Turen fra Metz til Chalon-sur-Saone var helt uproblematisk med et par små ladepauser undervejs, hvorefter fru Google førte os frem til ‘Ile Saint Laurent’, en lille smukt beliggende ø midt i Saone-floden, umiddelbart overfor Chalon’s historiske bykerne –

Parkering i franske byer er altid en udfordring, ikke mindst når man har en stor cykelanhænger bagpå, men efter et par forsøg lykkedes det at finde en plads, hvorfra vi kunne gå hen til Rue de Strasbourg nr. 70, der er vores bopæl den næste uge.

Vi skubbede den grå trædør op og trådte to trin ned til en mørk gang, hvor vi fik famlet os frem til en kontakt, der fik liv i den ene af de to pærer, der hang i løse ledninger ned fra loftet. En gammel trætrappe klagede sig jammerligt men holdt dog til, at vi gik op ad den til lejligheden på første sal.

Efter at have kæmpet lidt med en særegen fransk nøgleboks kom vi ind i lejligheden og måtte derefter tilkalde ‘Madame’ og hendes datter for at få ryddet op og skiftet sengetøj efter den tidligere lejer. Efter en times tid i solskin på en bænk udenfor kunne vi tage den gamle lejlighed i besiddelse, og den viste sig at være stor og mørk med hvide klunkegardiner for vinduerne, store polstrede møbler og et spisebord med tilhørende stole lavet af jern med rustpletter hist og her (vraiment!).

Det var som at træde ind i et miljø fra begyndelsen af 1900-tallet, og de elektriske kontakter var helt tydeligt fremmede fugle, der var kommet til langt senere. Et langsomt wifi-netværk bød sig til, hvis man ellers kunne finde ud af adgangskoden, der var på ikke færre end 21 bogstaver og tal, skrevet med håndskrift på en lap papir og klistret op på væggen.

Comme nous le faisons en France

En mikroskopisk altan vender ligesom alle lejlighedens vinduer ud mod en baggård, hvor en gammel vandpost fortæller om tiden, da huset blev bygget –

Lejligheden er flot på sin egen, specielle måde, fra en helt anden tid, håbløs upraktisk og umiskendelig fransk som en gammel, udslidt Citroen 2CV.

Byen Chalon-sur-Saone minder om lejligheden med små, snævre gader og huse, der bestemt har set bedre tider, men her trives livet med et utal af små specialforretninger, der tilbyder alt fra lommetørklæder til ansjoser og skaber liv og charme på en helt anden måde end nordpå hos os. Bilka og storcentre har forlængst lagt vores bycentre mere eller mindre øde i en jagt på effektivitet og parkeringspladser.

I ‘vores gade’, Rue de Strasbourg, ligger små restauranter og barer side om side, og det bliver helt sikkert en udfordring at finde ud af, hvor vi vil spise. Flere forsøg kommer nok på tale… 😁. Gadens huse er gamle og slidte som lejligheden, men stemningen er venlig og meget fransk –

Mens jeg skriver disse linier, sidder vi på den mikroskopiske terrasse ud mod baggården, hvor det flimrende sollys formilder den slidte cementfacade lidt –

Gennem de åbne vinduer høres småsnak fra ejendommens beboere, og mens jeg betragter de løsthængende ledninger, de sammenflikkede nedløbsrør og de rustne murbeslag, der holder bygningen sammen, bliver jeg tankefuld med forestillinger om det liv, som beboerne her har haft. Et ydmygt liv, koldt om vinteren og hedt om sommeren, uden indlagt vand og med lokummer i gården, op og ned ad den jamrende trappe, for de fleste utvivlsomt med hårdt fysisk arbejde som husmor eller som arbejder i den kobber- og jernindustri, der tidligere gav brød på bordet her på egnen. Et liv påvirket af de store krige og den økonomiske depression i 1930’erne, men naturligvis også et liv med latter, leg, glade børnestemmer og kamp for en bedre fremtid.

AM har studeret cykelkort og haft en lang snak på det lokale turistkontor, og rejsens første lange cykeltur gik gennem små landsbyer og langs med Saone – en fremragende tur. Det kan absolut anbefales at få vejledning på turistkontoret, for det er ikke helt nemt at finde de bedste cykelruter.

Turen bød på masser af typisk franske scenerier som dette –

– og får er der masser af på disse kanter, bevogtet af store hunde, der hurtigt rejste børster, da jeg nærmede mig for at tage et billede –

Hjemme igen efter 44 km. og med en øm bagdel (min) som belønning var der brug for en stille stund på en bænk ved floden –

Normalt skriver jeg ikke om konkrete restauranter, som vi besøger, men her i Chalon Sur Saone er der grund til at gøre en undtagelse. I Rue de Strasbourg hvor vi bor, er der et utal af restauranter, men én er værd at fremhæve: Restaurant XXI cirka midt i gaden er netop åbnet med et enkelt og særdeles indbydende spisekort – fransk naturligvis – og vi spiste der to gange, og det er fremragende. To unge mennesker står bag restauranten, og man behøver blot at se på Anne-Maries ansigtudtryk på billedet nedenfor for at forstå, at restaurant XXI er værd at gæste. Maden er fremragende, og dertil kommer, at man kan få lokal Chardonnay, Pinot Noir og Morgon (Beaujolais) i glas til særdeles fornuftige priser – 7 € pr. glas –

Maden, vinen og betjeningen er excellent, så der er al mulig grund til at støtte de unge mennesker med et besøg, hvis man er på disse kanter.

Midt i disse skriverier en særlig hilsen til vores gode venner fra Viborg, Visti og Marianne, der netop nu er i Amboise (Loiredalen) – et andet af vores favoritsteder. “Santé” til jer og på gensyn i Viborg!

Chalon har i mange år været et sted, hvor man tog hen for at slappe af. I 1805 slog selveste kejser Napoleon sig ned her et par dage, og samme år fulgte pave Pius VII efter med et kurophold her i byen. Og man forstår dem, for byen er virkelig dejlig at opholde sig i med et utal af små hyggelige gader

I Chalon sur Saone findes et stort foto-museum, fordi verdens første fotografi fra 1826 angiveligt er fremstillet af en af byens borgere, Nicéphore Niépce. Det ser således ud og har titlen: “Udsigt fra vindue” –

Museet har gratis adgang, og det er godt, for ærlig talt er det dødkedeligt, selv for en fotonørd som mig.

Videre til: Alle de berømte steder