Montmartre
Vi har besøgt Montmartre for mange år siden, og jeg havde fuldstændig glemt, hvor mange stejle trapper der skal forceres for at nå op til Sacré Cæur kirken. Kan det mon have noget at gøre med, at trapper – dengang – ikke var et problem….? Æv…!
Stemningen i Montmartres gader var utrolig intens på en måde, vi ikke har oplevet i mange år. Vi talte om, at den faktisk var endnu mere intens, end vi har oplevet i New York. Her er virkeligt mange mennesker, gående, løbende, stående, på løbehjul eller cykel, med barnevogn, trækvogn og hunde i snor, og de skal alle sammen dele pladsen med hinanden og med de mange biler, der er i gaderne. Det var helt vildt, men det var vist kun os, der syntes det, for de mange lokale så fornøjede ud, og de fleste holdt pænt tilbage, når vi gik over gaden, selvom der var rødt lys.
Sacré Cæur kirken lå, hvor den plejer at ligge 😀, men vi skulle lige forcere de sidste trapper, inden vi var fremme –
Men så var der også dømt pause til de ømme fødder –
Sacré Cæur er en novice sammenlignet med Notre Dame, ikke meget mere end 100 år gammel. Efter tabet af Alsace-Lorraine til Tyskland i 1871 lavede franskmændene en aftale med Vorherre, hvor de lovede at bygge en ny fin kirke på toppen af Paris, hvis han til gengæld ville sørge for, at de mistede provinser vendte hjem til fædrelandet igen. Tabet af Alsace og Lorraine var ubærligt for franskmændene, og premierminister George Clemenceau udtrykte den franske strategi for generobring med ordene: Y penser toujours, n’en parler jamais! (Tænk altid på det, tal aldrig om det!).
Kirken stod færdig i 1914, hvorefter franskmændene med lidt hjælp fra de allierede vandt første verdenskrig, og Alsace-Lorraine vendte hjem. Aftalen med Vorherre var fuldbyrdet. Sådan lyder franskmændenes fortælling om Sacré Cæur, og det er da en god og opbyggelig historie.
Der var vanvittigt mange turister idag, og køen til indgangen af Sacre Cæur slangede sig flere hundrede meter hen ad fortovet, så vi droppede kirken og fortsatte til Place du Tertre, hvor det lykkedes os ikke at blive indfanget af de mange portrættegnere –
Vores mål var det lille kunstmuseum i Rue Cortot, der rummer nogle fine værker af Renoir og hans samtidige. Den tilhørende have er hyggelig, og her inde midt på stenbroen var det pudsigt at møde en lille vinmark –
Hjemturen gennem Montmartres små gader var et studie i charmerende motiver –
Der er så meget at se og ‘indsnuse’ i Montmartres små gader, at ingen ord dækker – det skal opleves. Hvordan mennesker her får en dagligdag til at hænge sammen med alt, hvad det indebærer, er svær at forstå. Tanken om at smøre madpakker en tidlig morgen til børn, der skal i skole, er så bizar, at det ingen mening giver. Fra Danmark til Montmartre er der en million kilometer…!
Der er rigtigt mange hjemløse i Paris, flest voksne men desværre nogle af dem med børn, et hjerteskærende syn, og foran Gare de Nord har de ligefrem lavet en lille lejr –
Uligheden i Frankrig er monstrøs, og det er ubegribeligt, at den iøvrigt sympatiske præsident Macron stædigt nægter at lade Frankrigs rige overklasse betale deres del til samfundet.