Man skal være både blind og døv for ikke at opleve, at Metz – hovedbyen i Lorraine – er en dybt charmerende, smuk og interessant by at besøge –
Metz ligger i trekanten mellem Frankrig, Tyskland og Luxembourg og er det økonomiske centrum i Lorraine-regionen. Byens historie går mindst 3.000 år tilbage i tiden, og som en del af det romerske rige var det en af de vigtigste byer i Gallien. Asterix og hans gæve gallere stammer her fra området.
Efter den fransk-preussiske krig blev Metz i 1871 annekteret af Bismarks nye kejserrige og forblev tysk helt frem til afslutningen af 1. verdenskrig, hvor byen blev givet tilbage til Frankrig. I begyndelsen af 2. verdenskrig erobrede Tyskland igen byen og gjorde den til en del af det tredje rige. I krigens slutning blev Metz erobret af amerikanerne og givet tilbage til Frankrig.
Den omtumlede historie afspejler sig tydeligt i byens centrum, hvor gaderne er opkaldt efter heltene fra de to verdenskrige, Joffre, Foch, Schumann m.fl., og også den amerikanske præsident fra 1. verdenskrig, Wilson, har fået en stor avenue opkaldt efter sig i taknemmelighed over, at han var stærkt medvirkende til, at Alsace og Lorraine kom tilbage til Frankrig. Trump vil formodentlig højst få opkaldt et ulækkert pissoir efter sig….!
Overalt i Frankrig er der mindesmærker for de alt for mange faldne i de store krige, Frankrig har udkæmpet, og Metz er ingen undtagelse –
Hver gang jeg ser dem, bander jeg indvendigt over kongers, kejseres og politikeres tåbelighed, der har kostet så mange menneskeliv – som oftest uden anden årsag end storhedsvanvid og magtbegær. Nutidige paralleller til krigen i Ukraine ligger naturligvis lige for.
Turen fra Hildesheim til Metz gik gennem det storladne og smukke tyske landskab, der igen mindede os om, at Tyskland ikke er noget, der skal overstås på vej mod syd.
Det er første gang, vi kører langt sydpå i el-bil, og det kræver en ny måde at tænke på. Den gamle – fossile – praksis med at fylde brændstof på bilen uden at overveje, om det sker hos Aral, Esso eller Shell, dur ikke længere. En elbil oplades med brug af ladebrikker eller apps, der tilhører forskellige firmaer, som man på forhånd skal man have tilmeldt sig med ID-oplysninger, betalingskort m.v. Når nogle el-bilister taler om et ‘apps-helvede’ er jeg ikke uenig – nogle af dem er utroligt bøvlede at få til at fungere. EU har indført krav om, at man skal kunne tanke el med et almindeligt betalingskort, men det gælder kun for nye ladestationer, så det kan man ikke planlægge efter.
Ovenstående betyder, at man i praksis er nødt til at knytte sig til et eller to ladefirmaer og konsekvent bruge deres ladestationer – hvis de altså er på ruten! Vi bruger – modvilligt 😩 – Teslas netværk af lynladere, fordi det er udbredt over det meste af Europa, er en spids billigere end andre og navnlig, fordi deres app er nem at bruge i modsætning til mange andre. Som ‘reserve’ har vi IONITY, der også er vidt udbredt.
På den måde er det gået glat fra Viborg til Hildesheim og videre til Metz med ladestop valgt af fru Google. Undervejs var min telefon ved at løbe tør for strøm, og uden adgang til apps på telefonen kan man ikke lade….! 😩! Naturligvis havde jeg en power-bank i tasken, men alligevel gav det noget at tænke over! Systemet er smart – og utroligt sårbart!
Metz opleves bedst til fods, og der er masser at komme efter. Små hyggelige gader med et utal af specialbutikker, heriblandt en udelukkende med sokker og en anden med makroner…! Franske naturligvis –
Domkirken – Saint Etienne – er mageløs og en rejse værd. Gotisk i sin stil med rod i middelalderen og enormt stor –
Indvendig er den udsmykket med et væld af glasmosaikker, heriblandt nogle af Chagall –
Oplevelsen blev endnu bedre af, at den lokale organist foldede sig ud med bragende flot musik på kirkens store orgel. Han spillede bl.a. Edward Elgars herlige ‘Pomp and Circumstance‘ i en udgave for orgel, der fik blod til at fryse til is. Det var fantastisk.
I kirkens indgangsparti var det interessant at betragte statuerne, der ikke efterlod nogen tvivl om kirkens syn på middelalderens såkaldte ‘investiturstrid’, der handlede om, hvem der stod øverst på magtens rangstige, kirken eller kongemagten?
Sjovt var det også inde i kirken at se indridset grafitti fra 1730, en hilsen fra Antoine –
Turen gennem byen var et forhindringsløb mellem kager, brød, grøntsager og steaks på størrelse med et møllehjul –
Når man bor her hele året, bliver man åbenbart også tørstig –
Vi stillede både tørst og sult på allerbedste vis på en lokal restaurant (“Bouillon Batignolles’), der til yderst rimelige priser serverede fremragende mad og drikke. Vi bestiller næsten altid vin i glas (fremfor en flaske), fordi det giver flere smagsoplevelser, og her fik vi bl.a. en Chardonnay fra Bourgogne, der fik englene til at synge. Et plus var det naturligvis også, at glasset af den venlige servitrice blev fyldt til kanten…!
Det er jo ikke helt nemt med det franske sprog, og det falder ikke nemt i munden på en dansker, men det går dog, og jeg sender taknemmelige tanker til min fransklærer i gymnasiet, Søren Quortrup, der bl.a. lærte os et lille digt, som jeg stadig husker, fordi – som han sagde – det var velegnet til at imponere pigerne med. Det lyder således:
Je ne crains pas la mort,
car la mort est mon sort,
mais je crains de mourir
dans ton souvenir!
Jeg overlader til læseren selv at oversætte – og tænke sit…!
Videre til Chalon sur Saone