Romilly-sur-Seine
350 km. fra Amboise til Romilly-sur-Seine blev til 450 km, fordi vi kom forkert ud af en rundkørsel og ind på en motorvej i den forkerte retning. Den første afkørsel kom først efter 50 km., og så var det tilbage igen. Irriterende – men vi lærte, at man ikke skal stole 100% på GPS’en men også selv have styr på retningerne.
Romilly-sur-Seine er en mindre provinsby ikke langt fra Paris, og vi bor i en stor lejlighed med det mærkværdige navn L’Eden by Easy Escale. Den ligger i centrum af byen i et kvarter med gamle huse, der emmer af fordums storhed – med streg under ‘fordums’ –
Lejligheden er glimrende, men fordi varmen er virkelig voldsom – 40 grader og mere – er det nødvendigt med nedrullede skotter døgnet rundt (billedet nedenfor). Det er lidt underligt således at bo bag mørklagte vinduer, men alternativet er utåleligt –
Romilly er provins med stort P, selvom der kun er 125 km. til Paris. Her bor 15.000 mennesker, men de holder sig i disse dage klogeligt inde bag nedrullede skotter, for i skyggen er der 37 grader og langt over 40 grader i solen. Det betyder, at det er som ar færdes i en spøgelsesby, billedet nedenfor er taget kl. 14.30 på en af byens centrale gader…!
Vi søgte efter noget koldt at drikke, men alt var lukket – troede vi – lige indtil jeg tog i døren til en cafe, der naturligvis var åben, værten og et par gæster gemte sig blot langt inde i bygningens kølighed. Et besøg på byens turistkontor var en oplevelse – for kvinden bag skranken, endelig kom der et par turister…! Vi fik en lang snak på århusiansk/fynsk fransk, en stak brochurer og gode råd om restauranter i byen. Som altid i Frankrig en atmosfære af stor imødekommenhed.
Besøget på turistkontoret førte til en 30 km. lang cykeltur i den stegende hed langs en af Seinens kanaler, og turen bød på smukke scenerier undervejs –
Læg mærke til huset på billedet ovenfor. Nedrullede skotter for alle vinduer som et værn mod den voldsomme hede – ‘La chaleur’ – der lige nu rammer hele Sydeuropa. Når vi åbner døren for at forlade vores lejlighed, er det helt bogstaveligt som at træde ind i en sauna. Det er afsindig varmt.
På kanalen havde naturen bredt et smukt blomstertæppe ud –
Efter nogle kilometer nåede vi frem til landsbyen Saron-sur-Aube, og naturligvis måtte der her være en café, hvor vi kunne få noget koldt at drikke, det er der i enhver fransk landsby, sagde vi til hinanden. Men nej, det tætteste vi kom på en café var denne bager, hvor den sidste baguette forlængst er blevet spist –
Undervejs i den store landsby mødte vi ikke et køretøj, ikke en cykel, ikke en gående, kun en mand, der i sommerhabit kom ud for at se, hvad det var for nogle tosser, der havde trodset heden og var cyklet ud til hans landsby. AM kastede sig ud i en snak med den flinke mand og fik bekræftet, at landsbyen ikke længere rummede en café eller noget, der lignede –
Manden fortalte om en provins, hvor livet dør ud, og han rettede vreden mod Macron og de franske politikere – utvivlsomt med rette, for Paris gør intet for at holde liv i de små provinsbyer. Modsætningen mellem by og land er her som i det øvrige Sydeuropa virkelig voldsom, og vi så adskillige steder den stille protest: Byskilte, der er vendt på hovedet!
Men de døde fra 1. verdenskrig – dengang hvor der var liv i byen – dem husker og ærer man stadig –
Rommilly-sur-Seine og de omkringliggende landsbyer er fortællingen om en provins i en dødskamp. Gaderne er tomme, de fleste butikker har brædder for vinduerne, til-salg skilte florerer overalt, og i Romillly lykkedes det os ikke trods intens søgning at finde en café, hvor vi kunne sidde i skyggen og betragte folkelivet over et glas vin du blanc. Der er hverken caféer eller folkeliv.
I morgen går turen videre gennem Nordfrankrig og Luxemburg til Moseldalen: Ernst