Marais-kvarteret

Marais

Lige bag vores hotel løber Saint-Martin kanalen, der er et af Paris’s åndehuller, og stemningen var dejlig og lyset utrolig smukt, da vi stod der på vej ind i Marais-kvarteret –

Her er – forholdsvist – fredeligt, trafikken er kun moderat hysterisk, og vi nød en stille pause, inden vi gik videre ind i Marais-kvarteret –

Marais er vel nok det centrale Paris’s mest tiltalende kvarter, og har man råd, er det et godt sted at bo, også for familer med små rollinger, kunne vi se 😀 –

Dagens først mål var den store Place de la République, hvor ‘Marianne’ – selve symbolet på Frankrig – troner på toppen af en høj statue –

  På statuen praler man af de franske idealer ‘liberté, égalite et fraternité’, men netop de begreber har også gjort pladsen til et samlingspunkt for demonstrationer og protester mod regeringen, blandt andet organiseret af bevægelsen ‘De gule veste’. Det var tydeligt, at der for nyligt havde været demonstrationer, og selvom der var fredeligt idag, var der udstationeret et stort antal betjente –

Marais er utrolig tæt bebygget, og der er mennesker, biler, cykler, barnevogne og elektriske løbehjul overalt, og man skal virkelig se sig for, når man vil krydse gaden. Bilerne respekterer i det store hele lysfyrene, men de (vi) andre krydser blot, når vi ser et hul i trafikken og håber så det bedste. Vi nåede frem til et sjovt lille område, ‘Marche des Enfants Rouge’,

Markedet er det ældste i Paris med rod tilbage i 1600-tallet, og her er råt men charmerende med små caféer og salgsboder med fisk, kød og grøntsager –

Dagen bød på et enkelt museumsbesøg: ‘Musée des Art et Metiers’, primært for at se Foucaults pendul, der (be)viser, at jorden roterer. Man kan jo godt have sine tvivl 😂.

En tung kugle svinger frem og tilbage i en 67 m.lang line, og når jorden har roteret lidt om sin egen akse, vælter kuglen en af de små kegler –

Det er svært at forstå, men vi så det med egne øjne og kan bekræfte, at Jorden roterer…!

Iøvrigt var museet egentlig ret kedeligt, eller – sagde AM – meget kedeligt, hvis man ikke interesserer sig for mekanik, gamle motorer og cykler…!

Udenfor ventede gadekunst på husgavlene, mens vi fortsatte turen gennem Marais med retning mod Seinen –

Franskmænd kan noget med bygninger – Hotel de Ville er et pragtstykke, også selvom det idag var pakket ind i klimabevægelsens slagord (Trump ville have roteret om sin akse, hvis han havde set det …) –

Den fremragende parisiske metro var pakket med mennesker, da vi skulle hjem (det er den nu næsten altid…!), men franskmænd er høflige mennesker, så den ene gang efter den anden rejste unge mænd og kvinder sig op og tilbød en siddeplads (mest til AM 😂).

Dagen sluttede ved Louvres pyramide, men der var ikke kræfter til endnu et museumsbesøg, så vi tog metroen hjem til hotellet og afsluttede denne lille rejse med aftensmad på et hyggeligt brasseri, hvor maden, vinen og stemningen var lige så god, som vi har oplevet de øvrige dage.

I morgen går turen hjemad, først med et fransk TGV-tog fra Paris, dernæst videre fra Karlsruhe, og med DB må vi bare håbe det bedste. Efter planen ankomst til Aarhus ved midnatstid.

Hjemtur – og eftertanker

Nye indlæg