens ophør) holdt pastor Anders Bork Hansen en gudstjeneste for de ungarske soldater, hvor han talte om samhørighed og tilgivelse i en svær tid med krig og ulykker. Begivenheden gjorde et stort indtryk på de ungarske soldater, der følte sig set som mennesker, selvom de var soldater på tysk side, og langfredag i 2020 blev begivenheden i taknemmelighed skåret i granit ved en højtidelighed med deltagelse af den ungarske ambassadør.

5 minutters kørsel fra Lønborg Kirke ligger de utroligt smukke Skjern enge, der på denne solrige, blæsende junidag var en oplevelse at dele med en kop kaffe –

Turen gik videre til Skjern å, hvor en drabelig historie fandt sted i 1513, da kong Hans faldt af sin hest midt i åen og pådrog sig en lungebetændelse, som han siden døde af. Nogle i hans samtid mente sikkert, at det var særdeles velfortjent, for kongen var berygtet for sin brutalitet. Under et felttog i Sverige gav han besked om, at bønderne i et område skulle levere forsyninger til hæren, og hvis bønderne satte sig til modværge, fordi de selv behøvede maden, havde kong Hans instruksen parat: “Straf den almue, der er ulydig, og hug dem en hånd eller en fod af!”

I 2003 byggede man på stedet Danmarks længste hængebro med pyloner af egestammer, der blev plantet i 1807 efter tabet af den danske flåde til englænderne. De skulle have været anvendt til krigsskibe, og en historie fortæller, at da træerne efter små 200 år endeligt var store nok, meddelte den lokale skovrider forsvarsministeriet, at nu kunne der bygges nye krigsskibe…😁.

Ved ‘pumpestation nord’ kan man krydse Skjern å på en trækfærge,

Midt i alt det grønne står der en interessant talerstol, hvor Anne-Marie bogstavelig talt talte for døve øren (hvilket også er skulpturens navn!) –

I naturområdet Skjern Enge er der et utal af dejlige vandre- og cykelruter, der bl.a.fører til flere selvbetjente trækfærger over åen. Absolut en udflugt værd!

Videre til Dejbjerg kirke

 

Nye indlæg