Den lille ø Gozo ligger lidt nord for Malta og er en del af det maltesiske ørige. Den er kun 14 km. på den længste led og 8 km på den korteste, så det er en lille ø. Den beskrives i “Turen går til Malta” som mere fredelig og mindre turist-belastet end Malta. Det må være meget lang tid siden, den bog er skrevet!
Med lokalbus og færge kom vi – sammen med alle de mange andre turister – derover, og indsejlingen til Gozo er flot –
Kirken på billedet hedder “Our lady of Lourdes” og er en mineudgave af den store franske katedral i Lourdes, der blev bygget for at fejre, at her havde Jomfru Maria vist sig i 1858. Måske håber man, at noget lignende vil ske her på Gozo, men indtil videre er det vist blevet ved drømmen.
Den propfyldte lokalbus førte os frem til hovedbyen på Gozo, Victoria, et navn byen fik efter dronning Victorias besøg i 1887. De lokale bruger stadig byens gamle navn: Rabat.
I Victoria/Rabat var der som i Valletta turister i tusindvis, sikkert også hjulpet på vej af det dejlige vejr, der er her. Vi gik allesammen – sådan forekom det os – den samme vej, nemlig til byens hovedseværdighed, det enorme citadel, der blev bygget som værn mod nordafrikanske sørøvere, der i 1500-tallet hærgede kysterne på disse kanter.
Citadellet er en labyrint at færdes i, og man fornemmer klart, at der er tale om et meget stort bygningsværk, bygget – naturligvis – med håndkraft og med kanoner til forsvar –
Hovedseværdigheden heroppe er Sct. Georges Basilica, en barokkirke fra 1600-tallet. Og barok er kirken i alle ordets betydninger. Straks man kommer ind i kirken (der er en beskeden entre) møder man denne rædsel –
Bedre bliver det ikke længere inde i kirken, hvor man møder jomfru Maria i en – synes jeg – nærmest parodisk udgave –
Når barokkunst går over gevind som her i kirken, synes jeg, det nærmer sig blasfemi, selvom hensigten naturligvis har været den stik modsatte.
Det mest interessante i kirken var kuplen –
Kuplen er nemlig snyd og bedrag, for der er slet ingen kuppel! Det er (på fransk) et Trompe-l’æil maleri, altså et billede, der bedrager (tromper = bedrage, æil = øje). Genren har været kendt siden antikken og kan – som her – være en oplevelse at møde.
Barokken havde slidt på os, så efter en glimrende frokost oppe på citadellet hoppede vi på lokalbussen tilbage til havnen. Det skulle have taget 10 minutter, men det tog op mod tre kvarter, for pga et vejarbejde kørte chaufføren ind i de små snævre gader, mistede orienteringen, kørte mod færdselsretningen og måtte spørge passagererne om vej. På et tidspunkt forlod han bussen for at rådspørge sig hos de lokale om vejforholdene, mens vi smågrinende ventede i bussen. Da han endelig fandt den rette vej, kørte han som var det er formel 1 race, men han nåede dog at bremse, lige inden vi røg i havnebassinet…!
Bussystemet på Malta dækker hele øen, og på denne tid af året koster en billet kun 2 €, i højsommeren stiger prisen til 2,5€, men billigt er det under alle omstændigheder. Det betyder også, at busserne meget ofte er propfyldte, og at mange må stå op. Det sidste kan være problematisk, for chaufførerne kører som om fanden var i hælene på dem, så man skal som passager holde godt fast,
Et virkelig godt alternativ til busserne er Bolt-taxierne, der fungerer lige som Uber, og de er nemme at få fat på og billige at køre med. Man skal blot downloade en Bolt-app, lægge sit betalingskort ind, og så fungerer det.
En uge i solen er ved at være slut – og sol har der været hele ugen med temperaturerne ikke under 20 grader, undtaget om aftenen og natten, hvor det har været behageligt køligt. Solen har bagt, og UV-strålingen har været på et så højt niveau, at selv jeg – frivilligt – tog masser af 50-faktor solcreme på!
Malta har ikke budt på de helt store oplevelser af typen hold-da-op-det-er-fantastisk, og både Valletta og Gozo er været præget af masseturisme på den trælse måde, men opholdet på Dansk Folkeferies center lige uden for Mellieha har været fremragende med dejlige huse, venligt personale og fra vores tagterasse har udsigten hver dag været fantastisk –
