Notre Dame og Ile Saint Louis
Vii er kun to timers togrejse fra Karlsruhe, og alligevel er det hele anderledes. Vi er kommet til Paris, det er let at se –
Efter en hurtig indkvartering på hotel OKKO, en spytklat fra Gare de l’Est, drog vi ud i Paris med Notre Dame som det første mål. Undervejs skulle vi købe nogle metro-billetter, hvilket kun lod sig gøre med god hjælp fra en flink franskmand. Jeg spekulerer på, hvorfor det overalt i verden er blevet så bøvlet at købe noget så simpelt som billetter til lokaltransport. Det kunne være så nemt, men fordi det absolut skal være elektronisk med app osv., bliver det så urimelig besværligt. Vi stod i kø med en masse franskmænd, der heller ikke kunne finde ud af det, men i sidste end lykkedes det, og efter et par metrostop steg vi ud ved den nyrenoverede katedral –
Vi var ikke helt alene… 😩 –
Køerne ind til kirken var afsindigt lange, men de bevægede sig forbløffende hurtigt, og efter 10-15 min var vi inde.
Kirken er utrolig smuk med et loft, der svæver så højt oppe, at det er umuligt at forstå, hvordan det i sin tid blev lavet, og rummet er udsmykket med de smukkeste lysekroner, jeg nogensinde har set –
Den 15. april 2019 var en dag, jeg aldrig glemmer, lidt ligesom nine-eleven/2001 i New York, for det var dagen, hvor Notre Dame i Paris brændte. Ulykken gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, for kirker – katedraler såvel som en landsbykirke i Thy – kan noget helt unikt, også for en ikke-religiøs person som denne skribent. I kirkerummet fornemmer jeg intuitivt – næsten påtrængende – slægters gang gennem århundreder, for her har mennesker siddet og funderet over tilværelsen, troende og tvivlere mellem hinanden, nogle har søgt trøst mens andre blot har nydt en pause fra hverdagens tummel. Troens værdier har – hvad enten vi kan lide det eller ej – dannet fundamentet for alt det andet, og derfor er det vigtigt at beskæftige sig med kirker.
Når vi står foran en af Europas stor katedraler, er det storheden og i særlig grad kompleksiteten, der slår mig, Jeg kan simpelthen ikke fatte, hvordan nogen har kunnet udtænke et sådant bygningsværk og føje enkeltdelene sammen til en helhed. Det er som en symfoni af Beethoven eller Mozart, hvor det er ubegribeligt, at ét menneske kan overskue så mange detaljer, skrive stemmer til mange forskellige instrumenter og få det hele flettet sammen, så det bliver til himmelsk musik.
Notre Dame katedralen ligger bogstavelig talt ovenpå ruinerne af to endnu ældre kirker, og før dem lå her et romersk Jupiter-tempel, så i et par årtusinder har stedet være helligt, uanset hvad og hvem man tror på. Den nuværende katedral blev påbegyndt i 1163 på initiativ af den daværende biskop, Maurice de Sully, der var fascineret af en ny bygningsteknik, der trængte frem i Europa. Den gamle kirke var var lav og mørk, bygget i det, vi kalder romansk rundbuestil, men den nye skulle være helt anderledes: Høj så blikket tvinges opad mod det himmelske og samtidig åben med store vinduespartier, så – med biskoppens ord – mere af det himmelske lys kunne trænge ind i kirken. Det krævede en helt ny byggeteknik med høje, spidse buer, der kunne bære det hvælvede tag højt oppe.
Hvem der fik ansvaret som den første bygmester, ved man ikke, men det må have været en ufattelig stor opgave med datidens teknik og værktøj. Man kunne endnu ikke regne sig frem til dimensioneringen af de bærende elementer i en enorm katedral, så man har prøvet sig frem, og meget er utvivlsomt gået galt undervejs. De enorme stræbepiller, der idag er en uadskillelig del af Notre Dame kirken, er blevet føjet til undervejs, fordi man i byggefasen fandt ud af, at murene ikke kunne bære det enorme kirkehvælv. Arbejdstegninger på papir var ukendt, og man ridsede derfor grundplaner og konstruktioner i gips på gulvet. Når byggeriet nåede op over mandshøjde, skulle der bygges stilladser af grene, der blev bundet sammen, og det må have været en skræmmende oplevelse at arbejde i 30-40-100 meters højde. Der har selvfølgelig været utallige arbejdsulykker, ikke kun pga de usikre stilladser, men også fordi folk på den tid drak spandevis af øl! Også støbningen af klokkerne var et problem pga deres enorme vægt, og de blev derfor støbt på stedet og derefter hejst op i tårnet.
Det tog 100 år før den nye katedral var så færdig, at den kunne indvies. Biskop Maurice var naturligvis for længst død, men han kunne vel beundre resultatet ovenfra…! Notre Dame er siden da bygget om og restaureret adskillige gange i århundredernes løb, og bl.a. det høje, sylespidse tårn ovenpå kirkeskibet stammer fra en omfattende restaurering i perioden 1845-64.
Under den franske revolution blev Notre Dame – ligesom mange andre kirker i Frankrig – omdøbt til et Fornuftens Tempel (Culte de la Raison) med afsæt i idealet om frihed og lighed. Flere af katedralens klokker blev ved samme lejlighed omsmeltet til kanoner, og kun den store klokke i nordtårnet, ‘Emmanuel‘, undgik den skæbne. Den overlevede også branden i 2019, så den buldrer fortsat sin tone (et megadybt ‘fis’) ud over byen.
Notre Dame som ‘fornuftens Tempel’ varede kun til 1799, hvor Napoleon Boneparte lod kirken restaurere for i 1804 at bruge den som rammen om sin kejserkroning.
Da Paris blev befriet den 26. august 1944 af allierede styrker, blandt andet de Frie Franske styrker under ledelse af general De Gaulle, beordrede han straks en triumfmarch ned ad Champ Elysées – med ham selv i spidsen, naturligvis. De allierede protesterede heftigt, for der var stadig aktive tyske tropper i byen, men De Gaulle var ligeglad. Ved en ceremoni tændte han den evige flamme under Napoleons triumfbue, lagde blomster ved den ukendte soldats grav, og så var han klar til parade. De Gaulle var (kun) general men så sig selv som Frankrigs nye de-facto statsoverhoved, og før han indledte marchen ned ad Champ Elysées gav han en vigtig ordre: Alle skulle holde sig mindst ét skridt bag ham under hele marchen.
De Gaulle havde naturligvis sørget for pressefotografer til at forevige begivenheden – her indledes marchen –
Undervejs mod Notre Dame blev der skudt fra tyske snigskytter, men De Gaulle hverken dukkede sig eller søgte dækning. Han var manden, der skulle genrejse Frankrig og accepterede risikoen. Også fra Notre Dame’s tårne blev der skudt, men De Gaulle lod sig føre ind i kirken, som om intet var hændt, og beordrede messen igang. Det var politisk teater, som De Gaulle mestrede til perfektion, og formodentlig har han haft Napoleons kroning i tankerne, da han planlagde begivenheden.
Kirken er smuk at gå rundt i, og for en troende katolik er højdepunkitet et besøg bag højalteret, hvor kirkens relikvier opbevares –
Her ligger en del af Jesu Tornekrone, holdt sammen af en guldtråd, samt et stykke træ fra Jesu kors og endelig et langt søm fra korsfæstelsen. Og det hele er med katolsk garanti for ægthed!
De små gader på øerne Ile de la Cité (hvor Notre Dame ligger) og Ile Saint Louiis er utroligt charmerende at gå rundt i, og det var dejligt at se, at bogladerne langs Seinen stadig eksisterer –
Gaderne på Ile Saint Louis – især Rue Saint Louis en L’Ile er en fryd at daske rundt i – ikke proppet med turister og med et mylder af små specialbutikker –
Vi fik glimrende mad på en restaurant i nærheden af hotellet, og her viste tjeneren sig som en sand ven – til en karaffel Cote du Rhone kom han med disse to glas, et dameglas og et mandeglas…! Vive la France!
