Amboise

Amboise

Natten var rolig – ingen alarmer – men himlen var mørk og dyster, da vi stod op, morgenlyset kunne ikke trænge gennem det tætte lag af røg, der lå højt i atmosfæren og som stammede fra de enorme brande ved Bordeaux, så vi var glade for at komme afsted mod nord.

Allerede efter få kilometer forstod vi katastrofens omfang, for imod os kom kolonne efter kolonne af redningskøretøjer med blå blink, og sådan blev det ved det meste af dagen. Vi opgav at tælle antallet, men der var virkelig mange ambulancer, politibiler, kraner, brandbiler samt en stor evakueringsbus, der alle var på vej fra det centrale til det sydlige Frankrig.

Vi har netop læst, at flere end 250.000 mennesker er blevet evakueret fra Bordeaux-området og at et område svarende til to gange Bornholms areal er brændt ned. Det er vilde tal, og der tales endog i skrivende stund om at evakuere hele Bordeaux, hvor der bor en lille million mennesker, fordi røgen ligger så tæt over hele byen, at det er sundhelbredsskadeligt, jfr. mit billede af himlen i Royan. Hvor stor katastrofen er, forstod vi, da den sidste etape af Tour de France (idag!) blev forkortet af den simple grund, at mange af Paris’s politi- og brandfolk er sendt til Bordeaux – det var dem, vi mødte. Og kun katastrofer på den helt store klinge kan få franskmændene til at forkorte Tour de France, så det er slemt. 🥸….!

Vi har fundet vores logi i Amboise, en stor lejlighed i Villa le Clos de Mosny en kilometer fra centrum hos nogle meget flinke mennesker. Det er blevet søndag, og så er der et stort marked langs floden i centrum af Amboise. Det tiltrækker enormt mange mennesker, og langt de fleste er franskmænd, hvilket kan undre, for man kan købe de samme varer billigere i et af de lokale supermarkeder. Men det handler selvfølgelig om oplevelsen, som en supermarkedschef engang belærte mig om 🧐 – og det er da også mere charmerende end en tur i Rema 1000 (men det tager også 10 gange så lang tid…!) –

Det er skræmmende 63 år siden, Sten og jeg på en gammel Lambretta-scooter besøgte Amboise for første gang, men byen er lige så charmerende som dengang, selvom der er kommet mange, mange flere turister til. AM og jeg har været her mindst 3-4 gange, og hele Loiredalen er stadig en af vores favoritdestinationer. Se nu blot dette hus, der midt i Amboise nærmest vokser ud af klippen, fantastisk –

Det er højsæson lige nu, og her er  virkeligt mange turister, men vi bor heldigvis fredeligt lidt uden for centrum. Byens centrum er ‘fransk’ med masser af specialbutikker og endog et dejligt stort springvand af den tyske kunstner Max Ernst, her en detalje –

Frankmændene kan noget med udsmykning og arkitektur – en århundredårgammel tradition – og selv vejskilte udformes, så de er en nydelse at se på –

Chateau du Clos Lucé

Højt over Loirefloden troner det store kongeslot i Amboise, oprindelig en middelalderfæstning men ombygget i løbet af 1400-tallet til det renaissanceslot, der står her idag –

Slottet er flot men indvendig en smule kedelig, fordi det under den franske revolution blev ribbet for alt inventar, møbler, gardiner, kaminer og en masse flot snedkerhåndværk, og i stedet blev bygningerne indrettet til en kaserne for de revolutionære tropper. Det er langt mere spændende at gå 400 meter ind gennem byen til slottet Clos Lucé, der blev bygget i 1471 og i århundreder har fungeret som sommerslot for franske konger og dronninger.

I 1516 kom en gammel hvidskægget mand ridende over volden til Amboise, og i en medfølgende vogn medbragte han kister, der rummede pergamenter, bøger og andre genstande samt nogle sammenrullede malerier. Manden var ingen ringere end Leonardo da Vinci, der havde accepteret en invitation til at komme til Amboise og være Kong Frans 1.s arkitekt, maler og ingeniør.  Da Vinci blev indkvarteret på Clos Luce og fik i desuden tildelt en stor, årlig sum penge af kongen. Blandt de mange effekter i kisterne var maleriet af Mona Lisa, så det har været noget af en skat, Da Vinci havde med sig – men hvor stor den var, vidste man naturligvis ikke dengang.

En samtidig tegning giver et realistisk indtryk af, hvordan multikunsteren og geniet Leonardo Da Vinci så ud under sit ophold i Amboise –

Leonardo da Vinci fik kun 3 års virke på slottet og døde i 1519. Han blev formodentlig – man er ikke sikker – stedt til hvile i Saint-Hubert kapellet på kongeslottet i Amboise. Leonardo deler altså skæbne med andre genier som fx. Bach og Mozart – der er intet gravsted at besøge.

Idag er Clos Lucé indrettet som museum dedikeret til Leonardo da Vinci, og at det er fremragende, oplevede vi under et langt besøg idag. Der er fokus på såvel Leonardos liv, hans malerkunst samt ikke mindst hans mange geniale naturvidenskabelige opfindelser.

Leonardos arbejdsværelse står som da han arbejdede i det –

Når man går rundt i de mange udstillingssale, er Leonardos mange opfindelser fuldstændig overvældende – han var utrolig visionær, og mange af hans opfindelser er blevet til virkelighed mange år efter hans død, fx. helikopteren eller – fuldstændig utroligt – en renaissanceudgave af nutidens kampvogn –

Leonardo arbejdede også med byplanlægning og en af hans planer gik ud på at lave en ‘vandvej’ fra Amboise til Lyon i form af kanaler, forbundet med sluser, og tanken var, at det skulle være lettere at komme til Italien, datidens centrum for den højeste kultur.

Slottets haveanlæg er en fryd at gå rundt i –

Jeg tog vel flere end 100 billeder under besøget på slottet og troede egentlig, jeg var færdig, lige indtil vi kom forbi nogle vidunderlige billeder, malet på glas – her sat sammen i en collage –

Ved udgangen stod denne smukke buket – ægte blomster naturligvis. En flot finale på et fantastisk museumsbesøg –

Et fantastisk besøg i Amboise – i morgen går rejsen videre mod nord til den lille by Romilly-sur-Seine

Nye indlæg