Arlau-slusen

Der er godt og vel 900 km. fra Boppard til Viborg, nogle af dem på en snoet landevej ved Rhinen, og engang var det ikke for langt til at tage i ét hug, men det er det nu. Årsagen ligger ligefor – og det handler ikke om bilen…!

Derfor bed vi hjemturen over i to og tog en overnatning helt ude ved Nordsøen på hotel ‘Nordsee-Hotel-Arlau-Schleuse’, der som navnet siger ligger ved en af de store sluser, der vest for Husum beskytter landet mod højvande.

Turen op gennem Tyskland var præget af en meget voldsom og tæt trafik. Vi kørte på en lørdag og troede, at det ville give en rolig tur, men det blev tværtimod ganske anstrengende. Vi havde egentlig planlagt at køre vest om Hamburg og krydse Elben ved Glückstadt – belært af tidligere dårlige erfaringer – men i sidste øjeblik ændrede vi planen og kørte helt frem til Hamburg. Det skulle vi aldrig have gjort, for selvom vi ankom til storbyen sidst på en lørdag eftermiddag, var der ‘stau’ efter ‘stau’ efter ‘stau’. Flere af dem tog en halv time, hvor vi enten holdt stille eller kørte frem med museskridt. Vanvittigt irriterende!

Vi var derfor først fremme ved hotellet kl. 19 efter 12 timers kørsel, men et stort og dejligt værelse stod og ventede på os, og endnu vigtigere var det, at vi kunne deltage i lørdagens bufé, der var både overdådig og særdeles velsmagende. Tjeneren anbefalede en flaske tysk spätburgunder og lovede, at hvis vi ikke brød os om den, var det på husets regning  😀.

Selvfølgelig smagte den fantastisk, og da prisen oven i købet var særdeles rimelig (30 €), betalte vi med glæde.

Efter en rolig nat gik vi en tur på diget, der med en flot regnbue efter nattens regn havde den mest storslåede udsigt –

Hjemturen gik via et pitstop hos Fleggaard i Harrislee – en af mine absolutte hadeoplevelser – og rejsen sluttede med et fremragende glas hvid Bourgogne, som vi er blevet fan af på denne rejse.

Nye indlæg