Afslutning

Tre ugers rejse i det vestlige og centrale Frankrig samt i det centrale Tyskland i juli måned 2026 var en hed oplevelse. Aldrig før har vi oplevet dag- og nattemperaturer så høje som på denne rejse – det meste af tiden over 30 grader og indimellem helt oppe på 36-37 grader – uden vind. Det er vanvittigt, men på en eller anden måde er vi vel selv ude om det…!

Tyskland er ligesom Frankrig et virkeligt dejligt rejseland. For os, der voksede op i skyggen af 2. verdenskrig, har det imidlertid i mange år været svært at finde glæden ved at feriere i et land, der var ansvarlig for så megen død og ulykke. Det moderne Tysklands konsekvente og omfattende opgør med nazi-tiden har imidlertid betydet, at vi kan begynde at se landets mange kvaliteter som rejsemål, og vi har gennem de senere år haft utroligt mange positive oplevelser i Tyskland. I Moseldalen på denne rejse var der alt for mange turister og alt for varmt, men selv det kunne ikke ødelægge oplevelsen af en utrolig smuk egn, og positivt har det også været, at personalet på hotellet i Ernst var helt ualmindelig imødekommende og venlige.

Tyskland er dejlig at gæste, men ligesom i Frankrig er det tydeligt, at landet kæmper med store problemer. Den økonomiske vækst er på niveau med Italiens, hvilket betyder halvt så stor som gennemsnittet i EU, og langt lavere end i DK. Tyskland er pudsigt gammeldags på mange områder, man kan således ikke være sikker på at kunne betale med kreditkort overalt, og faktisk udgør kontanter halvdelen af alle betalinger i Tyskland. På vores dejlige hotel ved Mosel lå der brevpapir som en hilsen fra hotellet, så vi lige kunne sende en hilsen til dem derhjemme – med konvolut og frimærke…! Og jeg lagde mærke til, at på hotellets kontor stod der en telefax-maskine som den, vi brugte på Katedralskolen i 1990’erne.

Den tyske ‘signatur-industri’ – bilndustrien – har i disse år sine ‘Nokia-øjeblikke’, fordi på samme måde som den finske telekæmpe kom for sent med på smartphone-vognen, så var VW, Audi og Mercedes for længe om at hoppe på elbilbølgen og er nu i dyb krise, presset på pris og teknologisk innovation af bl.a. kineserne.

I Minden oplevede vi et af Tysklands store dilemmaer. På barer og caféer i byens centrum var det tydeligt, at hovedparten af arbejdsstyrken var udlændinge – mange med mellemøstlig baggrund – og Tyskland vil ikke kunne hænge sammen uden udenlandsk arbejdskraft. Nu er der imidlertid stærke kræfter, der politisk arbejder for at sende tusindvis af disse udlændige hjem. Det stærkt højreorienterede parti, AfD – Alternative für Deutchland – har vind i sejlene med en voldsom retorik mod Tysklands mange udlændinge. Lederen af partier nåede den foreløbige top – eller bund – da han for nylig omtalte nazi-tiden som …”en fuglelort i 1000 års gloværdig tysk historie,”  Den udtalelse kan man tænke længe over.

Det ligner en gedigen gordisk knude, og om den bliver løst op eller hugget over vil vise sig i løbet af de nærmeste år. Nemt er det lang fra!

Både Frankrig og Tyskland er dejlige lande at gæste. Vi har på denne rejse tilbagelagt 4-500 km i de smukkeste landskaber og mest interessante byer på vores cykler, og det var ikke en eneste kilometer for meget…!

Og i morgen går turen hjem til Viborg!

 

 

 

Nye indlæg