Hjemtur – og eftertanker
Paris er virkelig en af verdens mest hotte storbyer med alt hvad det indebærer af oplevelser, hysterisk trafik og ufatteligt mange mennesker overalt. Byens stemning er dejlig, og vi har kun mødt søde og hjælpsomme franskmænd på hotellet, i metroen, på gaden, i toget og på museerne. Mange forstår engelsk, men deres smil var ekstra stort, når vi med større eller mindre held kastede os ud i fransk.
Det var sjovt at gense triumfbuen, Notre Dame mm, men de største oplevelser lå på gaderne i Montmartre og Marais. Selv om Paris kun er godt 1000 km. væk hjemmefra, var stemningen helt anderledes. Specielt Montmartre var som en trykkoger, og det er utvivlsomt endnu mere heftigt ude i forstæderne som fx. La Defence. Og det er vel at mærke en trykkoger, hvor sikkerhedsventilen er gået i stykker, så en eksplosion kan ske når som helst.
I gadebilledet ser man glade mennesker sidde og spise på restaurant samtidig med, at hjemløse har slået lejr op ad restaurantens vinduer. Den økonomiske ulighed i det franske samfund er grotesk, hvilket er en stærk drivkraft for vrede i brede kredse. Den skamløst rige overklasse slipper alt for billigt, og hverken det dybt splittede franske parlament eller den historisk upopulære præsident Macron har evnet at finde løsninger, der kan forene franskmændene. .
De ‘gule veste’ vil utvivlsomt gå på gaden igen, og det kan sagtens blive ganske voldsomt. Franskmændene har tradition for den slags. Det kommer til at gøre ondt!
Hjemturen foregik aldeles som planlagt. Både de franske, tyske og danske tog kørte efter køreplanen. Der var god plads, restaurationsvogn både i Frankrig og i Tyskland, og da toget på stationen i Strasbourg pludselig skulle deles og køre til to forskellige destinationer, var hjælpsomheden stor hos både personalet og endnu mere hos medpassagererne. Det er dejligt at rejse med tog!
Det er dejligt at rejse med tog, men som så meget andet skal det læres for at fungere optimalt. Rejsen til/fra Paris var opdelt i 5 strækninger og således 4 skift, hvilket er for mange, og dagen bliver for lang. Færre skift gør rejsen mindre sårbar over for de forsinkelser, der uundgåeligt opstår en gang imellem. Det er optimalt, hvis rejsedagen slutter først på aftenen – så hellere en overnatning mere. Skiftetiden bør være en god time, for så kan de fleste forsinkelser opsuges.
De store banegårde som dem i Hamburg, Paris, Frankfurt o.l. er umiddelbart uoverskuelige, men de fungerer godt med mange muligheder for at finde noget at spise og et toilet. Det vigtigste er at holde øje med info-skærmene, for det sker, at de ændrer afgangsplatform i sidste øjeblik. De små banegårde dur ikke til længere ophold, og prototypen på en sådan er banegården i Flensburg. Den var her i oktober 2025 ualmindelig slidt, iskold uden ventesal og kun med et enkelt toilet, hvor døren ikke kunne låses. Her var en time langt længere end en time!
Min beretning om en togtur til Paris slutter med et billede af ‘Stravinsky fontainen’ ved Pompidou-centeret, der med sine elementer i konstant bevægelse i vandet hylder komponisten og hans musik –
