Moseldalen

Vi er på vej hjemad – men det er fortsat lige så varmt, som det har været de sidste 14 dage, hvilket betyder meget varmt. Vi har 2 hele dage her i Moseldalen på hotel Filla Andre i den lille by Ernst ikke langt fra turistmagneten Cochem.

Vi har været i Moseldalen adskillige gange før, og der er naturligvis en grund til, at vi vender tilbage gang efter gang – her er ganske enkelt dejligt, som i rigtig dejligt, særligt når man som vi har cykler med –

Vi bor på hotel Filla Andre, der er er fremragende, et af de bedste hoteller, vi har boet på, her fotograferet fra den anden side af floden –

Turisttrykket i Moseldalen her i højsæsonen er voldsomt, og det er særligt intenst i de mest kendte byer som fx. Cochem, men man skal kun ganske lidt væk fra centrum for at finde både ro og oplevelser. I Cochem forcerede vi en lang trappe og slap derved væk fra turisthorderne og endte ved et gammelt nonne-kloster, hvor vi i fred og ro kunne gå rundt og opleve stedet –

Kirkegårde er vigtige, fordi de fortæller historier om alle dem, der var her før os. Nogle har ligger her så længe, at der er groet mos på dem 😅 –

Andre mindes endnu med navne, fx. disse to ‘schwestern/søstre’, dvs nonner, der begge ved optagelsen fik tildelt ordensnavnet Maria (‘M’), sådan som traditionen er i katolske klostre –

Gad vist, hvad der drev disse kvinder til at leve et liv som nonner? Valgte de det af egen drift, eller var der særlige livsomstændigheder, der tvang dem til den livsform? Der er sikkert mange forskellige forklaringer. Min bedstemors søster endte sit liv i et kloster (dog ikke som nonne), fordi kun her kunne de holde hende ud. Forinden havde hun brugt sit liv på at være en utålelig moralsk vogter for familien, også for mig, men aldeles uden held! 😁

Det er også en krigskirkegård – her ligger hestepasser Peter Nagel, der døde få dage før 1. verdeskrig sluttede, hans historie ville jeg gerne kende –

Højt over byen ligger ‘Reichsburg Cochem’, bygget i år 1100 som en borg, hvorfra man kunne kontrollere sejladsen på floden og opkræve told, ødelagt i en af de utallige krige og genopbygget i løbet af 1800-tallet –

Vi tog en tur med svævebanen højt over floden og blev belønnet med en storslået udsigt –

En tur med en af Moselflodens turistbåde var en smuk (og varm!) oplevelse –

Der er alt for mange turister i Moseldalen her i højsæsonen, særligt i byerne, hvor turisttrykket er virkelig voldsomt, men heldigvis bragte cyklerne os ud på landet, hvor det er vinproduktionen, der definerer landskabet. Fordi der i Moseldalen ikke var militære mål af interesse, slap man for store ødelæggelser under 2. verdenskrig, og smukke gamle huse er her overalt –

Hedebølgen i Europa er virkelig intens, og på vores sidste dag – idag – her i Moseldalen har varmen kulmineret, og på de lange cykelture (min. 30 km. om dagen) på begge sider af floden har det været nødvendigt med jævne mellemrum at lede efter pauser med skygge. Og netop skygge under et stort træ fik mig til at mindes en af de tyske lieder, jeg med stor glæde har spillet og sunget utallige gange, siden jeg som dreng fandt den i et af min mors klaverhæfter: “Der Lindenbaum” med en smuk tekst af Wilhelm Müller (som ingen husker) og sat i musik af Frans Schubert som en del af hans vidunderlige sangcyklus “Winterreise“. Jeg kan stadig første vers udenad og nynner den stilfærdigt for mig selv, mens jeg skriver disse linjer – 

I morgen fortsætter vi til rejsens sidste station lidt vest for Hannover: Byen Minden, der ligger ved Weser-floden.