Frankrig – afslutning

Frankrig er et pragtfuldt land at gæste med mad, vin og oplevelser i topklasse og dejlige mennesker at snakke med. Hvis man altså kan fransk! Men det er tydeligt, at franskmændene selv er bekymrede og frustrerede over den situation, deres land befinder sig i. Da vi for et par dage siden ankom til vores lejlighed i Amboise, blev vi modtaget af en meget venlig dame, der havde sine børnebørn på besøg. Jeg spurgte, om de lærer engelsk i skolen, hvortil hun svarede “ja” og tilføjede så med hævet stemmeføring: “Men det fungerer ikke” – og så boblede hun ellers over med fortællinger om ting, der ikke fungerer i Frankrig.

Franskmændende – også de unge – er helt utroligt dårlige til fremmedsprog, det må være tæt på bundrekord i Europa. Vi oplevede gang på gang, at når vi løb tør for fransk og forsøgte os på engelsk, så mødte vi fuldstændigt tomme øjne. På en iscafé spurgte jeg en ung kvinde – på fransk! – om de havde ‘softice‘ – hendes reaktion var vild forvirring…!

Er det så et problem? Både – og! Jeg synes ikke, at engelsk – set med historikerens langsyn – har politisk kreditværdighed til at være et fælles verdenssprog, tværtimod, så jeg er bestemt tilhænger af, at franskmænd taler fransk, tyskere tysk, italienere italiensk, danskere dansk etc, – og vel at mærke insisterer på at blive ved med det! Et nationernes Europa, som De Gaulle talte om. Så må vi overalt opprioritere fremmedsprogs-undervisningen samt – ikke mindst – undervisningen i de tilhørende kulturer. Det kan verden kun blive bedre af. Engelsk (læs: amerikansk) kultur er der ingen grund til at udbrede…!

Jeg mindes – med taknemmelighed – mine fransklærere i hhv. folkeskolen og gymnasiet. I folkeskolen havde jeg den elskelige Hr. Poulsen (det var længe før lærere havde et fornavn!), og jeg mindes endnu hans kommentar, da jeg fik min karakter efter mundtlig eksamen ved realeksamen: “Erling, din udtale bliver aldrig som De Gaulles, men grammatikken kan du, det må jeg give dig…!” Hvad jeg fik i karakter har jeg forlængst glemt, og hr. Poulsen havde jo ret, fransk falder svært i en jydes mund!

I gymnasiet havde jeg en ganske ung lærer (Søren Kolstrup), der i timerne gerne ville snakke om det, der optog os – Vietnamkrigen – det skulle bare være på fransk…! Det var et genialt pædagogisk trick, for så var vi jo nødt til at øve os i sproget, hvis vi ville have ørenlyd.

Begge lærere gav mig lyst til sproget, og jeg nyder stadig på rejser i Frankrig at bruge det, jeg nu engang kan – også selvom jeg klart mærker franskmændene give hr. Poulsen ret i det med udtalen….! 😜

AM spillede kort i fransktimerne med drengene på bagerste række, men det må hun nok hellere selv gøre rede for 🤣.

Men tilbage til Frankrigs mange reelle problemer, der har et omfang, så landet jævnligt omtales som Europas syge mand. Frankrig har en statsgæld på 114% (!!) af landets BNP og et årligt budgetunderskud på 5,8% af BNP. Til sammenligning er Danmarks statsgæld på sølle 7,6% af BNP og det årlige budgetoverskud er på ca. 3% af BNP.

Ud over voldsomme problemer med integration og kriminalitet er der også i Frankrig enorme sociale problemer. På vores rejse til Paris for et års tid siden så vi mange hjemløse på gaderne, og forleden dag på markedet i Amboise tog jeg dette billede, som jeg ikke synes behøver forklaringer, kun eftertænksomhed –

Ansvaret for Frankrigs vanskelige situation ligger naturligvis hos de franske politikere, der udviser manglende ansvarlighed og afgrundsdyb splittelse på niveau med USA.

Det franske parlament består af tre omtrent lige store lejre: det ekstreme venstre, det ekstreme højre samt en politisk midte, der består af Macrons centrumparti, socialister og etablerede borgerlige partier. De tre grupper kan ikke enes om noget som helst, heller ikke om, hvordan de vil løse Frankrigs enorme økonomiske problemer med – bl.a. – en nærmest bundløs gæld. I stedet bruger man ressourcerne på at bekæmpe hinanden, og jeg har set fransk politik beskrevet som en borgerkrig på niveau med revolutionsårene i slutningen af 1700-tallet. Kun guillotinen mangler!

Det næste præsidentvalg i 2027 kan blive skæbnesvangert for Frankrig – og for Europa. Højrefløjen med Le Pen og Jordan Bardella hader EU, er indædte modstandere af hjælp til Ukraine og forbereder et voldsomt og ødelæggende opgør med den yderste ventrefløj, hvor ansvarligheden ikke er større. Hos mange franskmænd er håbet derfor, at en stærk person uden tilknytning til de to fløje vil stille op til valget som landets næste præsident, men en sådan har endnu ikke meldt sig. Det bliver en gyser!

Men hvor er Frankrig et dejligt land at gæste. Internettet hakker, som det gjorde i DK for 30 år siden, men landet er fyldt med dejlige mennekser, der hilser venligt med et “Bon Jour”, når man passerer dem, og århundreders historie og kultur i verdensklasse ligger på ethvert gadehjørne, lige til at samle op –