Vi er kørt 600 km mod nord, og det er naturligvis blevet køligere. Vi bor aldeles herligt i den lille by Boppard på hotel Baudobriga, der ligger direkte ned til Rhinen, og lige under vores balkon på 1. sal er der en livlig trafik af store flodbåde. Mens vi sad med en ‘petit Calvados’ efter middagen, så udsigten således ud –
17 km. syd for Boppard ligger den sagnomspundne Lorelei-klippe, og det blev naturligvis målet for næste dags cykeltur, der gik langs med Rhinen og med de smukkeste udsigter undervejs –
På begge sider af Rhinen løber der en tosporet jernbane, og sammen med de store lastbåde på floden flyttes der kolossale mængder gods på den måde – man kan glæde sig over, hvor mange lastbiler, der på den måde spares væk på vejene!
Lorelei-klippen er med sine 132 m. den højeste klippe i området, og stedet er vanskeligt at besejle p.g.a. stærk strøm og mange skjulte klipper –
Det største problem for de mange skibe er dog, at yndige, kvindelige ‘sirener’ med deres smukke sang lokker skibsføreren på afveje, og resultatet er et usædvanligt stort antal grundstødninger, hvilket er et stort problem på en af Europas mest travle vandveje. I klippens huler bor der dværge, som med deres underlige mumlen også er med til at forårsage ulykker.
Det hele er naturligvis ganske vist, og historien om Lorelei har gennem tiden inspireret digtere og komponister. Mest berømt er Heinrich Heines digt fra 1822 om netop de smukke sirener med deres gyldne hår og alle de ulykker, der følger deraf. I 1837 fik digtet en sentimental men også smuk melodi af Friederich Silcher, og efter traditionen spilles/synges den, når turistbåde passerer klippen. Mange kender måske begyndelsesstrofen, der indledes således:
Ich weiß nicht, was soll es bedeuten, dass ich so traurig bin,
Da digtet er skrevet på et højstemt og lidt fortidigt tysk, gengiver jeg det her i dansk oversættelse fra 1918 af Olaf Hansen. Læs det – det er en god historie… 😀
Jeg ved ej, hvorfor i grunden,
men jeg er så tung i sind.
Et sagn fra en længst forsvunden
tid falder stadig mig ind.
Det skumrer, Rhinen rinder
i ro, det er køligt vejr.
Tinden histoppe skinner
i aftensolens skær.
Der sidder som syn over syner
en mø i fejrest vår.
Hendes gyldne smykker lyner
hun kæmmer sit gyldne hår.
Mens gyldenkammen hun drager,
en sang så stemmer hun i.
Den har en vidunderlig fager
og mægtig melodi.
Skipperen står i sin skude
og gribes af vilden ve.
Han ser ej de skær histude,
han stirrer kun op for at se.
Jeg tror, både skib og fører
styrer mod undergang –
Det hænder, hvis man hører
på Lorelejens sang.
Som 8 årig var jeg med mine forældre på sejltur på Rhinen, og jeg husker endnu min forbløffelse, da alle på båden pludselig og uden varsel brød ud i sang, netop som vi passerede Lorelei-klippen. Melodien er ret enkel og skrevet i c-dur, dvs uden fortegn, og da vi kom hjem til Aarhus, blev den en af de første, jeg lærte at spille på klaver med begge hænder (både g- og f-nøglen). Jeg kan den stadig udenad 😁.
Byen Boppard er en hyggelig by på den meget tyske måde (her absolut positivt ment), men den er langt ældre end det tyske. Før Kristi fødsel var området keltisk, men med romerrigets ekspansion blev området en romersk provins, hvor latin, romerretten og – med tiden – kristendommen blev udbredt. Kelterne blev altså romere. Der er i Boppard et par fine små museer, der fortæller denne historie.
På en dejlig sensommerdag som denne midt i september var det en fornøjelse at gå rundt i byen –
I morgen går rejsen videre til den sidste destination – 700 km mod nordvest til Nordsøkysten vest for Husum, vistnok til rigtigt efterårsvejr!