Cykelture og oplevelser i Chalon sur Saone

De små og mellemstore franske byer er rene guldklumper som besøgsmål. Metz var et supergodt besøg, og Chalon sur Saone er også en perle. Byen ligger som navnet siger ved Saone-floden (ordret siger navnet, at Chalon ligger Saone, men det er nu en overdrivelse..😁), og den er både smuk, autentisk fransk og med masser af oplevelser, specielt hvis man har cykler med.

Centrum af Chalon sur Saone er smukkest og mest spændende i området omkring domkirken Sct. Vincent, hvor gamle bindingsværkshuse og et utal af vinbarer sørger for stemningen –

Mad og drikke er i en liga for sig selv her i Frankrig, og gårsdagens aftenmåltid på lejlighedens lille terrasse taler vist for sig selv – lutter herligheder –

Et besøg i det stille kloster, der hører til katedralen, er absolut anbefalelsesværdigt – og det er gratis. En lille pause i de smukke buegange er en meditativ oplevelse, og da kun få turister finder herhen, har man det hele for sig selv –

Kirken og klostret har rod i 1000-tallet, og det var helt vildt at møde en mere end 500 år gammel grafitti-hilsen fra 1495 – måske fra manden på billedet, han ser i hvertfald ud til at være træt af at have siddet så længe her i klostergården 😀 –

Fremragende moderne kunst er der også i klostergården – Adam og Eva i paradisets have til venstre og til højre Evas forræderiske tilbud til Adam om at tage en bid af æblet fra kundskabens træ –

Vorherre havde udtrykkelig forbudt Adam og Eva at spise netop det æble, men da de alligevel gjorde det, opdagede de pludselig, at de var nøgne og gemte sig for Vorherre. Han udviste dem imidlertid af Paradiset og fortalte, at som straf skal mennesker fra da af arbejde hårdt for at skaffe mad, og kvinden skal føde børn under stor smerte. Og det har vi så døjet med lige siden…!

Cykelture rundt om Chalon er der masser af, men den absolut bedste ramte vi idag, hvor vi cyklede 45 km langs ‘Canal du Centre’ fra Chalons nordlige udkant og frem til byen Chagny.

Det foregik på fine cykelstier langt fra den agressive, franske trafik, og undervejs passerede vi mange af de gamle sluser, der i industralismens tidlige år sikrede, at man via kanalen kunne komme ‘op’ til Rhone eller ‘ned’ til Saone, datidens vigtigste transportveje.

Kun enkelte af sluserne er i dag bemandede, og her har man åbnenlyst tid til at passe haven – trafikken på kanalen er mildest talt behersket –

Fremme i Chagny var det dejligt med en kaffepause, og som altid i Frankrig var der naturligvis på torvet en indbydende café –

Retur til Chalon ad den samme cykelsti, hvilket bød på nye scenerier med ikke mindst mange fiskehejrer, der stod på lur efter dagens frokost –

De sidste kilometer foregik på cykelbatteriernes sidste celler og med hjælp af lidt thailandsk vidundersalve til de ømme ben 😁 –

I morgen går rejsen videre til den lille by Boppard an der Rhein lidt syd for Koblenz.

Nye indlæg