Triumfbuen og de store boulevarder
Jeg havde fuldstændig glemt, hvor stor Napoleons triumfbue er. Den er 50 m.høj, hvilket ikke lyder af meget, men den virker ganske voldsom, når man er på vej mod den –
Vi betalte for at komme op på toppen, hvorfra udsigten er fantastisk, selv på en diset dag som idag –
Vi bemærkede naturligvis i særlig grad Von Sprechelsens store triumfbue, hvis proportioner (vistnok) er inspireret af Viborg Katedralskole. Med sine100 m.i højden er den dobbelt så stor som den gamle triumfbue.
De Gaulle er formodentlig – oppe i sin himmel – ganske tilfreds med, at Place Etoile med Napoleons triumfbue nu er omdøbt til Place Charles De Gaulle. Tilfreds, men slet ikke overrasket og helt på sin plads, tænker den gamle general deroppe, for han havde meget store tanker om sig selv.
I efteråret 1970 fulgte jeg en forelæsningsrække på Statskundskab med professor Erling Bjøl, og en dag aflyste han den efterfølgende forelæsning med en en bemærkning om, at han skulle til begravelse. Ikke mere forklaring end den bemærkning, for Bjøl – der også havde store tanker om sig selv -gik ud fra som en selvfølge, at alle vidste, at han sammen med statsminister Hilmar Baunsgaard var inviteret til De Gaulles begravelse.
Efter besøget ved Triumfbuen gik turen ned af Champs-Elysées, der rummer nogle af verdens dyreste varehuse. Louis Vuiitons store varehus, der er udformet som et stort smykkeskrin, er noget af det mest usmagelige, jeg har set-
Længere fremme passerede vi Grand Palais og Petit Palais, der er overdådigheder belagt med en masse guld, og selv en gadelampe blev i sin tid udformet som et kunstværk –
Jeg forstod pludselig, hvorfor Trump er så begejstret for Paris, for netop denne form for udsmykning er hans foretrukne stil. Opulent og pralende, præcis som manden selv.
På Concordepladsen med den mere end 3000 år gamle obelisk var der fredeligt i dag, men i revolutionsårene efter 1789 var pladsen centrum for grusomme ting. Her arbejdede guillotinen flittigt og gjorde blandt andet kong Ludvig 16 – og et halvt år senere hans hustru Marie Antoniette – et hoved kortere. Henrettelsen af Marie Antoniette var et tilløbsstykke og blev omhyggeligt dokumenteret af en samtidig kunstner –
Det fortælles, at da hendes hoved rullede, råbte mængden begejstret: “Vive la Republique”!
Madelaine-kirken – der slet ikke ligner en kirke – var i høj grad et besøg værd –
Bygningen blev påbegyndt i 1764, men da revolutionen brød ud i 1789, var den langt fra færdig. Revolutionsmagerne mente, at franskmændene havde brug for færre, ikke flere kirker, og derfor foreslog de, at bygningen skulle opføres som en markedshal. Heller ikke det blev til noget, for i 1806 bestemte Napoleon, at der på stedet skulle bygges et tempel til ære for hans ‘Grande armée’. Derfor ser bygningen ud, som den gør!
Heller ikke det holdt dog længe, for efter nederlaget ved Waterloo abdicerede Napoleon, og de nye magthavere mente, at bygningen fremover passende kunne bruges som jernbanestation. Lange diskussioner mundede dog ud i, at bygningen skulle bruges til det, der i 1764 var tanken, nemlig en kirke, og sådan blev det.
Indvendig er kirken helt anderledes end andre kirker i Frankrig. I stedet for et hovedskib med sideskibe består kirken af ét stort rum med adskillige kuppelhvælvninger, hvorfra lyset strømmer ind. Meget smukt –
Ved hovedalteret ses Marie Magdalenes opstigning til himlen, flankeret af engle, naturligvis. Det tog kunstneren, Jean-Jacques Pradier, 22 år at lave værket –
Efter alle de oplevelser på de store boulevarder i Paris var hovedet fyldt og fødderne trætte, men alligevel gik gik vi de sidste par kilometer hjem til hotellet. En udendørs bartdisk ved et lukket værtshus viste sig at være glimrende til en lille pause undervejs 😁 –
