Minden

Minden

Nogle gange er det sjovt at besøge steder, som hverken med store eller små bogstaver er nævnt i rejselitteraturen, og sådan et sted er vi kommet til som rejsens sidste destination: Minden, en by med 85.000 indbyggere lidt vest for Hannover, et sted, som ikke får selv den mindste klokke til at ringe i hovedet. Vi bor på hotel Kronprinz Garni, der i indretning og stemning er som et jernbanehotel i provinsen i 1930’erne. Det ville have gjort sig godt i TV-serien Matador…!

Hotellets navn antyder noget om fordums storhed, og lidt søgning gav som resultat, at hotellet er opkaldt efter kronprins Frederik Wilhelm, der senere (1797-1840) blev Kong Frederik Wilhelm 3. af Preussen – Brandenburg. Det er den slags historisk viden, som ingen bliver det mindste  klogere af, men det var sådan, man – engang – drev historieundervisning. 😀

Minden ligger ved floden Weser, og en fin cykelsti førte os i retning af ‘noget’, som vi havde set på lang afstand –

Cykelstien endte i en flere kilometer lang stigning, der gik så stejlt opad, at AM fik endelig fik sit Mont-Ventoux-øjeblik, som hun så længe har ønsket sig.

Vi endte ved en gigantisk rædsel af et monument – gigantisk, som kun tyskerne laver det – bemærk proportionerne i billedet –

Monumentet er i sig selv 88 meter højt, dvs dobbelt så højt som rundetårn i København (!), og midt i det hele troner Wilhelm 1. 7 meter høj.

Wlhelm 1. var konge af Preussen fra 1858 – 1888, og tysk kejser fra 1871 – 1888. Nøgle-årstallet er her 1871, for det var året, hvor han sammen med sin kansler med det mægtige navn Otto Eduard Leopold von Bismarck-Schönhausen samlede Tyskland og i spejlsalen i Versailles lod sig udråbe som tysk kejser. Større bliver det ikke i Tyskland.

Minden var kongeriget Preussens yderste forpost mod vest, og måske var det derfor, at man i 1892 besluttede at ære den nyudråbte kejser ved netop her at rejse dette totalt overdimensioneret monument. Antydningens fine kunst har aldrig været en del af tysk tradition…!

Det slog mig, at man her og andre steder taler om kejser Wilhelm som om der kun har været én. Faktisk har der været to, men sønnesønnen kejser Wilhelm d. 2 vil tyskerne helst glemme. Det var ham, der førte Tyskland ind i 1. verdenskrig, og han var mere kendt forfængelighed og hang til luksus end for begavelse….!

Udsigten fra det enorme monument er naturligvis fantastisk –

Det er Sahara-varmt her i Minden, langt over 30 grader, men det blev alligevel til nogle lange cykelture langs Weser-floden, og her gik det op for os, at byen og omegnen bugner af historie. Vi kom bl.a. forbi et stort mindesmærke for ‘Slaget ved Minden’ i 1759, hvor Preussen og Storbritannien som en del af den europæiske syvårskrig besejrede bl.a. Frankrig og Østrig. Slaget mindes og æres stadig, også af briterne – ret weird, synes jeg –

Minden har en dokumenteret historie helt tilbage til slutningen af 700-tallet og har gennemlevet mange og store omvæltninger. Byen var besat af svenske tropper under 30-årskrigen og blev efter den underlagt Preussen/Brandenburg. I forbindelse med Napoleonskrigene var Minden i en periode underlagt Frankrig, indtil byen i 1813 blev tilbageerobret af preusserne. Under 2. verdenskrig blev en stor del af Mindens centrum smadret af allierede bomber, og derfor består Mindens centrum i dag af en blanding af smukke, gamle bygninger og mere eller mindre grimme nybygninger. Der er masser at komme efter i byen, bl.a. domkirken, hvor et berømt ‘Minden-Crucefix’ fra 1100-tallet hænger –

Drypsvedende fik vi trawlet det meste af byen igennem, heldigvis med små oaser undervejs –

Minden er i høj grad et besøg værd, også selv om den ikke er omtalt i gængs rejselitteratur,  ikke i en uge, et par dage er meget passende, men find et andet hotel end Kronprinz Garni! Husk bl.a. at gå en tur i bydelen med det pudsige navn Schnnurrviertel – her er meget charmerende – 

Afslutning

Nye indlæg